BEIJING - Rao Jin bruger internettet til at kritisere. Men de kinesiske myndigheder har ikke grund til at trykke på den ellers flittigt brugte cen-surknap for at slette hans udbrud. For han er lige præcis den stemme, regeringen har brug for. Han er ung, succesfuld og klar til at forsvare sit land og den kommunistiske regering, som han mener repræsenterer befolkningens interesser. Og for det har han opnået heltestatus blandt Kinas unge nationalister.
»Det er på tide, at udlandet begynder at respektere Kina og behandle os ligeværdigt,« starter han med at slå fast. Han fremstår med et høfligt og roligt gemyt. Men det er vreden, han er kendt for.
Den kun 25-årige IT-entreprenør kom i fokus, da han i 2008 startede hjemmesiden Anti-CNN.com. Det var et produkt af vrede over det, han opfatter som vestlige mediers negative og forudindtagede rapporter fra Kina. Vrede over, at den kinesiske regerings handlinger altid pålægges ondsindede motiver. Og så de faktuelle fejl, han mener medierne spreder.
I kinesiske medier, hvor han præsenteres som talsmand for den generation af kinesere, som tør tale Vesten imod, siger han, at vestlige medier er en del af udlandets strategi, der skal »polarisere Kina for derefter at underkue landet.«
Løgnens leder
Det var den amerikanske nyhedskanal CNN, som først stod for skud og blev kaldt »lederen blandt verdens løgnere«, da en af kanalens kommentatorer beskrev de kinesiske regeringsledere som »gorillaer og bisser«. Men siden har utallige vestlige medier været igennem Rao Jin og hans kollegaers kritiske granskning - for deres billedvalg, deres analyser og brug af kilder. Rao Jin fremviser en farverig brochure, han har produceret, og som han hævder beviser vestlige mediers løgnagtighed. For eksempel fotografier, der i vestlige medier yderst uheldigt udlægges som kinesisk politivold mod fredelige tibetanske munke, selv om de rent faktisk er taget i Nepal. Og udenlandske mediers påstand om at kinesiske hackere opererer på ordre fra regeringen i Beijing, som Rao Jin mener umuligt kan være tilfældet.
»Mit største mål er at gøre opmærksom på det faktum, at vi ikke kan stole på vestlige medier,« siger Rao.
Raos hjemmeside er samlingssted for de såkaldte fenqing, de vrede unge, og han rider på en bølge af popularitet blandt disse unge kinesiske nationalister, der føler, at vestlige medier ikke beskriver det Kina, de lever i. På en enkelt dag har hjemmesiden haft så mange som 10 mio. besøgende ifølge kinesiske medier.
Vores problemer
I dag sidder Rao Jin behageligt på sit store kontor med udsigt gennem glasdøren til sine ansatte. Og han er stadig vred.
»Jeg anerkender, at der er mange problemer i Kina. Men det er vores problemer,« siger han og fortsætter:
»Det er simpelthen ikke nogen hjælp, når udenlandske medier opfører sig som guder og påtvinger det kinesiske folk en moralsk standard, som om medierne altid besidder et moralsk overherredømme,« forklarer han.
»Det, jeg er imod, er, at kritikken af regeringen i virkeligheden er en forvrængning af udviklingen i Kina, som faktisk går fremad. Udenlandske medier udlægger almindelige kineseres ord forkert, og dette er ikke kun et angreb på vores regering, men det påvirker også Kina negativt,« siger han.
Medierne burde hellere spille en positiv rolle, mener han:
»Jeg mener, vi i stedet bør fremhæve harmoni og stabilitet. Kina har en stor befolkning, og hvis der er ustabilitet eller uro, så vil det ikke være til Kinas fordel.«
Rao Jin bruger indtægten fra sin IT-virksomhed, som han allerede startede, da han stadig var universitetsstuderende, til at holde Anti-CNN- hjemmesiden kørende, og han insisterer på, han ikke modtager penge fra regeringen. Nogle af de ansatte arbejder fuld tid på hjemmesiden, og her er de opsatte på at vise, at de ikke er hjerne- vaskede forkyndere for regeringen, som kritikere har sagt.
De siger, de gør det, fordi de elsker deres land og vil have deres medborgere til at tænke kritisk over medierne - men dog kun de vestlige. Kinas egne statsstyrede medier kommer ikke under beskydning.
Et forkælet barn
Rao erkender dog, at informationsstrømmen i Kina kæmper med sine egne problemer, med nyheder der bortcensureres i aviser og hjemmesider, der blokeres på internettet.
Netop den kinesiske censur blev et højspændt emne mellem Kina og USA, da Google sidste måned truede med at trække sig ud af Kina på grund af censuren og hackerangreb.
Rao har ingen tiltro til, at vestlig kritik af situationen i Kina er baseret på idealistiske principper om menneskerettigheder og et forsøg på at forbedre vilkårene for almindelige kinesere. I stedet er diskussionen om ytringsfrihed blot et led i USA’s strategi for at inddæmme Kina og et forsøg på at afkræve Kina indrømmelser.
»Google opfører sig som et lille forkælet barn,« siger han og uddyber:
»De er åbenbart ikke bekendte med vores lands realiteter og love, og dem skal udenlandske virksomheder respektere, også selv om nogle af lovene måske ikke er perfekte. Mange andre lande har censur og love, der begrænser internettet, som i Tyskland hvor nazi-sider er forbudte. Og i øvrigt er størstedelen af kineserne overhovedet ikke interesserede i at komme uden om censuren. De koncentrerer sig om deres eget liv.«
»Den amerikanske regering bruger helt klart Google som forhandlingskort for at lægge pres på Kina,« fortsætter han.
Han beskriver Washingtons kritik af Kinas internetpolitik som hoven:
»Hvorfor skal vi acceptere amerikanske standarder? USA’s attitude er arrogant.«
»Selv når Kina bliver magtfuld, vil vi ikke handle som USA og uden omtanke tyrannisere svage stater, blot fordi vi har magten til at gøre det,« siger han og fortsætter:
»Forskellen mellem USA og Kinas værdier er, at Kina forstår og respekterer andre folk, mens USA har for vane at påtvinge andre sine værdier.«
- Det til trods tales der i udlandet i stigende grad om frygt for Kinas voksende magt internationalt. Hvor stammer den frygt fra?
»Det er formentlig på grund af manglende forståelse af Kina. På grund af mediedækningen. Hvis de vidste mere, så ville de ikke være bange. Kina er ikke en aggressiv nation, det er en godhjertet nation. Det er den besked omverdenen skal have.«
Kommentarer
Rao Jin dokumenterer med sine egne udtalelser i dette fremragende interview af Martin Gøttske, at han netop hører til blandt de 400 millioner kinesere ud af 1,3 milliarder, der er privilegeret af Det Kommunistiske Parti som betingelse for, at han overhovedet kan få lov til at være noget som helst i det store land, mens de resterende 900 millioner får lov til at leve fra hånden til munden som rene slavearbejdere.
”Vestlige medier er en del af udlandets strategi, der skal polarisere Kina for derefter at underkue landet”, siger denne unge IT-entreprenør på 25 år, der kun var en knægt på fem år, da Politbureauet i Beijing beordrede deres morderiske angreb mod hans medborgere på Den Himmelske Fredsplads i juni 1989, fordi de ønskede demokratiske reformer med personlige frihedsrettigheder til alle kinesere, og ikke bare for en privilegeret kommunistisk elite.
Selvfølgelig er Rao Jin en helt igennem regeringskontrolleret håndlanger, der sammen med andre ligesindede har fået den opgave af regimets ledere, at de løbende skal tegne et skønmaleri af den kommunistiske regerings ugerninger mod deres egen befolkning, hvor kommunisterne har myrdet og deporteret mere end 60 millioner borgere siden formand Maos revolution i 1949.
”Mit største mål er at gøre opmærksom på det faktum, at vi ikke kan stole på de vestlige medier”, mener den unge Rao Lin, der også protesterer imod, at de udenlandske medier opfører sig som guder, der vil påtvinge det kinesiske folk en moralsk standard, som om medierne altid besidder et moralsk overherredømme.
Hvilken gang retorisk ævl.
De udenlandske medier har aldrig prøvet at påtvinge det kinesiske folk en særlig moralsk standard, men derimod forsøgt at fortælle magthaverne i Beijing, at de efter 60 år med politisk enhed under tvang i ly af formand Maos kommunisme, burde indføre demokratiet som politisk styreform med frie hemmelige valg og personlige frihedsrettigheder til alle, så det kinesiske folk selv kan sammensætte den til enhver tid siddende regering.
Rao Lin erkender dog, at nyhedsstrømmen og kritik af regimet i Beijing bliver censureret bort af de mere end 50.000 statsansatte kinesere, der konstant overvåger enhver kritik af kommunistpartiet. Han glemmer dog historien om, hvordan forskellige systemkritikere som blandt andre Bao Tong bliver deporteret eller smidt i fængsel eller sat i husarrest, blot fordi de protesterede imod den brutale nedslagtning af de fredelige demonstranter på Den Himmelske Fredsplads i juni 1989.
Eller i det hele taget udøver kritik af regimet.
”Forskellen mellem USA’s værdier og Kinas værdier er, at Kina forstår og respekterer andre folk, mens USA har for vane at påtvinge andre sine værdier”, siger den politisk hjernevaskede Rao Lin, og glemmer alt om eget lands manglende respekt over for selvstændige nationer som Danmark og USA, blot fordi deres regeringer ønsker at mødes officielt med Dalai Lama fra Tibet.
Endelig udgyder den regeringsbetalte Rao Lin en påstand om, at Kina ikke er en aggressiv nation, men en godhjertet nation, og dèn besked skal hele omverdenen have. Men hvis landet rummer så megen godhed, hvorfor er regeringsmagten så ikke i stand til at udvise forståelse og medfølelse samt tilgivelse over for anderledes politisk tænkende mennesker? Eller slet og ret at give alle kinesere personlige frihedsrettigheder, som vi kender det fra demokratiet som politisk styreform?
Rao Lin afslutter interviewet med dagbladet Information med nogle højtidelige og bevingede udtalelser om, ”at selv når Kina en dag bliver magtfuld, vil vi ikke handle som USA og uden omtanke tyrannisere svage stater, blot fordi vi har magten til at gøre det”.
Lige netop denne betragtning fra Rao Lin vil sikkert interessere Aung San Suu Kyi fra Burma (Myanmar), der selvom hun vandt et demokratisk valg for over 20 år siden, er holdt indespærret og i husarrest af et brutalt militært styre, der udelukkende eksisterer på den kinesiske regerings nåde, og hvis politik er fuldstændig kontrolleret af magthaverne i Beijing.
Næh, Rao Lin nyder selv en herlig social og økonomisk tilværelse sammen med sine meningsfæller i kommunistpartiet, forudsat at han som andre opportunister makker politisk ret over for et-parti regimet i Beijing. Men den unge IT-entreprenør bliver nødt til at forstå, at i frie lande med demokrati og ytringsfrihed kan man ikke påtvinge andre mennesker, at udvise respekt for ens land, når det ikke på nogen måde efterlever FN-menneskerettighederne.
I den sidste ende ved Rao Lin udmærket godt, at hans land er og bliver verdens største totalitære kommunistiske et-parti regime, hvor en særligt udvalgt elite holder det store flertal af borgere nede med politisk enhed under tvang, hjulpet af et brutalt politi og militær, der sender folk i arbejdslejre og fængsler eller slår dem ihjel, hvis de ikke bare makker ret.
Kina har imidlertid ingen planer om at ændre sig fra et-parti staten til et retfærdigt demokrati med social lighed og retfærdighed for alle. Også selvom man har skrottet den uduelige planøkonomi og tyvstjålet den frie markedsøkonomi fra de vestlige demokratiske opbyggede lande, hvor de med enorme statsmidler og billig arbejdskraft i ryggen er ved at udkonkurrere EU og USA.
Rao Lin nyder godt af fattige kinesiske medborgeres hårde arbejde overalt i landet til under 10,00 kroner i timen, mens han selv lever i luksus for deres indtjente penge. Nu vil han så også have, at hele kloden skal respektere Kina for deres førte politik indenrigs- og udenrigspolitik. Men regimet i Beijing får aldrig nogensinde frihedselskende menneskers respekt, så længe de ikke slipper demokratiet løs som politisk styreform.
Og det vil magthaverne i Kina aldrig tillade.
Ole Brockdorff dokumenterer nu at han virkelig er en monologiserende debattør .
I indlægget af OB citeres Rao Jin :”Mit største mål er at gøre opmærksom på det faktum, at vi ikke kan stole på de vestlige medier” . OB mener dog det er noget ævl . Faktisk har Information, der jo er et vestligt medie, netop publiceret en artikel, forfattet Ian Buruma - en intellektuel vestlig ping - der på slående vis eksemplificerer utroværdigheden .
( Kinas problem med Google )
Først en opfordring til læserne: Husk på at kineserne er ligeså mangfoldigt forskellige som europæerne. Rao Jin er en af kineserne. Han har en ganske rimelig pointe i at vi skal tænke kritiks overfor vestens medier. Hvis man fjerner termen “vesten” bliver det jo et helt fornuftigt generelt princip, men det formår Rao Jin tilsyneladende ikke.
Han fremstår i stedet gennem interviewet som en selvgod, dobbeltmoralsk, opportunistisk og totalitært tænkende person (det er selvfølgelig ikke sikkert, han egentlig tror på, hvad han siger, men sådan er det jo altid med folk). Hvis man skulle være i tvivl om, hvor han har sine idéer fra, er det værd at bide mærke i de to emner, han gerne vil have artikler om, nemlig harmoni og stabilitet.
På kinesisk “hexie” og “wending”, og de af KKP i samtiden, måske mest brugte termer: Man arbejder for det harmoniske samfund, hedder det, og alt hvad, der findes uhensigtsmæssigt undgåes af hensynet til stabilitet (gerne i formen: “X” kan ikke lade sig gøre i Kina, pga. at “X” + Kinas store befolkning = ustabilitet).
Det er forudsigelige metervarer det her, og vi savner således kun kexue fazhangan - den videnskabelige udviklingsånd - for at fuldende triumviratet af samtidige KKP floskler.
Rao Jin’s problem er at han, qua sin nationalisme, udelukker sig selv fra en meningsfuld udveksling: I nationalistisk debat handler det altid udelukkende om ære og aldrig om principper eller etik.
For øvrigt ville det blive nogle meget kedelige artikler.
Endnu en akademiker langer til fadet og slutter trop . Alt til fals .
mens de resterende 900 millioner får lov til at leve fra hånden til munden som rene slavearbejdere.
Tror hr. Ole Brockdorff at de 900 millioner der ikke er en del af det statskapitalistiske eksperiment føler sig som slaver fordi de dyrker jorden og lever som bønder - oven i købet en sejrende revolutionær bondestand hvis politiske rettigheder er indskrevet i deres lands konstitution??
…så tror jeg ikke hr. Brockdorff kan sætte sig ind i en bondetankegang … selv har jeg brugt Martin A. Hansen og Ivar Lo-Johansson som en indføring i bønders værdinormer.
En hilsen fra rismarkerne…
For første gang i 13 år har kommunisterne i Kina fået et nyt regelsæt med 52 punkter. Regelsættet skal sætte en stopper for den voksende korruption blandt embedsmænd, skriver BBC.
- partimedlemmer skal arbejde hårdt for at tjene det kinesiske folk.
- embedsmænd skal undgå at modtage gaver eller at bruge deres indflydelse til gavn for familiemedlemmer
Derudover er det blandt andet blevet forbudt:
- at ødsle penge på overdådige bryllupper, begravelser og oversøiske rejser
- at bygge overdådige regeringsbygninger
- at købe store biler
- at deltage i ejendomsspekulation
Et regulativ fra 12. juli 2009 ? Fra bbc-artiklen 24. feb. er der ingen dato . Der står derimod det er den nyeste opdatering i 13 år . Medmindre der er tale om en lidt forsinket nyhedsreportage - op mod 8 måneder - så er der jo tale om det Rao Jin også har fået øje på ; misinformation, vildledende oplysning . Og handler BBC’s artikel om regulativet fra 12. juli 2009 så burde det vel også lige gøres klart for læseren ? Besynderligt . Jeg har ikke kunnet finde noget på xinhua .
BBC uverificeret artikel
Dokumentet kan sikkert findes i hele sin længde men indtil videre:
The Communist Party of China (CPC) Central Committee issued a code of ethics on February 23 for CPC cadres to follow to ensure clean practices in their work and prevent corruption.
http://www.bjreview.com/Weekly_Watch/2010-02/26/co…
http://news.xinhuanet.com/english2010/china/2010-0…
Her er også en
China Daily 26.2
Den har også været på xinhua . Det angiver China Daily . Men hvor kommer så de 13 år fra ? Der blev udgivet et regulativ 12. juli 2009, og det er ca. 8 måneder siden .
Også fra China Daily er der information om en net-kampagne der har medført en ret stor mængde angivelser . Med et blik på omfanget af denne net-kampagne, samt selve det medie der har ligget til grund (internettet), så ville det vel være så lige øjensynligt at rapportere om en sådan hændelse, fra dette paradoksernes rige .
China Daily 25.2
..ups, der var de 13 år sørme . Jvf. Bill Atkins med ref. til xinhua . Alt forladt .
Oplysningen om regulativet af 12. juli kan sees her:china.org.cn
Nedenstående fangede i øvrigt min opmærksomhed:
Kinas befolkning i landdistrikterne vil blive reduceret fra de nuværende 900 million til 400 millioner over de næste 30 år, har en førende kinesiske økonom anslået.
Man må håbe de kinesiske landbrugsøkonomer studere europæiske erfaringer… En forceret intensivering af landbruget i henholdsvis Portugal og Grækenland fik den øjeblikkelige virkning at arbejdsløsheden og fødevarepriserne fordobledes …men måske er der her en forskel på markedsøkonomi og planøkonomi.
@ Steen Engholm
Det synes, du tænker ud fra den positive orentalismes binære oppositioner, så vesten = ond, Kina = god (lidt ala Rao Jin i artiklen, hvor han så bare gør det ud fra gode, gammeldags nationalistiske overbevisninger), uanset det konkrete indhold i den enkelte diskussion. Alternativet kunne være konsekvens i dine principper, som således ville kunne bruges på både vesten og Kina, som eksempelvis hvad jeg foreslår ovenfor: at vi altid må forholde os kritisk til medierne uanset ophav.
I stedet for at argumentere, forsøger du dig med “guilt by association” (turist, liberalist, akademiker, vestlig ping.. osv.), hvilket kun en en form for mudderkastning. Du skal også have bedre styr på dine metaforer: Hvad er der på fadet?
Dernæst det her - og det hører egentlig hjemme i en anden tråd: Du tager fejl mht. opgøret med konfucianismen i starten af det 20. århundrede. De centrale reformatorer og revolutionære agtede ikke konfucianismen, som du skriver, men forsøgte tværtimod at komme af med den: Hu Shi ville udskifte Konfucius med Dewey i uddannelsessystemet, Lu Xun satiriserer konfucianismens ubruelighed i Kong Yiji, de daværende Marxister ville, som du sikkert ved, heller ikke kende af konfucianismens feudale tankegods.
Endeligt er det glædeligt med den her code of ethics - lad os håbe den kan medvirke til at bekæmpe de meget virkelige problemer med korruption og magtmisbrug indenfor KKP.
Anders Sybrandt Hansen,
Det er muligt jeg tager fejl men din omtale af ‘code og etics’ forekommer mig en smule sarkastisk…
- en google-søgning på “henrettet for korruption” giver 1580 hits
- en google-søgning på “henrettet for korruption” -kinas -china -kina giver 3 hits
Konklussion: Langt de fleste henrettelser for korruption vedrører Kina…ikke fordi jeg går ind for dødsstraf - men mon ikke ‘code og etics’ har en vis virkning?
@Anders Sybrandt Hansen
Jeg er glad for du har taget dig tid til at svare .
Og uenigheden er stor . Som følgende :
I artiklen er Rao Jin - som du beskriver det - en rolle, der er defineret gennem totalitarisme, ideologisk ensretning, opportunisme etc etc . Der er jo også Martin Gøttske-rollen, som må siges at være lidt farveløs, eller journalistisk neutral .
Artiklens tema kunne meget vel være dette rollespil . Rao Jin’s budskab om kritisk medielæsning kan meget vel koges ned til det - et i og for sig arbitrært budskab, der mest afspejler hans rolle : Det at han netop taler om vestlige medier eksplicit, underbygger en sådan rollespils-læsning .
Anående formlen “anti-cnn” kan man nok fabulere lidt om at det næsten udtrykker en norm, og samtidig også tilføje “anti-foxnews” . Det er ikke nogen nyhed, endsige en kontroversialitet, men nogle formler som alle bør have med sig i deres medie-læsning . Denne aksiomatiske forholden sig til “anti-cnn” som et normativt udtryk er måske sikrest beskrevet som et subjektivt udgangspunkt . Mit udgangspunkt . Herfra hvor jeg står behøver jeg ikke argumentere så meget for det synspunkt . Jeg eftertragter hverken at orientere mig omkring cnn eller foxnews .
(I parentes bemærket er det det du i din nye kommentar foreslår som positiv orientalisme . Jeg fatter ikke helt logikken i dit forslag, og jeg tror ikke der er nogen logik i dit forslag, udover den nærværende kontekst .) Udenfor parentesen bemærket så har jeg ikke førhen udtrykt min distance til cnn, hvorfor din kategorisering - positiv orientalisme - går hen og bliver lidt metafysisk (absolut uigennemsigtig) i sin argumentationsrække ?!? Det nærmeste der kan ligge til grund for dit tankespring, er at jeg ikke forholder mig til artiklens virkelige tema - rollespillet - og istedet ‘køber’ Rao Jins propaganda : I min første kommentar, afledt af Ole Brockdorffs ubeskrivelige indlæg, henviser jeg til en artikel på Information som i min vurdering eksemplificerer Rao Jins anliggende . Hvis det er det der ligger til grund for opstandelsen af klassifikationen positiv orientalisme, så vil jeg mene det bør have relevans også at forholde sig til min vurdering af den artikel jeg har henvist til .
Det du skriver om Lu Xun og Hu Shi opfatter jeg som anvisende netop en sådan relevans, og jeg er glad for du altså har kunnet følge min tanketråd så langt . Da jeg læste artiklen om Rao Jin fandt jeg det netop meget apropos . Mit kendskab til Lu Xun og Hu Shi er desværre stort set ikke-eksisterende . At Lu Xun er kritisk overfor det traditionalistiske samfund har jeg dog forsåvidt forstået . Artiklen af Ian Buruma er i mine øjne et intellektualistisk heksebryg, og den ingrediens du har fat i optræder hos Buruma i et klistermorads hvortil klæber sammenfatningen af kinesisk historie (samt nutid samt fremtid) som konfucianistisk . I et ordret citat, som altså optræder i et meget komplikativt afsnit, står der : “I deres bestræbelser på at få indført demokrati efter Første Verdenskrig fordømte kinesiske intellektuelle konfucianismen som en forældet ortodoksi, der burde udryddes.” I min kommentar, der befinder sig i en anden tråd, har jeg ment den sætning handler om den republikanske periode i Kina . Jeg har også understreget at dette afsnit er ‘En yderst perpleks fremstilling af hvad der måske kan være det der kaldes den republikanske periode (..)’ . Eller for at sige det kort, du har nok fat i den lange ende . Jeg ved simpelthen ikke nok, men jeg tvivler heller ikke særlig meget på at Lu Xun (og Hu Shi?) kan fremstilles på den måde . På den anden side er jeg nævenyttig nok til ikke at forkaste min vurdering af Burumas artikel . Man kan virkelig diskutere hvad det mon egentlig er Buruma mener, for han skriver ikke i et eksakt sprog . Sammenfattet, og her må jeg opfordre til en (gen)læsning af hans artikel - og min kommentar, om nødvendigt - er det en vildledende og absolut utroværdig fremstilling - som i sammenhængen underbygger min læsning af artiklen for denne tråd .
@ Bill Atkins
Jeg er bestemt ikke sarkastisk omkring den her code of ethics - der findes mange fornuftige love og regulativer i blandt i Kina, og det her lyder da som en timelig moralsk opsang og påmindelse til de statsansatte på alle niveauer af systemer.
@ Steen Engholm
Hvor skal jeg starte.. jo med Rao Jin. Begrebet hjernevask er for mig meningsløst, og Rao Jin er ikke hjernevasket. Han er høflig og vred (på vesten eller vesterlændinge), skriver Gøttske. Rao Jin har gode og dårlige grunde til at være vred. Forløjen mediadækning af Kina i vesten, som nu det konkrete eksempel Gøttske giver med fotos fra Nepal til at illustrere artikler om Tibet, gør ham rimeligvis vred. Han bor sandsynligvis i Beijing og har sikkert derfor et vist kendskab til de enklaver af rige, arrogante hvide, der befinder sig i byen, og som har efterladt deres almindelige normer hjemme (som om hvad, man gør, når man er borte hjemmefra ikke rigtigt tæller i det større regnskab) og således eksempelvis ikke taler kinesisk men gerne køber kinesiske prostituerede. Han er sikkert også vred (på en mere abstrakt måde) på nulevende vessterlændinge over Opiumskrigene og sådan noget (det er her hans årsager til at være vred begynder at halte lidt).
Hvad er det så han vil have, Rao Jin? Vi får svaret i hans første sætning: Respekt. Han vil respekteres “per proxy” gennem at vesten respekterer Kina, og der er unægteligt også meget foragt, frygt og uforståen i vesten vendt mod kineserne. Så langt er Rao Jins aktivisme for så vidt forståelig nok, men nu går det galt for ham intellektuelt set på flere måder.
1. Konspiratorisk tænkning:” vestlige medier er en del af udlandets strategi, der skal »polarisere Kina for derefter at underkue landet.«”. Er eksempelvis en åbenlyst (lokalt) politisk korrekt overdrivelse, han bruger til at tegne et fjendebillede for “kineseren” og “Kina”. Hvis det kommer fra vestlige medier, vil det i lyset af ovenstående udmelding, per definition være anti-kinesisk ~ ondt.
2. Totalitær tænkning: Rao Jin vil have en kritisk forholden sig til vestlige medier, men ikke til kinesiske (som vi, uanset hvordan vi vender og drejer, ved er underlagt selvcensur og statscensur). Det totalitære består i, at Rao Jin ikke formår det intellektuelle spring til at have principper, han står indefor, men derimod slår sig til tåls med nationalistisk dobbeltmoral.
3. Objektets forsvinden: Artikler om Kina bør, ifølge Rao Jin, ikke handle om den kinesiske virkelighed per se (på godt og ondt), men fra udgangspunktet være vinklet på hvor harmonisk og stabilt, der er i Kina, fordi andet ville kunne lede til ustabilitet (sic.). Jeg gentager gerne at netop de to termer, er noget nær det mest ortodokst-patriotiske, du kan finde i samtidens Kina.
Min undren over, om din tænkning, Steen, er positivt orientalistisk, hænger her sammen med at du er villig til uden argumentation at insinuere konspiratorion (lange til fadet, slutte trop, til fals) hos din meddebatør. En forklaring på det kunne være at din forestillingsverden lignede Rao Jins i formen vesten = ond, Kina = god, bortset fra at du ikke kan gøre det fra et nationalistisk synspunkt, da du ikke er kineser, og det derfor er mere nærliggende at det skulle være den positive orientalisme, der var på spil, når du så beredvilligt har “forsvaret Kinas ære” i forskelle tråde, uden at klarlægge hvor du er uenig i den kritik, jeg har fremsat.
En anden forklaring kunne være at du mistror Martin Gøttske og betragter hans artikel som en del af vestens konspiration mod Kina.
En tredje kunne være kulturrevolutinær tænkning, hvor den enkeltes udsagn må afgøres efter henvisning til klassebaggrund. Det ville forklare din brug af akademiker som et derogativ, men det ville være inkonsekvent med hensyn til Rao Jin, som jo er en kapitalistisk entreprenør, hvorfor jeg hældte mest til den positive orientalisme som forståelsesmodel for dine udmeldinger.
Men hov - nu inviterede du jo pludselig til debat, så jeg tager måske fejl.
Med hensyn til Burumas artikel er jeg enig i store dele af din kritik - visse dele af den, forstår jeg dog ikke, gundet din, hvis jeg må være så fri, til tider idiosynkratiske argumentationsform - og jeg slog kun ned på din fejlagtige udlægning af opgøret med konfucianismen, fordi du provokerede mig med dine “alt til fals” udslag.
Alt til fals . Du er til fals, da du ikke forstår beredvilligt at respondere over andet end hvad der er normativ viden . Det er forsåvidt en normativitetens konspiration jeg her faldbyder . Derfor er jeg specielt glad for du anerkender min kritik af Buruma . Du gør det på skrømt, og videre kan jeg nok heller ikke forlange, efter omstændighederne . Dit rollespil, både dit helt eget privat-akademisk-fadhyttende rollespil, og din rollespils-udlægning af artiklen om Rao Jin, er forsåvidt ok . Det tænker jeg nemlig som et slags velfærds-vilkår, som jeg selv såvel også deltager i .
Der er rigtig meget at tage fat på i Kina . Ikke mindst for kineserne ; men alskens folk udefra, turist-liberalister og rollespils-ideologer + Buruma-typen (den jetsettende kulturforklarende folkeoplyser), har her et veritabelt slaraffenland at kaste sig over . Masser af publicerede kinesiske tekster, masser af kinesiske internet blogs, masser af kinesiske organisations-strukturer, kommercielle, statsligt/politiske, traditionalistiske, masser af alting . Og det er altsammen ikke helt rigtigt, ikke helt ligesom her, eller ikke helt ligesom det skal være . Det var faktisk det metaforiske fad jeg havde i tankerne, da jeg skrev du langede til fadet .
Din undren har jeg ikke meget til overs for . Det at jeg indikerer du søger mod et allerede givet meningsfællesskab bliver til at jeg konstruerer en konspiration ? Din påstand er en god målestok for hvordan du forholder dig til Rao Jin : Konklusionen er givet på forhånd . Du skriver også “Min fejlagtige udlægning af opgøret med konfucianismen”, og der er du vist helt rundt på gulvet . Derom har jeg ikke skrevet .
Du har skrevet en slags argumentation for det kaldenavn du kar givet mig . Jeg troede det var fordi jeg øjensynligt købte Rao Jins propaganda, men din egentlige argumentation angiver du selv til en fundering - muligvis en deduktiv fundering - over de fraser jeg lukkede ud i mit første (og korte) prædikerende indlæg i denne tråd . Fraser jeg her har søgt at konsolidere . I en anden tråd har også jeg hæftet et kaldenavn på dig, men der huskede jeg da at argumentere først !
Du har bragt debatten ned på et plan, og jeg har fulgt med . Hvilket betydningsindhold har ‘positiv orientalisme’ ?
Forunderligt som diskussionen ikke ender, selvom vi tilsyneladende har uendeligt svært ved at gøre os forståelige for hinanden.
Hvad er så positiv orientalisme?
Vi må starte i romantikkens idé om distinkte (national-)kulturer. De her kulturer forestilledes som iboende i racen eller folket eller hvad har du, hvorfor de ikke kunne overskrides, en forestilling som mht. vesten-Asien summarisk kan stilles op med Kiplings ofte citerede: “East is east and west is west, and never the twain shall meet”.
Vesterlændinge følte sig med afsæt heri overlegne, udviklede osv. (men fandt også deres egen “autentiske natur” ude blandt “de fremmede”). Sådan er det længe, uden der sker noget interessant i vestlig mainstream-forståelse af hvad kultur er. I 1978 udgiver Edward Said så “Orientalism”, i hvilken han prøver sig frem med noget Foucault for at sandsynliggøre at vesterlændinges forestillinger om den nære orient altid allerede er beskæmmet af: 1. viljen til at dominere den nære orient og 2. ekstrapoleringen af vesterlændingens egne skyggesider ud på orientaleren - med andre ord er objektet, orienten, altid allerede forsvundet inden en vesterlænding sætter sig for at forstå den, grundet at vesterlændingen forholder sig til tidligere vestlig viden, som han (vi kan roligt skrive han) reproducer, mens han (på pseudo-freudiansk vis) bevidst eller ubevidst søger at tæmme, bemægtige sig- og udspille sine skyggesider i orienten.
Det drejede sig mest om nærorienten, men et relevant eksempel også i forhold til Kina kunne være den, i vesten, sejlivede forestilling om asiatisk grusomhed.
Det er sådan set tankevækkende nok - og i visse tilfælde en overbevisende udlægning - selvom Said led af samme tendens til hyperbole som Rao Jin. Men egentligt er det største problem med bogen at Said ikke kan beslutte sig for om der findes en autentisk orient derude, som kun orientaleren har tilgang til (den nationalromantiske tanke) eller om sproget skaber “tingen” i en sådan grad at det er meningsløst at tale om sandt og forløjent (Foucault).
For at nå herfra til den positive orientalisme, skal vi have Marxismens (af de faktisk eksisterende kommunistiske regimer-) skuffede retfærdighedssans og kærlighed til de svageste ind fra sidelinjen, så vi kan forstå hvorfor Said blev lidt af et ikon: Nu fandtes et redskab, med hvilket vi, i de svages tjeneste, komplet indiskriminatorisk kan dekonstruere alt, der kommer fra de vestlige hegemoners skrivepulte som udelukkende udtryk for magtens ambitioner, uden at vi behøver sætte noget andet i stedet (ikke engang Marxismens glæder).
Kritikerne af denne tilgang har fundet på to termer til at karakterisere fænomenet: Occidentalisme (kære asiat, gør du ikke præcis det samme mod vesten, som Said kritiserede vesterlændingen for at gøre mod orienten?) og positiv orientalisme, til at betegne vesterlændinge, der i stedet for bevidst eller ubevidst at forsøge at tegne et negativt fortegnet billede af orienten, bevidst eller ubevidst søger at tegne et positivt fortegnet billede af orienten.
Man kunne måske opdele den positive orientalisme i en patologisk, en ideologisk og en strategisk udgave. Den patologiske for den, der lider af for stor identificering med den abstrakte størrelse “vesten” og samt selvhad (eventuelt på grund af denne identifikation), den ideologiske for den, der ikke kan se selvmodsigelserne i tilgangen, og den strategiske - og den er fin med mig, så længe det ikke bliver for absurd -, for den der kan se selvmodsigelserne, men grundet realpolitiske magtforhold, uanset vil tale for den svage side, for så trækker han da i det mindste i den rigtigte retning.
Du kan næppe finde dig selv heri, men nu ved du, hvad termen refererer til.
Lad mig hermed undskylde for min fejlagtige formulering omkring din “udlægningen af opgøret med konfucianismen”, der var tale om en fejlbehæftet kritik af Burumas udlægning af opgøret med konfucianismen
Endeligt: Du skriver om chancen for at respondere på andet end normativ viden, og det lyder som om vi er ude på de postmoderne vidder her, men tolket som: “Måske har Rao Jin delvis ret, eftersom Information, der er et vestligt medie, har bragt denne artikel af Ian Buruma - link” er det måske ikke så uforståeligt endda (omend en kende bizart at du bruger den “sande” artikel i det “usandfærdige medie” til at argumentere for “mediets usandfærdighed” gennem henvisning til en “usandfærdig” artikel i samme “usandfærdige medie”). Vi kender min anke mod Rao Jins overdrivelser, så den gentager jeg ikke.
Er det her, den normativitetens konspiration, du faldbyder? Jeg gentager gerne, at jeg er enig i at der er mange bevidste og ubevidste fejlagtigheder i vestlige mediers dækning af Kina.
Hvis det ikke er denne konspiration, du faldbyder, er jeg nødsaget til at slutte således:
What’s the difference between the mob and a postmodernist?
The mob will make you an offer, you can’t refuse, The postmodernist will make you an offer, you can’t understand
@Anders Sybrandt Hansen
Tak for din umage . Som du heldigvis gennemskuede var spørgsmålet reelt ment fra min side . End ikke orientalismen (a la Said) kender jeg, selvom jeg jo har hørt ham omtalt . Hvad angår det tilsyneladende Said-orientalistiske - det at forholde sig til tidligere vestlig viden - har jeg bidt mærke i som væsentligt, idet det meget ligner frasen ‘forholder sig til tidligere viden’, hvilket udsagn jeg ikke tvivler på kan beskrives med adskillige latiniserede terminologier, men som også virker overordentlig rigtig . Al den stund at vi ikke er ovre i åndemaneri og den slags . Det gør jo også fuldstændigt kål på den Saidske tvivl om det autentiske orient, forsåvidt der bare er tale om en (autentisk) tidligere viden, afgrænset og hæmmet af et spektrum af barrierer, fra geografisk lokalitet til sprog . En sådan betragtning bliver mere almengyldig end Said-orientalismen, måske ligefrem til noget der ligner en metodologi .
Derfor kommer der til at snige sig et missing-link ind mellem den tvivlende Said og springet over til Foucault (inklusive Said-orientalisme?) .
I det afsnit hvor du beskriver den skuffede marxisme forekommer det mig logisk at du her faktisk beskriver Said-orientalismen som den (angiveligt) fandt sit udtryk i et ideologisk baseret vidensrum, d.v.s. ikke nødvendigvis sydlige eller østlige tekster, men slet og ret, tekster der (angiveligt) relaterede sig til marxisme . Her dukker så den positive orientalisme op som en geografisk indikation af hvor teksten (eller synspunktet) hører til . Mest som følge af at jeg ikke kender til Said falder det mig derfor svært at finde mig selv blandt nogle af disse prædikater .
Derimod kan jeg godt forholde mig til det metodologiske udgangspunkt at vidensakkumulation ikke kun findes i det europæisk-amerikanske kulturrum . Et sådant ‘vidensrum’ mener jeg egentlig også har sin egen karakteristik, og er såmænd endda et helt interessant tema at befatte sig med . I moderne tid er sprogbarrieren det mest iøjnefaldende skel mellem den vestlige viden, og endda indenfor vestlig viden, og andre karakteristiske vidensrum som arabisk eller indisk eller kinesisk . Men her trænger sig også det teleologiske aspekt ind, nemlig det ret holdbare udsagn at vi lever i den bedste af alle verdener . Her er det erkendelsesmæssigt svært, og en intellektuel udfordring, for ikke ligefrem at tale om en barriere, at komme væk fra vestens idealer - alias tidligere viden .
Du har faktisk grebet min overordentligt snørklede invitation til konspiration . Efter jeg skrev det første afsnit, måtte jeg læse det igennem flere gange før jeg fandt ud af hvad der egentlig stod ! (Jeg havde dog indset dette da jeg postede indlægget) Postmodernisme opfatter jeg dog som et bandeord . Den normativitet jeg faldbyder er akademisk .
Det er derfor mindre interessant at finde ud af om eksempelvis
Buruma er klar over hvad han selv skriver . Som Læser er det meget relevant at have det - hypotetisk metodologiske - udgangspunkt at vi fordøjer en vidensformidling, en artikel eller en bog, der indlysende bygger på tidligere viden . I konteksten ser jeg dermed Rao Jin som en meget rationel entreprenør, uanset han så karakteriseres af en ligefrem oplistning af denigrerende fortrinsvis person-søgende termer .