Sort, grå og pink

Dicte leverer det formfuldendte album, hun altid har haft i sig, Marie-Louise Munck debuterer med lavmælt prægnans, og RebekkaMaria træder i anden ombæring en smule (oprørte) vande

Dicte har med sin seneste udgivelse 'Tick Tock' præsteret ti flotte, overskudprægede og generelt rask rullende sange, benhårde, ubesværede og besættende, skriver Informations anmelder.

Martin Rosenauer

Siden Dicte for en små 20 år siden først gjorde sig bemærket som sangerinde i bandet Her Personal Pain, har hun afprøvet flere forskellige spor - uden at skele synderligt til tidens trends og måske også uden den opportunisme, som folk, der vil begå sig i poppens verden, gerne og ofte griber til. Ikke at Dicte er - eller opfatter sig selv som - popsangerinde som sådan, men hun er på den anden side heller ikke en kunstner, der har rendyrket en bestemt stil på sine til dato syv soloplader, tværtimod har hun været ude af mange tangenter for at finde sit udtryk. Selv om hun i sine sange har fremvist forskellige facetter af sin personlighed og også uden blusel fremstår både sårbar og skrøbelig, er det altovervejende indtryk hun efterlader et af en tough survivor, en kvinde, der ikke har tænkt sig at klynke over hverken livet eller kærligheden. Hun er i sin essens - uanset stilart - en rock'n'roller, uden egentlig at spille rock som sådan. Det har noget med attitude, stemmeføring og tilgang til stoffet at gøre, en forfriskende direkthed samt en aldrig svigtende evne til at kalde en spade for en spade.

De seneste par år har hun tilsyneladende søgt at koge sin musik ned til dens essens, en musikalsk maggiterning med det rytmiske, the almighty groove, som om-drejningspunkt. Det fungerede ikke rigtigt på hendes forrige udspil, Dicte and the Sugerbones, hvor groovet godt nok var upåklageligt, men det desværre kneb med sangskrivningen. Det er derfor dobbelt dejligt at kunne annoncere, at på hendes seneste (og nok bedste nogensinde) udgivelse, Tick Tock, sidder det hele som det skal. Hun har skrevet ti flotte, overskudprægede og generelt rask rullende sange, benhårde, ubesværede og besættende. De spilles til perfektion af hendes forrygende orkester The Sugarbones, som udover den faste makker Kæv Gliemann på tangenter tæller bas-esset Lennart Ginman, guitarist Mika Vandborg og trommeslager Thomas Duus. Det hele forløses i en kompakt, minimal og råswingende produktion med nogle af de mest overbevisende, næsten ikke-eksisterende arrangementer længe hørt. Numre som »Long Time«, »Cigarette« og »U-turn« (sidstnævnte en fornem duet med den som altid velsyngende Claus Hempler) skriger alle på de rette remix. Ikke for det - allerede i deres nuværende form ville de kunne få selv den sløveste bænkevarmer på dupperne. Dicte har med sin syvende skive kort sagt leveret karrierens bedste og sparker i processen den ondeste røv. Det er simpelthen brandgodt og kropumuligt at sidde stille til.

Sætter sig stærkt igennem

Marie-Louise Munck er intet ubeskrevet blad (endsige nogen bly viol) inden for dansk musik, idet hun har lagt stemme til udgivelser fra Antenne og været vokal frontkvinde i det her i huset højt skattede Amstrong, hvis tre udgivelser alle havde noget at tilbyde, hvis man er til begavet moderne artrock. Men nu tager hun springet fra holdspiller til solist med The Birds Fly Up, en udfordrende og poetisk mættet tilføjelse til den p.t. noget overrendte sanger-sangskrivergenre. Marie Louise Munck går dog sjældent i et med tapetet, hun er en sikker sangskriver med sans for at give det melodiske en drejning, og hun griber kun sjældent til klicheen i sin kunst. Sårbarheden sidder uden på tøjet, ligesom der løber en tone af rendyrket skønhed gennem albummet, men sammen med producer Troels Bech er såvel arrangementer som instrumentering så tilpas originale, at der bliver et pænt stykke til mere ortodokse åndsbeslægtede udøvere af samme metier. Først og sidst bæres albummet igennem af Muncks dybe, ekspressive og smukke stemme, der ikke lyder som nogen anden. Der er noget voksent og værdigt over såvel intonation som klang, der gør hende til hysteriets rendyrkede modsætning; selv så hårdtslående udsagn som dem man finder i »Songbird« og »Dad Is Dead« leveres uden unødige armbevægelser.

Det er sjældent at møde det voksne menneske i populærmusikken og derfor så meget desto mere vederkvægende, når det pludselig materialiserer sig. Solistens modne sangteknik sætter sangene og det sungne i centrum på en måde, der giver plads til, at lytteren kan gøre sin entre i det måske noget monokrome, men også gennemførte univers, Munck ved hjælp af en række udsøgte musikere skaber. Min største anke er, at teksterne sine steder forekommer forcerede, modsat musik og sang forløfter de sig på egne ambitioner, men heldigvis ikke mere end at det ikke generer, når de synges - kun når de studeres på medfølgende tekstark. Skal der referencer på bordet, kommer man ikke udenom hverken Nick Drake, Judee Sill eller Beth Gibbons, ligesom ånden fra diverse kunstnere tilknyttet pladeselskabet 4AD rinder den lyttende i hu. Men først og sidst er Munck sin egen, og hun sætter sig stærkt igennem med en debut, der emmer af personlighed, vilje og mod.

>Rastløs udlængsel

Også RebekkaMaria har en fortid inden for rocken, idet hun et par år gav den som frontkvinde i det lidt undervurderede indie-foretagende Lampshade, der især gjorde indtryk med albummet Let's Away i 2006, ikke mindst grundet RebekkaMarias ultrafeminine vokal. Hun sprang som As In RebekkaMaria ud som solist i 2008 med det danceorienterede Queen of France, hvor hun gav et ikke ueffent bud på den p.t. så salonfæhige elektro. Hun har siden da droppet As In og kalder sig nu blot RebekkaMaria, og som sådan relancerer hun sig selv med det sødmefulde Sister Sortie. De skal ikke lade Dem forskrække af cd'ens omslag, hvor der fremvises grønlandsk hjemmestrik og kniplingsbroderi i bedste Femina-stil, en æstetisk brøler, der hverken er i sync eller på niveau med indholdet. Fraset denne bizarre manøvre er der tale om et generelt indbydende og velproduceret udspil, om end der måske er gået lige lovlig meget discount-hippie i præsentation og all-around Moder Jord-fyld i teksterne efter denne signaturs smag. Og selv om Sister Sortie som sagt er et vindende bekendtskab, fattes der stadigvæk et sidste nøk, før det bliver rigtig uinteressant. Det er simpelthen for ufarligt, som landet ligger.

Er Dicte sort som natten, og Marie-Louise Munck grå som katten, er der noget pink, gennemsigtigt og flagrende over den verden, RebekkaMaria fremmaner på Sister Sortie. Via diverse (kvinde)portrætter synges der bl.a. om spændingen mellem rastløs udlængsel og hjemmets trygge arne, noget mange moderne kvinder sikkert kender til hudløshed; at det så med vold og magt skal være et enten-eller står dog ikke hugget i sten. Så pladen kredser om et både-og, hvilket er, som det skal være. Rytmisk kunne jeg godt have ønsket mig den spændstigere, men flere af melodierne er fine, ikke mindst den dårende »Corollaceous«, mens en Björk stadig spøger i kulissen på en skæring som »Winter Winterkill«. Dog - kun et nummer som »Pica Pica« fremstår som noget helt personligt og originalt. RebekkaMaria er som solist på rette spor og tæt på at have skudt sig ind på en personlig profil. Så mon ikke talentet forløses fuldt ud næste gang? Håbet er som bekendt lysegrønt ...

Dicte and the Sugerbones: 'Tick Tock' (Playground) Er udkommet, Marie-Louise Munck: 'The Birds Fly Up' (Morningside) Er udkommet, RebekkaMaria: 'Sister Sortie' (A:larm) Udkommer i dag

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu