Af og til kan det synes, som om der er behov for en forening til forsvar for ytringsfriheden for hver eneste holdning, der findes i det danske politiske landskab. Dette er en indsigt, som det seneste skud på stammen, Fri Debat, også har gjort sig. Der er noget problematisk i at spænde forsvaret for ytringsfriheden for en politisk vogn, mener man. På foreningens hjemmeside gør en af stifterne derfor et stort nummer af læresætningen, der tilskrives Voltaire: »Jeg foragter Deres mening, men jeg vil med mit liv forsvare Deres ret til at ytre den,« Således væbnet til tænderne med oplysningsfilosofi vil Fri Debat levere et politisk neutralt forsvar for ytringsfriheden.
Det er dog langt fra nemt at være neutral. Er det ikke sådan, at ethvert forsvar for ytringsfriheden, så snart det skal udpege lige netop det sted, hvor denne frihed bliver knægtet, nødvendigvis må positionere sig politisk? Man kunne her pointere, at Fri Debat selv har fremhævet overfaldet på en højreorienteret blogger,som argument for, hvorfor det er nødvendigt med endnu en forening til forsvar for ytringsfriheden, samtidig med at man aldrig nævner overfaldene på to venstreorienterede demonstranter, som fandt sted ved samme lejlighed. Der er sikkert tale om en smutter. Hvis man pressede lidt på, ville Fri Debat givet slå fast, at venstreorienterede demonstranter har lige så meget ret til at ytre sig som højreorienterede bloggere.
Så lad os i stedet prøve at forestille os, at det faktisk kunne lade sig gøre at levere et politisk neutralt forsvar for ytringsfriheden. Hvorledes kunne et sådant standpunkt formuleres? Man kunne eksempelvis kræve, at ytringsfriheden skulle være en grundlovssikret rettighed i Danmark. Det er den allerede.
Foreningen over dem alle
For Fri Debat er det da heller ikke nok. For der er steder, hvor ytringsfriheden er knægtet i dansk lovgivning. Særligt er forbuddene mod blasfemi og racisme en torn i øjet. Men hvorfor stoppe der? Hvorfor holde fast i forbuddene mod injurier og opfordringer til vold? Hvorfor skal det være tilladt at afkræve folk, at de overholder en tavshedspligt? Hvorfor skal det være forbudt at kopiere en hel bog og udgive den, som var den ens egen? Under alle omstændigheder synes der altid at ligge et politisk valg i de kampe, man kæmper i ytringsfriheden navn.
Der er derfor plads til endnu en forening, der kæmper for ytringsfriheden foreningen over alle foreninger, der kæmper for ytringsfriheden. En forening, der kun siger »jeg har ret til at sige det, jeg siger«. Denne forening vil ikke kunne sige andet. Det næste udsagn, der følger på dette »jeg har ret til at sige det, jeg siger«, vil nemlig uvægerligt markere et politisk standpunkt. Det vil være et udsagn, der siger »det er lige netop dette, jeg vil have retten til at sige«.
Lad os vende tilbage til Voltaire. Denne sondring mellem det enkelte udsagn og retten til at komme med det, finder vi også i den berømte læresætning. For det første er der niveauet for den politiske uenighed: »Jeg foragter Deres mening« (eller: jeg ville i stedet sige dette) og så er der niveauet, hvor ytringsfriheden stadfæstes »men jeg vil med mit liv forsvare Deres ret til at ytre den« (eller: vi har begge ret til at sige det, vi siger). I forhold til disse to niveauer er det interessant at bemærke, at der findes en slags forening i Danmark, der opererer stik modsat de givne foreninger til ytringsfrihedens forsvar.
Død over kongen?
Hvor ytringsfriheds-foreningerne siger »Jeg har ret til at sige det, jeg siger« efterfulgt af det mere skjulte »og det er lige netop dette, jeg gerne vil sige« siger disse andre foreninger »det, jeg mener, er dette«, og dette udsagn følges af et altid usagt »og det har jeg retten til at sige.« Disse foreninger kaldes politiske partier. Det er kendetegnende for ethvert demokrati, at der findes disse foreninger, som har det som deres uudtalte præmis for ethvert udsagn, de kommer med, at de har lov til at mene og sige det, de mener og siger. Voltaire levede fra 1694-1778. Ville den mest effektfulde hævdelse af ytringsfriheden på hans tid ikke have været at stille sig op på en central plads i Paris og råbe »Død over Kongen«?
I dag er der dagligt folk, som stiller sig op på torvet og gør sig til talsmænd for alt muligt. Måske er det, fordi vi har vænnet os til denne praksis, at vi ikke længere hører det skjulte udsagn, der bag alle disse udsagn siger »og det har jeg ret til at sige«. Det synes i hvert fald, som om ytringsfrihedens forsvarere er blevet så døve over for dette andet udsagn, at de heller ikke kan høre det udsagn, der siger »… og det er lige netop dette, vi synes man skal (have lov til at) sige«, som skjuler sig bag deres meget eksplicitte »jeg har ret til at sige det, jeg siger«.
Med andre ord er opfordringen til alle foreninger til forsvar for ytringsfriheden: Bliv til politiske partier, eller meld jer ind i foreningen med navnet: »Jeg har ret til at sige det, jeg siger, når jeg siger, at jeg har ret til at sige det, jeg siger«.
Kommentarer
CITAT fra ovenstående artikel:
“Hvorfor skal det være tilladt at afkræve folk en Hvorfor skal det være forbudt at en hel bog og udgive den, som var den ens egen?”
Når man nu har så meget ytingsfrihed at det ligefrem er ytrings-pligt og man tilmed bliver betalt for det (som jeg formoder at forfatteren bliver) …
Så vil jeg gerne slå et slag for at man bruger den ytringsfrihed på en sådan måde at andre også kan forstå hvad man siger.
Der er behov for (og rigelig med plads til) en forening mere med dette formål.
Claus Schmidt
Jeg tror at der er tale om en ombrydningsfejl i teksten, hvilket i tidligere tider kunne tilskrives typografen - i dag har journalister ikke den undskyldning.
A propos retten til at sige, hvad man siger: det lader til, at nogen har lagt politiken.dk ned, så deres ytringsfrihed er i hvert fald i disse timer ikke-eksisterende.
Hvis intet giver mening, rigtigt og forkert ikke eksisterer, alt er relativt, så har du aldrig taget fejl.
Rent, og muligvis fejlbehæftet, instinkt: Jeg tør vædde på, at de anonyme skribenter har en eller anden åndssvag baggrund, som de kan intellektualisere sig fra at forholde sig til ved at skrive et “det kan være hip som hap”-indlæg.
Se også:
http://en.wikipedia.org/wiki/Sokal_Affair
Center for Vild Analyse er vist ikke helt anonyme. Det kræver ikke mange sekunder på nettet for at finde frem til, hvem der står for dette…
Og ang. den ufuldstændige sætning i overskriften, så findes den i fuldstændig form i selve teksten…
Eftersom det er noget der forvirrer mange, så hermed lidt om anonymitet og Center for Vild Analyse (CVA).
@Martin Jakobsen: Du har til dels ret, at visse navngivne personer har givet sig ud for at være del af CVA (fx bogen udgivet på Informations Forlag). Selve afsendernavnet CVA er dog mere åbent, og på deres blog skriver en større gruppe mennesker. Så det er ikke så nemt, og det er ikke bare Henrik Jøker Bjerre & Co. der altid “står bag” alle tekster der skrives med navnet CVA. Intet forhindrer dig i at anvende navnet, hvis du selv har lyst.
Fra det psykoanalytiske perspektiv, som CVAs samfundsdiagnoser går efter, så har anonymiteten også en anden rolle. At ikke anvende sig af en personificeret afsender er http://centerforvildanalyse.smartlog.dk/program-for-bloggen-page1210>et forsøg på at undvige suggestion. I stedet for at lade læseren automatisk forsøge at identificere “forfatteren bag teksten”, nægter CVA læseren denne mulighed. Suggestions betyder, at læseren ikke blot identificerer forfatteren, men også identificerer sig MED forfatteren (“hvordan er jeg i forhold til denne forfatter?”). Ved at nægte læseren denne konkrete identifikation, står identifikationen mere åben og afslører dermed læserens egne skjulte forestillinger, fantasier og relationer til sine indre autoriteter, dvs. objektrelationer
@William Jansen: Ovenstående er også et forsøg på at svare på dit indlæg. Men vi kunne også spørge om det egentlig er det mest interessante her. I stedet for at (instinktivt) spekulere på hvorfor de anonyme skribenter skriver uden navngivet afsender, og hvad deres baggrunde er, så finder jeg det lige så interessant at diskutere (1) hvorfor du tilsyneladende bliver irriteret over anonymiteten, og (2) hvorfor du med foragt fantaserer og “tør vædde” på mulige “åndssvage baggrunde” som de kan “intellektualisere” sin anonymitet over.
Det er desuden interessant at bemærke hvordan du helt undviger at diskutere analysens indhold om foreninger der kæmper for ytringsfrihed, men i stedet egner dig helt og holdent om en metadiskussion om anonymitet og standpunkter. At henvise til Sokal-Affæren er en slags akademias Hitlerkort, hvormed man kan afvise enhver analyse uden videre grund end overfladisk foragt og fraseret hånliggørelse. Dit indlæg består ikke af nogen begrundelse for at trække Sokal-Affæren-kortet, men blot af en “instinktiv” fornemmelse for en ny Sokal-Affære (et tørt og konstaterende “Se også”), lidt humoristisk kategorisering (“hip-som-hap-indlæg”) og fantasier om CVAs formodede relativistiske baggrunde (“Hvis intet giver mening, rigtigt og forkert ikke eksisterer, alt er relativt, så har du aldrig taget fejl.”)
Et par spørgsmål vi kunne stille, kunne lyde således:
* Hvor stammer denne tilsyneladende irritation og foragt fra? Mere teknisk, hvilken objektrelation fungerer CVA for dig lige nu?
* Er analysen kun interessant hvis den underskrives af et personificeret navn? Hvad ville du havde svaret hvis artiklen var underskrevet et opdigtet navn, med opdigtede baggrunde, som du kunne fantasere en sammenhæng mellem?
For at gentage, det interessante med en vild analyse er ofte ikke blot analysens eget indhold, men også hvilke reaktioner analysen afstedkommer i læseren (hvilke fantaserede autoriteter aktiveres), og hvordan kan vi forstå disse reaktioner (hvad fortæller det om vores forhold til disse autoriteter). Fra CVAs program:
“CVA-bloggen arbejder aldrig med en afsender på sine indlæg: hellere end at tvinge (suggerere) læseren til at konfrontere og identificere sig med et indlægs forfatter, forsøger de vilde analyser at konfrontere læseren med sine egne forestillinger og (måske ukendte) autoriteter.”
Rettelse:
“Fra det psykoanalytiske perspektiv, som CVAs samfundsdiagnoser går efter, så har anonymiteten også en anden rolle. At ikke anvende sig af en personificeret afsender er et forsøg på at undvige suggestion.