Vismænd: Danmark langt bagud med CO2-mål

Det haster voldsomt med massive globale CO2-reduktioner, hvis der skal være en jordisk chance for at bremse klimaforandringerne, før smertegrænsen på to graders global opvarmning overskrides. Hvad hjemmebanen angår, er Danmark med den nuværende klimapolitik »langt fra« at kunne leve op til CO2-forpligtelserne i den såkaldte ikke-kvotesektor: De områder der handler om ‘biler, boliger og bønder’.

Det fastslår de økonomiske vismænd i årets rapport til Det Miljøøkonomiske Råd, offentliggjort i går.

»Det bliver overordentlig vanskeligt at opnå reduktioner i et omfang, så risikoen for overskridelse af tograders-målsætningen forbliver under f.eks. 50 pct.,« skriver vismændene i en analyse af den internationale klimapolitik efter COP15-topmødet i december.

Faktisk viser vismændenes modelberegninger, at de globale CO2-udledninger kan være fordoblet i 2040, hvis i-landenes økonomiske vækst fortsætter som hidtil, u-landenes vækstrater aftager lidt, og der samtidig sker samme grad af ‘afkobling’ af CO2-udledningerne fra den økonomiske vækst som hidtil. Altså hvis CO2-udledningen pr. BNP-enhed falder i samme takt som nu.

»Den stiliserede beregning viser således, at vi er langt fra at kunne stabilisere udledningen af CO2 fra brugen af fossile brændsler, hvis den økonomiske vækst i verden fortsætter som beskrevet, og tendensen til afkobling af CO2-udledningen fortsætter svarende til den historiske udvikling,« konkluderer vismændene.

»Hertil kommer desværre, at en stabilisering af udledningen på det nuværende niveau ikke er tilstrækkelig til at stabilisere koncentrationen af CO2 i atmosfæren.«

Voksende befolkning

Der er derfor ifølge rapporten behov for »markant opbremsning«. Hvis risikoen for at ryge over de to grader skal holdes nede på 33 pct., vil der således i 2050 kun være plads til en CO2-udledning pr. verdensborger på 3,5 ton om året, forudsat at verdens befolkning slet ikke vokser fra nu af. Med en voksende befolkning bliver der endnu mindre til hver. I dag udleder gennemsnitsdanskeren ca. ni ton CO2 om året via det fossile energiforbrug, gennemsnitsamerikaneren 19 ton.

Dette betyder bl.a., at en global klima-aftale må »forhindre, at de fattige lande kommer op bare i nærheden af en CO2-udledning pr. indbygger, der svarer til, hvad annex I-landene (i-landene, red.) har i dag.«

Vismandsrapporten sammenligner de nødvendige CO2-reduktioner de kommende år med den årlige reduktion, som i-landene har været forpligtede til under Kyoto-aftalen i perioden 1998-2012:

»De årlige reduktioner i hele verden skal være mange gange større end det, de lande, der har reduktionsforpligtelser i Kyoto-aftalen, forpligtede sig til.«

Glem undergrundsolie

Én konsekvens af tograders-målsætningen er »med meget stor sandsynlighed, at en betydelig del af de kendte forekomster af fossilt brændsel skal forblive i jorden i princippet til evig tid,« anfører vismændene.

De henviser til forskervurderingen, at halvdelen af de kendte og rentable forekomster »ikke må udvindes, hvis temperaturstigningen skal holdes under to grader med 50 pct. sandsynlighed.«

DONG indledte i går produktion af olie fra et nyt felt i Nordsøen, Nini Øst-feltet der rummer 17 mio. tønder olie.

- Hvad er det for en halvdel af de fossile reserver, der skal forblive i undergrunden? Er det f.eks. halvdelen af de danske Nordsø-reserver?

»Det, der kan bestemme dét, er prismekanismen,« svarer miljøvismand Eirik S. Amundsen.

»En kraftig afgift på CO2-udledning vil mindske markedets efterspørgsel og dermed sørge for, at en del af reserverne forbliver urørte. De, der vil fortsætte med at producere, er dem, der kan gøre det billigst - især producenterne i Mellemøsten - mens de, der har høje produktionsomkostninger såsom Norge, vil stoppe,« mener han.

Konsekvenserne for produktionen af olie og andre fossile brændsler er en af grundene til, at vismændene anser det for på grænsen til umuligt at forhandle en klima-aftale på plads, som dækker alle verdens lande.

»Eksempelvis er konsekvenserne af en aftale for de olieproducerende lande i Mellemøsten formentlig så store og negative, at de næppe vil være villige til at arbejde konstruktivt for en effektiv aftale. Også i lande som USA, Rusland og Kina er der store forekomster af fossile brændsler.«

De økonomiske vismænd forudser derfor en international klima-aftale, som - hvis den overhovedet kommer hjem - ikke omfatter alle lande. Og derfor peger man på indførelse af handelsrestriktioner over for ikke-deltagende lande som et måske nødvendigt pressionsmiddel, selv om det er i modstrid med frihandel. Inden for aftalens rammer er internationalt omsættelige CO2-kvoter eller internationale CO2-afgifter efter vismændenes opfattelse de bedste redskaber til at sikre CO2-reduktioner med laveste omkostninger

»Udledning af drivhusgasser kan også reguleres gennem regler, specifikke tilskud, restriktioner eller direkte forbud, men en sådan regulering sikrer ikke omkostningseffektivitet,« mener økonomerne.

Danmark i knibe

Hvad Danmarks klimaindsats angår, er billedet heller ikke betryggende. De danske udledninger reguleres for godt en tredjedels vedkommende via EU’s CO2-kvoteordning, der omfatter el- og fjernvarmeselskaber samt store industrivirksomheder. Det er ikke her, problemet ligger, mener vismændene. Problemet ligger i ikke-kvotesektoren, dvs. i drivhusgas-udledningerne fra transportsektoren, fra landbruget og fra boliger med individuel opvarmning såsom olie- og gasfyr. Disse udledninger skal begrænses via hjemlige initiativer, og dem kniber det med.

»Danmarks forpligtelse til at reducere CO2-udledningen i ikke-kvotesektoren med 20 pct. i forhold til 2005 nås langt fra med indenlandske tiltag,« vurderer vismændene, der kun kan få øje på en reduktion på fire pct. i 2020.

Det betyder, at Danmark til den tid vil udlede seks mio. ton CO2 for meget i forhold til, hvad vi har forpligtet os til over for EU. Hvor der forventes et mindre fald i udledningerne fra husholdningerne og fra landbruget, så er transportsektoren den store skurk med en forventet CO2-udledning i 2020, der er én mio. ton større end nu.

Et centralt redskab til at dæmpe udledningerne er at gøre dem dyrere. Vismændene forventer, at prisen på EU’s kvotemarked for udledning af ét ton CO2 stiger fra i dag ca. 13 euro til 30 euro - eller 225 kroner - i 2020, samt at CO2-afgiften for ikke-kvotesektoren følger med op.

»Fremskrivningen viser imidlertid, at dette afgiftsniveau langt fra er tilstrækkeligt til at nå de nationale reduktionsmål,« fastslår rapporten.

Derfor foreslår vismændene som én ting, at landbruget ikke længere får særbehandling via afgiftsfritagelse, men som andre underlægges ‘forureneren betaler’-princippet og pålægges afgifter på sine udledninger af drivhusgasserne metan og lattergas. Dét vil hjælpe lidt, men langtfra nok på de samlede, for store udledninger i 2020.

En vej frem kan derfor være at hæve den generelle CO2-afgift, så den i 2020 ikke bliver 225 kr. pr. ton CO2, men 500 kr. eller måske ligefrem 1.000 kr. Selv det vil ikke være nok til helt at lukke den oprindelige manko på de seks mio. ton CO2 for meget i 2020.

Der er »næppe tvivl om, at afgiften skal være meget høj, hvis reduktionen skal opnås indenlandsk,« konkluderer vismændene.

Derfor anbefaler de, at Danmark klarer sit problem ved at betale andre for at løse det. Dvs. ved at købe ledige udledningsrettigheder i andre EU-lande eller såkaldte CO2-kreditter i u- og østlande. Det vil i følge vismændene være en billigere vej frem end f.eks. voldsomme hjemlige CO2-afgiftsstigninger, og EU tillader, at op til halvdelen af de nationale reduktionsforpligtelser klares på denne måde: ved at købe sig til CO2-kvoter og -kreditter i udlandet.

»Det er en meget kortsigtet betragtning,« siger formanden for Det Økologiske Råd, Chr. Ege Jørgensen, i en kommentar.

»Det gælder ikke bare om at nå målene i 2020. Vi skal meget længere, og frem mod 2050 skal CO2-udledningen i de rige lande ophøre helt. Hvis vi nu blot køber os fra vores forpligtelser, får vi ikke opbygget virksomheder og kompetencer inden for vedvarende energi og besparelser, og så tvinges vi til at blive ved med at købe os ud af forpligtelserne. Det bliver dyrt i længden - og vi vil ikke nå målene.«