Regeringen har med ministerrokaden og dets nye ‘arbejdsprogram’ skudt den sidste store politiske raket af inden folketingsvalget. Spørgsmålet er dog, om raketten kan holde sig tilstrækkeligt længe i luften til, at vælgerne overvældes med indtryk af en regering, der sprudler af idérigdom, selvtillid og handlekraft.

Lars Løkkes rokade var i det store hele vellykket, mens anden del er lidt af en fuser. Regeringens ‘Arbejdsgrundlag’ er et særdeles defensivt politisk program, der synes undfanget af bitter nødvendighed. Bevares, regeringen har endelig fået politik på hylderne, men ingen - herunder regeringen selv - tror på, at dets 76 funklende nye forslag løser landets historiske økonomiske udfordringer. Det kan formentlig kun arbejdsmarkedsreformer, som kun har opbakning fra de radikale og Liberal Alliance.

Samtidig er arbejdsgrundlaget også et gravskrift over ‘kontraktpolitikken’, hvor regeringen på klodset vis igen har formået at udfordre vælgerkontrakten om et skattestop. I denne omgang er det blandt andet sket ved at stjæle oppositionens forslag om at hæve afgifterne på spiritus og cigaretter.

Arbejdsgrundlaget er således et røgslør designet til, at regeringen vinder kostbar tid frem mod valget i håb om, at konjunkturerne når at vende.

Mangler 31 milliarder

Den værste økonomiske krise i årtier har snævret det politiske handlingsfelt ind, og regeringen er under pres for at gøre mere for økonomien og beskæftigelsen. Med hensyn til timingen timingen er det nærmest umuligt af fastslå, hvornår det er mest effektivt at iværksætte yderligere nye offentlige investeringer.

Ingen økonom kan helt forudsige, hvornår verdensøkonomien trækker dansk økonomi og beskæftigelse op af hængedyndet. Hvis konjunkturerne snart vender, så skal regeringen undgå at forøge det offentlige forbrug mere, end det allerede er sket med fremrykningen af milliardstore offentlige investeringer.

Hvis opsvinget derimod udebliver, risikerer økonomien at tabe yderligere luft, hvorved beskæftigelsen forværres. Alene det forhold, kan koste VK regeringsmagten.

Regeringen lægger op til en svær forhandling med kommunerne, der nulstiller væksten i den offentlige sektor. Det er ansvarligt i forhold til økonomien på den lange bane, men omvendt åbner det for, at oppositionen uhæmmet udstiller regeringen som ligeglade med de arbejdsløse, de offentlige ansatte, de plejekrævende borgere osv. I øvrigt en taktik, der indtil nu har vist sig effektiv.

Regeringen er desuden under beskydning for ikke at holde styr på de offentlige finanser. Der mangler 31 milliarder kr., som skal kradses ind i løbet af de næste tre år. Ingen ved dog hvordan. Heller ikke regeringen, hvilket virker utroværdigt. V og K har nu kun halvandet år til at overbevise danskerne om, at de evner at føre nationen i sikker havn.

I mellemtiden skyder oppositionen på skattelettelserne, som S-SF dog ikke selv vil rulle tilbage - bortset fra den ineffektive ‘millionærskat’, der hovedsageligt vil genere de mest højtlønnede funktionærer. Og så vil S-SF gå amok i en Anker Jørgensen-lignende rus og bruge endnu mere løs af penge, som man ikke har, til offentlige investeringer. Regnestykket hænger ikke sammen. Men hvad gør det? Det gør det jo heller ikke for regeringen.

Hvis regeringen med sine initiativer mod forventning formår at komme i offensiven, og meningsmålingerne retter sig, så kan Løkke udskrive et hurtigt valg. Måske allerede her i foråret, når overenskomstaftalerne er i hus.

Valgkampstemaet? Det bliver naturligvis spørgsmålet om mest troværdighed i den økonomiske politik.

Denne artikel er anbefalet af: