Man skal give det nye en chance. Ikke altid køre i samme rille. Må forsøge at være positiv. Ikke altid sur og vranten. Åben med sindet stemt i dur.
Det var de i DR’s P3, da statsministeren præsenterede sit nye hold på Slotspladsen. Public service-institutionens medarbejdere fortalte med englefisse i stemmen i en af timeradioaviserne at statsministeren var strålende [sic] lykkelig og stolt over sine nye ministre, og at der ude på slotspladsen lugtede af barbersprit [sic] og sæbe [sic] og vaginal-spray [ej sic], og stemningen var så helt fantastisk, og de nye ministre strålede om kap med lille Lars fra Græsted, hvis u-glade grin ikke helt hænger sammen med øjen-omgivelserne. Nogle gange får man indtrykket af at statsministeren inderst inde ikke er en rigtig glad mand eller måske savner noget i hverdagen; måske at kunne kravle ind under dynen - ikke nødvendigvis med en fadbamse, men bare med en bamse, pleje de naturlige drifter mod det ukomplicerede og være i fred. Det kan være at ubehaget går over, når han nu endelig har rumpet sig sammen til at få egne folk ombord. Eller hvad det er han har?
Ordet historisk blev gang på gang anvendt i medierne. En historisk regeringsomdannelse. Jo, det er det vel, hver gang, man foretager sig noget her i verden, eftersom det samme, bortset måske lige fra lommeuld og klatgæld, aldrig kommer igen på samme måde. Der var som allerede svagt antydet en del genkomster - så mange talenter springer heller ikke i øjnene - om end på nye poster, samt enkelte relativt ukendte navne, hvis udtalelser allerede på den barberspritduftende dag varslede liberalistisk ideologisk oprustning af den art der sparker røv. Den åbenbart uafrystelige overbevisning om valgfrihedens velsignelser som nu, takket være statsministerens tidligere indsats i Sundhedsministeriet, truer med at ruinere det offentlige sygehusvæsen og forringe nationens samlede sundhedstilstand, vil for alvor få én på gummen, når Bertel Haarder i sit nye ressort med vanlig sammenbidt nidkærhed tager fat. Oh, denne velsignede følelse af valgfrihed til at kunne vælge mellem to middelmådige muligheder: Det offentlige og det private. Det ene finansierer mestendels det andet, og det andet forringer med tiden det første til mærkbart under middelmålet af begge! Fornyelsen ligger i at Bertel Haarder omsider ikke længere er undervisningsminister, hvad han har været i 300 år, alt imens ungerne ifølge statsministeren stadig hverken kan læse, stave eller regne.
Halvtossen Pind
Det ideologiske får også blus på i Udviklingsministeriet, hvor Løkkes old pal, den labile hjertevindende robust selvforelskede halvtosse Søren Pind, der har Ronald Reagan som forbillede og blandt andet vil have FN nedlagt, nu skal i sving med at privatisere u-landene. Det skal nok gå galt. Og i samarbejde med Lene-ben-i-næsen Espersen der aldrig i sin demonstrative nordjyske selvforelskelse - end ikke efter at have kuldsejlet politireformen - i så meget som et kvart sekund har tvivlet på sin kække uforlignelighed og umistelige berettigelse. (Heller ikke da den nyslåede udenrigsminister i sin tid tolkede Folketingets bopælsregler kreativt).
Espersens partifælle, den nye videnskabsminister, udtrykte på samme vis i tv sin dybe betagelse over egne kvalifikationer, der - stadig ifølge hende selv - gør hende ubeskriveligt egnet med fod i erhvervsliv og forskning inden for LEGO-koncernen. Foden i det forskningsmæssige står med andre ord hen i byggeklodser og det noget svævende begreb: Formidling. Men selvtilfredsheden er ufejlbarlig.
Er der dog aldrig nogen der har sagt til den type af stadig mere almindelige politikere, og som populær- og elektronikmedierne dyrker i næsegrus mikrofonholderi, at beskedenhed på egne vegne er en dyd - oven i købet en konservativ én, og at ros og agtelse er noget, man i klædelig beskedenhed overlader til andre? Er der ikke en lille bitte klokke - en narrebjælde - der ringler et sted, eller har den uhæmmede neoliberale individualitetsfiktion, hvor jeg og mig er mål og middel, udraderet enhver klædelig skamfølelse og ydmyghed? Man kan mene at denne udvikling af den egocentriske dyrkelse er en logisk følge af Lars Løkkes forgængers kynisk nedladende omtale af kritikere og eksperter som de til bevidstløshed nedgjorte smagsdommere. Personen, ens egen, står herefter forrest i liturgien med selvkritikken koblet ud og turbo på hånlige, ringeagtende og monologiske udfald mod mere sofistikerede velunderbyggede balancerede diskuterbare standpunkter. Vi kan nemlig bedst selv, når bare vi har magten samt flertallet i fællig med dumhedens og reaktionens fordomsfulde flok. Vi kan selv på bedste vis fortælle omverdenen hvor prægtige vi er.
Og hvad så Løkke?
Denne persondyrkelse fjerner meget nyttigt fokus fra det egentlige indhold, således som det skete i Reimer Bo’s famøse og forbløffende TV-Avis-interview med en person fra det såkaldte jetset, en kvinde dømt i en i øvrigt banal sag om narkotika. Eftersom personen af medierne var ophøjet som særlig interessant, fordi hun omgås andre af ugebladenes persongalleri, samt i ny og næ kongehusets ørkesløse yngre medlemmer, var hun pr. definition selvskreven til at få tid i tv. Sådan blev det faktisk formuleret. Den dømtes venner udtalte i bladene at det var klogt at hun »gik på tv«. Som om det var en selvfølge at hun kunne vælge at ‘gå på tv’ for at fremlægge sin sag for publikum og trods dommen retfærdiggøre sig. Det viste sig at det kunne hun åbenbart også få lov til. Stolen stod klar, kameraet kørte, Reimer Bo, som ellers kan være skarp, når vinden vifter fra den kant, sad ærbødigst parat og lod selvpromoveringen af den dømte med angreb på en navngiven politimand, hvis brøde var at han passede sit arbejde, tilflyde danskheden. Hvad er det der foregår? Er DR solgt til Se&Hør? Det er vi en kreds af borgere i Valby der gerne vil vide, hr. Plummer - nu med lydfil.
Og så Søren Gade der jo er en sympatisk mand, men som er gået helt ud af politik, fordi lokummet brændte. Også her bliver det til en anden historie: Om omkostningerne ved at være minister, og hvor svært det var det hele og tåre trille ned ad kind på den nye forsvarsministerinde og hjem til Holstebro med Søren, den rare mand, og ikke et ord om ministeransvarlighed i rette tid og couragen til at tage skraldet, hvor skraldet nu engang bør tages. Og hvad med propagandachef Winther og sagsanlægget mod Guldbrandsen, hvor blev det nu af i farten?
Og hvad så Løkke Rasmussen?
Joh, vi skal være verdens rigeste land om 10 år. Igen. Inden da skal vi lige høvle det offentlige ned til fodpanelerne takket være den økonomiske politik, for hvilken statsministeren som tidligere finansminister bærer ansvaret. At den nuværende finansminister er medskyldig, og før da som beskæftigelsesminister begik lovbrud og vildledte Folketinget og kunne være stillet for en rigsret, er der ingen grund til at nævne. Ikke når duften af barbersprit og sæbe på udsatte steder overdøver de lugtindtryk, som kunne minde radioreporterne om journalistens forpligtelse til kronisk vranten mistænksomhed over for magtens mænd og damer.
PS: En endnu tidligere finansminister, nu folketingsformand, sagde engang at vi snart kunne købe hele verden. Det gør vi så. Om ti år. Som minimalstat. I jublende selvglæde med stigende vandstand og mere nitrit i kødpølsen.
Kommentarer
Hvilken herlig svada!
Denne kommentar er anbefalet af:
Hvis vi skal være et land i superklassen - i en økonomisk målestok, som det hele reelt bliver målt på i regeringens planer, er det vel ikke helt lige meget, hvilke mennesker, vi sætter til at omgås de øvrige landes politikere. Og her er det så, man må undres såre.
Ethvert land er uanset mere eller mindre ambitiøse og realistiske mål helt sikkert mest interesseret i – og bedst tjent med, at de ministre, der varetager de udenrigspolitiske kontakter, er så vidende og har så stor erfaring som overhovedet mulig.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen fik i pinlig grad udstillet sine manglende evner på det udenrigspolitiske område under det internationale klimamøde i København. Nu er Søren Pind så udnævnt til udviklingsminister og Lene Espersen til udenrigsminister. Ingen af dem har den mindste erfaring med hensyn til udenrigspolitik og omgang med andre kulturer. Uanset hvad Informations lederskribent mener om Søren Pinds egnethed, har han ikke beskæftiget sig med andet end snæver dansk politik.
Når det gælder Lene Espersen er det endnu mere grelt. Heller ikke hun har kendskab til andet end dansk partipolitik. Hun oplyser selv i interviews, at hun altid har haft lyst til at være udenrigsminister – og nu har hun så magten til at blive det. Hvor er hensynet til landets tarv? Som udenrigspolitisk erfaring fremhæver Lene Espersen selv, et ophold fra 1982-1984 på Lester B. Pearson United World College 1982-1984 – altså fra hun var 17 til 19 år. Når man ser på programmerne og fotos fra denne udmærkede højskole, ser det i høj grad ud til, at det er et godt sted, hvor de unge mennesker har gode oplevelser sammen – lige som på de danske højskoler. Lene Espersen nævner i sit cv., at hun opnåede en ’International Baccalaureate’. Det er godt og respektabelt, og den tjener som adgangsprøve til flere universiteter – altså ikke noget der i sig selv giver international erfaring på et højere plan.
Men som sagt, nu har Lars Løkke Rasmussen og Lene Espersen magten til at bestemme hvem, der skal være Danmarks vigtigste kontakter i den kommende tid. Det er så blevet brugt til i en international vanskelig tid og situation at sætte det udenrigspolitisk svageste hold i mange år. Som det siges ofte i en kendt tegneserie: ’Jeg græmmes’.
Denne kommentar er anbefalet af:
Kølhales, det skal de-, indtil de må gå planken ud !
Stor tak til Metz. og kom igen du.
“Alt ved det selvfede gamle” - skriver geniale Metz.
Og dog. - Mon ikke Per Stig var en mere respekteret udenrigsmister end Lene E har evner til nogensinde at blive.
Må dette mareridt af en regering snart forsvinde.
Også jeg græmmes!!!
Denne kommentar er anbefalet af:
Vid med bid. Det kan næppe gøres mere elegant. Metz er og bliver den klare kritiks mester. Tak, for det.
Og til haderne. Tag nu Løkkes argument f.eks. for centralisering af sygehuse. Vi skal have store offentlige sygehuse ‘for at samle ekspertisen’ - nej nej venner. Mens Pia skingrer og trækker Villys og Helles opmærksomhed væk, åbner målbevidste Lars Løkke privatsygehuse for offentlige midler alle de steder, de faktisk mangler. Klar taktik. Klar strategi. Så tåler man nok lidt af den fremmedhadermusik i baggrunden, man ikke selv vil optræde med.
DF tosserne leverer jo stemmer til den skattebetalte privatisering af vores land.
Metz, du er uforlignelig!
Jamen, dette er jo mageløst folkeligt det her. Professor Metz holder foredrag og pøblen kommer op at toppes. Hu, hej hvor det går! Buuuh! og Bæææh! (Synd, man ikke kan kaste med rådne æg og tomater på nettet.) Et helt andet sted i byen, fortsætter enevælden sit selvfede enevælde, mens den den mere tænksomme del af oppositionen ser X-Faktor og Fangerne på fortet.
Denne kommentar er anbefalet af:
den labile hjertevindende robust selvforelskede halvtosse Søren Pind, skriver Metz..
Et fint eksempel på Metz’ følsomme takt og tone.
GRIN
Herligt at kunne grine igennem. Du formulerer det, vi andre tænker og så med humor.
En underfundig, dybt lettende latter
Tak for det!
Nogle af indlæggene i denne debat minder meget om den debatform, som formand for De Konservative, vicestatsminister og udenrigsminister Lene Espersen anvendte i de to interviews på henholdsvis DR1 og TV2, hvor hun diskuterede med Helle Thorning Schmidt. Hver gang sidstnævnte argumenterede anlagde Lene Espersen omgående et afvisende ansigtsudtryk og rystede på hovedet.
Alle har indset, at Danmark er i en alvorlig situation. Både økonomisk og udviklingsmæssigt. Alt kalder på fælles handling og forståelse og ikke ensidig ideologi (hvis man kan kalde taburetklæberi for det). Derfor var det en deprimerned oplevelse at se en sådan adfærd. Børnene i børnehaveklassen opfører sig bedre, når de diskuterer. Man må i øvrigt håbe, at de manerer ikke følger med ud ide udenrigspolitiske forhandlinger, hvor et af de erklærede mål jo er at få EU til at tale med en stemme.
Denne kommentar er anbefalet af:
“Man skal give det nye en chance. Ikke altid køre i samme rille. Må forsøge at være positiv. Ikke altid sur og vranten. Åben med sindet stemt i dur”.
Med “man” må du jo så mene alle andre end dig selv Georg M, for det her er én stor gang ukonstruktivt indebrændt galde. Ingen konstruktiv kritik, ingen insigt, ingen viden, intet inspirerende.
Kom dog ud i lyset til os andre i stedet for bare at bruge spalteplads på at hyle som et andet fornærmet barn.
Tak, for sangen.
Jeg er bestemt ikke enig i det hele, men fornøjeligt er det at læse Georg Metz’s betragtninger ovenfor.
( Det er ikke sjovt at læse noget, som man er enig i - der skal udfordringer til, og de leveres på fortrinlig vis af Georg Metz.)
En lille anbefaling - stram stilen og brug færre ord - så svider det mere !
…gad vide hvor meget spyt,
en mikrofonholder skal slikke,
for at få “englefisse i stemmen”?
…og ja, jeg holder meget af Metz´s sproglige rumrejser……….Sublimt. ( tak ).
@ Thorsten Lind :oD))
Enig eller ikke enig. Der er jo ikke en eneste intellektuel udfordring i hans indlæg. Det er udelukkende morbidt had.
“Lille Lars fra Græsted” - Skal vi forstå det sådan, at det er ringere at være lille og komme fra Græsted, end større og komme fra København?
“Hvis u-glade grin…” - hov Georg, hvornår har man sidst set dig med et ægte smil på læben?
“Halvtossen Pind”. Meget flot - aner man en vis misundelse her? Hvis Pind er halvtosset, hvordan kan han så bringe dit pis i kog? Halvtosser har man melidenhed med - dem hidser man sig ikke op overfor.
“…at beskedenhed på egne vegne er en dyd…”
Når Georg M beskriver landets politikere som overfor, er det jo ikke ligefrem et udtryk for bedenhed - det er jo hovmod - så Georg, hvad med at tage din egen medicin?
“Personen står herefter forrest i liturgien med selvkritikken koblet ud og turbo på hånlige, ringeagtende og monologiske udfald mod mere sofistikerede velunderbyggede balancerede diskuterbare standpunkter”.
Bingo. Det er jo præcist det du selv gør i dit indlæg. Du er hånlig, ringeagtende og blottet for selvkritik prøver du at fremstå klog ved at beskrive andre som dumme. Vågn dog op mand!
Der er så mange faktuelt grimme ting at skrive om regeringen, medlemmernes simple lovbrud, magtmisbrug, løgn, simple former for selvforheligelse, indskrænket ideologisk alt for lette gang i gennem den kommercielt beherskede medieverden og hele dette lille semifeudale kongedømme, at Metz med antydninger og menneskeligt engagement har så mange muligheder for at tegne “grimheden”, at man ser ham som det han er i forhold til det han udtaler sig om: ALENE!
Hvad fanden laver alle de andre medier, hvor er resten af staben på avisen?
Jo, de forsvarer EU, ytringsfriheden, kristendommen mod islam, sig selv mod omverdenen, imens de drømmer lidt om succes på fuldstændigt samme måde som alle andre i det lille kongedømme.
Denne kommentar er anbefalet af:
Metz savner DR, som vist ikke savner ham. Engang var han oplæser i fjernsynet og deltog også i sjove spørgelege, den slags man får lov til, når man er verdensberømt i Danmark. Nu skriver han med små forskelle den samme vrede klumme efter den anden hvor , nåh ja læserne ved hvem det er, de sædvanlige bliver karikeret som uduelige halvtosser og provinspolitikere, der ikke falder i den journalistuddannede selvudråbte, åh så intellektuelle revsers smag. Hylende morsomt 1. og 2. og måske 3. gang, derefter forekommer det lige lovlig manisk og til sidst ulideligt.
Som Carsten Jensen har sagt det; “Tavshed er en alt for stor fristelse”
Tak til George Metz.
Endnu et pletskud fra mtz, mesteren af kreativ penneføring!
@ Paul Hegedahl,
Søren Pind har aldrig beskæftiget sig med udenrigspolitik, skriver du. Ikke desto mindre blev han i tide og utide hevet i TV som ekspert i forbindelse med det seneste præsidentvalg i USA… hvor han udtalte sig som stout tilhænger af aldersfænomenet McCain og ruslandseksperten Palin.
Som nyslået udviklingsminister udtaler Pind, forbindelse med sin rejse i Zimbabwe:
»Jeg mener, at Danmark kan spille en rolle i Zimbabwe. Men det vi er nødt til at gøre op med os selv, er, om vi vil se os selv som regimeomstyrtere. Det synes jeg er en meget voldsom ting at gøre. Et folks befrielse skal altid udspringe fra folket selv. Men hvis vi kan forhindre en demokratisk legitim opposition i at blive ødelagt, og hvis vi kan understøtte den, uden at det giver den problemer, skal vi da overveje det meget kraftigt,«
Det var ikke just dét vi hørte fra Søren Pind i forbindelse med Irak-krigen og omstyrtningen af Saddams regime! Faktisk et interessant eksempel på at Pinden øjensynlig kan bukkes helt omkring uden at knække. Måske er Pind snarere en Kvist? Udsigten til livslang ministerpension kan sørme gøre underværker!
mange tak for en præcis og velargumenteret bedømmelse, ikke blot af det seneste kabinet, men af den nationale politiske scene - resultatet af dine anstrengelser er både tankevækkende og underholdende.
Velargumenteret? Sikke dog en gang endetarmsslikkeri.
Fra artiklen:
Det offentlige og det private. Det ene finansierer mestendels det andet, og det andet forringer med tiden det første til mærkbart under middelmålet af begge!
––––-
Præcist - ALT for præcist !
For man m/k ville jo nok ret hurtigt være end død mand m/k, hvis man - selv som liberal politiker, foretog tiltag, der ville gøre: At det private erhvervsliv skulle klare sig: Som PRIVAT erhvervsliv.
Det er jo ikke argumenter - det er holdninger. Vi opererer flere end nogen sinde før. Ventetiderne er nedbragt markant. Og kvaliteten er ikke faldet. Så der er ingen ARGUMENTER der underbygger ovenstående - blot en holdning til at man ikke kan lide det.