Opslag til denne artikel

Emneord:Facebook, højrefløjen, radikalisering, venstrefløjen
Organisationer:Radikale Venstre
Steder:Århus, Danmark, Rødovre

På en video på Youtube toner et rødt danmarkskort op. »Carl-Erik Zølk er modstander af demokratiet, og han er en af voldens bagmænd,« lyder en forvrænget stemme, mens kameraet zoomer ind på Carl-Erik Zølks hus i Rødovre.

I artikler på højreekstremistiske hjemmesider og i facebookgrupper står højrekritiske bloggeres adresser side om side med trusler om bank og mord på de »røde landsforrædere«.

Margrethe Monika S. Hansen, der er blogger og medlem af Radikale Venstre har fået daglige trusler igennem det sidste halvandet år.

»Jeg modtager både trusler på Facebook, på min blog og i videoer på Youtube. Og det er fra mange forskellige mennesker. Det finder jeg utroligt bekymrende, da de i truslerne refererer til mit hjem og min familie,« siger Margrethe Monika S. Hansen, der ligesom Carl-Erik Zølk på sin blog har rettet skarp kritik af de højreekstreme miljøer.

Trusler er optrapning

De højreekstremistiske hjemmesider og facebookgrupper påstår, at bloggere som Margrethe Monika S. Hansen og Carl-Erik Zølk er en del, af hvad de kalder for »voldens bagmænd«.

Voldens bagmænd skulle ifølge siderne opfordre den radikale del af venstrefløjen til at udøve vold mod højreekstreme fra blandt andet grupperne Danmarks Nationale Front og Vederfølner. På hjemmesiderne dokumenteres påstanden med den aktuelle sag om Kim Møller, skribenten bag den højreorienterede blog Uriasposten, der for nylig blev overfaldet af venstreradikale, da han dækkede en demonstration vendt mod White Pride i Århus.

Margrethe Monika S. Hansen har på sin blog rejst en kritik og sat navn på de forskellige aktører indenfor de højreradikale grupperinger, og mener at anklagerne er rene injurier.

Men ifølge Margrethe Monika S. Hansen er det ikke injurierne, der er det værste. Det er trusler som denne:

»Danmark for danskerne - så død over Margrethe Monika Hansen. Din lille luder.« skriver en Jan Nielsen i en facebookgruppe.

Forsker i højreradikale miljøer ved Center for Sociologisk Analyse, Jeppe Lyng opfatter truslerne på Facebook som en klar radikalisering i forhold til det tidligere trusselsniveau.

»Før var det kampen om gaden, nu er det kampen om det virtuelle rum. Vi så det med Kim Møller fra Uriasposten, der blev overfaldet. Det vakte særlig opsigt, eftersom han blot er en blogger. Det synes jeg viser, at kampen er gået et skridt videre og trukket voldsomt op,« siger Jeppe Lyng og fortsætter

»Trusler på Facebook er en særlig optrapning, og jeg ville tage dem langt mere alvorligt. For her er jo tale om truende personer, der næsten står frem,« siger han.

Tier debatten ihjel

Truslerne har fået konsekvenser for debattøren og bloggeren Allan Lindemark, der tidligere kommenterede kritisk på sider som Uriasposten. Han har på baggrund af de tiltagende trusler besluttet at trække sig fra debatterne:

»Der blev blandt andet linket til min hjemmeadresse i debatterne, som gjorde især min kæreste meget bekymret,« siger Allan Lindemark, der nu har fået adressebeskyttelse.

Margrethe Monika S. Hansen er bange for, at trusselsniveauet ender med at tie debatten ihjel:

»Det er meget udemokratisk, at de via trusler forsøger at ødelægge debatten. Det ender med, at almindelige mennesker ikke tør ytre sig i debatten,« siger Margrethe Monika S. Hansen.

Tidligere Dansk Front

Hun fortæller, at hun har modtaget adskillige mail fra borgere, der er blevet truet over Facebook af den ekstreme højrefløj. Det drejer sig typisk om folk, der har støttet op om moskeer i Danmark.

Forsker Jeppe Lyng forklarer, at folkene i disse grupper typisk er tidligere medlemmer af Dansk Front. De er nu oftest medlem af grupperne Vederfølner eller Danmarks Nationale Front. Og netop de grupperinger er ifølge Jeppe Lyng i gang med at kridte banen op i kampen mod den radikale venstrefløj:

»Krigen flytter ind i det digitale rum. Det rum bliver lige så relevant for dem, som gaden er. Det her er mennesker, der er i gang med at positionere sig selv. De vil være ligeså store som Dansk Front,« siger han.

Truslerne har fået folketingsmedlem for SF Kamal Qureshi til at melde facebookgrupperne til politiet. Han har derudover stillet spørgsmål til justitsministeren om, hvad politiet gør for at sikre overvågningen af de højreradikale miljøer.

Denne artikel er anbefalet af: