Troværdighed er en af videnskabens mest afgørende karakteristika. For at sikre denne troværdighed er al forskning indhyllet i en række ‘love og regler’ om åbenhed, publicering, datatilgængelighed og procedurer mv. Nu er forskere imidlertid også mennesker, der kan begejstres, og som reagerer på de incitamenter, omgivelserne giver, herunder krav om stigende publicering. Alle, der har bevæget sig i forskningslandskabet, ved, at videnskabelige diskussioner, såvel skriftlige som mundtlige, er en absolut nødvendighed i processen. Men de ved også, at selv om videnskabelige diskussioner burde være præget af ønsket om at finde ‘sandheden’, også til trods for at den strider mod hidtidige positioner, er dette ideal ofte ikke opfyldt. Forskningen er desværre også præget af personer, der er så overbevist om, at de har fundet sandheden, at de ifører sig skyklapper og ensidigt søger efter forhold, der kan bekræfte deres teori. En sådan Confirmatory Research er forskningens svøbe.
Den seneste udvikling på klimaforskningens område er et eksempel på dette, og når dette medfører, at naturen vinder over optugtelsen, således at man som IPCC (The International Panel for Climate Change) ensidigt søger efter oplysninger, der støtter ens forudfattede meninger, går det galt. Det er i sig selv ikke bekymrende, at der opnås resultater, der senere viser sig at være ukorrekte. Det er en naturlig del af enhver videnskabelig proces. Det bekymrende er, at en videnskabelig organisation som IPCC åbent erkender, at man anvender og selvfølgelig udvælger kilder, hvis kvalitet må betegnes som blakket.
Den evige sandhed
I visse tilfælde indebærer en videnskabsmands overbevisning om at have fundet den evige sandhed også, at han ikke finder det nødvendigt, at efterleve de almindelige regler for god videnskabelig skik. Han sjusker med sine eksperimenter, hævder at stikprøvens forsøgspersoner er repræsentative for den population, der ønskes undersøgt (selv om en sådan repræsentativitet ikke er undersøgt ordentligt), anvender statistiske målemetoder og test af hypoteser, der ikke kan måle og teste det, de hævdes at kunne osv. Mange tror, at den slags forseelser altid bliver afsløret i den peer review proces, som indebærer, at andre sagkyndige skal acceptere kvaliteten af artiklen. Men det er desværre ikke tilfældet. Mange tidsskrifter kræver f.eks. ikke, at data og metoder offentliggøres og stilles til rådighed for andre videnskabsfolk, og nogle tillader oven i købet publicering, selv om dataadgang m.v. nægtes.
Og her er vi ved sagens kerne. Videnskabeligt arbejde er, som nævnt, omgærdet af en lang række love og regler, der skal kvalitetssikre processen. Men det er ikke muligt at opstille et regelsæt, der forhindrer sjusk og det, der er værre. Beslutningsprocessen i forbindelse med empiriske undersøgelser er i den klassiske statistik lagt i øjensynlig helt faste rammer. Den starter med opstilling af en nærmest gudgiven statistisk hypotese, opstilling af adækvate måle- og testmetoder og udførelse af eksperimentet på baggrund af en stikprøve, der er tilfældigt udtrukket af den bagvedliggende population og derfor repræsentativ. På denne baggrund udledes en konklusion, der ikke kan bekræfte, men i teorien kun kan forkaste den opstillede hypotese. Sandheden er imidlertid, at hypotesen som regel er opstillet efter mange tidligere forsøg, at de anvendte måle- og testmetoder er baseret på ofte urealistiske forudsætninger som f.eks. om fuld kontrol af omgivelserne, og at stikprøven ikke er helt så repræsentativ, som antaget osv.
Man bør således gøre sig klart, at ethvert videnskabeligt resultat udgør en mindre del af en forhåbentlig fremadskridende proces. Det er en del, der bør kvalitetssikres ved at udsætte ethvert resultat for en skånselsløs og saglig kritik, hvilket igen kræver hudløs ærlighed og åbenhed. En sådan ærlighed og åbenhed kan kun sikres, hvis dette er et uomgængeligt krav fra det belønnings- og publiceringssystem, der nu afgør forskeres karriere, projekters finansiering og universiteters placering på en af de så populære Stakhanovskalaer.
Svend Hylleberg er dekan på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Aarhus Universitet
Kommentarer
Egentlig et fint indlæg som det er svært at være helt uenig i. F.eks. at “ethvert videnskabeligt resultat udgør en mindre del af en forhåbentlig fremadskridende proces” - alt for overset.
Men når indlægget nu er så generelt og upræcist formuleret, synes jeg det er malplaceret at angribe IPCC konkret: “…som IPCC … ensidigt søger efter oplysninger, der støtter ens forudfattede meninger … resultater, der senere viser sig at være ukorrekte”. Undskyld - er det ikke ret groft bare sådan at anklage IPCC for ensidigt at søge efter oplysninger, der bekræfter “deres mening” og at påstå, deres resultater er “ukorrekte” uden nogen som helst form for henvisning!?
Jeg er med på hele polemikken selv - deltog (og vandt) climatechange.thinkaboutit.eu. Men selv om jeg er uenig med dig mht IPCC er det lidt svært for mig at svare her, når jeg ikke aner hvad du hentyder til, Svend. “Amazongate” eller “Climategate”? - pure flugeknepperi og hetz. “Himalayagate”? - det håber jeg, for det er den eneste konkrete smutter. Et tal ud af mange på de hundredevis af sider rapport, IPCC har produceret. Alene betegnelserne X-gate antyder vi taler om et spin-produkt.
Jeg er med på, der skal herske åbenhed. Men for det første: hvilken åbenhed er det præcist du har savnet, Svend? Husk også at visse videnskabsmænd er blevet forsøgt begravet i spørgsmål og anmodninger.
Endelig synes jeg det er værd at nævne, skepticisme ikke er en ultimativ overlevelsesstrategi. Tvært imod er man af og til nødt til at tage beslutninger. Det er politikernes job, ikke videnskabsmændenes, men der skal konstrueres en forbindelse fra videnskab til politik, og IPCC er et godt initiativ i den henseende.
Denne kommentar er anbefalet af:
Påstanden om at IPCC ensidigt søger efter oplysninger, der støtter deres forudfattede meninger, er helt helt hen i skoven. Det er en dyb fornærmelse imod en institution, der gør et kæmpe arbejde for at skabe den mest muligt objektive og neutrale oversigt over den konkrete viden. Hvem kan skrive mange tusind sider uden at der her og der forekommer en enkelt smutter? Ville Hylleberg selv påtage sig at skrive flere tusind sider fejlfri tekst uden en eneste smutter?
Hvad angår det såkaldte Himalayagate, så har IPCC benyttet sig af en WWF-rapport fra 2006, som er en god og saglig rapport, og den bedste eksisterende kilde p.t. til de behandlede spørgsmål. Da den er den bedste kilde, kan og bør de citere den. Det har de gjort korrekt i WG2 kap. 3.4. Denne del af IPCC´s rapport er da også blevet citeret videre af Lomborg, som korrekt refererer, at man forudser at gletsjerne forsvinder 60 % midt i dette århundrede. Men i IPCC´s WG2 kap 10.6 har man citeret et postulat om, at gletsjerne vil være helt væk i 2035. Det stammer fra en rapport fra 1999, som er citeret og omtalt i WWF´s rapport. Det modsiges af, hvad WWF-rapporten selv siger, og at citere denne rapport fra 1999 som kilde er en svipser. Men ensidigt - nej! Der står jo det modsatte et andet sted i WWF´s rapport og i IPCC´s rapport. Det her er en lillelillelillebitte myg, som er blæst op til en elefant, og det er oplagt hvem der har interesse i dét. Der er grupper som systematisk søger at så mistillid til IPCC, dvs. til summen af eksisterende viden. Fordi disse grupper har en særinteresse i at man ikke lytter til videnskaben. At Hylleberg så rider med på den bølge, er meget dumt af ham, og det viser en meget uheldig mangel på kritisk sans.
Vi står i en situation, hvor klimaskeptikerne er horribelt ensidige og bruger oceaner af plads, tid og penge på at manipulere dagsordenen og sige det modsatte af hvad videnskaben siger. De gør det ved manipulationer der med hensyn til omfang og grovhed er helt horrible. Min egen personlige lille del af det projekt, der hedder at afdække disse manipulationer, er at gå i kødet på Bjørn Lomborg. Jeg har påvist 500 konkrete fejl hos ham, mange af dem fuldt bevidste vildledninger. Alligevel bliver alverdens medier ved at tage Lomborg alvorligt, også danske aviser m.m. Det hænger jo slet ikke sammen. Hvorfor skal IPCC stå skoleret for en enkelt svipser, mens Lomborg frit kan lyve stærkere end en hest kan rende, og alligevel behændigt undgår at blive stillet til regnskab for eneste af sine mange mange hundrede bevidste fejl?
Hvem sagde ensidighed?
Skam dig for at bruge dét ord om IPCC, Hylleberg.
Denne kommentar er anbefalet af:
Enig med Kåre Fog.
Hylleberg kan formentlig ikke læse indenad, hvilket ikke er så godt for en dekan på det samfundsvidenskabelige Fakultet ved et universitet.
Og det er jo rimeligt utroligt, at han ikke forstår og formår at skelne, når han omtaler og bruger begrebet ‘ensidighed’ uden at reflektere nærmere over, hvoledes dette begreb i praksis er håndteret af de forskellige deltagergrupper i klimadebatten. Det var dog det mindste man kunne forlange af et samfundsvidenskabeligt fakultets dekan.
Det er godt, at hans indlæg ikke skal udsættes for en ‘skånselsløs og saglig’ kritik.
Til hvem det måtte interessere:
Her er en besindig tekst og video om de lækkede emails fra CRU. Pointen er at de eneste artikler, som forskerne forsøgte at undertrykke, var artikler af så lav kvalitet, at de faktisk ikke burde trykkes:
http://mind.ofdan.ca/?p=2778
For nogle har det måske også interesse at vide, at en amerikansk tænketank i 2007 sendte brev rundt til forskere, hvori man tilbød dem 10.000 $ hvis de ville kritisere den nyeste rapport fra det internationale klimapanel:
http://money.cnn.com/2007/02/02/news/companies/exx…
Svend Hylleberg får her lov til at tale mod bedrevidende. Igen er man tilbage på sporet, hvor de misforståede demokrater agerer ”som om” de kunne afgøre med sig selv, hvad der er sandt og falskt i spørgsmålet om global opvarmning.
IPCC har gjort en del fejl. Men fejlene går absolut ikke kun i en retning, sådan som det fremhæves i ovennævnte artikel.
Af forsigtighedsgrunde har IPCC f.eks. undladt at inddrage forhold, som de endnu ikke var i stand til at sætte tal på. Modsat en Svensmark og andre skeptikere, så inddrager man ikke forhold, før de kan kvantificeres på videnskabens præmisser.
Der er nu sat tal på, hvordan metangas, som er en langt mere virksom drivhusgas end CO2, vælter op fra den smeltende permafrost i havet og på jorden i de arktiske egne.
Herfra kommer der lige så meget metan ud i atmosfæren, som fra resten af verdenshavene til sammen.
Det er ikke blevet påpeget som en fejl af en eneste klimaskeptiker eller kritikker af IPCC, selv om der er tale om en mekanisme, der kan vise sig at få store konsekvenser, i forhold til alle hidtidige æstimater omkring hastigheden i den globale opvarmning.
Man må sige, at kritikken af IPCC afslører sin egen ensidighed, når det afslører sig, hvordan den omhyggeligt husker at lade være med at nævne de udeladelser i IPCC´s rapporter, som viser, at udeladelserne absolut ikke kun falder ud til fordel for tesen, dvs. den tese som kritikkerne for alt i verden vil have ud af verden.
Ínformation bringer så en skodartikel, for lige som at holde de ”misforståede demokraters” debat i gang. Den fortsætter med vedholdende at bekræfte sig selv som del af den ”selvforskyldte umyndighed”. Intet er under dens værdighed.
Se artiklen på Spiegel.de : http://www.spiegel.de/wissenschaft/natur/0,1518,68…
Svend Hylleberg er naturligvis berettiget til at have sine mistanker om IPCCs arbejdsprincipper, men der er et lille punkt som han glemmer, og som svækker klimaskeptikernes påstand om, at kun de “politisk korrekte” forskere kan slippe igennem med deres arbejde, og det er, at meget store økonomiske kræfter i mange år har ledt med lys og lygte efter tal og ord, som kan så berettiget tvivl om drivhusteorien.
Store olieselskaber, store mediekoncerner, etc., forkaster åbent drivhusteorien, og når Lomborg kan få mange officielle millioner til sin propaganda, så bliver der sikkert brugt endnu flere millioner i det skjulte.
På den baggrund er jeg faktisk forbavset over, at der ikke er en bedre og større gruppe videnskabsmænd der støtter klimaskeptikerne, videnskabsmænd er trods alt blot mennesker, og der er lige så mange opportunister på universiteterne, som blandt f.eks. politikere, - personligt konkluderer jeg derfor, at årsagen er, at selv flertallet af nok så opportunistiske videnskabsmænd har for meget selvrespekt til at ville lægge navn til den tynde kritik der fremsættes af f.eks. Svend Hylleberg og hans ligesindede. ;-)