Kan man tillade sig at referere andres dokumentarfilm og kalde det fiktion? Kan man tillade sig at skrive en roman om en historisk person og lade vedkommendes historie udspille sig anderledes, end personen vitterlig gjorde? Og kunne Historien med stort H i det hele taget have taget sig anderledes ud, end den endte med at gøre?
Så store både æstetiske og moralske spørgsmål har Yannick Haenels roman Jan Karski skabt debat om i de forløbne måneder i Frankrig.
Jan Karski var en polsk modstandsmand, der under Anden Verdenskrig med jødiske modstandsfolks hjælp blev smuglet både ind og ud af ghettoen i Warszawa og en unavngiven koncentrationslejr. Med det udtrykte formål at lade et øjenvidne nå frem til De Allierede, så krigsindsatsen kunne omlægges og redde det jødiske folk. Jan Karski nåede frem til Vesten med sin beretning, men det ændrede intet.
Debatten om Yannick Haenels roman, der beskriver dette forliste forsøg på at vidne, startede så småt i efteråret 2009. Romanen Jan Karski var en af den gryende litteratursæsons store overraskelser. Ikke alene var kritikken udmærket, »en dybt rørende stele over den polske patriot«, skrev Nouvel Observateurs anmelder.
Romanens patchwork
Romanen af den tidligere skolelærer og medredaktør af litteraturtidsskriftet Ligne de risque blev også indstillet til adskillige prestigiøse priser og modtog to af dem. Den løb også med Prix de Medicis for ‘årets bedste essay’. Romanens patchwork af beskrivelse af et uddrag af Claude Lanzmanns dokumentarfilm Shoah, et referat af Karskis egen selvbiografiske Story of a Secret State fra 1944, samt en fiktiv version af mødet mellem Roosevelt og Karski, gjorde det muligt både at betragte værket som fiktion og dokumentar.
Var der således en rent formmæssig debat fra starten, brød helvede løs, da Claude Lanzmann omsider fik læst romanen et halvt år efter udgivelsen og svarede igen i ugemagasinet Marianne. Lanzmann havde ellers fået bogen i hænde inden den gik i trykken, af redaktør på Gallimard, Philippe Sollers, i en typisk historie fra det parisiske litterære parnas. Sollers er et af de store dyr i fransk litteraturs åbenbaring, berømt og berygtet for sine konsekvent selvbiografiske romaner på grænsen mellem liv og værk.
I Claude Lanzmanns åbne brev til Marianne beskriver den nu 85-årige dokumentarfilmmager, selv del af parnasset, engang Simone de Beauvoirs unge samlever, da også malende, hvorledes Sollers »på sin sædvanlige gabende vis« over telefonen præsenterede ham for det faktum, at han havde tænkt sig at udgive Jan Karski: »En prægtig hyldest til din film Shoah.«
Forfatterens navn blev end ikke nævnt. Lanzmann fandt tanken om en roman om Jan Karski ubehagelig, var i øvrigt optaget af sine erindringer og fortrængte tanken. Et halvt år efter røg han imidlertid i blækhuset.
En falsk roman
Tydeligvis dybt ramt både i sin oplevelse af Jan Karski og i den sandhed han selv lægger frem i Shoah kalder Lanzmann i overskriften romanen for »En falsk roman«.
‘Roman’ er falsk varebetegnelse, når man skriver af efter andres dokumenter. Visse af Lanzmanns venner har da også foreslået ham simpelthen at udbede sig en tredjedel af rettighederne til Jan Karski i copyright, fortæller Lanzmann.
Men det falske består så også i Haenels udlægning af mødet mellem Roosevelt og Karski. Det var ikke sådan det foregik. Lanzmann betinger sig sin egen påstand om, at det ikke er en roman. For er det en roman, må Haenel vel forestille sig mødet, præcis, som han vil, som dagbladet Libérations anmelder Eric Loret påpeger det. Medmindre man vil fratage litteraturen enhver tilladelse til at behandle virkeligheden.
Men Lanzmanns egentlige ærinde er måske et helt andet, påpeger Eric Loret. Det er spørgsmålet om, hvordan Historien med stort H tager sig ud. Haenel lader i det sidste kapitel Karski bebrejde De Allierede deres manglende indsats over for jødeudryddelsen. Lanzmann læser Haenels roman som et udsagn om, at historien kunne have taget sig anderledes ud. Nogen burde have grebet ind, og det burde have været De Allierede.
Det påstår Lanzmann så, at Karski ikke mente i virkeligheden. Dertil kommer, at det ifølge Lanzmann er historisk forkert at tro, at De Allierede overhovedet kunne have handlet anderledes. Kender man til detaljerne og omstændighederne vil man vide, at der var gode grunde til, at det gik som det gik. Alt andet er naivt.
Denne påstand har Lanzmann så fundet opbakning for i debatten. Annette Wieviorka, forsker i Shoah og specialist i jødernes historie, går i tidsskriftet l’Histoire til angreb på den historieforvanskning, hun ser i Haenels beskrivelse af Karskis møde med Roosevelt. Ifølge hende var det først og fremmest personlige initiativer, der tillod at redde jøder, ikke de forskellige regeringers indsats.
Kunstnerisk frihed
Men på hvilken måde skrives historien i en roman? Og kan selve Historiens forløb ikke netop uddybes i fiktionen? Det mener kunstkritikeren Andre Rouillé på netmagasinet Paris Art, der forsvarer kunstnerens formmæssige frihed. Men også, at det netop er denne frihed, der tillader at sætte overordnede spørgsmål til historien.
»Yannick Haenel vover i bogstaveligste forstand at gøre sandheden kompleks, og lade andre sider af den komme frem. Især denne: Lod De Allierede, der i dag er staten Israels bedste ven, ikke med overlæg udryddelsen af Europas jøder finde sted. Det er dette Claude Lanzmann kategorisk benægter,« skriver Rouillé.
Der står både hos Rouillé og de fleste kommentatorer enorm respekt om Claude Lanzmann og hans Shoah. Det forklarer Yannick Haenel selv i en video på Daily Motion. En anæmisk typisk 40-årig intellektuel svarer igen på baggrund af et parisisk palæ og en park. Og ikke uden forfrossen forlegenhed.
For Haenel står i stor gæld til Lanzmann forklarer han. Shoah var i den grad banebrydende. Sobert, stædigt og æstetisk præcist bragte det Shoah ud af glemslen. Udelukkende ved at filme personer, der talte og stederne hvor det hele hændte, men som de så ud i starten af 80’erne.
Ikke virkelig nok
Men dette gør ikke disse vidnesbyrd til Lanzmanns ejendom, forklarer Haenel. Shoah fortæller en historie og ikke hele historien, sandheden undslipper altid. Og ikke mindst er Shoah også et værk med en række æstetiske valg.
Her synes Lanzmann paradoksalt nok selv at give Haenel ret. Han forklarer nemlig i sit lange indlæg i Marianne, hvorfor Karskis fortælling om sit møde med Roosevelt ikke blev taget med i Shoah:
»Karski synes at svulme af stolthed, måske lettet over ikke at skulle mobilisere de indre kræfter, som da han så uforglemmeligt talte om ghettoen. Han blev mondæn og modsagde den tragedie, han havde inkarneret indtil da,« forklarer Lanzmann.
Den virkelige Karski var altså ikke virkelig nok, ikke sand nok? Lanzmann havde ellers lovet Karski, at netop dette kapitel af historien skulle være det vigtigste, forklarer Haenel:
»Karski har jo ikke kun optrådt i Lanzmanns film«.
Andetsteds gjorde Karski rede for det syn på De Allieredes svigt, som Haenel gør til Karskis tanker under mødet med Roosevelt.
»Jeg ville skrive de søvnløse nætters Karski,« forsvarer Haenel sin version af historien med.
»Alt det han selvfølgelig ikke kunne sige i den pæne officielle version. USA gav ham trods alt eksil«.
Kommentarer