Hva' skal vi så snakke om?

Nu har vi endelig fået det, vi vil ville have. Og så vil vi ikke have det alligevel. Det er klart. For vi vil ikke have det, vi får.

Vi har klaget over symbolpolitikken, og vi har sukket efter substans. Symbolpolitik har i årevis været et ord, vi brugte om laveste fællesnævner og den platteste populisme. Det er jo bare symbolpolitik, sagde vi om alt det, som man overhovedet ikke burde beskæftige sig med. Man kunne lukke en diskussion blandt veluddannede og velorienterede mennesker ved lige at gøre opmærksom på, at det de snakkede om, var ren symbolpolitik. Så skammede de sig. For symbolpolitik er overfladisk underholdning for masserne, mens substans er rigtige reformer og redeligt regeringsarbejde. Symbolpolitik er enten noget, dumme politikere bedriver, fordi de ikke kan lave rigtig politik, eller noget, som kyniske politikere bruger til at manipulere de bevidstløse masser. Symbolpolitik er en negativ betegnelse i et univers, hvor substans er det gode. Og som den store danske provokationskunster Bjørn Nørgaard, der både bruger bandeord om MasseDanmarks dumhed og dekorerer gravsteder for majestæten, sagde til pressen i denne uge: Substansen var vendt hjem! Om den nye danske kulturminister udtalte Nørgaard: »Per Stig Møller vil have forståelse for substansen.«

Spørgsmålet er nu, om vi andre, de snakkende humanister på sidelinien, også vil have forståelse for substansen.

Ikke det, vi plejer

For der var ikke var andet end substans i det nye regeringsgrundlag, som blev fremlagt i denne uge. Der var ikke et ord om alt det, vi plejer at foragte som symptomer på den politiske kulturs forfald: Kamphunde, hovedtørklæder på kvindelige dommere, retsfølelsen, kampen mod middelalderlige normer i nutiden og opgøret med den onde relativisme. Det sagde de ikke et ord om, og det stod der ikke meget om i regeringsgrundlaget: Værdipolitikken blev beskrevet som et administrativ problem, der var ekspederet: »Vi har gjort op med tanken om, at alle værdier er lige gode. Danskerne ønsker respekt om dansk kultur og de principper, som det danske samfund bygger på. Væk er den slappe og eftergivende ligegyldighed.«

Farvel til Fogh og kampen mod denne ligegyldighed, for kampen har levet af en forestilling om, at relativismen var en allestedsnærværende trussel. I stedet for symbolpolitik var der substans i regeringsgrundlaget: Der var redegørelser for økonomiske og administrative målsætninger. Der var anvisninger på strategier for realisering af målsætninger. Det var beskrevet præcis så pædagogisk klart, at de fleste af os humanister på sidelinien forstod, at det forstod vi ikke meget af. Da substansen endelig blev det eneste tema, stod det klart, at den administrative og økonomiske substans i et komplekst velfærdsdemokrati ikke er et anliggende for åndfulde argumenter. Det er en kamp om definitioner af holdbarhed, nulvækst og realvækst og eventuelt underfinansierede reformer.

Symbolpolitik er ikke pladder

Det viser sig her, at Carsten Jensen havde ret, da han for 25 år afskrev den intellektuelle som systemkritiker i velfærdsstaten. Problemet var ifølge Jensen ikke, at den intellektuelle havde mistet sin uskyld. Problemet var, at den intellektuelle havde mistet sin medskyld: Den administrative magt bruger ikke længere argumenter, som alle kan forstå, og den oversætter ikke sit ekspertsprog til et fællessprog for alle. Det efterlader os andre med den erkendelse, at vi enten kan deltage i diskussion om det, der ikke betyder noget, eller træde ud af diskussionen om det, der betyder noget. Det er let at efterlyse substans frem for symbolpolitik: Her man kan påberåbe sig det store forfald og den elendige dumhed. Men når substansen kommer på banen, tager eksperterne over.

Heldigvis holder denne diagnose kun, hvis man mener, at symbolpolitik er pladder, og administration er substans. Den holder kun, hvis man tror, at hele den danske verden styres fra et administrativt hovedkvarter, og at den offentlige diskussion handler om at bestemme administrationen. Men sagen er åbenlyst omvendt: Det er, når politikerne tror, at verden regeres fra Christiansborg, at de bliver allermest latterlige og afmægtige. Man kan ikke derindefra bestemme, at lærerne skal være autoriteter i klasselokalet, og de overvægtige skal tabe sig.

Ikke kun for politikere

Mange af de symbolpolitiske kampe virker administrativt latterlige: Hvorfor lave en regel om dommere må bære hovedtørklæde, når der ikke findes en eneste kvindelige dommer, som vil? Men diskussionen om religionens stilling i et sekulært velfærdsdemokrati er ikke ligegyldig. De fleste diskussioner om slaphed og konsekvens, formynderi og frigørelse, straf eller pædagogik er administrativt håbløse, men vedrører temaer, som forener skolelærere, forældre, ungdomstrænere, ledere og pædagoger i et problemfællesskab. For demokratiets fordring er ikke kun at finde ud, hvordan man bestemmer over dem, der bestemmer. Den er også at skabe et fællesskab af borgere, der lærer af hinandens konflikter og problemer. Kampen om symbolerne handler ikke mindst om, hvordan vi ser hinanden, og hvordan vi skal lære at leve sammen. Den største demokratiske revolution i det 20. århundrede var kvindefrigørelsen, og den startede som symbolsk kamp om blikket på kvinden. Den tyske oplysningsfilosof Hegel så disse symbolkampe som fundamentet for den moderne stat: Han kaldte det den »etiske substans«. Og ligesom der er symbolpolitik i administrationen, er der substans i symbolpolitikken: Den handler om, hvad der er retfærdigt, og hvad der er muligt. Og det kan hverken dem, der regner sig for de intellektuelle eller dem, der administrerer, sætte sig ud over. Det er en form for politik, som politikerne ikke har monopol på. Det er en kamp, der foregår, ligegyldigt om man vil have den eller ej.