Da Adolf Hitler greb magten i 1933, skete det midt i et af den vestlige verdens mest moderne samfund. Derfor har fortolkningen af nazismen og fænomenet Hitler altid haft store konsekvenser for selvforståelsen i efterkrigstidens demokratier.

Sådan lyder budskabet fra historiker Uffe Østergaard, der er professor ved Handelshøjskolen i København og tidligere leder af Afdeling for Holocaust og Folkedrabsstudier ved Dansk Institut for Internationale Studier.

»Mens man i de første par årtier efter Anden Verdenskrig havde en tendens til at betragte Hitler enten som inkarnationen af det onde eller som kulminationen på en særlig forbandelse i den tyske kulturhistorie, begyndte man allerede i 70’erne at nedtone figuren Hitler for i stedet af se ham som symptom på for nogle overordnede samfundsmæssige strukturer,« siger Uffe Østergaard.

Dermed var bolden givet op for et voldsomt ideologisk slag om fortolkningen af Hitler, der blev en central del af tidens overordnede kulturkamp mellem kapitalismekritikere, freudomarxister og strukturalister.

»Blandt de mest håndfaste marxister blev Hitler simpelthen udlagt som en repræsentant for finanskapitalen. Filosoffen Max Horkheimers mantra om, at hvis man ikke vil tale om kapitalisme, så kan man heller ikke tale om nazisme, var skoledannende både i vestlige marxistiske miljøer og for de officielle DDR-fortolkninger,« siger Uffe Østergaard.

Skyldsspørgsmålet

Ifølge Uffe Østergaard skulle vi helt frem til 1980’erne, før det igen blev almindeligt at betragte figuren Hitler som en personlig drivkraft i historien. En tendens, der blandt andet kom til udtryk i den indflydelsesrige psykohistoriske tilgang, hvor Hitler blev vurderet som et medicinsk tilfælde, snarere end som politiker.

»Ved at endevende Hitlers gamle sygejournaler, mente psykohistorikerne at kunne fastslå, at Hitler som følge af et gasangreb under Første Verdenskrig led af den psykisk invaliderende sygdom ‘hysterisk blindhed’,« siger Østergaard, der fremhæver den afgørende betydning, det har for skyldsspørgsmålet, hvis det kan bevises, at Hitler ikke var ved sine fulde fem i sine år som kansler.

Uffe Østergaard ser imidlertid en interessant tendens til, at Hitler i nyere tysk film ikke længere betragtes som hverken dæmonisk ond eller som et exceptionelt psykologisk tilfælde.

»I Der Untergang fremstilles Hitler slet og ret som menneske. Endog som et temmelig almindeligt menneske,« siger Uffe Østergaard, der dog påpeger, at Oliver Hirschbiegels film fra 2004 efterlader spørgsmålet ubesvaret, hvordan det dog lykkedes denne mand at tildrage sig så enorm en magt.