Det er ved at blive Frie Ord en vane at inddrage læserne åbenlyst og at inddrage dem fra starten. Ærlig talt: Vanen bliver undertegnede mere og mere vant til!
I dag er derfor ingen undtagelse: Reportagen i fredags (26. februar) - »Vismænd: Danmark langt bagud med CO2-mål« - om de økonomiske vismænds klima-alarm i rapporten til Det Miljøøkonomiske Råd udløste straks et par web-kommentarer, som gengives her:
John Fredsted: »Godnat, godnat - altså ikke til Jørgen Steen Nielsen eller hans som altid velskrevne artikel, men til planeten. Jeg tror sgu’, jeg ruller persiennerne ned.«
Dorte Sørensen: »Tak til Jørgen Steen Nielsen for at bringe denne sag op og tak til Information, fordi de hurtigt satte denne artikel op på Informations forside i stedet for artiklen om Politikens forlig om JP- tegninger. Derudover er det en skam, at vismandsrapporten er ‘druknet’ i medierne pga. regeringsrokaden, men at den i Information også skal drukne i en debat om JP-tegninger endnu en gang er i mine øjne næsten ubærligt. Jeg vil dog glæde mig over, at Lomborgs institut blev nedlagt og lagt ind under vismændenes område.
Niels-Simon Larsen: »Tak til jsn igen for at holde os løbende orienteret. Det er altid med en vis ængstelse, jeg læser artiklerne - går det dog ikke snart den rigtige vej (?). Så meget desto vigtigere er det, at der er udholdende journalister, der refererer fra det hul af forvirring, vi befinder os i, og trækker nogle klare tråde ud af det. For hvad er sandheden om vores miljømæssige bestræbelser? Er det lykkeligste folk i verden også det mest vågne, eller snorksover vi stadig? Regeringens refræn hedder, som alle ved: Ingen har gjort mere end os og brugt flere penge på det. Samtidig taler de om vækst og rigdom som aldrig før. At vi kan forbruge os ud af forbrugerismens frådseri, kan da kun være en selvmodsigelse. Argumentet er, at vi bare skal omstille os til fornuftig produktion. Ha, ha! Samtidig laver man motorvejsplaner og lukker øjnene for industrilandbrugets svineri. Der foregår så meget dobbeltspil i dag, at hvis der ikke fandtes dybdeborende journalistik, var vi prisgivet.«
Nok er ens forfængelighed grænseløs, den er dog ikke større, end at den trods alt også levner plads til glæde på en kollegas og på bladets vegne. Lige i dag er det den glæde, de angiveligt frie ord helst vil bruges til. Derfor læsercitaterne.
Så det må læserne altså meget undskylde …!
Tiden rinder ud
Men glæden er så meget desto større, som John Fredsteds sortpessimistiske godnat bag de nedrullede persienner jo er foranlediget af en vismandsrapport, der - i modsætniong til hvad man ellers kunne frygte fra disse »økonomiske vismænd« - heller ikke præges af udenomssnakkende jubeloptimisme og tro på, at DØV, Den Økonomiske Vækst i forbrug af ny teknologi, nok skal klare det hele i sidste ende.
»De økonomiske vismænd slår (tværtimod, el) klima-alarm: Tiden er ved at rinde ud for en global klima-aftale, hvis to gradersmålet skal overholdes. Halvdelen af de fossile energireserver må forblive i undergrunden. Danmark må straks i gang med nye klimatiltag. Øgede CO2-afgifter og flere CO2-kvotekøb anbefales,« lyder fredagsreportagens egen sammenfatning. I selve artiklen bliver det dog på en måde endnu værre. Og derfor bedre:
»Faktisk viser vismændenes modelberegninger, at de globale CO2-udledninger kan være fordoblet i 2040, hvis i-landenes økonomiske vækst fortsætter som hidtil, u-landenes vækstrater aftager lidt, og der samtidig sker samme grad af ‘afkobling’ af CO2-udledningerne fra den økonomiske vækst som hidtil. Altså hvis CO2-udledningen pr. BNP-enhed falder i samme takt som nu. ‘Den stiliserede beregning viser således, at vi er langt fra at kunne stabilisere udledningen af CO2 fra brugen af fossile brændsler, hvis den økonomiske vækst i verden fortsætter som beskrevet, og tendensen til afkobling af CO2-udledningen fortsætter svarende til den historiske udvikling,’ konkluderer vismændene. ‘Hertil kommer desværre, at en stabilisering af udledningen på det nuværende niveau ikke er tilstrækkeligt til at stabilisere koncentrationen af CO2 i atmosfæren.’ Der er derfor ifølge rapporten behov for ‘markant opbremsning’. Hvis risikoen for at ryge over de to grader skal holdes nede på 33 pct., vil der således i 2050 kun være plads til en CO2-udledning pr. verdensborger på 3,5 ton om året, forudsat at verdens befolkning slet ikke vokser fra nu af. Med en voksende befolkning bliver der endnu mindre til hver. I dag udleder gennemsnitsdanskeren ca. ni ton CO2 om året via det fossile energiforbrug, gennemsnitsamerikaneren 19 ton.«
Dette var ordene. Altså citaterne.
Læserne (og redaktørerne!) kan med rette sige, at det er (sgu, hvis de bander) en let måde at komme om ved Frie ord på. Men de findes (sgu, for de bander) altså ikke bedre i dag.
Reportagen, vismandsrapporten, den refererer, og læsernes kommentarer er udtryk for, at man ikke er helt alene med sin alarmering over - udviklingen. Selv økonomer, ja selv økonomiske vismænd, kan blive alarmerede.
Det er da et lyspunkt.
Kommentarer
Vismændene er ikke for kloge, de er heller ikke for dumme, de er i det store og hele nok lige så kløgtige som resten af befolkningen, når det kommer til stykket.
“Selv økonomer, ja selv økonomiske vismænd, kan blive alarmerede. Det er da et lyspunkt.”
Jooh - så kom vi da så langt, for nu at låne det meste af titlen fra http://www.information.dk/219410. Nu har visse vismænd - eller er det mon vise vissemænd? - endeligt indset det, som videnskabsfolk med andre længe har forstået. Blind høne kan også finde korn, fristes jeg til at sige.
Men jeg bliver ikke synderlig sangvinsk af denne deres åbenbaring. For det er vel ikke sådan, at disse selvsamme mennesker (og økonomer som de er flest) forestiller sig - eller endsige er i stand til at forestille sig, at vores økonomiske paradigme om vedvarende økonomisk vækst skal forandres!?
Langsomt flytter tingene sig. Inde i hovederne på de såkaldt ‘vise mænd’, hvoraf ingen er kvinder. Dette er et vigtigt signal og man skal være glad for dette lille skridt, lissom man skal være glad for, at amerikanerne holder op med at producere Hummeren. Det er små skridt, men det er trods alt små skridt i den rigtige retning.
Men jeg skal ikke være bleg for at gentage mig selv her, som jeg har gjort mange andre steder.
Man skal ikke forledes til at tro, at denne ændring hos de økonomiske vismænd gør, at tingene hermed så småt er klaret. Nu retter miljøet sig, bæredygtigheden er sikret og klimaet vil arte sig artigt og ingen vil komme til at lide nogen form for overlast.
Men der mangler lige en ting, nemlig den overvældende sandhed, at dette punkt ikke er på linie med et almindeligt politisk programpunkt i den brogede politiske virkelighed.
Bæredygtighed (under sikring af mest mulig velfærd og retfærdig fordeling af ressourcer) er al politiks målestok, fordi det vedrører vores eksistens som art inden for de givne biofysiske rammer.
Jævnfør punkt 6 i regeringens program, men min betragtning betyder også, at de økonomsike vismænd skal have modet til at sige, at alle programpunkter, der er i modstrid med punkt 6, skal tages af bordet eller omformuleres.
Andetsteds har jeg kommenteret det således:
Ad 6. Danmark skal være et grønt bæredygtigt samfund og blandt verdens tre mest energieffektive lande
‘the decisions [we] make about sustainable development are not technical decisions about peripheral matters, and they are not simply decisions about the environment. They are decisions about who we are, what we value, what kind of world we want to live in, and how we want to be remembered’.
Citat fra side 412 i Friedman: Hot, flat and crowded.
Hvad skal landbruget konkurrere på - kvantitet eller kvalitet ? Jeg stmmer for at vi skal lave fødevarer af høj kvalitet - og selvfølgelig meget gerne økologisk eller biodynamisk. Det betyder en højere pris for varen - som ikke alle danskere er villige til at betale. Måske en momsreduktion kunne være en del løsning. Rapporten lægger op til større og større landbrug - større og større ensretning og effektivisering. Hvorfor ikke se om vi kunne skabe et dansk landbrug - med masser af særegne (lokale) kvalitetsprodukter, til gavn for natur og danskere. Det må da også give de fleste landmænd en tilfredsstillelse at lave gode råvarer. Hvordan skaber vi denne mentalitetsændring ? hos forbrugere, landmænd og politikere. Landbrugspriserne har været faldende de sidste 15 år - mens jord og ejendomspriser er steget ca. 250 pct. Det giver ingen mening…..
Det giver heller ingen mening at landbrugene skal blive endnu større.
Det er de blevet gennem de seneste årtier uden at de af den grund har kunnet yde noget til samfundet i form af indtjening og skatter.
Kort sagt en stor fejldisponering, at tro at store bedrifter er givtige og skånsomme for mijø og dyrevelfærd. De er det stik modsatte.
Uanede mængder af sprøjtegift forgifter vores grundvand også ud i remtiden,når det trænger derned, de enkelte storlandbrug har aldrig været så gældstyngede som i dag og dyrevelfærd begrænses til at klippe halerne af smågrisene, så de ikke kan bide hninanden. Køerne kommer aldrig på ræs men får mange slags klovsygdomme på betongrulvene.
De eneste landbrug, der klarer sig er de mindre bedrifter. De har ikke røde tal på bundlinien. De kan præstere et overskud, de er ikke hopppet i gældsfælden. De ejer deres hus og hjem og har et LIV.
Vejen frem er små bæredygtige landbrug med en driftsform der giver bedre forudsætning for mangfoldigheden i den danske natur og et godt liv for mennesker, dyr og planter.
Hvorfor - når man ser bort fra, at ordet “landbrug” indgår en enkelt gang i artiklen - snævres debatten nu tilsyneladende ind til (alene) at handle om landbrug? The big picture, please.
Landbruget forvalter ca. 60% af landets areal? (big picture)
Og fordi landbruget ser sig selv som arvetagere for energiforsyningen blot der er svin nok til biogas.
Og de vil fritages for restriktioner for sprøjtning af konkurrencehensyn.
Og have afgifterne for sprøjtemidler nedsat og kvælstofmængden øget for at konkurrencen kan klares i den store verden.
Energipil skal plantes i kanten af vandløb for at opsuge den alt for voldsomme udledning af nærinsstoffer. Og der skal kompensation til for at de afholder dyrkningen på sarte og våde jorde samt langs vandløb.
også videre og så videre..
Derfor kommer landbruget så voldsomt meget i modvind i forbindelse med alt vedrørende økonomi og energi.
Ok, jeg var måske lidt stor i slaget. Men selvom landbruget forvalter 60% af landets areal, så er det vel nok mere interessant, at det ‘kun’ bidrager med omkring en 1/6 af Danmarks CO2-udslip, hvorimod energiforsyning og transport bidrager med omkring 3/4, se venligst http://ing.dk/artikel/85174-biogas-kan-loese-landb….
“Af de diendes mund har Du beredt Dig lovsang”, står der i Bibelen, her citeret af en ateist, der godt kan lide ord, der leder hen til noget andet. I samme bog står der også, at “Han har gjort de vise til skamme”. Blev bogen læst rigtigt, ville vores materialistiske kultur blive blæst omkuld, men bogen er uden virkning. Naturen har overtaget dens plads som straffende myndighed. Ingen tilgivelse her!
Hvem er de diende, og hvem er de vise i dagens kamp om klimaet, og hvad bestiller de? De/vi diende kan ikke gøre så meget andet end betale til foreningen “Hjælpsomhed uden grænser”, sætte frimærker på konvolutter i sammenslutningen “Aldrig mere dårligt humør”, eller melde os til at være praktiske grise og statister i filmen “Ragnarok nu”, alt mens de vise skændes.
Det med lovsang er også et problem, for vi har ikke noget at synge om. Tilbage er kun den populære klagesang “Uh, hvor er det synd for mig”. Der kommer ingen sang til fælles opmuntring ud af vores mund. Vi kan ikke finde den livgivende brystvorte, og vores evne til at die er forsvundet. Fungerer det for nogle alligevel, er det et nichefænomen.
De store klimaforandringer har en pendant i vores egen indre ørkenspredning. Hvordan skal vi tage kampen op med et kæmpeproblem i den ydre verden, når vi ikke har et fast sted at sætte af fra i det indre? En teknisk dims på vej ud i rummet har haft en afskydningsrampe og et stort personale til at løfte sig afsted. Ydermere ligger der umådelig mange tanker og beregninger bag, plus penge, og plus penge en gang til. Drejer det sig om klimaet, kan vi ikke blive enige om ret meget, og penge er et stort problem, meget stort problem. Raketvognen har fart på, og nu har man et kvalificeret gæt på, at der findes 200 milliarder galakser. Samtidig går et andet kvalificeret gæt på, at vi ikke kan overleve de næste 200 år.
Man synger ikke lovsange til raketter og deres missioner, for hvad skulle man det for? Universet er glædesløst og ingen gud holder verden i sin hånd. Naturen er pludselig blevet et ekko af vores handlen, og det er en isnende erkendelse. Vi har sat os selv skakmat. Hvordan har vi kunnet bringe os selv dertil? Det spørgsmål bliver vi nødt til at stille os selv for at komme videre.
Hvis verden skal reddes, må bestræbelsen begynde nedefra. Den arketypiske vise, var fattig, omvandrende og gammel. I dag ung, fastansat og rig. Den vise tager fra sin kæmpevilla ind til sit kontor, laver sine beregninger og tager hjem igen, kender ikke de dieende og ikke den diende i sig selv. De diende må forstå, at visdommen ligger gemt i dem selv, og at de igen kan finde det livgivende bryst. De vise må finde det diende element i sig selv. Lovsangen handler om glæden over at være til og hverken gøre andre eller sig selv ondt. Enkelt. Forstås af alle!
Det er husdyrgødningen der “kun” idrager med 1/6 del af Danmarks co2 udslip.
andre tal viser at husdyrene bidrager med mere end den samlede bilpark.
biogas er et megt følsomt emne.
fortalerene tror på den ide, at det kan nedbringe indkøb af fossile brændsler. Men kontante forsøg som for eksempel bornholms biogas viser, at det koster co2 at producere co2 og samtidigt er det slet ikek økonomisk rentabelt.
Væk med de store koncentrationer af husdyr i Danmark. Det kan ike betale sig at forarme landet, for rå menneskene og ødelægge miljø og natur.
Husdyrenes faktor tal beregnes ud fra mange andre tal end de direkte udslip af co2 fra tarmene.
foderet der tilkøres, indskibes. medicinen ligeså, udkørsel af gødningen, igangholdelse af maskinparken, mandskab der skal transporteres til og fra kz lejerne (staldene) samt andre transportomkosstninger rent miljømæssigt.
såååh deeeeet
@Mona Blenstrup: Bare for en sikkerheds skyld: Min anke imod snakken om landbruget skal ikke opfattes som, at jeg nærer nogen forkærlighed for industrilandsbruget, herunder dets omgang med dyrevelfærd eller mangel på samme.
@Niels-Simon Larsen: Mange interessante tanker, som sædvanligt.
Jeg faldt over brugen af ordet “vise”. Jeg opfatter det ord, og det relaterede “visdom”, som udtryk for noget, der er godt og rigtigt. Personligt ville jeg derfor ikke bruge det, om de mennesker, der “… tager fra sin kæmpevilla ind til sit kontor, laver sine beregninger og tager hjem igen …”. Jeg ville måske omtale dem som fagligt (meget) vidende, men ikke vise. Eller mere poetisk: Hjernen er varm, men hjertet er kold.
Jeg er (dog helt) enig med dig i, at bestræbelserne på at redde verden - eller mere præcist, vores civilisation - skal starte “nedefra”, hvilket jeg i denne sammenhæng opfatter som værende synonym med “indefra”. Som jeg har skrevet andetsteds, så er det min opfattelse, at vores nuværende misere handler om, at det moderne menneske mangler modet til at turde tolerere livets begrænsninger i rum og tid.
Den voldsomme folkelige modstand imod enhver forandring af vores civilisation, der potentielt kan true det moderne menneskes muligheder for, og selvindbildte “menneskeret” til, fuldt ud at realisere sig - for at stræbe efter (illusionen om) det perfekte liv, det endegyldigt fyldestgørende liv - stammer i mine øjne fra dette manglende mod.
@John Fredsted;
“Men selvom landbruget forvalter 60% af landets areal, så er det vel nok mere interessant, at det ‘kun’ bidrager med omkring en 1/6 af Danmarks CO2-udslip”
Ikke forstået. Andre siger at alene kødspisning bidrager med ca 50% af vores co2 udslip:
http://ing.dk/artikel/104414-foer-cop15-proportion…
Uanset hvad, så lad os komme igang, sammen, og måske især; hver for sig.
Det er ikke svært.
Reducer dit kødindtag, lidt men godt. Mere fisk, af de bæredygtige, (check evt med Greenpeace).
Din gamle bil bliver et øko-under, hvis du ikke kører alene. (16km/l bliver til 32, (og ca som en Lupo), hvis du/I er to personer i gennemsnit.
Og check med pendler.dk og rejseplanen.dk, (og google: elcykel, elbil).
Din bolig kan du give et sundhedstjek; energitjenesten.dk og builditsolar.com .
Er din bolig stor, så overvej at leje et værelse ud, eller lukke værelser af, evt med kondenstørrer istedet for varme.
Selvrespekt, livskvalitet og tro på fremtiden vokser og vokser. Herligt.
Tips til forvænte familier; lav et overslag over besparelserne, og nyd det sparede, feks en tur i teatret, eller en hel dags togrejse for 100,- (udvalgte dage).
@john jørgensen: Jeg har læst noget af den artikel, som du refererer til, og nu er jeg også forvirret over procentsatserne. Men grundlæggende er jeg skam enig med dig i de forslag, som du beskriver.
Nu er det ikke for at fremstille mig selv som hellig, men jeg opfylder faktisk mange af punkterne: De fleste dage indtager jeg ikke mere kød end svarende til for eksempel en enkelt frikadelle. Jeg har ingen bil (cykler altid, eller tager bussen eller toget). Jeg tager ikke på charterture.
@John Fredsted: Tak for anerkendelsen. Jeg kan godt forstå, at du falder over ordet, vis. På den ene side synes jeg ikke, der er nogle vise i dag. På den anden side vrimler det med folk i ’klogskabsbranchen’, rådgivere, konsulenter, spinddoktorer osv. Jeg synes bare, at ordet i sin gamle støvede form er interessant at hive frem og så stille sig spørgsmålet, hvad visdom er og hvem der er vis?
’Nedefra’ og ’indefra’. Nedefra forstår jeg som en politisk bestræbelse, og indefra som den filosofi, der skal være til stede i den enkelte. Var socialdemokraterne ikke de sidste, der havde noget inden for skjorten, som de fleste kunne forstå? Jeg prøver at lægge mærke til, om SF kan etablere noget i den retning i dag.
Du skriver om ’at have modet til at turde tolerere livets begrænsninger i rum og tid’. Det går vel mere på det enkelte menneske, men når jeg nu tænker over det, kunne det være rart, om der ikke var så stor afstand mellem tænkning og politik, men måske har politikere ikke tid til at tænke over tingene. Per Stig må kunne sige noget, der er værd at høre på.
Dit sidste afsnit rører for mig at se endnu mere ved grænseområdet mellem det personlige og det politiske. Et interessant vibrerende område.
@John Jørgensen: Uden at mene noget odiøst med det vil jeg sige, at du prædiker for de allerede omvendte. Dine forslag finder jeg helt rigtige. Vi gør, hvad vi kan i det små. Det, vi mangler, er en visionær politik fra en regering, der kan angive nogle forståelige linjer, for det er selvmodsigende at opfordre os til at sætte forbruget op og konkurrere om at blive blandt de rigeste, når alle burde vide, at forbrugerismen er synderen. Der er for lidt tankestof i regeringen. Kun dagen og vejen.
Jeg er i gang med at skære mit kødforbrug ned, det går smertefrit.
At man i ramme alvor kan finde på en betegnelse som ”økonomiske vismænd” viser desværre med al tydelighed, hvad det er for en tragikomisk verden vi lever i. Men det er selvfølgeligt en megen glædelig begivenhed, når sådanne begavelser endelig ser lyset og siger noget af det, som både Ejvind Larsen og Jørgen Steen Nielsen har sagt mindst 117 gange i jeg ved snart ikke hvor længe.
(Her vil jeg gerne lave en lille parentes, for at sige tak til el og jsn, fordi de, i desperation, ikke flytter ned til (John Fredsteds) Costa del Bradepande :) eller op til månen og lader os andre blive her helt alene sammen med de økonomiske vismænd.)
Det er som sagt glædeligt, for lidt klogere er de vel blevet, men hvorfor bliver de ved med at anbefale discount løsninger?
”Derfor anbefaler de, at Danmark klarer sit problem ved at betale andre for at løse det. Dvs. ved at købe ledige udledningsrettigheder i andre EU-lande eller såkaldte CO2-kreditter i u- og østlande. Det vil i følge vismændene være en billigere vej frem end f.eks. voldsomme hjemlige CO2-afgiftsstigninger, og EU tillader, at op til halvdelen af de nationale reduktionsforpligtelser klares på denne måde: ved at købe sig til CO2-kvoter og -kreditter i udlandet.” http://www.information.dk/225623
Og hvorfor skal u-landene (u for ubegavede undersåtter) evig og altid belæres med ”at en global klima-aftale må »forhindre, at de fattige lande kommer op bare i nærheden af en CO2-udledning pr. indbygger, der svarer til, hvad annex I-landene (i-landene, red.) har i dag.«”
Det har de ubegavede undersåtter sikkert godt forstået modsat disse økonomiske vismænd, der bliver ved med at tro, selv om de til dels har set lyset, at i-landene (i for intelligente imperatorer) i en uendelighed kan blive ved med at udsætte ubekvemme beslutninger og betale sig fra det hele. Meget bæredygtigt må man sige!
Og apropos bæredygtighed:
Danmark, anno 2000 og et eller andet, lukket land midt i Fort Europa, tredje rigest land i verden, drevet udelukkende v.h.a. vedvarende energi, dækket af små økologiske landbrug, præget af høj beskæftigelse, nedsat arbejdstid, lav vækst, moderate forbrug og stor velfærd.
Verdens største eksportør af frihed, demokrati og menneskerettigheder, samt bedst land til integration af (de efter behov importerede) forældre-og barneløse, sunde og raske, evige unge, omstillingsparate, u(den)landske ingeniører og sygeplejersker, der med stor held omskoles til at arbejde som henholdsvis buschauffører og hjemmehjælpere (evige glade, søde og rare alle sammen, viser ikke tegn på at generes af hån, spot og latterliggørelse.)
Skal sådan et paradisisk scenario være enhver kommende bæredygtighedsministers drøm og kan sådant et paradis på jorden betegnes som værende bæredygtigt?
Skal bæredygtighed indskrænkes til kun at være et spørgsmål om grøn økonomi eller bør bæredygtighed også i høj grad være et spørgsmål om etik, retfærdighed, respekt og globalt ansvar?
Denne kommentar er anbefalet af:
@Maria: “… hvorfor bliver de ved med at anbefale discount løsninger?”
Sikkert fordi de, på lige fod med de fleste andre økonomer og politikere, simpelthen ikke har forstået, at handel med CO2 kvoter ikke kommer til at redde planeten. James Hansen er helt klar i mælet herom i hans bog “Storms of My Grandchildren”, side 211-221. Det var blandt andet det, der fik mig til at kommentere artiklen http://www.information.dk/225623 med ordene “Godnat, godnat … til planeten”.
Hvorfor bliver vi ved med at forvente at det politiske system redder os?
De kan ikke have et overblik, medmindre de er ekstremt flittige og skarpsindige.
Vi må selv tage affære, hver især, og sammen.
Og det er jo så fantastisk at det der kan gøre en forskel for klima og miljø, er nøjagtigt det samme der kan give vort eget liv en helbredende vending.
Tid til eftertanke, socialt liv, forebyggelse af helbreds- og andre problemer kommer nærmest af sig selv, hvis vi indser tomheden i mediernes overfladiske livsstil.
At vi opfordres til forbrug og mere forbrug fra mange sider, overbeviser mig om at det er præcis den modsatte vej vi skal.
Forlang lavere løn, og/eller kortere arbejdstid, uden lønkompensation.
Få dine faste udgifter ned.
Liskvaliteten vil skyde i vejret, som påskeliljer i forårssol.
@John (Fredsted)
”Sikkert fordi de, på lige fod med de fleste andre økonomer og politikere, simpelthen ikke har forstået, at handel med CO2 kvoter ikke kommer til at redde planeten.”
Jeg er bange for de udmærket godt forstår det, men det rager dem en høstblomst, de kan ikke tænke længere end til lige om lidt og desuden har de bedre og vigtigere ting at tage sig til end at redde planeten… Man kan vist rolig sige, de har tabt overblikket i et hovmodighedsanfald.
@John (Jørgensen)
Jeg er meget enig i det du siger… Vi skal selvfølgelig ikke bare sidde og vente på at politikerne skal komme og redde os (og planeten) fra vores overfladiske livsstil (en livsstil de fleste glædeligt har taget til sig, tilskyndet af de selv samme politikere, etc. etc.)
Men efter min mening er det også vores pligt som borgere, at blive ved med at forlange hos politikerne evnen til at passe deres arbejde, hvilket bl.a. indebærer at have en lille smule ”overblik”. Og så synes jeg også godt, vi med rimelighed bør forlange almen integritet fra politikernes side, samt forvente de varetager opgaven med ekstrem ydmyghed for det fælles bedst (hvilket i denne sammenhænge omfatter dem på den anden side af jordkloden), for så vil en bedre verden med al sandsynlighed få lov til at ”skyde i vejret, som påskeliljer i forårssol.”
@Maria: “… det rager dem en høstblomst …”
Du har velsagtens ret.
@Maria:
“…….vores pligt som borgere, at blive ved med at forlange hos politikerne evnen til at passe deres arbejde, hvilket bl.a. indebærer at have en lille smule ”overblik”. Og så synes jeg også godt, vi med rimelighed bør forlange almen integritet……..”
Ja du har jo ret, Maria, problemet er måske at vi stemmer (og forbruger) efter økonomi, ikke økologi?
John & John:
Tak fordi I reagerede på min kommentar.
John F. du giver mig ret, men jeg håber meget vi tager fejl.
Vi er sikkert mange, som af god grund ikke stoler på vores politikere og det er et kæmpe demokratisk problem. Ligegyldighed, mistro, frustration og afmagt breder sig blandt vælgerne og det er svært at komme videre herfra. Vi bliver derfor nødt til at spørge os selv, om politikernes dårlige beslutninger ikke er udtryk for at vi (borgerne) heller ikke er til at stole på …
Vi vil blæse og have mel i munden. ”Vi stemmer (og forbruger) efter økonomi, ikke økologi” (John J.) men vil alligevel gerne have økologi! Vi vil have økologi, men vil helst ikke betale for meget for det. Vi vil gerne have mere fritid, men er som regel ikke parat til at gå ned i løn. Vi vil nedsætte CO2- udslippet, men vil f.eks. ikke give afkald på charterturen. Mange tager glædeligt af sted adskillige gange om året og vil ikke engang frivilligt betale for CO2-kompensation i den forbindelse (vi er nemlig ualmindelige kloge alle sammen og mener at det ikke hjælper spor. Og i øvrigt bidrager flyverejser slet ikke til betydeligt CO2-udslip, trøster vi os med; det gør til gengæld de alt for mange børn, der bliver født i den 3. verden (inkl. de over 8 millioner små børn, der hvert år dør af sult, sygdom og krig.)
Vi mener at jordens overbefolkning er et problem, men vil gerne selv have børn, udtrykker stor bekymring over mændenes nedsat sædekvalitet og kræver dyre fertilitetsbehandlinger.
Vi låner gerne til opførsel af nye samtalekøkkener og alskens sjove tilbygninger, men vil nødigt låne til at forbedre vores boligers energieffektivitet. Vi vil have grøn energi, men det skal ikke koste mere end den sorte. Vi vil have vindmøller, men de må hverken ses eller høres. Vi vil have energirigtige biler, men… und so weiter, and so forth, i en uendelighed.
Vi vil have velfærd, vi vil have økologi, vi vil have skattestop, vi vil have tilskud til alt, det skal kunne betale sig alt sammen. Det skal kunne betale sig at overleve, havde jeg nær sagt.
Vi tænker mest på os selv og glemmer fællesskabet (der i en klima-sammenhæng omfatter alle på vores lille planet).
Og det gør politikerne også og vi er ligeglade, for bare det ikke kommer til at gå ud over vores egen lille verden, så er det fint nok alt sammen.
En indstilling, der udover at være dybt uansvarlig og uetisk, er ligeledes temmelig dum, for jo mere vi udsætter reelle nedskæringer af vores CO2-udslip, jo dyrere bliver det i længden.
Og det er fint nok (vi er selv ud om det og må derfor byde for det).
Men spørgsmålet er, i sidste ende, hvem der reelt kommer til at betale mest for vores uansvarlighed? Er det os selv (DK/Europa etc.), er det u-landene?
”Værsgo, som aflad for vores overdimensionerede CO2-udslip, får I en pose varmluft, det skulle være nok til at betale for en pæn mængde CO2-kreditter og holde os gående de næste par år og mht. vores forpligtelser i forbindelse med verdens mest berømte klimaaftale (Copenhagen Accord) får I de samme penge som I fik sidst år.”
Det er Danmarks/Europas – demokratiets - klimapolitik anno 2010.
Nul ansvarlighed, nul respekt, nul retfærdighed = nul, nul, nul bæredygtighed.
Og det må vi (borgere og politikere sammen) snart indse og få gjort noget ved det, for som Desmond Tutu i forbindelse med COP15 meget viseligt proklamerede:
”Either we swim together or we drown together”.
Denne kommentar er anbefalet af:
Mange gode tanker, Maria.
Først og fremmest har vi måske glemt værdien af fællesskabet.
I familien, opgangen, nabolaget osv.
Vi tror hver især at de andre trives med tingenes tilstand og at vi selv bare må tage os sammen og hænge på et dansk normalliv.
Godt hjulpet af mediernes massive bombardement.
Se filmen her om Transition Towns, og mærk hvor jeg vil hen;
http://www.transitionnetwork.org/about/publication…
Og tag så og overvej om ikke din have/altan/kompost skal ændre status.
Hvis du opbygger en kompostbunke af lidt grovere grene, (gerne 2-5 cm tykke og halvrådne), + hækkeklip og andet, helst fra løvtræer/buske, så vil du i løbet af sommeren finde et mylder af liv, Jeg har frøer, tudser, firben og pindsvin.
Og det to år efter at min have var intensivt dyrket og sprøjtet majsmark.
Mit næste projekt er udsåning af vilde blomster. Vel at mærke arter der fungerer som værtsplante for mange af vores truede sommerfugle.
John
Dejlig og inspirerende film, tusind tak. Jeg arbejder på et folkebibliotek og vil foreslå, vi viser den i vores Biblograf :) Jeg har ikke selv altan eller egen have, men det glæder mig på dine (og planetens) vegne, at du har fået så mange eventyrlige dyr i din Transition Garden og jeg ønsker dig held og lykke med dit næste projekt. Vilde blomster og truede sommerfugle er noget af det smukkeste, der findes.
Tak Maria.
Ja de er smukke, og i mine øjne livsvigtige at beskytte, sammen med de andre, (ca 1500, tror jeg) arter, der er truet i DK.
Vi kan kun opnå en høj livskvalitet, hvis vi indser at vi er en del af en helhed. Heldigvis kan mange godt se det.
“…..Under en procent af vores skove er i dag naturskove. Netop naturskovene danner livsgrundlag for ca. 800 udryddelsestruede plante- og dyrearter. Arter der forsvinder fra den danske natur i samme tempo, som naturskovene bliver fældet…….”
http://www.nepenthes.dk/index.php?id=1215
@Maria: Jeg ser først nu din lange kommentar ovenfor [troede nemlig for nogle dage siden, at tråden var ebbet ud]. Jeg har anbefalet din kommentar, og den kommer lige fluks i min mappe over bevaringsværdige kommentarer, for jeg kunne umuligt (opbyde kræfterne til at) sige det bedre, end du gør.
“Vi bliver derfor nødt til at spørge os selv, om politikernes dårlige beslutninger ikke er udtryk for at vi (borgerne) heller ikke er til at stole på … ”
Helt korrekt. For mig at se, er det ikke først og fremmest politikerne, der er problemet. Det er borgerne, der er problemet. Du beskriver så præcis deres fortvivlende, fatalt infantile opførsel. I et demokrati er vi fortabte, hvis ikke denne infantilitet snart afløses af moden ansvarlighed.
@Maria [tilføjelse]: Denne min viden om at et tilsyneladende flertal af mine medborgere er kulturelt-civilisatorisk frisatte til at erodere også mit fremtidige livsgrundlag bereder mig dagligt voldsomme kvaler, specielt når jeg befinder mig i det offentlige rum, hvor jeg er omgivet af al deres forbrugende svulstighed.
Jeg overvejer ofte, hvorvidt det er muligt at køre en sag ved Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, ikke i forestillingen om, at flertallet vil/skal kunne idømmes en reel straf, for hvordan skulle den dog eksekveres, men for i det mindste at få afprøvet det juridiske aspekt af denne i mine øjne forbrydelse: Mener vi, når det kommer til stykket, noget med menneskerettighederne? Skal et flertal, bare fordi det er et flertal, have lov til at ødelægge et mindretals livsgrundlag?
@John J.:
Tak for linket til et til, og for mig ukendt, fantastisk initiativ.
@John F.:
”Jeg har anbefalet din kommentar, og den kommer lige fluks…”
Tak. Jeg er meget beæret :)
Jeg kunne godt tænke mig at skrive et par ord i forbindelse med jeres indlæg, men er p.t. en lille smule træt – og ked af at skulle undvære Ejvind Larsens Frie Ord i dag. Men jeg håber at kunne vende tilbage på et senere tidspunkt.
John F;
Hvis du ser filmen om Transition towns, linket ovenfor, trorjeg du vil finde en positiv og smittende glæde ved fællesskabet.
De siger på et tidspunkt: Dont see this as a protest, see it as a party.
Vi må nok indse at vi står i store og livstruende problemer. Det er jo et livsvilkår, global opvarmning eller ej.
Vi må hver især gøre en indsats, der hvor vi er.
Mentalt og geografisk.
Og hvis den indsats kan ske i fællesskab med ligestillede, og på tværs af generationer, så er vi nået rigtigt langt.
De tekniske løsninger er vel egentlig præsenteret. Det handler altså om at ændre dårlige vaner.
Vi kan alle lære noget nyt, men også lære andre noget af det vi selv kan.
@john jørgensen: Jeg har ikke fået set videoen, og burde måske derfor ikke være berettiget til nogen firkantet mening om Transition Towns bevægelsen. Jeg har dog læst et kort interview med Rob Hopkins i New Scientist (6. februar 2010-udgaven), så derfor tillader jeg mig alligevel at udtale mig: Jeg tror ikke på, at Transition Towns vil redde os, fordi jeg ikke tror på, at det vil komme til at batte nok - i omfang, altså.
Måske er det bare mig og mit eget personlige, indre mørke, der gør, at jeg ikke kan finde denne tro. Hvis det skulle være tilfældet, så tilgiv mig venligst mit tungsind. Men jeg tror ikke længere på, at det grundlæggende er kærligheden, der driver verden. Derimod tror jeg på, at det er frygten, angsten og liderligheden, der er de grundlæggende drivelementer:
For hvis man forsøger at finde de egentlige motiver til ens handlinger, så vil man som oftest finde - inderst inde - at der er tale om ønsket om at afværge/undslippe/lindre fysisk eller psykisk ubehag. Det er en meget vigtig erkendelse, som buddhisterne altid har kendt til, men som man i Vesten stort set ikke kender til: Her tror vi, at livet er det modsatte af lidelse, og derfor bliver vores kultur så uautentisk. Først når et flertal af mennesker tør foretage den øvelse og tale om resultatet heraf, vil jeg for alvor begynde at finde håb.
Men jeg tror ikke længere på, at det grundlæggende er kærligheden, der driver verden
Jeg tror da delvis du har ret, John.
Men netop det at den truende globale opvarmning giver et personligt og kollektivt ubehag, gør jo at vi er piskede til at (gen-)finde troen på at vi kan vende skuden.
Kald det bare egoisme, for det der er bedst for den enkelte er jo det der er løsningen for kloden osse:
Mindre materielt overforbrug, og større livskvalitet i form af tid til socialt liv, eftertanke og projekter sammen med andre.
Hvis du får set filmen, vil du opdage at en af vejene til en større tro på fremtiden er at lave noget helt konkret og overskueligt, sammen med dine naboer/venner.
Som et ekstra + får du en større robusthed (rent praktisk og mentalt), overfor de forandringer der kan være på vej.
@john jørgensen: “Kald det bare egoisme, for det der er bedst for den enkelte er jo det der er løsningen for kloden osse.”
Det tror jeg så bestemt, at der er delte meninger om blandt mennesker. Jeg er ikke så sikker på, at alle mennesker for eksempel ønsker tid til eftertanke. For det kræver modet til at turde stoppe op og se ind ad. Vores kulturs rastløse fysiske ageren - rejser, endeløse boligprojekter, etc. - er i mine øjne udtryk for mangel på dette mod. Men jeg kan naturligvis tage fejl.
John, du må skelne mellem dig selv og det du kan ændre, og så det du ikke kan ændre, feks andre menneskers (manglende) ansvarlighed.
Der er masser af muligheder for den enkelte, for at tage ansvar og være en del af en løsning.
At du gør en indsats, vil ofte inspirere andre til det samme.
Se feks her hvad greenpeace har fokus på:
http://www.greenpeace.org/international/campaigns/…
@john jørgensen: Jeg kan skam godt skelne, men det bringer mig ikke fred. Jeg ville først for alvor kunne finde fred, hvis vi levede i en civilisation, hvor det tilsyneladende mindretal, der tager ansvar, kan hive det tilsyneladende flertal i retten for deres erosion af vores fælles biosfære.
“…….en civilisation, hvor det tilsyneladende mindretal, der tager ansvar, kan hive det tilsyneladende flertal i retten for deres erosion af vores fælles biosfære…….”
John, jeg mener virkelig du skal bruge 50 minutter på den film. Den er herligt livsbekræftende.
Det kunne være fint at høre om din oplevelse…
@john jørgensen: Tilgiv mig venligst, men jeg har kun set det første kvarter af videoen. Med mindre den resterende del af videoen skiller sig nævneværdigt ud herfra, så er det ikke noget, der synderligt ændrer mit tungsind.
For jeg tror ikke på, at denne bevægelse vil få tilstrækkelig med indflydelse: det er formodentlig kun et lille mindretal, der frivilligt vil tilslutte sig en livsstil, der indebærer en kraftig reduktion i deres eget forbrug.
Kære ven, jeg læste en undersøgelse fra USA.
Hvis jeg husker rigtigt, så var det 83% af de spurgte der ønskede at ændre livsstil, dels pga risikoen for global opvarmning.
Jeg tror et stort problem er, at det er svært at gøre alene, og svært at se hvordan.
Initiativer som Transition Towns er, for mig, med til at
løse begge problemer.
Nu er det jo ikke, fordi jeg ligefrem ønsker at være konsekvent negativ, men jeg har meget svært ved at tro på den procentsats.
Hvis den er så omfattende, og de adspurgte rent faktisk mener, hvad de siger, altså lader deres reelle handlinger afspejle deres holdninger, hvorfor er den politiske sammensætning i Senatet og Repræsentanternes Hus så af en sådan sammensætning, at de der stort set ikke kan blive enige om noget som helst fornuftigt, hvad klima og bæredygtighed angår? Det er jo trods alt borgerne, der stemmer dem ind.
Og dette er faktisk relevant for langt de fleste, hvis ikke alle, demokratier på denne planet. Der er noget, der bare ikke hænger sammen.
Her er en hurtig og skarp lille film om vores, (øhh undskyld, USA´s) forbrugerræs:
http://www.storyofstuff.com/
Tak for det link. Har lige set den godt tyve minutter lange film. Godt animationshåndværk, må jeg sige.
Jeg er selvsagt enig med Annie Leonard med hensyn til afsnittene Extraction, Production, Distribution, Consumption og Disposal, og jeg lærte også nogle nye fakta. Men jeg er - måske ikke overraskende - noget mere tvivlende med hensyn Another Way.
Tilføjelse: Naturligvis ikke fordi jeg nærer modvilje mod denne anderledes vej, men fordi jeg ikke nærer troen på, at det lader sig gøre.
Bedre sent end aldrig…
(Håber I kommer forbi John og John)
Vi er knap 7 milliarder mennesker på jorden og meget groft sagt lever en tredje del af disse 7 milliarder på bekostning af de andre to tredje del.
Indtil udsigten til den snart forestående mangel på fossile brandstoffer og indtil klimaforandringerne så småt begyndte at blive en realitet for den rigeste del af jordens befolkning, var der tilsyneladende ikke nogen eller tilstrækkelige mange, der synes, at der skulle gøres noget ved dette problem. Der var ikke tilstrækkelige mange, der blev generet af (via de husstandsomdelte fladskærme) at blive konfronteret med billeder af krig, fattigdom, sult, slavearbejde, m.m.
Det vi i vesten er begyndt at frygte i dag – tørke, oversvømmelser, krig i egen baghave – har i umådelig tider været en realitet for utallige mennesker i den såkaldte 3. verden.
Skal man forsøge at finde en positive dimension ved klimaforandringerne, så er det efter min mening den fantastiske mulighed de giver os til at kunne få øje på den enormt egoistiske måde vi har indrettet verden på.
@John J.:
Jeg synes, som sagt, at Transition Towns er en meget smuk og inspirerende vision og jeg håber at mange vil få lyst og reel mulighed (ikke kun de i forvejen ressourcestærke) til at tilslutte sig lignende initiativer. Dog mener jeg også vi gør verden (og i sidste end os selv) en bjørnetjeneste ved at romantisere og fremstille sådanne tiltag som de rene ”fester”, hvor det hele (lavere arbejdstider og dermed øget fysisk og psykisk overskud til fællesskab og selvrealisering hinsides det materiale) kommer til at gå op i en højere helhed.
Kommer vi grundlæggende til at ændre noget i det hele taget, hvis egen (egoistisk) selvrealisering stadig er det centrale? Og vil vi overhovedet være i stand til at realisere, fastholde og ikke blive skuffet af sådanne visioner, hvis det hele a priori skal udlægges som en fest, en lege, den evige lykke?
Transition Towns eller lign. visioner kan vise sig til dels, og som så meget andet, også at være hård og kedelig arbejde og når vi har strikket sokker med den samme garn, men med små fantasifulde variationer 117 gange, har været på besøg hos naboen eller svigermoderen hver anden weekend for at bage små økologiske gulerodskager, har været til borgermøde hver uge for at opfinde, diskutere og stemme om den samme dyb tallerken hver gang, er blevet hjemme i egen have, hvis man har en, eller cyklet til Costa Kalundborg, hver evig eneste sommer samt læst og filosoferet over Kierkegaards samtlige værker op til adskillige gange, kan det meget vel være, at vi en gang imellem kommer til at længes efter at have en 42 timers arbejdsuge, gå shop amok eller får lyst til at flyve jorden rundt tre gange i træk i stedet for. (Sagt på en meget forsimplet og dermed lidt plat måde.)
Spørgsmålet er derfor om vi stadig skal holde fast ved visionen, for det fælles bedst (som i denne sammenhæng omfatter alle mennesker på jorden), selv om den i praksis viser sig at være en knap så fantastisk fest, som man går og forestiller sig, at den kan blive, for den enkelte?
Og til det vil jeg til enhver tid svare – ja – for det at gøre noget for de andres skyld, frem for primært at gøre det for vores egen, kan overraskende nok vise sig at være den største belønning – og visionen.
Hvad er det ”sjove” ved at give gaver til sig selv hele tiden? Er det ikke meget mere givende at give gaver til andre? Det tror jeg de fleste mennesker kan skrive under på.
Selvfølgelig er altruisme i sidste end en slags egoisme (vi er i bund og grund egoister lige meget hvad), men jeg synes alligevel, der er en verden til forskel imellem antagelserne:
1. hvis jeg gør noget for min egen skyld og hvis jeg har det godt, så får alle de andre det også godt og 2. hvis jeg gør noget for de andre, får de det forhåbentlig lidt bedre og så får jeg det også godt. (Ligeledes sagt på en meget forsimplet og dermed lidt plat måde.)
@John F.:
”Jeg overvejer ofte, hvorvidt det er muligt at køre en sag ved Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, ikke i forestillingen om, at flertallet vil/skal kunne idømmes en reel straf, for hvordan skulle den dog eksekveres, men for i det mindste at få afprøvet det juridiske aspekt af denne i mine øjne forbrydelse: Mener vi, når det kommer til stykket, noget med menneskerettighederne? Skal et flertal, bare fordi det er et flertal, have lov til at ødelægge et mindretals livsgrundlag?”
Jeg synes, det er en fantastisk tanke og jeg synes du skal prøve at gå videre med det, men - i forlængelse af mine ovenstående betragtninger ang. vores verdens grundlæggende skæve indretning, med dertil hørende skæv fordeling af de mest basale materielle goder, og dermed en indretning med ingen reelle chancer for, at flest mulige mennesker, kan leve et fredeligt og værdigt liv i gensidig respekt og side om side med de øvrige søde og mindre søde dyre- og plantearter – kunne et til spørgsmål lyde:
Skal et lille mindretal, bare fordi de udgør et flertal i den vestlige ”demokratiske” verden, fortsat have lov til at ødelægge livsgrundlaget for et stort flertal af verdens befolkning?
Men svaret har vi jo allerede fået… under COP15.
Kære Maria
Godt jeg kom forbi denne tråd igen (det er ellers over en uge siden, at jeg sidst har skrevet noget indlæg her på information.dk, idet jeg har hængt godt og grundigt med hovedet).
“Skal et lille mindretal, bare fordi de udgør et flertal i den vestlige ”demokratiske” verden, fortsat have lov til at ødelægge livsgrundlaget for et stort flertal af verdens befolkning?”
Jeg er fuldkommen enig i din formulering. Når jeg taler om “flertal” og “mindretal”, så taler jeg naturligvis alene om den demokratiske fordeling indenfor de rige nationer. For kikker man på hele menneskeheden, så skal der naturligvis vendes rundt på brugen af “flertal” og “mindretal”, akkurat som du gør.
Med hensyn til at køre en sag: Jeg aner ikke, hvordan jeg skal fange det an, og umiddelbart så mangler jeg måske også kræfterne til det. Rart ville det velsagtens være, hvis vi var flere, der slog os sammen om noget sådant.