Gebyrer i flybranchen, færgebetjeningen af Samsø, ungdomsledighed, deltidsbrandmænd i Brønderslev, krigen i Irak, gratis adgang til museer, tilkøbsydelser på danske plejehjem, krigsforbrydelser i Gaza samt biodiversitet og braklægning i landbruget …
Da Folketinget onsdag den 3. februar 2010 havde spørgetid til ministrene kl. 13, kom debatten vidt omkring. Ikke færre end 53 spørgsmål var på dagsordenen, og derfor var Folketinget først færdig kl. 21.11 med det faste ugentlige punkt, der for få år siden kunne overstås på en time eller to.
De mange onsdagsspørgsmål fik det konservative folketingsmedlem Helge Adam Møller til samme aften at skrive et åbent brev til Folketingets formand, Thor Pedersen (V). I brevet, som Information har set, advarede Helge Adam Møller mod en regulær tilsanding af det demokratiske system på grund af for mange og især for perifere spørgsmål.
»Vi er ved at drukne i spørgsmål. Ingen medlemmer af Folketinget kan længere nå at læse eller høre på alle de svar. Det er det glade vanvid,« som Helge Adam Møller skærper sit synspunkt over for Information.
Ingen får læst svarene
Det er ikke bare onsdagsspørgsmålene, der gennem de senere år er steget og steget. Også antallet af de såkaldte paragraf 20-spørgsmål, antallet af almindelige spørgsmål fra folketingsudvalgene og antallet af samrådsspørgsmål har været støt stigende set over en længere årrække.
Helge Adam Møller indrømmer åbent, at han selv for længst er holdt op med at læse alle de svar, som ministerierne producerer, i de udvalg, han sidder i. Han magter det ikke længere, og derfor bliver den voksende mængde spørgsmål, hvor kun de færreste får læst svarene, i sidste ende en trussel mod den demokratiske debatkultur.
»Jeg savner i stedet en diskussion af de store linjer. Diskussionerne mellem politikerne ender som rituelt teater, hvor man beskylder hinanden for at være tåbelige, og den politiske debat er derfor på nogle måder markant dårligere end tidligere,« mener Helge Adam Møller, der især langer ud efter de mange spørgsmål med meget lokal karakter:
»Der spørges og spørges om alt. Selv hvis et vejskilt i Ubberup hænger forkert,« siger han og foreslår derfor, at antallet af spørgsmål reduceres kraftigt, så kun de allermest kritiske og skarpe bliver behandlet.
Sådan gør f.eks. den tyske forbundsdag, forklarer han og peger på, at selv om antallet af spørgsmål og samråd er støt voksende, så er mediernes dækning lige så støt dalende.
»Mit formål med brevet er at skabe debat, og udgangspunktet er ikke, at det nu skal være lettere at være minister, men derimod sværere, når man i stedet koncentrerer sig om færre spørgsmål, hvor der er godt med kød på,« siger han.
Spørge-Per
Den politiker, som ubetinget har stillet flest spørgsmål, er Per Clausen fra Enhedslisten. Alene i Trafikudvalget, hvor også Helge Adam Møller sidder, har han siden sommerferien stillet flere end 600 spørgsmål til transportministeren, der indtil sidste uge hed Lars Barfoed. Det udgør mere end tre fjerdedele af udvalgets spørgsmål.
Per Clausen peger på tre forklaringer på det store antal spørgsmål til Lars Barfoed: Enhedslisten står uden for de store trafikforlig og er derfor det eneste parti, der i offentligheden kan stille spørgsmål. Forligspartierne holder nemlig den slags internt og fortroligt, mener han. Derfor sker det af og til, at folketingsmedlemmer, hvis partier er deltagere i et forlig, beder ham om at stille bestemte spørgsmål, så ministerens svar dermed bliver kendt i offentligheden. Og endelig henviser Per Clausen til, hvad han kalder »transportministerens helt ufattelige evne til at svare udenom«.
»Jeg vil gerne medgive, at når man to-tre gange har set, at ministeren ikke vil besvare et spørgsmål, så skulle man måske holde op med at stille det én gang til. Min stædighed har nok i den henseende været lidt for stor,« siger han.
Ifølge Per Clausen er det nemlig ofte ministrenes ‘tynde’ eller intetsigende svar, som fører til nye spørgsmål, fordi folketingsmedlemmet ikke mener at være tilstrækkeligt oplyst, og det sætter hurtigt antallet af spørgsmål i vejret.
»Ministrene kunne bare have svaret første gang. Ministrene er selv ude om det, hvis de får mange spørgsmål,« siger han.
Ildhu vokser op til valg
Men selv om heller ikke Per Clausen længere orker at læse alle svar fra ministrene i de udvalg, han sidder i, støtter han ikke Helge Adam Møllers forslag om at begrænse antallet af spørgsmål.
»Jeg tror, at Helge Adam Møller begår den fejl at se det stigende antal spørgsmål som forklaringen på, at medierne ikke længere dækker møderne i folketingssalen på samme måde som for 20-30 år siden. For mig er det mere afgørende, om de svar, vi trods alt får, kan bruges af nogen.«
- Hvad kan man så gøre?
»Det er ikke meget at gøre ved det. En regering må leve med, at oppositionens ildhu med at udstille regeringen svaghed vokser, når man nærmer sig et valg,« svarer Per Clausen, der mener, at »det ville blive rigtig svært, hvis nogen skulle definere hvilke spørgsmål, der var vigtige nok til at blive stillet.«
Han henviser også til, at folketingsmedlemmerne kan have en lokal eller en faglig interesse i at stille et spørgsmål, som ikke rigtig interesserer resten af befolkningen, f.eks. om lukningen af et sygehus i Holstebro.
»Det er jo lettere uinteressant for alle de, der bor på Sjælland og Fyn,« siger han.
Ifølge Helge Adam Møller har Venstre og Konservative tidligere været lige så spørgelystne, når de har været i opposition. Derfor må det være et fælles anliggende for alle partierne at få gjort op med det voksende antal spørgsmål.
»Vi er selv blevet vores egne værste fjender, hvor det bare gælder om at lokke hinanden på glatis. Nogle af de instrumenter, vi har i Folketinget, misbruger vi, og der er slet ikke den demokratiske debat, som der burde være,« som han siger.
Han peger også på det store ressourceforbrug, som myndigheder tvinges til at bruge på at besvare de mange spørgsmål.
»Bare den mindste lille sag i Fredericia, så skal ministeren kommentere på det. Det sætter et enormt apparat i gang, fordi ministeren jo skal svare under ministeransvar. Der må medgå adskillige årsværk i den offentlige administration til at besvare alle de spørgsmål, der stort set ikke interesserer andre end spørgeren.«
- Er det ikke især yderpartier, der stiller mange spørgsmål?
»Jeg tror ikke, at Enhedslisten har fået flere stemmer, selv om de stiller så mange spørgsmål. Jeg nævner Per Clausen som eksempel i mit brev til Thor Pedersen, fordi han har stillet ca. 15 spørgsmål pr. arbejdsdag i Folketinget,« forklarer Helge Adam Møller.
Dertil siger Per Clausen, at »der er nogle problemer, det er da rigtig nok.«
- Hvad er så din løsning?
»Man må tage en diskussion i præsidiet og i udvalgene om, hvordan man kan få et klarere fokus, og desuden diskutere samarbejdsrelationen mellem minister og udvalg. Det bør man faktisk gøre med jævne mellemrum,« lyder opfordringen fra Per Clausen.
Spørgsmålet i rubrikken er fra Karsten Nonbo (V) den 23. november 2009
Stigning på 600 pct.
I folketingsåret 2007-08 blev der stillet 2.615 § 20-spørgsmål.
35 år tidligere, i folketingsåret 1972-73, hvor de stående udvalg blev indført, var antallet af § 20-spørgsmål kun på 354. Stigningen 1972-2008 har været på mere end 600 procent.
I folketingsåret 2007-08 var antallet af skriftlige spørgsmål til ministrene fra udvalgene nået op på 12.162. I 1972-73 var antallet 2.939, svarende til en stigning frem til 2007-08 på mere end 300 procent.
Retsudvalget får flest
Det folketingsudvalg, der i 2007-08 stillede flest spørgsmål, var Retsudvalget med 1.646 spørgsmål. Derpå fulgte Trafikudvalget med 1.228 spørgsmål, Skatteudvalget med 1.087 spørgsmål og endelig Sundhedsudvalget med 833 spørgsmål.
Spørge Clausen
Med 696 § 20-spørgsmål befinder Per Clausen (EL) sig ubestridt på førstepladsen i folketingsåret 2007-08 som den flittigste spørger, mens Morten Messerschmidt (DF) med 161 spørgsmål må nøjes med andenpladsen. Herefter kommer socialdemokraten Rasmus Prehn på tredjepladsen, mens Frank Aaen (Enh.), Marlene Harpsøe (DF), Line Barfod (Enh.) og Peter Skaarup (DF) i rask trav følger på nogle af de næste pladser.
Endnu en rekord
Antallet af onsdagsspørgsmål i folketingets spørgetid: Onsdag den 10. februar 2010 var der 44 spørgsmål, onsdag den 3. februar 2010 var der rekord: 53 spørgsmål. Onsdag den 17. januar 2001 var der 9 spørgsmål, onsdag den 10. januar 2001 var der 12 spørgsmål.
En arbejdsdag pr. spørgsmål
Et rundspørge til ministerier og myndigheder viser, at der ikke føres selvstændig statistik over tidsforbruget på at besvare folketingsspørgsmål. Ifølge Ankestyrelsen er det gennemsnitlige tidsforbrug på besvarelse af ét spørgsmål en arbejdsdag.
Grundlovssikret ret
Retten til at spørge en minister er sikret i grundlovens paragraf 53: ’Ethvert medlem af folketinget kan med dettes samtykke bringe ethvert offentligt anliggende under forhandling og derom æske ministrenes forklaring.’
Research: Pauline Koffi Vandet, Lea Dyrup Jensen og Thomas Schiermacher Jensen
Tre mærksager
Kioskhygiejne
I januar 1999 havde Brian Mikkelsen (K) en sag, som han ønskede nærmere belyst af den daværende fødevareminister: ’Er ministeren enig i, at konsekvensen af Veterinær- og Fødevaredirektoratets afgørelse om krav om hygiejneuddannelse for medarbejdere i kioskerne er ensbetydende med, at idrætsforeningerne ikke mere kan benytte ikkehygiejneuddannet frivillig arbejdskraft i kioskerne?’
Ølafgift
I januar 2001 ville den konservative Flemming Hansen gerne høre den daværende skatteministers overvejelser om følgende spørgsmål: ’Hvornår agter regeringen at gennemføre en afgiftslettelse på øl?’
I februar 2010 ønskede Kamal Qureshi (SF) at få justitsminister Brian Mikkelsens syn på: ’Er ministeren enig i, at udtalelser som dem, folketingsmedlem Jesper Langballe fremsætter om samfundets minoritetsgrupper i bl.a. et læserbrev i Berlingske Tidende, hvor han skriver ’Selvfølgelig skulle Lars Hedegaard ikke have sagt, at der er muslimske fædre, der voldtager deres døtre, når sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel (de såkaldte æresdrab) – og i øvrigt vender det blinde øje til onklers voldtægt’ og under forhandlingen om ligestilling i ægteskabslovgivningen (beslutningsforslag nr. B 56 i indeværende samling), hvor han udtaler, ’at jeg simpelt hen ikke mener, at der skal foretages sådan nogle vielser i folkekirken, fordi jeg ikke mener, at det er et ægteskab, selv om Folketinget får den tovlige idé at vedtage, at det er det’, må forventes at kunne anvendes af volds- og overfaldsmænd i legitimeringen af hadforbrydelser, og at man således som folketingsmedlem og minister bør tage afstand fra ytringer, der på den måde udviser ringeagt for en bestemt gruppe?’
Kommentarer
Helge Adam Møller (K) vil have færre, men skarpere spørgsmål, mens storspørgeren Per Clausen (EL) omvendt er utilfreds med kvaliteten af ministrenes svar
Og hvori består modsætningen (omvendt!) i disse to udsagn?
Aner man et nyt angreb fra Regeringen angående offenligheden som instans? Det er simpelthen ikke godt, når offentligheden er i vejen for skiftende regeringer. For så stiller man spørgsmålstegn ved Grundloven. Og demokratiet og dets instanser. Og det forhold er faktisk nemmere at forstå, end selv evnen til at stave til 90. Ville det være lettere for Hr. Helge Adam Møller, såfremt offentligheden blev reduceret til et ekspeditions-kontor.
Altså: kom nu, Hr. Møller, med alternative kontrol-instanser af substantiel karakter, før arbejdsbyrden i forhold til lønnen som politiker overskrides i offentlighedens tålmodighed. Hvad skal vi spises af med i stedet?…
Med venlig hilsen
Denne kommentar er anbefalet af:
Efter at mediehusene ynkeligt er blevet kapital- og regeringsloyale, er der kun §20-spørgsmål og Dagbladet Information, der dokumenterer en kritisk opposition…
Det er forventeligt at netop Helge Adam Møller skamløst stiller krav om indskrænkning af denne sidste alternative ytringsfrihed…
Helge Adam Møllers våde drøm:
Burka - Burka - Burka - Burka - Burka - Burka - Burka - Burka - Burka - Burka - Burka - Burka - Burka - Burka - Burka - Burka - Burka - Burka ….
Denne kommentar er anbefalet af:
Det tror da pokker, at der er mange spørgsmål.
Regeringen har vel rekord i misinformation og halve sandheder.
et par eksempler:
Skattelettelserne til de velhavende. Regeringen påstået, atdisse var fuldt financierede. Og gav et nettooverskud på 5,5 MIA.
“Sundhedsvæsnet er siden 2001, tilført 21 MIA. Det har givet et historisk løft”.
Man skal hedde Peter Christensen eller Lars Løkke. for at for spredde sådanne røverhistorier.
Sandheden er, at vi nu er nr. sjok i hele OECD m.h.t. kræftbehandling for brystkræft, prostatakræft
Og Tarmkræft.
Og kurestiv behandling, må de kræftrante selv betale i Tyskland eller England.
MVH KHA
Denne kommentar er anbefalet af:
Det har givetvis sin berettigelse at folketinget let ender med en stor del adminstrativt bøvl over peditesser, samt at nidkære medlemmer benytter deres spørgeret til at prøve at score politiske point. Det er ikke stort anderledes end deres opførsel uden for tingsalen, hvor vi andre møder dem og kan have ufatteligt svært ved at afæske dem et konkret svar, men beredvilligt får deres tolkning af de andres agenda.
Men alternativet virker endnu mere skræmmende, fordi det så let kan misbruges til at liste uhensigtsmæssige spørgsmål med ind i bunken ‘irrelevant’, også selv om de er af vital national interesse. Vores evne til afklaret stillingstagen er allerede gevaldigt truet af den voldsomme virkelighedsfordrejning vi præsenteres for, i afmålte og velspundne udgaver af sandheden.
Man fristes til at skyde tilbage af regeringens egne floskler, og sige at så må de da bare opdrage sine medlemmer bedre - og skabe en bedre kultur. Enhver der besidder en plads i parlamentet bør have fornuft nok til ikke at spilde alles tid med banaliteter, men når staten selv gerne blander sig i vores beklædning og påtvinger os madvaner er grænsen til det banale for længst eroderet bort.
Vi ved ikke på forhånd hvilke sager der er simpel administration, og hvilke der er principbeslutninger som måske mange år fremefter har uforudsete konsekvenser. En samtidig artikel omtaler hvordan en æstetisk planlov fra 1952 forhindrede et ægtepar i at miljøforbedre deres villa (godt nok på kommunalt plan, men det betyder blot at skadesomfanget er mindre), så det er fortsat relevant at få lov at spørge ind til detaljen.
Det vi mest kan håbe på er at der i det hele taget kommer større åbenhed om arbejdet med at tilrettelægge vores stat, frem for den nuværende mentalitet taget direkte fra direktionsgangen. Man skulle jo tro at en IT-førende nation, der stræber efter at være først, størst og bedst kunne finde ud af at benytte dette fantastiske redskab i demokratiets tjeneste.
Enig med Stig Larsen. Hvis der skal ske noget paa lovgivningsmaessigt plan, skal det hellere vaere en regulering af ministerens svar.
Et helt ekstremt alternativ kunne vaere at man stemte om hvorvidt man syntes et sporgsmaal var besvaret. Jeg haaber at selv ministerens allierede i tinget vil foeleubehag ved at laegge ryg til et glat embedsmandssvar paa et vigtigt spoergsmaal. Ubehaget skulle helst ogsaa vaere af frygt for at blive udstillet som en der bakker “den glatte maskine” op. De har jo saa travlt med at profilere sig, mon ikke de er bange for ridser i lakken? Maaske forbliver de upaavirkede og vil stemme 100% ministersolidarisk. Jeg ved det ikke. Resultatet af en saadean afstemning skulle naturligvis afgoere om det er en “ommer” for ministeriet, eller om svaret godtages. Gentagne afvisninger vil naturligvis resultere i opmaerksomhed og vi ligge ministeren til last.
Dette fordrer forhaabentligt et kulturskifte, saaledes at spoergerne udoever selvcensur, af frygt for at fremstaa taabelige. Superspoergeren (PC) redder jo skindet i oejeblikket ved at paapege ministerens undvigelse som sin raison d’etre.
Om konstruktionen af ovenstaaende mekanisme vil vaere gavnlig, eller blot mere mekanik i en, i forevejen overfyldt, urkasse, ved jeg ikke. Det her er bare en stroetanke. Kommentarer for/imod vil blive laest med interesse.
…oeverste afsnit skulle have vaeret formatteret saaledes (Undskyld SL, ville ikke insinuere at du stod inde for foelgende):
Enig med Stig Larsen.
Hvis der skal ske noget paa lovgivningsmaessigt plan, skal det hellere vaere en regulering af ministerens svar.
Relevante spørgsmål skal selvklart besvares ordentligt, men Per Clausen og andre af hans ligesindede må gribe i egen barm og stoppe med at belaste såvel folkestyre som centraladministrationen med hobevis af mere eller mindre relevante spørgsmål, som primært er ment som politiske demonstrationer i højere grad end egentlig interesse for dette eller hint - det er pinagtigt at se specielt Enhedslistens ageren på dette område !
Hvem skulle i givet fald bestemme om et spørgsmål havde relevans eller ej? Flertallet? Ville der også gå politik i det?
Er regeringen ikke nærmere bange for at skulle besvarer spørgsmålene i Folketingssalen. Fx onsdag den 24 februar skulle statsminister Løkke Rasmussen besvare spørgsmål om en fri og uafhængig presse samt om sin egen mediearbejders ageren på nettet. Efter mange spørgsmål hvor statsministeren svarede udenom eller henviste til tidligere udenoms svar sluttede Løkke Rasmussen af med denne salut, der af fødte en belæring fra formanden. Citat:
” Kl. 14:52
Statsministeren (Lars Løkke Rasmussen):
Jo, og vi har hørt det nogle gange. Jeg tror ikke, at det er udtrykt i lovform. Det er en privatperson, der har skrevet noget, og det har jo ikke lovkraft. Så jeg kan ikke rigtig høre, at det på en eller anden måde skulle forbyde andre også at have ytringsfrihed. Der er jo ikke noget krav om, hvem der skal være venner med hinanden på Facebook. Om journalister vil være venner med hinanden i deres privatrum eller ej, jeg kunne ikke blande mig i det! Hvad de ytrer sig om i forhold til hinanden, jeg kunne ikke drømme om at blande mig i det!
Derfor må man sige, at der jo ikke rigtig er noget at komme efter her, ud over at vi så foreløbig har brugt 52 minutter. Det har været god underholdning, og jeg takker meget for muligheden for at komme her og få lidt adspredelse i en i øvrigt hård arbejdsdag, der handler om at bekæmpe arbejdsløshed og bringe Danmark ud af krisen.
Kl. 14:53
Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):
Det er altid væsentligt for ministre at være her i Folketinget og besvare spørgsmål, skal jeg lige gøre opmærksom på.
Så går vi til næste spørgsmål, der er til økonomi- og erhvervsministeren”
Efter at have hørt mange onsdags spørgetider i Folketinget er jeg ret enig med Per Clausen i ,at det største problem er ministernes svar. Fx besvarer mange minister med udenomssnak eller bare siger at det har de svaret på tidligere en anden variant er at de skælder spørgeren ud i stedet for at besvarer spørgsmålet.
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg vil opfordre Tom Dahl til at gå ind på www.ft.dk og finde et irrelevant §20-spørgsmål fra Enhedslisten…
@Sallly, Ja. Flertalsdiktatur er jo vores foretrukne styreform (og jvf. prominente kilder den mindst ringe).
Bill Atkins: Frit valg på alle hylder:
http://www.ft.dk/Dokumenter/Vis_efter_medlem/10231…
…heldigvis er det så inderligt ligegyldigt, hvad Enhedslisten mener, så det rent parlementarisk ingen betydning har, men det ændrer ikke ved, at det er spild af tid og penge, hvilket er trist og pinagtigt
Undskyld Tom Dahl mener du virkeligt , at spørgsmål til minister bare er spil af tid og penge?
Håber virkelig at jeg har misforstået dig.
Det største problem ved Folketingets spørgetid er, at minister er alt for gode til at svarer uden om, så spørgerne må stille spørgsmålet ved de næste ugers spørgetid. Det der er spil af tid og penge. er at minister ikke besvare spørgsmålet.
Er det ikke længere i demokratiets og befolkningens interesse at alt bliver lagt åbent frem.
@Niels Clausen, Jeg er for en demokratisk styreform, men overvejede blot en konsekvens der kunne være, at oppositionen ville få underkendt relevansen af deres spørgsmål, blot fordi DF, V og K ville sådan?.. Jeg tror på en anarkistisk spørgeret..
@Sally, Mit tankeeksperiment med en ny form for forvaltning af spørgsmål, begrænser jo sådan set kun svarsiden… Medmindre naturligvis en minister kunne finde på at gå stik imod al fornuft og tilsidesætte alt der hedder gældende lovgivning og bare ignorere al fornuft i de store linjer; fokusere på de små ting og efterlade et sympatisk aftryk hos 51% af befolkningen.
Nej vent, det er allerede tilfældet! Men hvis systemt kan bøjes, hvad nytter det så at lave et system for at forhindre det? Hmm… Fuck det lort… Jeg går på YouTube og ser nogle katte lave sjove ting, det er mindre frustrerende…
Denne type spørgsmål er centrale for at demokratiet fungerer, ligemeget hvor ligegyldige de er. Det faktum at enhedslisten ligger på en stor del af spørgsmålene tyder på at problemet ikke er at de er ligegyldige, men at det er spørgsmål regeringen ikke ønsker at svare på. Jeg synes i øvrigt ikke at de ‘dumme’ spørgsmål nævnt i artiklen er irrelevante. Det faktum at folketinget synes at de er irrelevante peger på at de vel ikke er særligt interesserede i at lede samfundet…
@Niels Clausen
Jeg kan godt lide dit forslag om en kvalitetsvurdering af både spørgsmål og svar. Det falder helt i tråd med den skemakontrollerede mistillidskultur som udøves over alle laverestående ansatte i systemet.
Men jeg tror ikke at det skal være tingsalens medlemmer der skal vurdere. Du nævner selv faren ved den blinde partiloyalitet, og man kunne også forestille sig at det ville blive misbrugt i politikeres kultbaserede popularitetsmålinger, der snart udgør et helt pseudodemokrati sideløbende.
Hvis det skal have effekt, tror jeg, at det skal være trediepart som vurderer sagen. Nu er uvildige instanser sjældent uvildige særligt længe, så mit alternative forslag er at lade det gå på turnus i de ældre klasser på landets folkeskoler. Det vil dels give lidt konkret demokratisk indsigt for vores (ifølge nogen) demokratiforladte unge, og dels er børn ikke helt så lette af spise af med tom udenomssnak.
Det som så taler imod forslaget er, at vi allerede har kontrolmuligheden ved at hver af os kan følge folketingets taler på tv - og det har desværre ikke affødt nogen større debat om politikernes lødighed og ansvar.
På alle områder og til alle tider, går det engang imellem op for folk at verden udvikler sig, og dermed nødvendigvis bliver mere kompleks. Allerede de 10 Bud løb ind i problemer, for hvis man ikke må slå ihjel, hvordan skal man så føre krig?
Så der er ikke noget overraskende i, at der bliver stillet flere spørgsmål, - og som Helge Adam Møller også nævner i artiklen, så var Venstre og Konservative ligeså spørgelystne, da de sad i opposition.
Man burde istedet undre sig over, at vi stadig kun har 179 folketingsmedlemmer, og en regering af nogenlunde konstant størrelse, på trods af, at detaljegraden i lovgivningen er konstant stigende.
Og der er ingen grund til at læsse hele skylden over på politikerne, for de sidder som repræsentanter for nogle vælgere, som mener at selv de mindste personlige småproblemer bør kunne behandles i Folketinget.
Entropien er en uomgængelighed, og når man begynder at kæmpe imod den, så er man vist blevet for gammel til at tænke klart, - mon ikke Helge Adam Møller burde overveje sin pension?
Detaljerings graden er vel også et resultat af at regionerne er blevet indskrænkede, og at der er skabt en præcedens for at politikere blander sig i ofte meget små håndgribelige detaljer, fremfor at gå efter at skabe rammerne.
Men for at se på nogle af detaljerne, her Per Clausens spørgsmål, så er der en del eksempler hvor grundindholdet er det samme men ordlyden er forskellig.
Man kunne debattere om spørger også skulle holde en vis selvjustits; eller som minimum foreberede sine spørgsmål lidt bedre, så færre men klarere spørgsmål til ministeren var muligt.
Spørgsmål om Lovns Bredning:
447, 478, 479, 480, 486
(og til dels 481, 482)
Jeg synes bestemt ikke at spørgsmål til ministere skal fjernes, omvendt så må der være grænser. Jeg vil da anbefale andre selv at kigge (nogle) af spørgsmålene igennem (der er uhyggeligt mange), og så selv bedømme hvorvidt Helge Adam Møller har lidt ret i sin kritik af brugen af spørgetiden.
Morten Simonsen
En af grundene til at spørgsmålene næsten er ens skyldes dels, at ministeren ikke har givet et ordentlige svar og spørgeren er derfor nød til at stille spørgsmålet igen og igen i andre spørgetider.
Dels stiller spørgeren også ofte flere spørgsmål til ministeren for at have mulighed til at få uddybet besvarelsen, da spørgeren kun har et par muligheder ved hver spørgsmål.
en trussel mod den demokratiske debatkultur
Har en sådan nogensinde eksisteret i Danmark og hvor er den mon set sidst efter den forlod riget i nedtrykt sindstilstand? Jeg kan kun advare imod, at nogle desperat begynder at søge efter den internt i partierne, hvor menige medlemmer og hjemløse demokrater hovedsageligt spises af med suppeforedrag, tørt brød, vand ud af ørerne eller den helt store partirundvisning med giraffen på Christiansborg.
Hvis interessen for at skabe et bedre samfund imidlertid ikke lader sig undertrykke, så kan der sikkert findes plads i et politisk baggrundskor – bare man ikke stiller for mange kritiske spørgsmål - og så kan man måske endda føre det så vidt som til at blive domsmand/nævning, hvilket efter sigende kræver mindre x-factor eller man kan måske involvere sig i nogle tilfældige og ret ligegyldige lokalpolitiske sager og blive en, som partiet kan regne med som fast ophænger af valgplakater. Gør man det godt som rygklapper, kan man måske ovenikøbet selv få lov til at stille op i cirkus , men så skal man også være parat til at ville forsvare og lyve om hvad som helst.
En egentlig debatkultur og ikke det rodfæstede kampagnedemokrati, forudsætter nok meget mere end blot at stille nogle færre spørgsmål til ministeren. Formodentligt en helt anden kultur i folketinget, at man bliver villig til at lytte til hinandens argumenter og fremførte problemstillinger, forholde sig til essensen, reflektrere fordomsfrit og ikke drive politik, som handlede det om at erobre markedsandele for tandpasta med glitrede papirer, slogans og salgsgas baseret på mediemæssige, markedspopulistiske eller partitaktiske hensyn. For slet ikke at tale om ”den demokratiske kultur”, når det til andre tider handler om vennetjenester, person- /partisponsorater og lobbyister endda på udvalgte poster eller det indtryk, som teatret efterlader om, at de fleste optrædende fuldt er i stand til at skifte parti og blindt forsvare diametralt modsatte synspunkter i morgen. Sporten er den samme og af mange udøvet siden ungdomsårene, hvilket dog ikke gør det mindre betænkeligt. Iøvrigt ikke så underligt, at de for længst er blevet trætte af at lytte på hinandens svar.
Ministrene forsøger politisk at snige sig uden om at give fyldestgørende svar, da sandheden oftest er upassende - og et forkert svar kunne dengang Danmark endnu var demokratisk have udløst en sag om vildledning. Ministerierne afgiver efter enevældig tradition kun så meget svar, som de er absolut nød til - og helst lidt mindre.
Jeg har bunker af breve liggende, hvor det er tydeligt at ministeriet er helt klar over hvilket dokument, der efterspørges - men det tager alligevel en stak opfølgende breve at få det udleveret. Sådan en blanding af at kende den rigtige trylleformular, at sige “be om” på den pæne måde, og at fange dem i det rigtige humør.
Problemet er, at der ikke mere er sanktionsmuligheder, når regering og ministerier trækker folkestyret rundt ved næsen, som DR-journalisten Jesper Tynell demonstrerede i sine Cavling-vindende udsendelser. Og logikken er naturligvis derfor at skabe yderligere hindringer for nærgående spørgsmål…
Dorte: Overordnet har du helt ret i at en minister (og dennes departement) burde have en eller anden form for tidsramme til at besvare spørgsmål; lige i dette eksempel er samtlige spørgsmål fra Per Clausen fra henholdsvis den 28.2 og 1.3 - hvorfor jeg nævnte det med selvjustitsen ;)
Der findes som bekendt ikke dumme spørgsmål, men kun dumme svar. Længden af spørgsmålene og længden af de dumme svar og måden de bliver fremført på kan selvfølgelig altid diskuteres og bliver det omsider også.
Er det nødvendigt, at der er nogen der læser alle spørgsmålene?
Er det vigtigste ikke at alle spørgsmålene bliver læst af nogen?
Har lige set et åbent samråd i Folketingets arbejdsudvalg hvor S og SF havde kaldt Inger Støjbjerg til et åbent samråd i forbindelse med aktivering af unge og langtidsledige. Her besvarede Inger Støjbjerg spørgsmålene fra S og SF alene ved at håne dem og beskylde SF for gammel kommunistiske metoder. Hvorimod hun brugte Jens Vibjergs (V) spørgsmål til yderligere at håne S og SF. Jeg må indrømme at jeg tog mig til hovedet og tænke er det virkeligt regeringens måde at udvirke demokratiet på.
Jeg kan godt forstå, at Lars Barfoed var træt af EL, da han sad som transportminister! Men kigger man lidt mere grundigt på de spørgsmål som EL har stillede til den daværende transportminister, danner der sig et klart billede af en minister, der ikke ønsker demokrati!
Jeg har personligt læs ALLE de svar, som ministeren har givet til EL angående Ringstedbanen på strækningen gennem Valby og Hvidovre! Flere af svarende, har resulterede i nye spørgsmål, da ministeren har henvist til særligt spg 324, der i højgrad viser, at ministeren ikke vil blande den lovgivende forsamlingen ind i lov arbejdet. Alt er jo klappede og klareret i udvalgsarbejdet og han betragter det hele som værende det samme som en færdig behandlet lov (selvom den endnu ikke er første behandlet). Denne hyppige brug af spg 324, har resulterede i, at mange spørgsmål har skulle stilles flere gange, i for skellige formulering, således at der er en chance for, at han på en af den bliver nød til at givet et faktisk svar. Havde han istedet svaret med det samme, ville han formentlig kunne havde sparet 30% af alle spg…
Der til kommer, at Ringstedbanen er umådeligt dårligt undersøgt, også selvom den er uden side stykke det projektering, der er brugt flest penge på at undersøge. Det ENESTE der er undersøgt er, hvor billigt man kan anlægge en jernbane. Der er ikke undersøgt noget OVERHOVED om hvilket yderligere tiltag, der kan bidrage til at give jernbane en større værdi eller mindske skade virkningerne på jernbanens nærmiljø.
Der er også rigtig mange ubekendte i projekteringen, som tilsyndeladende bevist er udenladt, for at få projektet til at fremstå bedre end det. Næsten alle skade virkninger for naboerne til banen er enden udeladet, eller lavet på bagrund af åbentlyse forkerte tal. Så som længeden på godstog, hastigheden på perssagertog, partikelforureningen fra diseltog osv. Alle disse mangler betyder, at ministeren bliver afkrævet en langrække svar. Var det hele ikke så hemmeligt (og anti-demokratisk), ville han formentlig have sparet endnu 30% af de spørgsmål han har fået.
Havde han været en demokratisk orienterede minister generelt, ville han formentlig have sparet end flere spørgsmål…
Selvom EL har en noget forkvaklede indvandre politik, en økonomisk politik der vil fjerne alt innovation og udvikling samt rigtig mange andre MEGET alvorlige uhensigtsmæssigheder, så har EL været en garant for, at demokratiet ikke bliver afsattedet af et lukket pamperi, af rygklappende anti-demokrati. Det er dybt ironisk, at det skal være et mere eller mindre kommunistik parti, der skal arbejde for en åben og fri styreform. Det er rigtig surt, at vi ikke i Danmark har et rigtig liberalt parti. NA var et skridt i retning af et liberalt parti… Det blev dog ved kun at være et skridt, der ovenikøbt ikke længere bevære sig en en liberal retning! LA og V er ikke liberale - de vil kun have økonomisk liberalisme, hvilket kun er en meget lille del af den frihed der findes i et ægte liberal samfund.
Jeg ville ønske, at der var flere som EL, der arbejdet for, at det danske demokrati skal være åbent og frit.