»Allerede nu bør vi starte debatten om en af de største omstillinger af det danske samfund siden overgangen fra landbrugssamfund til industrisamfund.«
Statsminister Lars Løkke Rasmussen, den 23. februar 2010
MAN KAN SPØRGE sig selv, hvor mange gange man kan starte en debat, som har været i gang i mere end et årti. Men det er da glædeligt, at også statsministeren erkender det historiske omfang af den grønne revolution, Danmark står på kanten af. Og bekræfter, at Danmark skal »fortsætte rejsen mod et samfund uafhængigt af kul, olie og gas«.
Den politiske beslutning om datoen for den endelige afsked med den fossile æra kommer forhåbentlig mod årets slutning, efter at Klimakommissionen den 28. september har afleveret sit bud på vejen ud. Nogle taler allerede for 2035, andre for 2050 - datoen er uhyre vigtig, fordi den bestemmer tempoet for de investeringer og omstillings- initiativer, der skal sættes i værk, og dermed tempoet for, hvornår Danmarks CO2-belastning af det sårbare klima ophører.
Det er psykologisk interessant at notere, at omstillingsprojektet defineret som nødvendige indgreb i hidtidig livsform for at bremse den globale opvarmning vækker ideologisk modvilje langt ind i statsministerens eget parti, mens projektet defineret som grønt innovationsprojekt med stort frigørelsespotentiale i forhold til fremmede olieregimer skaber entusiasme i næsten alle lejre. Derfor er det helt fint, at man i regeringens Vækstforum besynger de muligheder, som den grønne omstilling giver i form af eksport, jobskabelse og forsyningssikkerhed - glem blot ikke den radikalitet af omstillingen, som klimahensynet tilsiger: Vi skal globalt ændre energisystemet så fundamentalt og så hurtigt, at det - som påpeget forleden af de økonomiske vismænd - bliver muligt at lade halvdelen af de kendte fossile reserver forblive i undergrunden til evig tid. Glem i øvrigt heller ikke, at Danmark om blot to år skifter fra at være nettoeksportør af fossil energi til at blive nettoimportør, samt at både betalingsbalancen og statens indtægter i 2013 vil være forringet med omkring otte mia. kr. i forhold til nu som isoleret konsekvens af den hastigt faldende olie-gasproduktion i Nordsøen.
DEN GODE NYHED er, at Danmark har mulighederne for at stille om. Klima- og energiminister Lykke Friis’ ny redegørelse, Energiforsynings- sikkerhed i Danmark, viser f.eks., at der er et uudnyttet potentiale i de ved- varende energikilder svarende til 10 gange dagens produktion fra ved- varende energi og halvanden gang dagens samlede energiforbrug. Alene havvindmøller kan levere 200 gange så meget strøm som nu. Solvarme- og varmepumpe-anlæg kan give 12 gange dagens bidrag. Tilsvarende er der enorme muligheder for energieffektivisering: Såvel energiforbruget til bygningers opvarmning som til el i husholdninger og offentlig sektor kan halveres, ligesom erhvervslivets energiforbrug kan reduceres med 30-40 pct., fortæller redegørelsen.
Med dagens fossile energipriser er ikke alt rentabelt, og en del støder mod barrierer af anden art. Og det er præcis her, politikernes enorme udfordring ligger. Den regering, der for snart et årti siden skrottede traditionen med nationale energiplaner af svend- aukensk karakter - »vi er ikke planøkonomer, vi lader markedet bestemme«, sagde den konservative energiminister Flemming Hansen - skal nu både sikre en national plan for indpasning af vedvarende energi i forsyningssystemet og økonomiske rammebetingelser i form af afgifter, tilskud m.m., der sikrer, at de grønne løsninger vælges. F.eks. er det nu en kæmpe udfordring at opbygge en intelligent energi-infrastruktur, der sikrer harmoni mellem den svingende elproduktion fra vindmøller og behovet for el til stadig flere elbiler samt i husholdninger og virksomheder. En anden, tilsvarende kompliceret udfordring er at lægge en national plan for udnyttelsen af den hjemlige biomasseressource, som kraftværker, biogasanlæg, biobrændstofproducenter, fjernvarmeværker og landmænd i stigende grad slås om. En tredje udfordring er at hjælpe 300.000 boligejere af med deres oliefyr og skifte til fjernvarme i visse områder, solvarme og varmepumper i andre.
OMSTILLINGEN KRÆVER ikke bare de grønne teknologier, som mere eller mindre står klar. Den kræver en hidtil uset grad af begavet planlægning og økonomisk rammestyring. Nationen har nu en regering, hvor Danmarks liberale parti, Venstre, har sat sig på alle kritiske ministerposter: klima, energi, miljø, transport, landbrug, skat, finans samt Statsministeriet. Det store, afgørende spørgsmål er, om statsministerens og hans hold af ansvarlige ministre har fattet rækkevidden og alvoren af den udfordring, de har taget på sig.
Ét godt råd: Der kan vindes tid til omtanke foruden milliarder af kroner og tusindvis af jobs, hvis man straks går i gang med en massiv energirenoveringsindsats i den nationale bygningsmasse. Alene denne vinter har vi ifølge fagbladet Ingeniøren hældt 10 mia. kr. ud af vinduet på grund af dårlig isoleringsstandard i boligerne.
Kommentarer
Tidsfaktoren står i flammeskrift, og markedsfundamentalisterne følges til dørs. Fantastisk præcis og åbnende leder, jsn her har mejslet. Lederen er et løfterigt højdepunkt af skarphed og en indtrængende appel til fælles koordineret handling, men er vort samfund demokratisk nok til at klare denne omstilling på fem år og et voldsomt initialt ryk i de næste fem?
Kære jsn, dine formuleringer er hele vejen igennem denne leder så velgennemtænkte og inviterende, at man for min skyld meget gerne kan tage den som udgangspunkt for de diskussioner uden hvilke vores samfund stander ilde ude. Jeg ser den som en foreløbig kulmination på en præcis og målrettet indsats efter det forsmædelige COP 15. Vi har virkelig brug for at vide, hvordan borgere og beslutningstagere stiller sig til denne milepæl af en leder. Tak
Rent stilistisk er lederen noget af det bedste, jeg erindrer at have set i meget, meget lang tid. Kort sagt et lille mesterværk.
“… omstillingsprojektet defineret som nødvendige indgreb i hidtidig livsform for at bremse den globale opvarmning vækker ideologisk modvilje langt ind i statsministerens eget parti …”
Jeg formoder, at denne modvilje deles af et folkeligt flertal, så det vil kræve mod og overtalelsesevner af den nuværende regering, hvis omstillingen virkelig skal blive en folkesag og dermed reel mulig.
Tak til jsn for denne glimrende leder. Og hold så fast i dette i den kommende tid, for det er interessant at se, om det bliver til andet end ord. Potentielt set er der lisså meget sprængstof i denne omstilling og dens krav til den politiske selvforståelse (især i VKO) som der er i løfterne om energirigeligheden i de vedvarende energikilder.
‘Der er teoretisk set indenlandske vedvarende energipotentialer på op mod 1.300 PJ eller 10 gange mere end produktionen af vedvarende energi i 2008 og halvanden gange mere end det danske bruttoenergiforbrug i 2008 på 850 PJ. Det største potentiale ligger i havmølleparker.’
Sådan hedder det på Energistyrelsens hjemmeside og det lyder jo som den rene honning i forbrugssamfundets øre. Masser af energi, meget mere, end vi bruger i dag.
Omstilling = peace of cake.
Men det er jo ikke det samme at sige, at Solen udstråler så rigeligt energi til mange milliarder års forbrug som at sige, at energien nu lige er til rådighed, der hvor vi skal bruge den. En angivelse af en bruttoenergimængde er vel ikke lig med en angivelse af brugbar energimængde til specifikke formål?
Hvor meget energi er der nu lige og helt sådan noigenlunde præcist til rådighed til de forskellige samfundsmæssige formål, hvis disse skal opretholdes på et vist niveau?
Det er dette spørgsmål, der må besvares og ikke hvor meget potentiel bruttoenergi, der er i den samlede vind rundt omkring Danmark.
Jeg er stadig af den opfattelsen, at de nævnte omstillingsprocesser er lidt sent ude i forhold til den energi, der er til rådighed for deres gennemførelse og at man må stille spørgsmålstegn ved, om det er rimeligt at forvente, at samfundet kan opretholde et energiforbrug, der bare på nogen måde ligner det, vi har i dag.
Men jeg er selvfølgelig ikke uenig i, at det er en god leder, hvis perspektiver bør fastholdes i den kommende tid.
Var der ikke en Regering med ‘støtte-apati’, som halverede lejernes pengetank til renoveringer og nyinvesteringer i f.eks ældreboliger, handikaptiltag m.v.? Som gav pengene til husejerne og bagefter fordoblede avancen i form af den tilførte værdi-stigning? Hvor blev lejernes aspekter af i lederen? Et behændigt udfald for ret temmelig mange personer? Så uanset perspektivet i lederen, mangler vi stadigvæk synspunktet repræsenteret i ganske alvorlig grad, pasta!…
Med venlig hilsen
Ja, en yderst stringent og herligt fremadrettet status på (morgen)dagens energipolitiske udfordringer. Artiklen stråler om kap med solen.
Hej Hugo
Jeg forstår dig så langt som at du gerne vil slå et slag for lejerne. Det vil jeg også gerne. Jeg er selv en af dem. Derom kan der siges mange ting, men hvis det skal have klimarelevans, så kan må vi som du selv antyder se på statens uhyggelige favorisering af det flertal, som bor i egen bolig. En rigtig klassisk del og hersk politik er hvad der foregår på det område. Det er jo en politik, som har stolte traditioner langt tilbage, men som fik en nærmest hellig udformning i og med den ærkereaktionære Erhardt Jackobsen, og som blev ført dygtigt videre af hans måske knap så reaktionære datter, Mimi.
Nu sidder vi her i vores lejede etageboliger uden direkte adgang til dejligt grønt græs og frisk jordlugt, hvor vi for længe siden, med vores mindre energiforbrug og vores obligatoriske fjernvarme har anammet klimakrisens lære og er langt foran olie- og gasfyre. Jeg tror, at de fleste af os lejere synes, at det er ok at staten giver en håndsrækning til især husejerne for at de kan omstille deres varmeforsyning til varmepumper. Det er dog, trods alt, det energimæssigt smarteste når man sidder på egen parcel i et samfund med ambitioner om mere vedvarende energi. Når man kender fremtidsudsigterne for prisen på fossil energi, så synes man godt nok, at det ikke er umiddelbart indlysende, at varmepumper og isolering ligefrem er noget man skal have støtte til. Eller likviditetshjælp for den sags skyld; bankerne burde da stå i kø for at få lov til at financiere parcelhusfolkets profitable energibesparelser og dele den resulterende gevinst med lånerne. Det er logik for burhøns. Men logikken har trange kår på ideologiens slagmark; især på de enklaver, som udgør den mindst klimavenlige boform: Ringe forhold mellem ydermur og boligvolumen, store arealer med (af og til) kunstvandede græsplæner, relativ dårlig dækning af kollektiv trafik (mere spredt bebyggelse og længere til alting - altså større bilbehov), affinitet for financielle bobler og eksklusiv beslaglæggelse af kapital, som med større klimamæssig nytte kunne sættes ind på vedvarende energi og kollektiv transport. Jeg tror ikke, at en civilisation med bevidsthed om vores råderum på denne planet ville have valgt denne bosætningsform som den gængse, men nu er vi altså her. Og derfor synes jeg det er ganske fede tiltag at hjælpe disse, for nogles - især de nyetableredes - vedkommende hårdt forspændte krikker. Dog vil jeg i denne forbindelse appellere til, at ejerboligformen ved samme lejlighed tages ud af det almindelige profitjag med drømmen om arbejdsfrie indkomster, som først og fremmest georgisterne har forfægtet i mindst halvandet århundrede. Det søde med det sure. I længden er det dog ikke en bæredygtig boform. Den må blødes op og ombygges til de klimatiske realiteter. Det er forstædernes store udfordring i klimakatastrofens tidsalder. Vi må selvfølgelig alle omstille os, men de ideologiske problemer er selvsagt størst i de mest belastende (klimamæssigt) bosætningsformer. Så, jeg er slet ikke ude på at så splid mellem almindelige mennesker med udgangspunkt i deres forskellige boformer. Tværtimod går jeg ind for, at vi trækker på samme hammel, men det kan vi kun hvis den honette ambition holder op med at placere sit samfundssind i den private pengepung og fuldt ud betaler for de vitterlige fordele ved bosætningsformen, eller i det mindste opgiver at bo i en investeringsform. De fleste investerer godt nok i en boform, men de færreste siger nej til en kapitalgevinst. Som jsn altid skærer ud i pap, så har vi ikke alverdens tid til at modvirke klimakatastrofen. Derfor bør vi også komme hverandre i møde og søge fælles løsninger under en ny retfærdighed. Kun tåber tror på, at vi kan redde os fra klimakatastrofen uden at lave grundlæggende reformer af den måde vores samfund er udformet på - og det gælder måske især de ideologiske implikationer af vores gøren og laden. Vi har kun en verden. Hellere lighed end undergang.
Glemte jeg at nævne, at det er træls, at vi lejere oftest skal igennem en kødrand af ekstravagant arealudnyttelse for at se en mark eller en skov? Glemte jeg også at sige, at hvis vi lejere bilede lige så meget rundt i parcelhusmiljøet, som dettes beboere gør i vores ditto, så var der muligvis noget at forhandle om.
Jeg mener selvfølgelig, at vi - lejere og ejere - både kan og skal løse disse problemer i fællesskab til alles bedste. Måske er det endda ikke så vært at komme overens, men det lader sig nok ikke gøre uden et opgør med finanskapitalens del og hersk politik og pressens velvillige klakørvirksomhed.
Varmepumper til folket og tidsvarende boliger for alle!
venlig hilsen
Niels Holger Nielsen, du har fuldstændig ret. Men nu er det desværre ikke intelligens der styrer samfundet, og istedet for denne omstilling du taler om, ser jeg det for mere sandsynligt at vi fortsætter som nu - på første klasse ud over afgrunden.