Derfor er fodbold en dårlig forretning

‘Fremtidens FC Midtjylland’ er ved at tage støvler på i en liflig duft af drengesokker og muskelvarmer. Han hedder Mads Pedersen, er 17 år og bor på klubbens fodboldakademi i Ikast.

Et forventet underskud på mellem 40 og 55 mio. i klubbens moderselskab har pludselig sat ekstra fokus på ham og de andre unge talenter.

For et år siden stod den på dyre spillerindkøb og et erklæret mål om fodboldmesterskab i 2011, et tophold i kvindehåndbold og en racerbil (ja, en racerbil), som skulle køre om kap med andre racerbiler sponsoreret af europæiske storhold som Liverpool, AC Milan og FC Porto i løbsserien ‘Super-league Formula’.

Men foranlediget af de røde regnskabstal må FC Midtjylland nu søge »tilbage til rødderne«, som administrerende direktør Claus Bertelsen udtrykker det. Racerbilen er det slut med, mens håndboldkvinderne har slugt en kollektiv lønnedgang på 10 procent. Nu er det akademiets talentfabrik - der tidligere har kastet både stamspillere til superligaholdet og guldrandede salgs-objekter som landsholds- og Palermo-spilleren Simon Kjær af sig - som skal redde både forretningen og resultaterne. Der er simpelthen ikke råd til andet.

»Det er jo en kæmpe motivation, fordi det betyder, at vi får chancen tidligere. Så det er godt for os, men skidt for klubben.«« siger Mads Pedersen. I ‘Ulvenes’ hovedkvarter på MCH Arena ved motorvejen i Hernings udkant, hvor FC Midtjylland på lørdag tager imod OB i forårets allerførste superligakamp, lægger sportsdirektør Jens Ørgaard ikke skjul på, at det måske gik lidt stærkt i en periode.

»De tiltag, vi har taget de senere år, havde vi nok ikke taget, hvis vi vidste, at der kom en finansiel krise,« siger han. »Men på daværende tidspunkt føltes det jo rigtigt.«

Nedtur over hele linjen

Cirka samme følelse sidder man formentlig med i ganske mange danske fodboldklubber, der i stil med FC Midtjylland har udvidet aktiviteterne fra fodbold til også at omfatte andre sportsgrene, og i manges tilfælde ligeledes har forsøgt at tjene penge til drift af fodbolden på f.eks. ejendomsmarkedet. Den eneste superligaklub med sorte tal på regnskaberne er ligaens nummer ét, OB. Resten er mere eller mindre dundrende underskudsforretninger, med Parken Sport og Entertainment i spidsen - Flemming Østergaard er gået af som bestyrelsesformand og efterlader sig et underskud for 2009 på en kvart milliard. Men der er også store underskud i klubber som AAB, der bl.a. er brændt inde med en ejendom til 84 mio., Brøndby og AGF, hvor man har taget konsekvensen og skåret de senere års underskudsgivende håndboldforretning fra.

Hjerteblod

Meget kan forklares med den nedtur, der har ramt hele erhvervslivet (og dermed sponsorerne) og det ejendomsmarked, klubberne har bevæget sig ind på. Men måske handler det lige så meget om, at både almindelige fodboldinteresserede, fans og klubfolk har så mange følelser investeret, at alting handler mere om at vinde end om at tjene penge.

»Samfundet spejler sig i sporten, fordi den meget klart destillerer de moderne-ne, vestlige, kapitalistiske samfunds optagethed af fremskridt ud,« siger Rasmus K. Storm, seniorforsker ved Idrættens Analyseinstitut. »Fodboldklubberne er emotionelle repræsentanter for fremskridtet, og derfor er ledere i fodboldklubber tilbøjelige til at investere hver en tjent krone i at blive bedre,« forklarer han.

Men han fremhæver samtidig en række andre forhold, der gør fodboldforretningerne ekstra sårbare.

For det første er der det, han kalder »den blinde plet i sportsøkonomien«: På langt sigt vinder man statistisk set mere, hvis man bruger mange penge på dyre spillere. På kort sigt er sammenhængen bare ikke særligt entydig - og så kan fælden klappe, hvis man løber tør for penge, før man opnår de gode og indbringende resultater.

Det andet problem er incitamentsstrukturen i en fodboldliga, hvor topholdene tjener markant flere penge på tv-rettigheder, sponsoraftaler og deltagelse i europæiske turneringer end bundholdene, som til gengæld risikerer at rykke ned og dermed helt ud af branchen.

»Der findes vel stort set ingen andre brancher, hvor man på samme radikale måde kan blive forhindret i at tjene penge ved at ‘rykke ned’,« siger Rasmus K. Storm.

Derfor får man et system, hvor det kun går én vej:

»Holdene iagttager hele tiden hinanden, og i toppen siger de ‘uh, vi skal ikke ned i bunden,’ mens dem i bunden siger ‘nu må vi satse’. Så overinvesterer man på formodet efterbevilling, og det skaber en opadgående, selvreferentiel spiral af overinvestering.«

Det byder selvfølgelig spillerlønningerne i vejret, og dermed skabes det tredje problem: I opgangstider med stigende indtægter kan spillerne indkassere stort set hele stigningen i form af løn. Og når indtjeningen fra sponsorer osv. så svigter - som den gør lige nu - hænger klubberne på regningen, fordi spillerne typisk skriver flerårige kontrakter. Under normale forhold kunne man så sælge nogle af de dyre spillere fra, men spillermarkedet er stendødt i hele Europa i øjeblikket. Det er nemlig ikke kun danske klubber, som er i økonomisk uføre.

Det vil ske igen

Men ifølge Rasmus K. Storm betyder den benhårde konkurrence, at det kan blive mere end svært for klubberne at undgå en gentagelse af den spiral, der har medført de aktuelle underskud: Han forudser, at så snart klubberne får råd til det, vil de igen kaste sig ud i en hundedyr konkurrence om de bedste spillere, i nye sportsgrene og i nye mere eller mindre risikable erhvervseventyr, der kan generere indkomst til fodbolden.

I mødelokalet hos FC Midtjylland trækker sportsdirektør Jens Ørgaard på smilebåndet af dén spådom.

»Det er et meget realistisk scenario,« siger han så. »Det er jo hele problemstillingen med sport: Man har svært ved at sætte tæring efter næring, for det er ofte ambitionerne og hjertet, der driver værket, og ikke så meget hjernen. Derfor er det måske nogle gange meget godt at få en finanskrise, for så begynder hjernen at slå lidt mere til igen.«

Og i FC Midtjylland har hjernen altså foreløbigt udtænkt, at de hjemmedyrkede talenter snarere end dyrt indkøbte spillere udefra skal skabe fremtidens resultater.

Det glæder naturligvis deres trænere, ikke mindst Tonny Hermansen, der har været på fodboldakademiet i to et halvt år. Han smiler over hele femøren, mens Mads Pedersen og de andre unge talenter løber ind på banen på træningsanlægget i Ikast til en gang eftermiddagsbold i den spæde forårssol.

»Det er jo fantastisk at have sådan nogle forhold,« siger han og peger på den nydelige kunstgræsbane og tribunen på sidelinjen. »Det er også her, de spiller kamp, og det er jo rigtig meget ligesom i Superligaen. Vi spiller ‘Ulvesangen’ for dem og det hele.«

- For så er de vant til det, når de engang skal ind på banen i Superligaen?

»Lige præcis.«