POLITIKENS CHEFREDAKTØR, Tøger Seidenfaden, er aldrig gået af vejen for at stå alene med et synspunkt, hvis han kunne se en pointe i det for sig selv og sit blad. Hans enegang i forhold til den retssag, som en saudiarabisk advokat på vegne af små 100.000 efterkommere af profeten Muhammed har anlagt mod 11 danske dagblade, er ingen undtagelse. Som et af de 10 andre dagblade, der har modtaget brev fra advokaten, er det lige før, man føler sig krænket og kunne finde på at kræve en undskyldning fra hjørnekontoret på Rådhuspladsen. Under alle omstændigheder er hans pinlige forlig med advokaten et besynderligt og fuldkommen misforstået tiltag, som ikke burde komme fra et frit, uafhængigt og kritisk medie, der blot har benyttet sin fuldstændig legitime ytrings- og trykkefrihed i oplysningens tjeneste.

HISTORIEN ER KORT FORTALT den, at da komplotplanerne mod tegneren Kurt Westergaard i februar 2008 blev afsløret, valgte flere dagblade i forbindelse med dækningen af sagen at genoptrykke Westergaards tegning af Muhammed med en bombe i turbanen. Det skete som nyhedsillustration, så læserne kunne se, hvad det drejede sig om.

I august sidste år modtog de 11 dagblade - heriblandt altså Information - et brev fra advokaten Faisal Yamani. Han hævdede som sagt at repræsentere det, der siden viste sig at være 94.923 efterkommere af Muhammed. De følte sig alle som én krænkede af de danske avisers skødesløse omgang med tegningen af deres forfader og profet og krævede nu en uforbeholden undskyldning.

Den skulle, skrev advokaten, falde i tre dele. Hvis tegningen fandtes på avisens hjemmeside, skulle den fjernes. Dernæst skulle det enkelte dagblad helst på forsiden, men ellers med en centralt placeret forsidehenvisning henvise til en uforbeholden undskyldning, der dels skulle bringes på en af de første sider i avisen, dels skulle trykkes på dansk, engelsk, fransk og arabisk. Hr. Yamani var så venlig selv at levere den pågældende tekst på de fire sprog. Teksten skulle desuden bringes på mediets hjemmeside. Endelig afkrævede advokaten medierne et løfte om aldrig mere at trykke tegningen. Hvis de småting blev opfyldt, ville vi ikke høre mere fra ham, forsikrede advokaten.

DEREFTER GIK EN længere - og endnu uafsluttet - korrespondance i gang mellem de danske dagblade og advokaten, hvor det kort fortalt har været opgaven at prøve at forklare, hvorfor det naturligvis er helt inden for rammerne af pressefriheden at illustrere en nyhedsreportage med Westergaards tegning, samtidig med at advokatens krav er blevet venligt afvist.

Dette er for 10 af avisernes vedkommende foregået kollektivt gennem Danske Dagblades Forening. Men Politikens Tøger Seidenfaden lod allerede tidligt forstå - blandt andet ved at indgå i en direkte dialog med advokat Yamani i avisens spalter - at han ville gå sine egne veje. I første omgang forsøgte han i avisen at forklare advokaten, hvorfor Politiken var i sin gode ret til at bringe tegningen.

Men Seidenfaden, der ellers tilbage i oktober stillede sig frem som ytringsfrihedens frontkæmper, da han brød Ophavsretsloven og trykte ‘Jægerbogen’, er nu endt med et beskæmmende forlig, hvor han muligvis ikke har fraskrevet sig retten til en anden god gang at trykke Westergaards tegning (men vil han gøre det?) og heller ikke har undskyldt trykningen af den i sin tid. Nej, for at gøre det helt absurd, har Seidenfaden undskyldt, at nogen kunne have følt sig krænket over trykningen af tegningen.

TØGER SEIDENFADENS motiver for forliget er umulige at forstå. Naturligvis skal man som ansvarlig udgiver altid overveje sin brug af ytringsfriheden, og naturligvis giver det ikke mening at gøre Kurt Westergaards tegning til et symbol på ytringsfriheden i den forstand, at man er imod den, hvis man af den ene eller anden grund vælger ikke at trykke tegningen.

Måske handler Tøger Seidenfadens initiativ ikke om andet end endnu engang at indtage det ledige standpunkt og tilkæmpe sig opmærksomhed. Men når Politikens chefredaktør vælger at undskylde over de mange efterkommere, er det en besynderlig sammenblanding af journalistik, politik og jura i en sag, hvor det er umuligt at se, hvad det er, Seidenfaden og Politiken er skyldig i. Efter snart fem år, hvor danske politikere og dansk diplomati har gået balancegang i forhold til den arabiske verden for at forklare, at politikere her til lands ikke blander sig i, hvad aviserne trykker, lægger Seidenfaden sig i støvet for et krav om at respektere religiøse følelser og et billedforbud, man ikke anerkender her i landet.

Tøger Seidenfadens fremstrakte hånd og dialogsøgende forlig kan hurtigt vise sig at give bagslag. I hvert fald har han nu vist, at hvis man vil true ytringsfriheden og tryne medierne, skal man bare lægge sag an, hvis man er mange nok.