Opslag til denne artikel

Emneord:kriminalitet, retspolitik
Personer:Lars Barfoed, Peter Skaarup
Organisationer:Dansk Folkeparti, Folketinget
Steder:Danmark

I regeringens nye arbejdsprogram, der skal udgøre den politiske rettesnor frem mod 2020, er der ofret syv linjer på afsnittet »mindre kriminalitet« og oplistet seks fokusområder om »tryghed og tillid«.

Det er alt for lidt, mener Dansk Folkepartis næstformand og retsordfører, Peter Skaarup, der efterlyser, at regeringen igen sætter større fokus på retspolitik:

»Der er nogle udmærkede sætninger, hvor man gør opmærksom på, hvad man har gjort, men der er ikke rigtig noget fremadrettet. Så det bliver vores opgave nu at fylde det på hylderne, som mangler,« siger han og tilføjer, at efter hans opfattelse har regeringen »ikke gjort, hvad den kunne«.

Sidste år var der udover bandekrigen også rekordmange indbrud, og straffen for voldtægt er stadig alt for lav.

Derfor finder Skaarup det mærkværdigt, at der i regeringens arbejdsprogram står, at man skal bekæmpe »den asociale tendens til at købe hælervarer og opføre sig hensynsløst i trafikken«, og at det blandt de overordnede udfordringer, som fremhæves i programmets indledning, påpeges, at der bliver »smidt affald i byen og naturen«, samt at »elever mobber hinanden« i skolen.

Ministerens huskeliste

For der er trods alt vigtigere debatter at tage fat på, mener Dansk Folkeparti:

»Regeringen er gået over til at tale om nogle ting, der måske ikke tidligere har været så meget fokus på, men som trods alt er mindre problemer. Hælervarer for eksempel. Men man må i hvert fald sige, at der stadig er plads til forbedringer på de mere alvorlige områder.«

Dansk Folkeparti har allerede en lang liste over forslag, som de opfordrer den nye justitsminister, Lars Barfoed (K), til at tage fat på snarest: Øget brug af videoovervågning, fjern rabatterne på gentagelsesaktivitet, hæv straffen for voldtægt, foretag kemisk kastration af pædofile, styrk lokalpolitiets brug af dna-efterforskning, forstærk indsatsen overfor indbrudskriminalitet ved hjælp af specialgrupper, brug flere civilagenter, indfør højere straf for trusler mod ytringsfriheden, »væk med korte straffe i det hele taget for voldskriminalitet«, og efter tre sager »bør der vanke livstid, hvis det handler om bandekriminalitet.«

Peter Skaarup remser i et væk forslag til stramninger op, og han har også allerede holdt et indledende møde med den nye minister.

»Mange af debatterne har Folketinget diskuteret dele af tidligere, men man har bestemt ikke fået gjort nok ved det,« siger Skaarup, der nu vil øge presset på at få flere af forslagene igennem.

Klima og arbejdsløshed

Klimatopmødet og krisen har overtaget den brede politiske dagsorden, men står det til Dansk Folkeparti, kommer det ikke til at betyde, at debatten om retspolitik dør ud.

»Mit parti skal nok være der til at huske regeringen på området,« siger han og forsikrer, at Dansk Folkeparti nok vil kunne holde debatten i kog:

»Hvis regeringen ikke arbejder videre med området, skal vi nok huske dem på, at det at være tryg er en del af et velfærdssamfund.«

Netop spørgsmålet om den helt basale tryghed bør være et af hovedmålene, mener Skaarup:

»Selv om nogle måske kalder det småtterier, skal der sættes ind,« siger Skaarup og foreslår derfor, at der sættes fokus på de »sorte pletter«, hvor personer oplever intimidering eller utryghed på gaden.

Det kunne være et område af Nørrebro eller en gyde i en ghetto:

»I de områder, bør vi øge opmærksomheden og sætte særlig fokus på problemet via videoovervågning og brug af civile agenter, så der kan bevares fuld tryghed og fuld kontrol,« siger han

Fakta: DF’s forslag

Politiet skal bruge flere civile agenter og særovervåge udvalgte bydele eller urolige områder.
Tre gange bandekriminalitet skal føre til livstidsstraf.
Pædofile skal kastreres kemisk, og voldtægtsforbrydere skal have langt højere straffe.
Der skal nedsættes special­enheder mod indbrudskriminalitet.