Der har været hævede øjenbryn i Moskva hos både præsident Dmitrij Medvedev og premierminister Vladimir Putin over, at den nyvalgte ukrainske præsident har valgt at henlægge sit første udlandsbesøg som præsident til Bruxelles i går.

Og her blev han mødt med åbne arme af hele EU’s topledelse. Først på fredag agter Janukovitj sig til Moskva.

Der er imidlertid ikke den store grund til bekymring i Moskva. Janukovitj har allerede på forhånd sikret Medvedev og Putin det, som de hele tiden er gået efter - en genoprettelse, eller delvis genoprettelse, af Ruslands kontrol med strømmen af gas gennem Ukraine via et fælles ukrainsk-europæisk-russisk selskab, som skal kontrollere og garantere gassens transit til det energihungrende Europa. Desuden har Janukovitj på forhånd sagt, at han ikke ønsker Ukraine ind i NATO, men vil lade landet bygge bro mellem NATO og Rusland.

Bruxelles for syns skyld

Som en kommentator ved netavisen Newsru.ua skriver, så betyder Janukovitjs besøg i Bruxelles kun, at han ønsker at berolige de europæiske ledere og forsikre om, at Ukraine fortsat vil søge tætte forbindelser til EU.

Kommentatoren henviser til, at den afgåede »provestlige« præsident Viktor Jusjtjenko straks efter sit dramatiske valg i 2004 via den Orange Revolution som det første tog til Moskva og ikke Bruxelles for at forhandle konkrete ting.

Jusjtjenko, der siden skabte et historisk dårligt forhold til Rusland, fik faktisk konkrete resultater ud af sine forhandlinger i Moskva, men fik meget lidt konkret ud af sine tilnærmelser til EU. På samme måde mener den ukrainsk-russiske kommentator Vitalij Portnikov, at Janukovitj er taget til Bruxelles for et syns skyld, men at de reelle resultater kommer, når han på fredag sidder i Kreml med Medvedev og Putin.

I det hele taget er Janukovitj et godt bevis på, at de stereotype betegnelser »prorussiske Janukovitj« og »provestlige Jusjtjenko og Timosjenko«, som stort set alle medier i både Vesten og Rusland har påklistret de ukrainske politikere, ikke holder stik.

Janukovitj skal nok tage hensyn til den russisktalende befolkning i det østlige Ukraine, som kræver normale forbindelser til Moskva. Men han skal i mindst lige så høj grad tage hensyn til de rige forretningsmænd i både Øst og Vest, som har betalt hans valgkamp og som styrer ham benhårdt.

De er i virkeligheden på mange måder direkte konkurrenter til store russiske virksomheder, stålproducenter, og våbenproducenter, der ønsker adgang til Vesten. Og de vestukrainske ‘provestlige’ politikere med Jusjtjenko og Timosjenko i spidsen er dels dybt splittede, dels dybt afhængige af industriproduktionen i Østukraine og af energileverancer og samhandel med Rusland.

Dømt til at fejle

Janukovitj vil derfor utvivlsomt gøre alvor af sit forsøg på at balancere mellem Øst og Vest. Men det vil næppe blive den store succes, for hverken EU eller Rusland vil i den givne økonomiske situation være villige til at give ham det, som han og Ukraine har mest behov for: Store investeringer og hjælp til at modernisere økonomien og infrastrukturen og til at sikre arbejdspladserne i det hårdt plagede Ukraine. Europas næststørste land efter Rusland.

Premierminister Julija Timosjenko tabte kun præsidentvalget, fordi hun var raget uklar med Jusjtjenko.

Jusjtjenko spændte ben for hende under valgkampen og gav dermed sejren til Janukovitj, som han selv og Timosjenko tidligere, og med god grund, havde bekriget som både inkompetent og tidligere kriminel. Timosjenko hænger stadig fast på posten som regeringschef via intriger og bataljer i parlamentet, Den Øverste Rada. Det kan hun formentlig ikke blive ved med ret længe.

Hun kan til gengæld roligt læne sig tilbage i forvisning om, at Janukovitjs stjernestund bliver kort, for han får ikke styr på økonomien, og de politiske bataljer vil fortsætte i Ukraine og bane hendes vej til præsidentposten ved næste valg.