En stilfærdig og nærmest selvudslettende, men ofte afbildet skikkelse runder mandag den 1. marts de 85 år. Det er Lene Glistrup, der fra 1950 var gift med Fremskridtspartiets stifter, Mogens Glistrup. Frem til hans død som 82-årig i 2008 stod hun ubrydeligt ved hans side - uanset hvilke ballader og kontroverser han fik rodet sig ud i.
I årene umiddelbart efter, at de blev gift, så det ud til, at deres liv ville blive et ganske andet end det, de endte med at få. Lene Glistrup er datter af den københavnske landsretssagfører N. Borup Nielsen, og i hans respektable advokatfirma, indtrådte Mogens Glistrup som kompagnon, efter at han selv havde fået titlen af landsretssagfører. Da svigerfaderen døde i 1970, overtog Mogens Glistrup advokatkontoret, som på det tidspunkt var Danmarks største.
Det var firmaet formentlig blevet ved med at være, hvis ikke Mogens Glistrups uregerlige sind og anarkisme havde fået ham til i en fjernsynsudsendelse i 1971 at sammenligne skattesnydere med frihedskæmpere og siden afsløre, at han selv havde en trækprocent på nul.
Denne selvudstilling fik vidtgående konsekvenser for Mogens Glistrup. Og for Lene Glistrup. Myndighederne indledte en langvarig skatteproces. Klienterne flygtede fra advokatfirmaet. Glistrup blev suget ind i det politiske liv og dannede i 1972 Fremskridtspartiet, der året efter bragede ind i Folketinget med 28 mandater. Partiets fremgang afløstes snart af en årelang opløsningsproces, fremmet af Glistrups skiftevise egenrådighed og selvdestruktivt humoristiske indfald. I 1983 blev han idømt en straffedom for skatteunddragelse.
I de følgende forbitredes hans kamp mod hjemlige autoriteter og indvandrere med muslimsk baggrund.
Selv hvor nære venner begyndte at stå af, blev Lene Glistrup ved sin mands side - som hans sekretær, hans faste holdepunkt og hans trøst.







Kommentarer
Det er lidt sørgeligt, der ike er sådan nogle typer som Glistrup i dansk politik i dag.
De kunne sætte lidt fut i det hele.
At jeg så absolut ikke sympatisere med Fremskridtspartiet, er en ganske anden snak der høre en anden debat til.
VH Heidi Madsen