Flere spørgsmål end svar efter det irakiske parlamentsvalg

BEIRUT - Ved denne uges parlamentsvalg i Irak er spørgsmålet ikke, hvem der vinder, men hvordan taberne vil forvalte deres forudsigelige nederlag.

De sikre vindere er shia-partierne og kurderne, de sikre tabere er sunni-partierne, der er en minoritet, omend deres antal er usikkert - nogle siger 20 pct. af de godt 20 mio. indbyggere, andre siger 30 0g 35 pct. Deres stemmeandel vil være afgørende for, om USA kan betragte sig som ‘vinder’ parallelt med valgets anden fremmede og helt sikre vinder, nemlig Iran.

Så komplekst og så enkelt er billedet forud for valghandlingen, der indledes om tre dage og slutter 7. marts med udsigter, der hvis ikke sorte, så i hvert fald er mørkegrå.

Og ikke kun på grund af de seneste måneders optrapning af sunni-ekstremistisk vold med det formål at underminere shia-premierministeren, Nouri al-Maliki, og som har kostet hundredvis af dræbte og sårede, men fordi de basale politiske modsætninger mellem kurdere/ara-bere og sunni’er/shia’er stadig er uden løsning her syv år efter den amerikanske ‘de villiges’ invasion af Saddam Husseins stat.

Drab er dagens uorden

Der er stadig sekteriske og etniske gnidninger, der nu og da slår ud i drab. I Kirkuk, den vigtige olieby, som kurderne gør krav på, men som de arabiske indbyggere - i sin tid tilflyttet på ordre fra Saddam Hussein - ikke vil afgive, er voldelige sammenstød dagens uorden. I Mosul forfølges den del af den kristne minoritet (ca. 20.000), der ikke allerede har taget flugten - de seneste to uger er otte kristne blevet myrdet, formentlig af al Qaeda-terrorister - og uden at efterforskningen af mordene overdrives.

Sunni-ledere klager over vilkårlige arrestationer af politisk aktive trosfæller, foretaget af det shia-dominerede politi og sikkerhedsapparat.

Det er fremdeles uafklaret, hvordan indtægterne fra den stigende olieproduktion skal fordeles mellem de tre befolkningsgrupper - store kontrakter med den internationale oliebranche er signerede, men parlamentet har efter fire års pindehuggen stadig ikke vedtaget en olie-lov.

Endelig er der stadig usikkerhed om Iraks konstitutionelle fremtid: Skal landet være en løs føderation af provinser (et kurdisk krav) eller en centraliseret stat (den arabiske option), ligesom sunni’erne føler sig diskriminerede af udlukkelsen af mere end 300 kandidater til dette valg med begrundelse i deres fortid som medlemmer af Saddam Husseins nu forbudte Baath-parti.

Saleh al-Mutlaq, en fremtrædende sunni-leder og blandt de bandlyste, opfordrede i forrige uge til valg-boykot for kun få dage senere at opfordre sine sunni-trosfæller til at gå til stemmeurnerne, formentlig efter løfte om reel indflydelse efter valget i alliance med den verdslige shia-politiker, Ayad Allawi, der var leder af den første interim-regering efter USA-invasionen.

Al-Maliki under pres

Men sådan går det næppe - både parlamentsvalget i 2005 og lokalvalgene sidste år viste, at tværgående, sekulære partier som Allawis ‘Front for National Dialog’ ikke er populære i et vælgerkorps, der stemmer efter etniske og sekteriske linjer.

Denne tendens kan også skade premierminister Nouri al-Maliki, en både dyster og manøvredygtig figur i den shia-fundamentalistiske gren af det splittede Dawa-parti, der satser på at fortsætte som regeringsleder i alliance med den kurdiske blok, som formentlig bliver ‘kongemager’ efter valget.

Al-Maliki fik magten i maj 2006 efter en intrige mod partifællen, Ibrahim Jafaari, nu leder af den anden Dawa-gren, og som - typisk for de politiske tilstande - faldt på interne beskyldninger om favorisering af sunni’er og kurdere, mens amerikanerne mente, han var for tæt på Iran, og derfor støttede al-Maliki som ny premierminister.

Siden efteråret har han regeret uden parlamentarisk baggrund, idet han brød ud af den store shia-blok, der var rygraden i hans regerings-koalition, og har siden solgt sig som ‘samlende national figur’, allieret med såvel kurdere og sunni-partier.

Den oprindelige shia-blok, ledet af præsten Ammar al-Hakim, har interne problemer med den unge Muqtadar al-Sadr, der kontrollerer en betydelig shia-vælgerandel, og shia-blokkens problemer er yderligere forstærket ved, at Iraks mest respekterede ayatollah, Ali Sistani, i modsætning til 2005 afviser at anbefale sine shia-trosfæller at stemme på en bestemt politisk allaince, men nøjes med at opfordre dem til at gøre brug af deres valgret.

USA forbereder plan B

Udfaldet af det i øvrigt udsatte parlamentsvalg er således højst usikkert og kan ifølge pessimistiske iagttagere udarte i egentlig borgerkrig - i hvert fald forbereder amerikanerne en udsættelse af deres planlagte tilbagetrækning af styrker, der ifølge planen skal være helt ud af landet ved udgangen af 2011.

Men i går kunne avisen Washington Post berette, at general Ray Odierno, USA’s øverstkommanderende i Irak, opererer med en plan B i tilfælde af optræk til borgerkrig efter et valg, hvor sunni’erne meget vel kan føle sig snydt. En eventuel borgerkrig menes at få mindst fire parter - kurdere, shia’er for Iran, shia’er uafhængige af Iran og sunni’er, nu i alliance med amerikanerne. Det ser i sandhed broget ud.