»Hvor er grænsen mellem journalistik og spionage?«
Herbert Pundik i Moderne Tider lørdag
Herbert Pundik fortalte i Information i weekenden, hvordan han tilbage i 1950’erne og 60’erne, da han arbejdede for Information, DR og Politiken, også tjente en anden herre: det israelske efterretningsvæsen Mossad. Når han nu alligevel var på reportagetur i udlandet for et af medierne, hændte det, at han ved samme lejlighed indrapporterede til Mossad. Rapporterne blev ifølge Pundik også afleveret i kopi til Forsvarets Efterretningstjeneste. Trafikken hørte op i 1970, da Herbert Pundik tiltrådte som chefredaktør på Politiken.
Så det er mange år siden. Det foregik i en anden tid, hvor oplevelserne fra Anden Verdenskrig stadig var et åbent sår, og der derfor var meget stor interesse for og vilje til at kæmpe for den israelske stats ret til at eksistere.
En ret, som Pundik i øvrigt hele livet har forsvaret og kæmpet for. Oplysningen om agentvirksomheden vil derfor næppe ændre på Pundiks helt fortjente ikonstatus som den store humanist, autoritet og mellemøstekspert, som alle er enige om, han er.
Det, der til gengæld er grund til at fastholde som uacceptabelt og uforeneligt med hans virke i øvrigt, er den effekt, hans agentvirksomhed og kamp for Israel har haft på hans syn på journalistik.
Den rene objektivitet eksisterer muligvis ikke, men journalister og medier skal altid tilstræbe den højeste form for objektivitet. Ellers er der ingen troværdighed tilbage. Men når Pundik så åbenlyst siger, at det for ham er svært at se grænsen mellem journalistik og spionage, når han i øvrigt i hele sin karriere har set sin journalistiske platform som en mulighed for at agere »påvirkningsagent«, og når han som chefredaktør har set sin journalistik som aktivisme, er der grund til at være kritisk og bekymret, ikke mindst over for den tradition, han måtte have givet videre på avisen.
En tradition, der i øvrigt ser ud til at leve i bedste velgående.
Kommentarer
Nu er Pundik jo ikke den eneste Informations-journalist, der har arbejdet for fremmede efterretningstjenester.
Jøgen Schleimann fx var stærkt involveret med CIA. Man skal heller ikke glemme, at frem til omkring 1970 var avisen et af NATO’s stærkeste talerør i Danmark.
Palle
Til første havldel af indlægget: vil det så sige, at enhver dansker kan indvolvere sig med en udenlandsk efterretningstjeneste?
Til anden halvdel: er der forskel på journalisters og andre danskeres problemer med at indvolvere sig med en udenlandsk efterretningstjeneste?
Med venlig hilsen
Det må have været et udslag af den kollektive kronisk dårlige samvittighed over jødernes ulykkelige skæbne under 2. verdenskrig, at Politiken ansatte en chefredaktør - Pundik - som utilsløret altid har støttet og endog kæmpet for det Israel som nu i over 60 år har undertrykt de palæstinensere hvis land de stadig stjæler og ulovligt bosætter.
Det er da dybt niavt at tro, at Pundik ikke ville benytte sig af muligheden for ensidigt at tale Israels sag, hvilket han nu indrømmer at have gjort.