Markante kvindeskikkelser dominerer i de to romaner, der af Finland er indstillet til Nordisk Råds litteraturpris.

Således i Sofi Oksanens Renselse, der allerede er oversat til dansk og anmeldtes her den 28. januar 2010.

Også Monika Fagerholms finlandssvenske Glitterscenen insisterer med sit omfattende galleri af personer på en kvindeverden af syn og sanser, der så at sige alle peger hen mod det mysterium, som skabtes i værkets første del, Den amerikanske pige (da. 2007).

Hun druknede under uopklarede omstændigheder under et jalousidrama, som stadig optager folk på egnen og forlener romanen med spændingskarakter, så egensindigt den endda er komponeret i en springende, kredsende kronologi i tre tidsplaner omfattende perioden 1969-2012 (!).

Drøm og virkelighed

Synes man i første omgang, at man har læst den før, skyldes det dens karakter af variationsmønster over den efterhånden mytologiserede begivenhed, omsat i nye personers oplevelse. Orker man da at blive ved, er det ikke længere handlingen, men sprogmusikkens gentagelser, klangfarve og hele udtryksregister, der tager føringen og sørger for underholdningen.

Vi er langt fra den store romans epik. Den er her afløst af episk-lyrisk romancekarakter med et udtrykkkeligt forbillede i folkevisens ballader med et antydet, stadigt klingende omkvæd. Figurerne spiller hellere roller, end de prøver at være sig selv, hyller sig i fortids gåder og fortællinger, så mange realiteter og lokaliteter går hen og bliver blandinger af drøm og virkelighed.

Jorden skrider under læseren, så meget mere som han eller hun også må medtænke myten om Orfeus og hans dystre færd.

Glitterscenen, bogens titel, er et sted, men også en forestilling, som den smarte gymnasiepige Ulla vil opføre, en genskabelse af den amerikanske piges skæbne, som vi hele vejen frem til slutningen holdes i uvished om. Ulla er en slags rival til Johanna, en central ledefigur, der i fiktionens nutid søger at lokke historiens sandhed fra sin faster Solveig, som hun bor hos. De omgives af ‘vinterhaven’, som ligger der som en drøm, scene for fortid og nutid hos de implicerede søskende, Rita, Solveig og Bengt. Endelig en mand, men han er omkommet i en brand.

Kompliceret? Det tør nok siges, da forløbet over en lang strækning afbrydes eller kommenteres af en ny personkonstellation, hvor Suzette samtaler med Maj-Gun, der har en kiosk. Hun fører en replik-bog, som er guld værd for sine ‘flidderfladdersætninger fra her og der’, endnu et fantasifuldt indslag i romanens forbavsende stilkunst.

Sproget avler sprog, ligesom gamle handlinger omskabes til nye i et levende landskab, der vokser, også i læserens fantasi: ‘Trakten’, egnen, stedet, unavngivet, men personliggjort, en myte, som man kender det fra William Faulker og på en måde, der minder en dansk læser om Ida Jessens romanprocedure, hvor et lokalt kvinde-univers er under opbygning.

Romanens væsen

Monika Fagerholms dobbelt-roman er en forbavsende roman om romanens væsen og dens insisterende mangfoldighed gennem sætningsbygning nede ved rødderne af en finlandssvensk særpræg, kan jeg let bilde mig ind. Nordisk Råds Litteraturpris gør sin gavn ved at åbne blikket mod nabolandenes værdige mærkværdigheder. Finland møder med to stærke bud og budskaber.

’ Glitterscenen - och flickan går i dansen med röda gullband’ - Monika Fagerholm, 410 sider , ISBN 978-91-0-011603-3., Bonniers