Højere skatter eller lavere skatter, større offentlige udgifter eller mindre, fokus på underskud eller på ledighed. »Det er nye tider I Danmark,« sagde statsministeren, da han tirsdag fra audiens hos dronningen stillede op foran fotograferne med sit nye ministerhold på Amalienborg Slotsplads. Og det har han ret i. Det nye ligger i, at dagsordenen og den politiske kampplads er skiftet radikalt i kølvandet på den økonomiske krise. Med det markante paradigmeskifte i dansk politik, som regeringsgrundlaget fra Lars Løkke Rasmussen er udtryk for, er de gamle temaer vendt tilbage. Den klassiske højre-venstre akse er genoplivet, og emner som underskud, nedskæringer, arbejdsløshed og økonomisk krise er blevet de helt centrale igen. Derfor tegner der sig også to veje ud af den nuværende økonomiske krise: en rød og en blå. Regeringens og Dansk Folkepartis på den ene side og Socialdemokraternes og SF’s på den anden. Både analysen af krisens omfang og årsag og midlerne, der skal bringe det danske samfund ud af den, er forskellige. Og fronterne vil kun blive skarpere frem til næste valg. Det vil fyge gennem luften med tal og statistikker, og økonomer og vise mænd vil blive taget til indtægt for det ene eller det andet, for det er sådan med samfundsøkonomi, at der ikke er noget facit. Man kan sige en del om, hvad der virker i den ene eller anden retning, men meget afhænger af fremtidige og uforudsigelige faktorer. Om det er godt at stramme op på økonomien med økonomisk hestekur i 2011, som regeringen siger, eller om det er for tidligt og kan kvæle den spirende vækst, som en række økonomer siger, vil man kun kunne sige noget om i bakspejlet. Derfor kunne man ønske sig, at debatten blev renset for slagsmålet om, hvad der virker bedst, og skåret ind til, hvad der er de ideologiske forskelle i krisehåndteringen.

Regeringens økonomiske kur har bestået i at give lempelser i år - først og fremmest i privatøkonomien i form af pæne skattelettelser. Fra 2011 skal en økonomisk hestekur rettet mod den offentlige sektor nedbringe de gigantiske underskud på budgettet, som først og fremmest er forårsaget af den økonomiske krise. For regeringen er fokus rettet mod det store offentlige underskud, som nu udgør 5,5 procent af BNP og dermed er større end de tre procent, som EU accepterer i de såkaldte konvergenskrav. Men underskuddet i Danmark er fortsat i bund, og EU-Kommission har i Sydeuropa og især Grækenland helt andre problemer at slås med. Derfor er EU-kravene en pseudobegrundelse, som tilsyneladende passer regeringen godt, fordi den dermed kan undgå diskussionen om, hvor stort et underskud, der er politisk acceptabelt. Det er EU’s krav - øget låntagning og gældsætning er ikke en mulig vej frem, lyder finansministerens argument. Med regeringens kurs vil de offentlige budgetter blive barberet grundigt, og første skridt tages allerede ved de kommende forhandlinger om den kommunale økonomi. Kuren betyder, at underskuddet vil falde, til gengæld vil ledigheden stige. Det er klar tale og ægte borgerlig krisepolitik.

På den modsatte side - hos Socialdemokraterne og SF - er det desværre mere småt med sammenhængen. De to partier har forelsket sig i et fængende budskab om, at det er regeringens skattelettelser, der nu er skyld i sparekuren. Og det er ikke rigtigt. Skatte-reformen og -lettelserne, som er trådt i kraft fra i år, er bevidst underfinansieret i 2010, men overfinansieret i de følgende år. Et af de væsentlige finansieringsbidrag er en sænkelse af rentefradraget for boligejere med de højeste renteudgifter gradvist fra 2012 til 2019. Hvis oppositionen vil skyde på regeringens politik, er der rigeligt at tage fat på. De offentlige udgifter er ikke holdt i ro under den buldrende optur, og skattestop og nye låneformer har blæst en meget stor boligboble op. Det, er de fleste økonomer enige om, har en stor del af skylden for, at Danmark kommer senere ud af krisen end andre lande. Men den kritik er ubrugelig for oppositionen, for den vil heller ikke ramme boligejerne og slet ikke de offentlige budgetter. Det, man kunne sige fra S og SF’s side, var, at en del af pengene til at dække underskuddet skal hentes ved at sætte skatterne op. Dermed er det ikke kun de offentlige kasser, der skal holde for, men også privatøkonomien, når underskuddet skal dækkes ind. S og SF har mindre skatteforhøjelser i programmet Fair Forandring, men de er øremærket nye særlige udgifter. Socialdemokraterne og SF’erne har vurderet, at det ikke ligefrem er nogen vindersag at ville hæve skatterne for almindelige middelklasssedanskere. Så er der den anden vej tilbage: At låne flere penge. Det giver god mening at ville investere sig ud af krisen og holde ledigheden nede. Men her har regeringen haft held med at fremstille øget offentlig låntagning som uansvarlighed, selv om en stor del af pengene vil komme tilbage i form af sparede dagpenge og øgede skatteindtægter. Oppositionen har lovet en økonomisk plan snart, den kan forhåbentligt svare på nogle af de mange spørgsmål.