Læseklubber er det nye fællesskab, kunne vi fortælle i forrige nummer af BØGER. Overalt i landet vinder læsekredsene frem, både de virkelige og de virtuelle på nettet. Men hvad er egentlig baggrunden for den nye succes? Litteratursociologer siger, at læseklubberne tilbyder et afgrænset interessefællesskab og fælles referenceramme i en ellers individualiseret kultur. Altså en ny form for socialt samvær omkring det at læse. Det er selvfølgelig ikke til at se bort fra. Og selvfølgelig er der et element af dannelse involveret i den fornyede interesse for læsegrupper og - klubber. Men forklaringen er også lidt kedelig og ufarlig.

Jeg tror dybest set ikke, at det er det, det handler om, men derimod om noget primitivt og dybt grundlæggende i den menneskelige sjæl. Hvidvinen og laksetærten, der serveres i læseklubben på Eliassonsvej i Kolding, mens de læser Sadie Jones’ Den udstødte, er ikke andet end et hyggeligt akkompagnement til noget langt mere grufuldt og uhyggeligt, der udspiller sig.

Noget, som de forsamlede omkring bordet har til fælles: en blanding af gru og fryd ved at konfrontere sig med det uhyggelige i litteraturen. En af deltagerne siger, at det er forfærdeligt, og en anden, at hun flere gange måtte lægge bogen fra sig. Men fælles er fascinationen.

Det, vi søger i litteraturen, er jo ikke det rare velkendte, men det, der afviger fra det normale. Og den drift er lystfyldt. Vi søger det voldsomme overgreb, den triste skæbne, det radikale livseksperiment, udlevelsen af en stærk passion, af et liv, vi ikke selv vil leve, men gerne lige vil fornemme.

I litteraturen lader vi andre leve for os, alt det vi ikke selv tør udleve, eller som vi er lettede over ikke at skulle gennemleve. Med hvin og fryd og trøst går vi til litteraturen. Læsningen bliver en obskøn scene, hvor vi kan afspille de scenarier, vi i vores eget liv ikke vil udsætte os for. Det handler om at suge lidt af den bitre frugt uden at skulle spise det hele.

Dermed bliver litteraturen det sted, hvor vi for en stund kan være urmenneske og blotte os i al vores primitive begær, identificere os med skurke og triste skæbner og som blinde passagerer leve med i de største menneskelige dramaer og dilemmaer uden at skulle overtage deres liv, men efter læsning trygt vende hjem og føle glæde ved hverdagen.

Den form for læselyst og at dele den med andre er beslægtet med det, de antikke grækere kaldte katharsis.

Det skulle risle ned ad ryggen på tilskuerne til de antikke græske tragedier over de grusomheder, der udspillede sig på scenen, for at tilskuerne bagefter skulle vende tilbage til deres hverdag, renset eller befriet for disse følelser ved netop at have gennemlevet dem på scenen.

Ikke al, men megen litteratur kan man forstå på den måde.

Forfattere har alle dage været en slags fortrop i følelseslivet, mens vi andre lystfyldt tager del i deres eksperimenter.