Jeg har jubilæum på mandag. 10 år som feminist. Den 8. marts 2000 kom Nu er det nok, så er det sagt på gaden. Den var skrevet af en flok unge kvinder og promoverede sig selv som et nyfeministisk indspark i en kønsdebat, som havde ligget på den lade side. Noget kampskrift var der nu ikke tale om. Det var en samling bløde selvbiografiske beretninger om, hvordan kønnet havde formet vores liv og vores muligheder.
Dengang vidste jeg ikke endnu ikke, at feminisme er en politisk holdning, som får mange til at se rødt. Det lærte jeg den 8. marts 2000. Sikke et brag. Og sikke en hånlatter! Dumme selvoptagede universitetspiger blev vi kaldt. Hvad ville vi egentlig? Hvad var problemet? Hvorfor troede vi, at kønnet ville forhindre os i noget? I år 2000? Come on - tøsepiger! Et par måneder senere kom drengenes modsvar Hvordan mand? om unge mænds syn på kønsdebatten. Forfatterne var fra samme miljø som os. Intellektuelle drenge fra KUA med sorte rullekravebluser og firkantede briller. I modsætning til pigerne mente drengene ikke, at deres køn spillede nogen rolle for deres problemer eller succeser. Tværtimod var de irriterede over pigernes klynk, ja nærmest fornærmede.
En erklærede hånligt, at det var på tide, at feministerne fik »fingrene ud af navlen, hånden op af trusserne og hovedet ud af røven«. Den sødeste af skribenterne beroligede os faderligt: »At der faktisk er opnået så meget på så relativ kort tid, som tilfældet er, giver grund til optimisme på vegne af kvinders fremtidsmuligheder«.
Måske havde vi alligevel ret
Det var som om, drengene følte, at vi deltog i det samme væddeløb og pludselig anklagede dem for at tyvstarte eller for at have puttet sten i pigernes sko, så vi hele tiden sakkede bagud. Måske var det i virkeligheden også det, vi gjorde. Det er 10 år siden. I dag kan jeg konstatere, at drengene fra Hvordan mand? er langt foran os. En af skribenterne er blevet chefredaktør på Politikken, en anden er en berømt studievært, en del har prestigefyldte lederjob, og nogle er blevet ansat på universitetet.
Så imponerede er vores liste ikke. Pigerne fra Nu er det nok, så er det sagt er blevet tekstforfattere, fuldmægtige, ligestillingskonsulenter og ph.d. studerende. Jeg ved ikke, hvornår disse ambitiøse, højtråbende, højtuddannede piger for alvor sakkede bagefter. Måske var det allerede på universitetet, måske var det de første år på arbejdsmarkedet, måske var det under barslen, at vi skyllede ambitionerne ud med modermælken. Det er 10 år siden, jeg debuterede som feminist, men jeg ser stadig ikke nogen tegn på, at min generation af kvinder vil få halvdelen af magten, pengene og medieopmærksomheden. Måske havde pigerne alligevel ret, da vi skrev, at vores køn ville blive en hindring?
Kommentarer
Jeg har læst dele af de bøger, du omtaler, og i modsætning til dig gjorde den første mig ikke til feminist i 10 år :).
Handlede den helt ærligt ikke mest om, hvor benhårdt det var at være elevrådsformand som pige i gymnasiet?
Som du selv er inde på, er både de mandlige og de kvindelige forfattere priviligerede. Mændene har klaret sig bedre på arbejdsmarkedet end kvinderne, skriver du. Det er muligt, men spørgsmålet er så, hvad vi kan og vil gøre ved det? Hvor meget er vi villige til at krænke individers ret til at vælge frit, for at skabe resultatlighed imellem mænd og kvinder?
Gad vide, om kvinderne ikke arbejder lidt mindre end mændene, fordi de har bedre ting at tage sig til? Gad vide, om det er noget, de er bundulykkelige over, eller om de egentlig er ganske tilfredse? Jeg tænker ikke, at hele livet drejer sig om at blive chefredaktør eller studievært. Sådanne kan også have ulykkelige liv.
Fikseringen på karriere som livets eneste indhold er et mærkværdigt træk ved den moderne feminisme. Du er tydeligvis helt fikseret på dette, i det du kun skriver om disse menneskers jobtitler og intet andet. Er det virkelig så interessant?
Og er danske, kvindelige tekstforfattere, fuldmægtige og ph.d. studerende virkelig en undertrykt gruppe af mennesker, der behøver en hjælpende hånd for at kunne klare sig? Perspektiv, tak!
Hvad går klagen egentlig ud på?
Denne kommentar er anbefalet af:
Nu ser jeg for det meste kun positivt po kvinderne er kommet ud po arbejdsmarked, dog er der store problemer inde for vores omsorgs sektor, men kvinder der foet for stor indflydelse som er en af orsagerne til vi ser storre og storre klasse skæld i det danske samfund.
For hvad bruger kvinderne denneindflydelse til at go i selvsving om egne navle og robe op i hylle kor om flere penge og flere hander, nor de virkelighederne skaber en lang rakke af overflodig jobs for dem selv, uden hensyn til samfundet og okonomiske midler.
I dag er sodan man ikke langere kan fo et tilbud uden om systemmet, og man skal inddrages i denne behandlings kultur, hvor man gor i selvsving om sin egen navle og i virkeligheden ikke evner at have forstoelse eller overskud til næste.
Men se nedestoende link og hvorfor er der ingen mænd po billederne, moske de netop ikke evner at give et rum for mænd og de i deres egen spejl billedede ser sig selv som perfekte og fuldkommende, dog er det underligt de stotter sig som regel altid op af mænd, dog kun de mand med magt.
http://www.psykinfo.regionsyddanmark.dk/wm207099
So denne kvinde frigoelse har ikke kun positive sider for det danske samfund, og specielt nor det kvinder der prover at vare i kontrolen hele tiden.
Claes Pedersen Caloocan Metro Manila
Ps. vil det hjalpe meget po problemet hvis alle omsorgs arbejder i Danmark skulle dyrke 5 timers idrat og motion om ugen, da ganske enkelt mange af de ansatte inde for omsorgs sektoren har en alt for ringe motorisk udvikling.
100 meter fra det psykiatriske informations centre har vi skojte bane over i Vejle, men jeg har endnu ikke oplevet dem benytte den, og det skyldes jo de evner at stå po skojter, og det dobbelthed i det sagte og den adfard man selv udviser, nor man vil belare den danske befolkning om det sunde i at dyrke motion, men man ikke selv gor det, og fremstor som en positiv rolle model over for de mennesker, man udtrykekr at ville hjalpe.
Det kan ikke komme som en overraskelse for nogen at mænd, generelt set, har det nemmere og klarer sig bedre end kvinder, generelt set.
I underklassen hersker en kønsdiskurs man skal tilbage til 50-erne for at finde en parralel til andre steder i samfundet og underklassens kvinder har så travlt med at læse småsmudsige dameblade at de ikke har opdaget kønsskævheden, som mange af dem i øvrigt dyrker fordi de har lært at identificere sig med en overdreven femininitet.
I middelklassen styrer pragmatikken: mor tjener mindst fordi mor gerne vil “arbejde med mennesker” eller have en fast stilling i det offentlige: mor går på barsel, mor går på deltid, mor sætter karrieren til side fordi hun gerne vil have tid til familien - mor bruger væsentlig længere tid en far på reproduktionen og da mor altid har lært at det er sådan man gør, så opfylder det hendes krav til livet. Imens tjener far så mange penge at far og mor roligt kan stemme på liberalisterne selvom det forringer børnehaven og skolen, for hvis far bare knokler så kan man jo altid vælge det private alternativ.
Blandt intellektuelle er kvinderne sat af fordi de har brugt hele deres ungdom på at forsøge at lære at manøvrere inden for den maskuline diskurs der dominerer alle videregående uddannelser. Det tager tid og kræver kræfter og de som har været så dumme også at vælge børn til, har virkelig opdaget hvordan snakken om ligestilling stopper ved barnets ankomst. Da størstedelen af samfundet stadig dyrker kønsapartheid (og elsker det) er der ingen hjælp at hente nogen steder fra: Lev den maskuline diskurs eller fedt hjem til lortebleerne!
Det store problem er at der er uendeligt få danske mænd der har det intellektuelle overskud til at indse at problemet er diskursivt: Kvinder opdrages i en dobbeltkontrakt. Kvinder skal både indeholde de feminine dyder (hvad enten det så lige er den ene eller den anden slags dyder der udnævnes til feminine) og de maskuline, samtidig med at de får at vide at deres analyse af at de lever en dobbeltkontrakt er forkert fordi “der jo allerede er ligestilling” og “mænd og kvinder er jo grundlæggende forskellige og sådan skal det også være” og “samfundet er blevet stærkt femininiseret” og “kvinder skal holde op med at tude”. Alt det biologistiske og liberalistiske ævl, vi har hørt så tit og som reelt kun dækker over én ting, nemlig at folk ikke har forstået hvad problemet egentligt er og derfor bare lukker ævl og gammel overtro ud.
Læs bare debatterne her på Information; Danmarks eneste progressive avis, og oplev hvor reaktionære de fleste mændesker m/k, er.
Det er simpelthen spild af tid at prøve at opnå ligestilling for folk elsker kønsapartheid.
Hvis man gerne ville have et samfund der var således indrettet at mænd ikke havde en tre-fire hundredetusinde fordele udelukkende pga deres køn, så ville det kræve en gennemgribende ændring af de nuværende samfundsstukturer, samt et totalt opgør med de herskende kønsdiskurser, også de såkaldt feministiske diskurser, som ærligt talt gør mere skade end gavn som det er.
Det ville kræve et totalt opgør med det vestlige frihedsbegreb og -ideal, samt en omstrukturering af verdensøkonomien, for blot at nævne enkelte forhold.
Samfundsrealiteterne af i dag er så gennemmaskuliniseret at kvinder har to valg: Maskulinisering eller inferiøritet.
og det ændrer små hyggelige bøger om køn ikke på …
Denne kommentar er anbefalet af:
Kære Johanne
Jeg troede også som 20 årig, at feminisme var overflødig. Også selvom jeg deltog i en kvindegruppe på filosofi (hvor sekt agtigt :-), hvor jeg rent faktisk lærte noget om andre måder at være sammen på, andre måder at tale på, andre måder at udøve magt, end den gængse.
Som nu er blevet gængs all aver.
SÅ jeg siger dig; det bliver endnu værre med alderen. Tredive år efter læser jeg om din ti-års desillusion… og jeg ser dem på tyve atter tro sig fri…
Jeg var egtl. ved at fare i blækhuset for at kommentere, men Charlotte Primdal har sagt det så godt. Bortset fra at jeg ikke kan være med på konklusionen om, at det ikke kan betale sig at gøre noget som helst.
Lidt har også ret, selvom det af og til forekommer meget lidt.
@Tine Byrckel:
Hvis dem på 20 er mig, så skyder du lidt ved siden af. Jeg må desværre indrømme at være betydeligt nærmere 30 :).
Da jeg var 20, var jeg skam feminist.
Jeg har i øvrigt stadig ikke forstået, hvad Johanne Myginds klage går ud på.
Noget med, at det ikke er elitært nok at være ph.d. eller fuldmægtig?
NEj, Camilla, Johannes klage er, a at mænd med samme udgangspunkt (?) som hende nu har større indtægt, prestige og position.
Men du må da gerne forblive blind!
Ligesom du åbenbart er blind for at Johanne ikke bare læste, men også skrev en af de omtalte bøger
Tine Byrckel
Du beskriver ingen konsistens, i hvert tilfælde ikke hvad angår feministbevægelsen og dens målsætninger.
Idag består den hovedsagligt af feminister, der enten bekæmper muslimsk hovedbeklædning med begrundelse i kvindeundertrykkelse, eller den nye forældreansvarslov, ved at hævde bl.a, at kvindens, ikke bare ret, men naturlige fortrin og behov til at være hjemmegående (helt bagvendt argumentation).
De er enten medlemmer af stærkt højreorienterede organisationer, eller de opfatter sig tilhørende den yderste venstrefløj, og hvor min påstand er; At feministbevægelsen har udspillet sin rolle, og hvor fremtidens ligestillingspolitik skal komme fra alle andre steder end yderfløjene.
Når man ser på statistikerne vedr. kønsrollefordeling ang. lønforskelle, på henholdsvis borgerne i EU og danmark, så ser tallene bedre ud for danmarks vedkommende, mens tallene for italien topper ligefordelingen ved at have den mindste forskel.
Hele politiken på ligelønsområdet ser også ud til at sammenblande socialistisk lønpolitik med en liberal, hvor al fornuft ophører ved ikke at skelne mellem ligeløn for alt arbejde, og branchebestemt med lønforhandling.
Derfor er det et spørgsmål, om det ikke er dig der er blind, som du siger, og der er da heller ingen lovgivning der berettiger til kønsopdelte lønforskelle. Faktisk forholder det sig lige omvendt, hvor løndiskrimination er klart beskrevet som ulovligt.
I den forbindelse kan jeg ikke finde eksempler på lønforskelle for lige arbejde, under betingelserne fastsat indenfor samme virksomhed. Det kan være ganske vanskeligt at redegøre for en samlet vurdering, mens det er mere overskueligt at spørge den enkelte.
Mit konkrete spørgsmål til dig er derfor:
Får du det samme i løn som dine kollegaer?
Må jeg ikke som mand stille dette stilfærdige spørgsmål:
Hvad er der galt med at være tekstforfatter? Eller Ph.D. studerende? Eller ligestillings-konsulent?
Åbenbart tror kvinder stadig, at de behøver en chef-stilling for at være en succes? Hvorfor dog det?
Også dette spørgsmål burde mane til eftertanke og måske reflektion:
Hvordan kan dety dog være, at mange kvinder forventer (ubevidst måske?) at mænd stadig er handy-mænd og tager sig af arbejdet med at male huset, slå græsset, samle reoler, eller udskifte vandhanen i badeværelset eller pakningen i bruseren? Som de forventer at mænd genetisk er født til dette… præcist som mæmd måske forventede, at kvinder genetisk var født til at passe børn, yde omsorg mm. før kvinde-bevægelsen ankom på scenen….
Og igen:
Hvorfor er det nødvendigt for kvinder (og andre mennesker) at måle sig med andres mænds (og kvinders) succes…. og mene, at f.eks. en redaktør på Politiken er mere prestigefyldt end f.eks. at være ligestillings-redaktør.
Så vidt jeg kan se internaliserer kvinderne her jo bare samfundets forventninger om at visse poster i samfundet er bedre end andre, f.eks. er det, ifølge kvinderne, åbenbart bedre at være ansat som studievært på tv end at være fuldmægtig. Var det ikke netop disse samfundets forventninger om hvilke jobs der er vigtige som bl.a. Kvinde-bevægelsen og feminisme forsøgte at gøre op med?
.”Hvorfor er det nødvendigt for kvinder (og andre mennesker) at måle sig med andres mænds (og kvinders) succes…. og mene, at f.eks. en redaktør på Politiken er mere prestigefyldt end f.eks. at være ligestillings-redaktør.”
Det var vist en ligestillingskonsulent. Grupperne var i udgangspunktet sammenlignelige i såvel position som ambitioner. Ti år senere har dem med noget dinglende mellem benene langt mere magt, indflydelse, prestige og penge. Så skal det fedt hjælpe at sige, at mor er en superstjerne i hjemmet, og hvorfor kan de ikke bare ønske sig det, de fik?
At vi lever i et gennemgribende kapitalistisk samfund modereret af lidt statslig udjævning og omfordeling kan man sige og mene mange grimme ting om, men der er dog én stor fordel: Vi har et mål for værdsættelse, som skærer gennem al ordflommen og nådesløst afslører, hvem der værdsættes mere og mindre, nemlig penge. Nok så mange kan udbrede sig om, at advokater er nogle fæle folk, og at sosuerne som tørrer vore gamle bagi har et nobelt kald, men bundlinjen afslører sandheden. Og med hensyn til køn er sandheden, at mænd værdsættes 17-19% mere end kvinder.
Jeg synes, det var en god og rammende artikel - især det om, hvem der var blevet hvad efter ti år!
Kampen er ikke slut.
@ Troels (og andre)
I forholder jer jo slet slet ikke til den virkelighed, som findes uden for universiteterne, og den karriere-orienterede livsform.
Og hvor mange kvinder, ja selv kvinder i den karriere-orienterede livsform, skam mener, at manden skal betale for middagen, holde døren, og andre gamle klassiske maskuline dyder. Og udtrykker foragt (måske ubevidst) for manden, hvis han ikke lever op til hendes forventninger om at være en handy-mand, eller ej heller lever op til hendes (ubevidste) forventninger om at han skal være en ‘rigtig’ mand. Og det betyder, ifølge min erfaring, at de fleste kvinder foragter en mand som tager sin krops signaler alvorligt, går til kiropraktor, og healing og interesserer sig for det, man i Danmark kalder ‘alternativ behandling’. Eller vover at udtale sig om børnepasning, madlavning, støvsugning eller tøjvask - alle ting, som kvinder traditionelt har stået for. Eller boligindretning….
Og om grupperne er sammelignelige i ambition og positioner i udgangspunktet? Tjah, det ved jeg faktisk ikke. Men faktum er rent faktisk, at hvis en kvinde bliver spurgt om hun vil være leder siger som oftest nej, men hvis en mand bliver spurgt om det samme siger han som oftest ja. Og det handler bl.a. om opdragelse…
@Karsten Aaen:
.”I forholder jer jo slet slet ikke til den virkelighed, som findes uden for universiteterne, og den karriere-orienterede livsform.”
Øh, jo, jeg gør. Er der en hel del kvinder, som krampagtigt hager sig til de mindre fordele, der trods alt er for dem i det gammeldags, patriarkalske kønsrollemønster? Selvfølgelig er der det. Og der er masser af kvinder, som lader sig presse til at nøjes med at ønske sig, hvad de kan få? Vel er der det.
Her er en lille historie fra det virkelige liv: Min mormor var en intelligent, stolt og viljestærk kvinde, som på grund af sine idéer om “kvindens rette plads” droppede sin uddannelse og sit job (farmaceut) som en varm kartoffel, da hun var blevet gift med min gymnasielærer-morfar. Ikke fordi han pressede hende til det, men på grund af netop opdragelse, og hun havde i øvrigt definitivt “bukserne på” i det forhold. Derefter gik hun det meste af sit liv hjemme og højglanspolerede nipset, mens hun blev mere og mere bitter og frustreret over at have malet sig selv op i et hjørne, hvor hun ikke havde noget udløb for sine talenter og energi. Pointen: Bare fordi en del kvinder har internaliseret de værdier, som sætter dem i en økonomisk og socialt underlegen position, betyder det sgu ikke, at alt er fryd og gammen!
.”Og om grupperne er sammelignelige i ambition og positioner i udgangspunktet? Tjah, det ved jeg faktisk ikke.”
Joh, det gør du hvis du læser efter, for det er netop det som den sidste del af selve artiklen går ud på.
Jeg gentager: Danske mænd værdsættes 17-19% mere end danske kvinder. Bogstaveligt talt. Og det er taget henover alle samfundslag.
Og forøvrigt har jeg aldrig fået andet end positive reaktioner på at være hjemmets primære kok.
Troels
Så tillad mig at supplere med en tilsvarende beretning.
Min mormor (og også min morfar) var en viljestærk og selvstændig person, der på trods af ganske fattige kår, tog en uddannelse som regnskabsfører og blev derefter ansat som bogholder i et Sjællandsk firma. Hun sled med bl.a. rengøring for andre for at spare sammen til uddannelsen.
Min morfar’s løn kunne på ingen måde måle sig med hendes, og deres valg blev, at han passede hus og have, mens hun tjente pengene.
Dette skete for ca. 70 år siden, og her er min påstand:
Feminister lider ofte af den virkelighedforvrængning, at deres egne valg er andres skyld. Naive mennesker, her iblandt nogle mænd, dem der engang kaldtes rødsokker, koger over i forsøget på pædagogisk uselvstændighed.
Hans Hansen har en vigtig pointe, omens hans konklusion ikke er helt korrekt.
Sagen er nemlig den at en afgørende faktor i den manglende ligestilling skyldes historien om den manglende ligestilling, eller diskursen om man vil.
Som historiker er jeg stødt på utroligt mange af den slags forhold som Hans Hansen beskriver, i mange former. Kvinder har, historisk set, gjort sig gældende på så mange områder at det er absurd at opretholde den forestilling at det er mænd og alle deres gerninger og alt deres væsen, der har formet de historiske realiteter og de menneskelige samfund.
Det er mig en gåde hvorfor så mange mennesker, både lægpersoner og videnskabsfolk, ikke har luret at jo mere man går til tingene med et poststrukturalistisk perspektiv, jo mere finder man ud af der er meget få historiske generaliseringen der holder vand, når de udsættes for mikrohistoriske studier.
Ligesom preteenagere bygger vi vores identitet op på at søge de strukturelle forskelle på kønnene.
Snarere end at tale om f.eks. at mænd undertrykker kvinder eller at mænd har tiltaget sig magten til at bestemme hvordan samfundet skal indrettes, er det interessant at se på hvordan bestemte menneskelige realiteter og vilkår er blevet diskursivt ophævet til “gode” mens andre er “dårlige” - det er ikke et spørgsmål om køn, men et spørgsmål om magt.
Og jeg mener stadig I (eller rettere vi) som har en universitets-uddannelse totalt overser, at især kvinder med det Thomas Højrup og Lone Rahbeck kalder ‘husmorlivformen’ rent faktisk ikke er særligt interesseret i at gøre karriere.
Det er kun kvinder inden for den karrie-orienterede livsform, som har lyst til at gøre karriere. Og alle mennesker, også kvinder og mænd, har forskelligt udgangspunkt og forskellige ambitioner. Det kan godt være, at kvinder og mænd tror, at de har de samme ambitioner som hinanden og samme udgangspunkt. Men det har de netop ikke qua deres opdragelse mm.
Og igen:
Samfundet har bestemt at det er bedre at være studievært end ligestillings-konsulent? Hvorfor er det dog det?
http://politiken.dk/indland/article917199.ece
Denne artikel fra Politiens web-avis fortæller, at danske mænd tjener ca. 18% mere end kvinde gør.
Den overser totalt en grunden til det er at mænd er ansat i det private, mens kvinder er ansat i det offentlige - her er kvinderne som regel på nedsat tid.
@ Charlotte Primdal: …Og køn er i allerhøjeste grad et spørgsmål om magt, omend ikke et simpelt ét. Historien om min mormor er netop et spørgsmål om en kvinde, der underkastede sig sin diskursive idé om de rette normer, med triste konsekvenser.
Naturligvis er det ikke et spørgsmål om at mænd betyder alt og kvinder betyder intet, systemet og kulturen vrider det bare i den retning. Og naturligvis er det en regel med masser af undtagelser, men statistikken var og er nu desværre stadig ret klar.
@ Karsten Aaen:
At påstå at karriere-orienterede kvinder som dem bag “Nu er det nok, så er det sagt” ikke bør ønske sig (eller har moralsk ret til at have ambitioner om) karriere-succes, fordi de er opdraget med kønsroller som fremhæver kødgryderne som en kvindes rette plads, forekommer mig højest mærkværdigt.
.”Samfundet har bestemt at det er bedre at være studievært end ligestillings-konsulent? Hvorfor er det dog det?”
Det er der en del grunde til, og vi kan nok blive enige om at en hel del af dem ikke er særlig gode. Men ikke desto mindre ER det sådan samfundet ser det, og forskellen udmøntes i penge og status, som studieværter belønnes med frem for ligestillingskonsulenter.
Og MHT ligeløn er der to store problemer: For det første at kvinder kan fravælge børn og dyrke karrieren til de segner, men selv sådanne kvinder vil (som gruppe, statistisk set og med individuelle undtagelser) stadig tjene mindre end tilsvarende mænd, selvom de vælger pengene. For det andet, at de traditionelle kvindefag værdsættes lavt, hvilket skævvrider den kønsmæssige lønstatistik. Man kan sagtens finde folk som tillægger pleje-jobs stor moralsk værdi, men så er vi allerede snublende tæt på, at arbejdet bærer lønnen i sig selv, og det er umoralsk at kræve flere penge for noget, der burde være et kald, osv. I vort kapitalistiske samfund belønnes værdsættelse kontant, og tallene siger klart og tydeligt, at pleje ikke værdsættes særlig højt.
Charlotte Primdal
Du har ganske ret i generaliseringer ikke holder i forbindelse med individuelles muligheder. Såfremt et individ træffer sine valg og handler vedholdende, så åbner der sig flere muligheder end for mennesker der ændrer dem undervejs, dog er ikke engang dette altid gældende, alene fordi det kan være klogt undervej at ændre retning.
Jeg har da også eksempler på at feminister, hverken er chauvinister eller at deres valg som hjemmegående, eller udearbejdene er forkert for netop dem. Ligeledes kender jeg til en udtalelse fra en kendt feminist, at hun ikke engang ubetinget vil betegne sig selv som feminist. Hun har en pragmatisk tilgang til betegnelsen, og som sådan er det umuligt at finde hende ekstremistisk eller beskylde hende for på nogen måde at handle og tænke kompulsivt.
Det er mit indtryk at disse kvinders intelligens er højere end gennemsnittets, og samtidig er de klogere. Dette genfinder jeg desværre ikke for den brede mariotet af hverken mandschauvinister eller deres pandang feminister, med begrundelse i disses behov for at tilhøre en gruppe, der således, i nogle tilfælde, er et udtryk for manglende selvstændighed.
http://www.180grader.dk/Politik/feministerne-og-fa…
@Hans Hansen
Det kan ikke være nogen hemmelighed at et unuanceret syn på køn stiger proportionelt med at IQen falder, og selv os der forsøger at have en nuanceret tilgang (hvad enten vores IQ er høj eller lav) må konstant dekonstruere vores konklusioner.
På dage hvor jeg er usædvanlig træt og desillusioneret forekommer det mig at problemet bedst kunne løses som i Sherri S. Teppers “The Gate to Womens Country” - men så minder jeg mig selv om at interessekonflikten mellem kønnene, blot er en blandt mange af de interessekonflikter der styrer de menneskelige realiteter og får vi løst den, skal vi blot slås videre med den næste i rækken.
Charlotte Primdal
Det er naturligvis kun en hemmelighed for hvem der ikke forstår.
Hvordan kan jeg udtrykke det? Måske ved at opgive desillusionerethed, og i stedet bare at grine af det.
Hvis man ønsker at ændre verden, så kik sig i spejlet og start med sig selv ;-)