Vi taler tit om, hvordan vi gerne vil gøre verden til et bedre sted. For eksempel vil vi gerne hjælpe med at indføre demokrati og stabilitet i de lande, der mangler det.

Men hvad nu hvis de to idealer er indbyrdes modstridende? Eller hvis kampen for demokratiet kræver, at man en gang imellem lige suspenderer demokratiet et øjeblik for at få orden på sagerne, så demokratiet kan blive endnu bedre og stærkere, næste gang man indfører det igen?

Det synes at være logikken i den nye indstilling til militære kup verden over, som Information portrætterede i gårsdagens avis. Indstillingen er, at militærkup i visse situationer ikke er anslag mod demokratiet, men tværtimod kan være nødvendige forudsætninger for at sikre de velfungerende demokratier.

Således er militære kup i lande som Thailand, Honduras og Niger reelt blevet accepteret af det internationale samfund i de seneste år, fordi kupmagerne har lovet at indføre demokrati snarligst. Det gør kupmagere ganske vist altid, men i de pågældende tilfælde har omverdenen holdt igen med fordømmelsen, fordi den demokratiske tilstand også før kuppene har været betragtet som problematisk.

Således uidsendte udviklingsorganisationen Care Danmark, hvis mission ellers angiveligt er at »styrke civilsamfunds kapacitet til at hjælpe sig selv«, i forrige uge en pressemeddelelse til støtte for det militærkup, der var gennemført af en junta ledet af Oberst Goukoye Abdoulkarim i det afrikanske land Niger.

»Jeg tror på, at Abdoulkarim og hele hans camouflagefarvede hold vil demokratiet. Og jeg er enig i – hvor kontroversielt det end er – at et militærkup i den nuværende situation var den eneste vej til at nå derhen,« skrev
Cares programkoordinator Marianne Haahr i et debatindlæg i Information.

Også centerleder Stig Jensen fra Center for Afrikastudier forklarede i gårsdagens avis, at afrikanske ledere med dårligt organiserede befolkninger kan bevæge sig mod diktatur uden stærk modstand fra befolkningen, så militæret bliver den eneste institution, der kan »genskabe demokrati i de lande, hvor folket ikke har den mobiliseringskapacitet.«

Som forskerne Charles Sampford og Margaret Palmer har påpeget, bygger logikken imidlertid på en fortrængt modsætning, nemlig den, hvor princippet om »effektiv kontrol« kommer til at overtrumfe princippet om det, der i den amerikanske uafhængighedserklæring hedder »de regeredes samtykke«: Det, at kun befolkningens accept giver en regering dens legitimitet. Med andre ord: Man kan ikke sikre et demokrati ved at sætte et demokrati ud af spillet.

Dertil har militærkup, uanset eventuelle demokratiske idealer, altid den bivirkning, at skyggen fra dem bliver ved at hvile ind over de regeringer, der efterfølger dem. Enhver regering i et land med et friskt minde om et militærkup er nødt til at operere med sandsynligheden for, at militæret igen vil gribe ind, hvis regeringen ikke tilpasser sin politik derefter. Derfor var fx det honduranske militærkup i juni sidste år ikke kun en bekvem løsning på problemet med en problematisk præsident – det var også et genåbning af et kapitel, Mellemamerika havde håbet at lægge bag sig. Regionen har gennem to årtier langsomt, tøvende og skrøbeligt lagt statskuppene bag sig og opbygget en tro på, at demokrati kan være holdbart. Kuppet i Honduras genåbnede muligheden for, at soldaterne griber ind, hvis politikerne opfører sig forkert.

En ting er, at man kan fortælle sig selv, at demokratier kan suspenderes for demokratiets skyld. En anden tankevækkende og voksende tendens, ikke mindst blandt politikere, er tendensen til at betragte demokratiet som en slags vestlig luksus eller en særlig dansk værdi, som ikke alle kan håndtere. Sådan portrætterede SF’s Holger K. Nielsen det for eksempel i sommer, da det op til det afghanske valg blev tydeligt, at de vestlige magter taler mindre og mindre om, at vi er i landet for at indføre demokrati.

»Hele krigen har været en håbløs illusion om, at man kæmpede for demokrati og kvinders rettigheder. For mig at se handler det nu om at få skabt en stabil situation, så afghanerne selv kan overtage deres land på de præmisser, de nu ønsker, i stedet for at pådutte dem vores værdier,« sagde SF’s forsvarsordfører dengang. Han bekræftede lige som Venstres forsvarsordfører, Karsten Nonbo, og socialdemokraternes Mogens Lykketoft, at vi reelt har opgivet at indføre demokrati i Afghanistan.

»Det er en pragmatisk løsning, som ikke lyder godt i folks ører, hvis de ser verden sort-hvidt. Men det er for at opnå en gevinst fra Taleban, og i en forhandling må begge parter give sig,« forklarede Nonbo.

I det nye regeringsgrundlag, som Lars Løkke fremlagde i sidste uge, nævnes det mindst ti gange, at demokrati er en grundlæggende dansk værdi. Måske er det på tide at spørge, om den mest er til brug for os selv.