Selv om der står hele to klaverer i det lille mødelokale på Borups Højskole - beliggende ved Frederiksholms Kanal over for Slotsholmen i centrum af København - er der ikke tid til fællessang, når Fri Debat byder op til offentlig diskussion. For det kan kun gå for langsomt at få gennemført foretagendets politiske projekt; at afskaffe al racisme- og blasfemilovgivning, forstår man på forsamlingen. Denne aften er omkring 65 mennesker mødt frem for at debattere frit om dette retspolitiske anliggende.
Flere fra Fri Debat-netværket, der tæller en snes debattører med mange forskellige akademiske, litterære og mediemæssige platforme, hilser her på hinanden for første gang. Netværket, som kun optager medlemmer på eget enstemmigt initiativ, opstod for nylig som en polemisk protest - anført af kulturteoretikeren Frederik Stjernfelt og retsdebattøren Jacob Mchangama - mod mentaliteten i Dansk PEN og ikke mindst hos Trykkefrihedsselskabet. For hvor PEN er hjemsøgt af venstresnoede multi-kulturalister, er Trykkefrihedsselskabet højrekulturalismens højborg, hvor DF’s diskriminerende diskurs nyder fremme - uden forankring i demokratiet og retsstatens principper, lyder Fri Debats analyse. Med andre ord kan PEN - og deres åndsfæller på Dagbladet Politiken - ikke finde deres ben i forsvaret af ytringsfriheden, når etniske minoriteters religion også er genstand for skarp satire, mens Lars Hedegaard og co. i Trykkefrihedsselskabet kører en islamofobisk intifada uden udsyn og indre intellektuel kohærens.
Perfid paneldebat
Denne polære tilstand i det kulturelle landskab er Fri Debats folk ikke tilfredse med. Ej heller den retstilstand, som råder i landet, ønsker man bevaret. For straffelovens kriminalisering af blasfemiske og diskriminerende ytringer ønsker man ophævet. Til at argumentere for sin sag havde man mandag aften sat sin juridiske spydspids, Jacob Mchangama, og Jyllands-Postens herostratisk (verdens)berømte kulturredaktør, Flemming Rose, i et panel, som også talte to opponenter fra den offentlige debat om emnet - den værdikonservative chefredaktør for Kristeligt Dagblad, Erik Bjerager, og den polemiske professor i forfatningsret Henning Koch.
Sidstnævnte undlod i sit oplæg ikke at inddrage de vildfarelser, som han mente, at hans panel-opponenter led af. Mchangama fik således læst og påskrevet om sin »forkerte« beskrivelse af baggrunden for racisme-paragraffen i FN-systemet. Mens Rose fik en lille retsbelæring om rammerne for ytringsfrihed hertillands:
»Du har ikke fulgt med i timen, Flemming Rose. Jeg og rigsadvokaten har før måttet belære dig om, at ‘hån, spot og latterliggørelse’ ikke er law of the land,« konstaterede professor Koch.
Den koleriske kulturredaktør Rose afviste i et brysk tonefald at tage imod belæringen, men udtrykte dog sin sarkastiske »tak til det intellektuelle fyrtårn Koch«. Derudover fremhævede han i sit oplæg de problemer, som »krænkelses-love« giver i hans andet hjemland, Rusland, hvor kirkelige og nationalistiske kræfter lægger kritikken og satiren i en spændetrøje så stram, at selv hærværksmænd ved retsinstanser slipper godt fra at rasere kunstudstillinger med religiøs og politisk kant.
»Man forstår i hvert fald godt, hvorfor Rusland stemmer sammen med den islamiske verden i FN-regi,« sammenfattede Flemming Rose med tanke på blandt andet Durban 2-konferencen, der fandt sted sidste år med en - dog afværget - dagsorden om kriminalisering af religionskritik, og som gjorde indtryk på mange tilhængere af Vestens vidtgående ytringsfrihed.
Ikke mindst i den kreds, der har dannet Fri Debat, og blandt deres sympatisører.
Da ordet blev givet frit efter pausen, var det således ikke kun Flemming Rose og Jacob Mchangama, der til daglig er chefjurist i Cepos, som havde principielle polemiske indvendinger imod den docerende juraprofessor. En anden Cepos-aktivist ved navn David Pontoppidan, også kendt fra Konservativ Ungdom, forsøgte at holde Henning Koch fast på, hvad straffeloven havde at tilbyde ham, når ‘KU-cepostlen’ skulle have beskyttet sine følelser for sit favorit fodboldhold.
Professorens blaserte svar forsvandt i en symfoni af buh-råb fra forsamlingen, og straks derpå forlod Henning Koch forestillingen midtvejs for at nå frem til Det Kongelige Teater, inden Friedrich Dürrenmatts tragikomedie Den gamle dame besøger byen begyndte.
Bolværk
På vej ud af døren nåede han dog formentlig at opfange, at han i hvert fald havde en enkelt supporter i forsamlingen i form af den professorale kollega Claus Haagen Jensen. Han problematiserede nemlig præmisserne for Rose, Mchangama og de øvrige tilstedeværende retsaktivisters argumentation, som han i lighed med Henning Koch mente var misforstået og uden saglig indsigt i den danske retstraditions kvaliteter. Kvaliteter, der blandt andet tager højde for ekstreme situationer, hvor blasfemi-paragraffen for eksempel kan være et yderste værn mod vandalers afbrænding af Koranen til forstyrrelse af den offentlige orden.
Selv om Christiansborg ligger få skridt fra Frederiksholms Kanal var der ingen parlamentarikere tilstede denne aften på Borup Højskole. Og da man kun har den kulturalistiske fjende Dansk Folkeparti til at tale sin sag på tinge, trækker det nok i første omgang lidt ud for Fri Debat med at få skovlen under omtrent 70 år gamle paragraffer til beskyttelse af den offentlige orden og værn mod diskrimination. Men kampen imod blasfemi- og racismeparagraffers begrænsninger af det frie ord opgiver man næppe - trods mandagens modstand fra sagkundskaben og manglende parlamentarisk opmærksomhed.
Kommentarer
Hvad err forskellen på hån og spot?
Og hvornår får vi Danish Institute for Mockery, Derision and Ridicule? Vi skal jo være blandt verdens allerdygtigste til videnskab og kultur?
Skal vi ikke også afskaffe injurieloven i samme omgang?
Hvad var det, Spinoza sagde: Ytringsfrihed er, at alle har lov til at sige alt, uden begrænsning. Hvad med det, hr. chefjurist i CEPOS?
Maaske er jeg fordomsfuld og mistaenksom……men naar jeg horer Flemming Rose fremstille sig selv som “free speech crusader”, faar jeg kvalme. Sikke en hykler. Sikke en populist. Alt for meget af de “letkobte” tanker. Og han farer op meget let naar han bliver angrebet med ord…..
Der er altid begraensninger for hvad vi “tillader” os at sige, og til hvem. Vores forstaaelse for de forskellige “registre” vi bruger i variable diskurser (personlige, private, politiske, offentlige, osv) viser vores social habilitet…….ikke bare vores sproglige evner.
Hvis ord ikke var vigtige, ville vi ikke taenke over baade hvad vi siger og til hvem (vores mormor, kaereste, barn, dronningen, vores muslimsk, kristen eller jodisk nabo), men hvordan vi siger ting.
Og selvfolgelig er der tider, hvor man kan kun sige hvad skal siges……..forhaabentlig efter overvejelse.
At nogen bliver saaret er i sig selv ingen aarsag til ikke at sige noget man tror er vaesentlig. Debatten er vigtig: vores ord ligger i luften og paa papir og har en virkning - forhaabentlig, ogsaa naar vi kun snakker til os selv.
Men ord kan altid aendres tonemaessigt og ordmaessigt….de er transformende og kan transformeres. En demokratisk diskurs bor helst ligne en konversation som kan bevaege og aendre sig……ikke bare vaere en konfrontation hvor ens ord altid staar fast uanset hvad.
Rose, formoder jeg, har laert lidt fra Mohammedtegning episode, da han er stadig lidt af en fundamentalist og ideolog. En draebende konfrontorisk blanding som hindrer en aegte dialog.
I vores demokratier er der nogle faa love som prover at begraense vores frihed til at kalde mennesker alt muligt i den offentlige diskurs….og det er da godt!
Vi prover at skabe en balance (tit konfliktsfuld) mellem individuelle rettigheder (personlige udtryk) og minoritetsrettigheder (frihed fra mobning/forfolgelse).
Principper tit blandes med fornuft……og nogle gang sejrer principper …og nogle andre gange sejrer fornuften. Allesammen nodvendigvis.
Men generelt set “good manners seem like a good way to go for us and our children”, naar vi kan vaelge.
Der er faa klare linjer ang “free speech” i et demokrati men behov for ens personlig udtryk bor ikke vaere en rationalisering for forfolgelse, saerlig af de svage. Man altid haaber, at personlige og generalserende angreb paa, saerlig, minoritetsgrupper (eks. sammenligninger med sygdomme og rotter og tendenser til “rape and pillage”) er baade unodvendige, uretfaerdige og uacceptable i et civiliseret samfund. Historien har vist os at de manifesteres for let og for hurtigt til mobning og senere forfolgelse, naar de bliver en dagligdags del af den offentlig diskurs.
Hvis det “free for all” princip var en central pedagogisk metode i vores skoler, kunne kunne Flemming, Pia, Krarup, et al leve med konsekvenserne? Vi bor ikke beklage os over “tonen” og “daarlig sprog” af vores born hvis vi ikke har lidt mere check paa vores egne.
………
Free speech” eksisterer ingen steder. Ja, det eksisisterede for nogle i Rwanda i et stykke tid og i 30ernes Tyskland for nogle andre………hmmm…
Kort sagt, “free speech” princippet bliver misbrugt naar det bliver bare en “free for all” (for de magtfulde).
Maaske i vores demokratier har vi laert, at livet ikke er simpelt, og forstaaelse for hinanden er tit besvaerlig…..og at aegte kommunikation ligger paa dialog, ikke konfrontation (helst).
Tjae, viser CEPOS-procelytten sig som den store forsknings-mæssige kapacitet, som han i tænketankens liberalt ideologiske og velvillige omgang med store titler har præsenteret? Hvilket univers opholder han sig egentlig i på saglighedens præmisser? Man spørger såmænd bare…
Med venlig hilsen
Mens anarkisten i mig ikke kan lade være med at juble over udsigten til den totale ytringsfrihed, anerkender jeg på den anden side hensigtsmæssigheden i bevarelsen af lidt takt og tone, sådan som loven p.t. foreskriver.
Ærgerligt, at Mohammed-satiretegningerne ikke havde premiere i Politiken, hvis ry for satire er ubestrideligt. Så ville pointen nemlig stå endnu klarere - den at det ofte kan betale sig (muslim eller ej), at tage det man ser og læser i avisen med et gran salt.