Hvor tiden står stille

Langt ude i Atlanterhavet 500 kilometer fra Casablanca i Marokko og tusind kilometer fra Lissabon ligger øgruppen Madeira. Mange kender hovedøen for dens bjerge og seværdigheder, blomster, sommerfugle og charmerende atmosfære og senest den store regnkatastrofe, som ramte den stejle ø i februar. Færre kender dens lille makker i øgruppen, Porto Santo, som med sine 5.000 indbyggere er en dværg i forhold til Madeira. Men et lille samfund præget af ro og fred.

Allerede på færgen fra Maderia mærker man, at man rykker ud af Funchals hektiske, latinske bystemning. Folk på færgen snakker med hinanden på kryds og tværs om, hvad de har lavet på den store naboø. Allerede her drosles tempoet ned, mens vi vugger på Atlanten. Og da lysene på Porto Santo dukker op, er jeg tryggere, end jeg var ved den hektiske afrejse fra Funchal.

Hvis man kommer om dagen, kan man spadsere langs strandvejen fra havnen til byen. Jeg tager en taxa fra færgen og beder om at komme til en billig pension, og bliver afleveret ved døren til Residencial Central, hvor Wanda, den midaldrende værtinde med sutsko på og med selskab af tre kælne katte, sidder og kigger telenovelas på fjernsynet de endeløse, brasilianske sæbeoperaer, som nogle portugisere elsker. Det gør hun hver aften i alle de otte dage, jeg sover på pensionen. Hun er afhængig.

Cikadesang

Efter en nat i en god seng på et rent værelse med Atlanterhavets og cikadernes sang igennem det åbne vindue til at mildne min søvn kommer jeg ned til morgenmad. Der tales engelsk af en eller anden art på pensionen, for der er gæster fra mange lande. Dog ikke så mange gæster som om sommeren det er uden for sæsonen.

Det er søndag. Jeg går de 200 meter ned i byen og sætter mig på en café med udsigt over det centrale torv og maler en akvarel. Mit portugisiske øre fanger kirkeklokkens slag, og pænt klædte katolikker går i grupper til messe. Jeg hører nogle skrubbede ord om »synd«, mens jeg maler. Så nu har jeg fornærmet de rettroende! Jeg spiser grøntsagssuppe med hvidløgsbrød til middag på en café. 3 euro med en øl til. Og forhører mig om, hvad der sker og som forventet er det ikke meget. Jeg falder i snak først med et par tyskere, der fortæller, at øen huser en lille, tysk vinterkoloni af ældre mennesker, der elsker vejret, stranden, bjergene og den rolige atmosfære og kun snakker tysk. Senere snakker jeg med en madeirensisk it-mand, som er ovre og installere udstyr på øens skole. Han fortæller mig om de store planer, Portugals socialistiske regering har om at bringe landet ind i it-alderen. Der gives statstilskud til computerkøb. På torvet er der en offentlig, gratis internetcafé. De unge har mobilen ved øret. Jo, der er sket meget i de 12 år, siden jeg var her sidst!

Postkort fra Vila Baleria

Mandag forretter jeg ærinder. Køber ind i det centrale supermarked, som er opkaldt efter øernes første guvernør, Zarco. Besøger Colombus hus, hvor han var et par år og giftede sig med guvernørens datter før sin store tur. Spiser blæksprutter, ost, chorizo og godt brød med solmodne tomater, salt og mayonnaise til frokost en flaske bordvin koster 7 kr. så der skal vin til brødet. Og efter en solmoden banan og god, stærk kaffe vandrer jeg i vandkanten på den lange strand med bare fødder og bjergene i vestenden af den lange ø for mine øjne.

Det er svært at erklære sin kærlighed til den lille, rolige ø med få ord. Men de postkort, jeg afleverer hos den smukke Suzana på posthuset, som har så mange unge mænd som kunder, der hver køber et frimærke, så hun rødmer og bliver helt i vildrede, fortæller om nogle dage med havet og himlen over en lille, solfyldt ø. Det er forår i februar. Frøerne kvækker lystigt i byens små strømme. I palmernes kroner, som der er mange af i Vila Baleira, dyrker kanariefuglene højlydt utugt. 14 dage er ikke for meget. Det er lige præcis nok til at fylde øjnene med sol og ørerne med de blide, portugisiske ord, som tales på gader og stræder i en lille, portugisisk by i Atlanten, som kunne være Kardemommeby!