Opslag til denne artikel

Emneord:rejser
Steder:Frankrig, USA

Den dybe rumlen af den to meter høje bølge, der rammer kysten, får adrenalinen til at pumpe hurtigt rundt i kroppen på mig. Naturens enorme kræfter er tydelige, når man ligger og plasker rundt på et lille bræt 100 meter fra kysten, og bølger, der er højere end en selv, rejser sig i horisonten. Bølgen er perfekt, og jeg beslutter mig for at tage den. Men da jeg får drejet surfboardet i position, får jeg øje på noget, der får mit hjerte til at springe et slag over

Surfing er en klart undervurderet ferieform blandt danskere. Den er sjov, den er spændende, og så kan den udøves over hele verden. De bedste surfspots ligger på helt andre kontinenter, men også i Europa er der masser af fornuftige bølger til formålet.

Surfing er desuden for alle. Både børn og voksne kan lege med, og en søgning på Google giver hurtigt information om, hvor der udbydes surfkurser på det sted, hvor du skal på ferie. Er man ny på ski, skal man ikke starte på den sorte piste, ligesom man som jomfruelig surfer heller ikke skal starte på Hawaiis nordkyst, hvor bølgerne dagligt er over 10 meter. Skal man have taget sin surfmødom, er der gode muligheder i langt de fleste surflande. For eksempel har USAs vestkyst flere strande med små bølger, der alligevel slår på en måde, så de absolut er surfbare, og ligeledes er Klitmøller i Jylland også et udmærket sted for begyndere.

The boardbreaker

Surfing er fedt, netop fordi det kan være farligt. Men bruger man sin sunde fornuft og holder øje med strøm, sten, vejr og dyreliv, er risikoen for uheld minimal. Hvis man derimod surfer med hovedet stukket derop, hvor solen aldrig skinner, kan man dog regne med, at moder natur giver dig en rusketur. En huskeregel, som denne skribent ved ankomsten til Lacanau-Océan på Frankrigs vestkyst, tilsyneladende havde glemt. Tilbage i bølgerne er mit hjerte begyndt at slå meget hurtigt. Den to meter høje bølge kommer hurtigt tættere på mig bagfra, og foran mig ser jeg til min store skræk, at den stærke strøm har ført mig direkte hen over et stendige. Stenene er kantede og fyldt med små knivskarpe skaller. Bølgen brækker præcis, da den når stedet, hvor jeg står, og tumler mig med enorm styrke fem-seks meter hen over stenene. Flere gange har jeg hovedet under vand og rammer igen og igen stenene, der skærer sig ind i mit ben.

Først da jeg kommer op på stranden, opdager jeg, at det kunne være gået meget værre. Mit lejede board, som jeg knugede foran mig, mens bølgen ramte, er knækket på midten.

The boardbreaker lød mit nye tilnavn fra den franske surfshopejer, der havde lejet boardet til mig.

»Shit happens,« lød hans konklusion, hvorefter han betalte halvdelen af reperationsomkostningerne. En indstilling, der meget godt beskriver den afslappede stemning, som man finder i surfmiljøerne overalt i verden. En anden fantastisk ting ved surfing er nemlig det hyggelige sociale miljø, der vokser op omkring de gode surfspots.

Billig ferieform

Sammenlignet med mange andre ferieformer, er surf- ferier faktisk også ret billige. I forhold til en skiferie med udstyr, liftkort og så videre, er udgifterne til en surf-ferie små. Brættet kan langt de fleste steder i verden lejes til omkring 100 kroner pr. dag, og har man brug for en våddragt, kan sådan en lejes for cirka 80 kroner om dagen. Desuden er der ofte væsentlige rabatter, hvis man lejer i længere tid af gangen, og ofte er surfshop-ejerne til at handle med.

Har man planer om at surfe flere gange om året, kan man erhverve en udmærket våddragt til omkring 600 kr. Selv om et surfboard ser fedt ud at have hængende på væggen hjemme i Valby, kan det ikke anbefales at investere i et, da gode boards for det første er meget dyre, og for det andet er besværlige at transportere rundt. Flyver man på ferie, koster det desuden en halv bondegård at få sit board med ombord. Derudover er det i starten en god ide at prøve med et større board, der er nemmere at holde balancen på. Herefter kan man gå ned i størrelse, og når man er mere rutineret, vælge et lille board, hvor manøvremulighederne er bedre.

Det er ikke en god idé at sætte alt på ét bræt, men når det kommer til surfing, får det gamle ordsprog en helt ny og positiv betydning.

For en beskrivelse af de bedste surfspots i verden læs bogen The Pilgrimage: 50 Places to Surf Before You Die af Sean Doherty.

Se en liste over forskellige europæiske surf-spots og deres sværhedsgrader på hjemmesiden Beachwizard.com eller besøg Wannasurf.com for spots i resten af verden.

/i>

Fakta: Tre surfspots værd at besøge:

Klassikeren: USA’s vestkyst
Stedet, hvor sporten og mil- jøet for alvor blomstrede i 1960’erne. Langs hele vest- kysten er der gode surfspots med forskellige sværheds- grader. Californien kan anbe- fales frem for resten af vest- kysten, fordi vandet er væ- sentligt varmere. De mest populære strande som New- port Beach og dem i Santa Cruz er ofte overbefolkede. Stemningen er til gengæld varm og gæstfri, og efter mørkets frembrud er der masser af liv på barerne i by- en. For koldere, men mindre klaustrofobisk surfing anbe- fales staten Oregon.

Det europæiske: Frankrigs vestkyst - Lacanau-Océan
Surferstemning tilsat lidt fransk arrogance er stadig godt. Frankrigs vestkyst ud mod den engelske kanal byder på mange gode surf- spots. Lacanau-Océan kan anbefales, men bølgerne kan blive forholdsvis store, og strømmen er til tider stærk, så kun de mere erfarne surfe- re bør prøve netop dette spot. Vandet ved Frankrigs surfspots er sjældent overbe- folket, og mange benytter sig af de utallige barer i kystby- erne. Lacanau-Océan minder om aftenen lidt om en Ung- rejs-ferie, men flere andre af kystbyerne er mere klassisk franske.

Det lokale: Danmark – Klitmøller
Danmarks bedste bud på et godt surfspot. En fuld våd- dragt med handsker, hætte og fødder er dog anbefalel- sesværdig, da de bedste bøl- ger findes i vinterhalvåret. Ifølge Beachwizard.com er der gode bølger for begynde- re. Bylivet er i rivende udvik- ling, og nye forretninger og surf-shops skyder op flere steder. I udlandet er Klitmøl- ler blevet kendt for de gode bølgeforhold i det kolde vand og har derfor fået tilnavnet ’Cold Hawaii.’