Den fynske politiker Anna Rytter (EL) tiltrak for et års tid siden sig opmærksomhed, da hun demonstreredei Odense mod krigen i Gaza - side om side med Hamas-tilhængere.

Fyens Stiftstidende beskrev dengang i artiklen ‘Demonstration løb af sporet’ den 3. januar 2009, hvordan de to byrådspolitikere Peter Rahbæk Juel (S) og Stina Willumsen (SF) udvandrede på grund af en ophidset stemning. De skulle ellers, ligesom Anna Rytter, holde tale. Kun Anna Rytter blev.

Stina Willumsen begrunder i artiklen til Fyens Stiftstidende udvandringen med, at:

»Det var ikke den demonstration, jeg havde sagt ja til at deltage i. Den var ment som en sympatitilkendegivelse med ofrene i Gaza, hvor der blandt andet skulle tændes lys for dem. Jeg havde forberedt en tale om fred mellem befolkningsgrupper, der opfordrede både Hamas og Israel til at lægge våbnene, men det harmonerede slet ikke med den symbolik, der var i flag og i tilråb.«

Rytter uenig

Alt dette kunne man læse sidste mandag i artiklen Ny muslim i Folketinget for Enhedslisten. Men beskrivelsen kan Anna Rytter, som i dag har siddet fire år i byrådet i Odense, dog ikke genkende.

Hun fortæller nu til Information, at hun, ligesom mange andre politikere blev bedt om at holde tale. I København var det for eksempel Frank Aaen (EL), Villy Søvndal (SF) og Mogens Lykketoft (S).

»Jeg er jo byrådsmedlem, og som politiker bliver man ofte bedt om at holde tale til forskellige arrangementer. Så vurderer vi fra gang til gang i Enhedslisten, om arrangementet er relevant for os. Med denne her demonstration, imod Israels bombardementer af Gaza, var det klokkeklart, at selvfølgelig var det noget, som vi i Enhedslisten skulle takke ja til at tale til,« siger Anna Rytter.

- Men de andre byrådspolitikere udvandrede jo, fordi demonstrationen udviklede sig til noget andet, end de havde regnet med?

»De udvandrede ikke, de gik længe, inden demonstrationen var begyndt. Politiet siger desuden til Fyens Stiftstidende, at der ikke var noget ballade til den demonstration.«

- Peter Rahbæk Juel siger til Fyens Stiftstidende, at han gerne ville have talt om fred til demonstrationen, men at han gik, fordi det ikke var ‘det rette forum’?

»Jeg forstår ikke den udtalelse, fordi Peter Rahbæk Juel og Stina Willumsen gik længe inden demonstrationen var samlet. Jeg ved ikke, hvilke årsager de to politikere har haft til at udvandre fra den demonstration.

- Men synes du ikke, det er påfaldende, at to andre politikere udvandrer, når du ikke gør?

»Nej, jeg ved jo ikke, hvorfor de gik. De stod på plakaten, og da jeg skulle på, var de der ikke,« pointerer Anna Rytter og fortsætter:

»Jeg kan ikke tage stilling til mine politiske holdninger ud fra, hvad en tilfældig SF’er eller tilfældig socialdemokrat synes den tilfældige dag. Mine politiske holdninger står fast uanset, om der er en SF’er eller en socialdemokrat, som mener noget andet«.

Talen til demonstration

Ifølge Anna Rytter er der ikke noget mærkværdigt i, at hun blev og holdt tale til demonstrationen, fordi det var i linje med Enhedslistens politik.

»Vi er imod vold, imod overgreb på civilbefolkningen, og imod de krige, der er i mellem Israel og Palæstina. Derfor er det klart, at jeg ville stille mig op og fortælle om Enhedslistens holdning til det. Enhedslisten har også en klar holdning i forhold til Hamas, som vi ikke støtter på nogen måde,« fortæller Anna Rytter og pointerer, at hun ikke kunne tjekke, hvem de 10.000 demonstranter var tilhængere af.

»Inden demonstrationen var der dog nogle unge mennesker, som kom med nogle hjemmelavede skilte, hvorpå de havde tegnet en davidsstjerne med et rødt kryds henover. De skilte fik vi fjernet, fordi jeg er godt klar over, at man både kan opfatte det som et antiisraelsk og et antijødisk symbol. Jeg vil ikke deltage i en demonstration med antijødiske symboler,« fortæller Anna Rytter.

Peter Goll overdriver

Anna Rytter er desuden utilfreds med den omtalte artikel, som Dagbladet Information bragte om hende. I artiklen udtaler politisk kommentator Peter Goll, at Enhedslisten skal være varsom med at vælge en kandidat som hende, fordi hun let kan anfægtes af de politiske modstandere. Det, mener Anna Rytter, dog ikke er noget problem.

»Enhedslistens kandidater bliver jo skudt alt muligt i skoene uanset hvad. Jeg vil gerne diskutere mine politiske holdninger, men mine private forhold - altså mine private religiøse ritualer - som hvilken mad jeg spiser osv., det er fuldstændig irrelevant for mit politiske virke. Det tror jeg også, at de fleste danskere udmærket ved. Når de stemmer på en politiker, stemmer de på en, som de er politisk enige med, ikke en som spiser det samme som dem,« siger Anna Rytter.

- Er du ikke bange for at blæse en ny konflikt i gang i Enhedslisten efter sagen med Asmaa Abdol-Hamid, som Peter Goll fremhæver?

»Der er ingen konflikt i Enhedslisten, der er vi afklaret. Vi har en årsvedtagelse, der siger, at Enhedslisten er et ikkereligiøst sekulært parti, men religiøse mennesker er velkomne uanset religion. Den problemstilling, som Peter Goll prøver at tegne, er ikkeeksisterende,« siger Anna Rytter

Muslim og socialist

Anna Rytter er ærgerlig over, at hun nu er blevet kendt for sin religion frem for sin politik.

»Jeg har masser af andre erfaringer, som er mere relevante at trække frem. For eksempel har jeg inden for det sociale område fået gennemført en fattigdomsundersøg-else i Odense Kommune og samtidig fået nedsat et råd for socialt udsatte. Jeg er ikke og vil ikke være kendt for at være muslim,« siger Anna Rytter.

Derfor vil hun ikke komme nærmere ind på sin religiøsitet, og hvorfor hun er konverteret.

Anna Rytter fortæller, at hun sagtens kan forene det at være muslim med det at være socialist, fordi hun er i stand til at skelne mellem, hvornår hun er politiker, og hvornår hun er privatperson med en ‘religiøs forestillingsverden’.

»Jeg mener ikke, at religionen skal have en plads i den politiske lovgivning. Jeg mener ikke, at man kan lave lovgivning på baggrund af religiøse dogmer. Det er uanset, om de er fundet i Koranen, Biblen eller andre steder. Politik laver man på baggrund af fornuft og en argumenteren frem og tilbage for, hvordan vores samfund skal indrettes. Det gør man ud fra argumenter, ikke ud fra dogmer. Religion er som udgangspunkt for mig dogmer,« siger Anna Rytter.

I artiklen i Dagbladet Information forrige mandag lykkedes det desværre ikke at få en kommentar fra Anne Rytter. Hun mener dog, at hun aldrig blev kontaktet, selv om det fremgår, at Informations journalist forgæves forsøgte at få fat på hende.

Denne artikel er anbefalet af: