Opslag til denne artikel

Emneord:Forsvarets indkøb, kampfly
Personer:Helge Adam Møller
Organisationer:Det Konservative Folkeparti
Steder:Danmark

Partierne bag forsvarsforliget kan sagtens træffe en beslutning, om hvilken type kampfly man vil købe allerede nu, mener De Konservatives forsvarsordfører Helge Adam Møller:

»Alle partier i Folketinget, undtagen Enhedslisten, er enige om, at vi har brug for nye kampfly af hensyn til vores deltagelse i internationale operationer og til overvågning af vores luftrum. Så det vil være tåbeligt at udskyde beslutningen. Venter vi 3-5 år med at beslutte, hvilken type vi skal have, så er flyene allerede producerede i stort omfang. Hvis vi tager den amerikanske Joint Strike Fighter som eksempel, så vil de allerede have tegnet kontrakter med virksomheder i de lande, der har købt dem, mens vi mister tusindvis af danske arbejdspladser samt en stor bunke industriel knowhow«.

- Men når der skal spares milliarder på andre områder, er det så en god idé at købe kampfly lige netop nu?

»I modsætning til hvad mange tror, så skal der ikke bruges en eneste krone på det her før tidligst i 2015. Det sagde den nye forsvarsminister, Gitte Lillelund-Bech, tydeligt både klokken 14:57 og igen klokken 14:59, da hun debuterede sidste tirsdag i folketingssalen. Jeg tror, at uanset hvilken regering vi har, så vil den finansielle krise være ovre til den tid. Det er jo heller ikke ekstra penge, der skal bevilges, men nogle der skal afholdes indenfor forsvarsbudgettet«.

- Hvor stor en indflydelse skal arbejdspladser have på en beslutning om kampfly?

Det vigtigste er selvfølgelig, at vi får det kampfly, vi skal bruge, til en ordentlig pris. Men hvis man ender med at stå med to eller tre typer fly, der er næsten lige gode, så spiller arbejdspladserne og den teknologi som danske virksomheder vil få da en stor rolle. Det kommer ikke i første række, men det vil være enormt dumt at se bort fra det.

- Hvorfor ikke vente nogle år, til man har flere informationer om flyene, som flere eksperter argumenterer for?

»Selvom man lægger sig fast på en af de tre typer, der er inde i billedet, så vil man stadig kunne gå til nummer to i rækken, hvis kontraktforhandlingerne falder dårligt ud. Det vil altså kun være en fastlæggelse af type med 95 procent sikkerhed. Hvis prisen eksploderer, eller der indtræffer noget uforudset, vil man kunne skifte. Det kan man, lige indtil kontrakten er underskrevet i Finansudvalget, og det er først om tre år«.