Nazinips og TV-køkkensex

»Jeg tænker på teater«, siger familiefaderen og dramaturgen Telemann i Erlend Loes nye roman, når han vil være i fred for kone og børn.

Og romanen minder på mange måder om teater - den består mestendels af (meget korte) replikker mellem mand og hustru. Så kan den bare det, teatret ikke kan: gå ind i hovedet på teaterfantasten og give os hans indre billeder, på en måde så man, i lighed med Loes øvrige bøger, snarere kan forestille sig dette manus omsat til film.

For de indre billeders vedkommende: Pornofilm, idet det ‘teater’, familiefaderen tænker på, har karakter af seksuel fantasi med TV-kokken Nigella i hovedrollen … (min yndlingsfantasi, alene fordi den er så håbløst fjollet, er den, hvor Nigella står nøgen i et scene-køkken og ikke kan finde noget målebånd til at måle sine 20 cm-chokoladestænger med - gæt, hvad hun finder på at bruge …)

Romanen (eller manuskriptet, eller hvad vi nu skal kalde det) er i vanlig Loe-stil meget trist og meget munter.

(’Sørgmunter’ må man ikke længere kalde det i Norge - det fik jeg at føle, da jeg brugte dette adjektiv om en anden forfatter i et norsk tidsskrift og fik at vide af redaktøren, at det i det Loe-dominerede litterære landskab var blevet en udslidt og ulidelig kliché…)

Muntert

Muntert er mundhuggeriet mellem mand og hustru, på ferie med tre børn i det Tyskland, som hun elsker, og han hader. Mens hustruen svømmer hen i det tyske sprog og landskab, iagttager manden skeptisk, hvordan hans børn ruller rundt i ‘nazigræsset’ i dette ‘nazi- og incestbælte’, hvor folk fylder deres hjem med ‘nazinips’:

»Midt i det fedeste nazi- og incestbælte er der en afskyelig trang til sødladenhed, dette område har verdens mest rædselsfulde nips. […] Nipset må have været der før nazismen. Altså er nips farligt.«

Når hustruen læser Goe-the højt for manden, (og her er jeg helt på hendes side, for Loe har valgt et af mine absolutte yndlingsdigte: Über allen Gipfeln ist Ruh), er kommentaren (i en sjældent lang replik):

»Tja. Det kan godt være, at Goethe var et rigtigt mandfolk, og det er smukt og har lyd og rytme og alt sådan noget, men hindrede det folk i at blive nazister, Nina?« Man kunne fristes til at hævde, at sådan lyder Adornos berømte diktum »at skrive lyrik efter Auschwitz er barbarisk«, når det transponeres til Erlend Loe. Mere end muntert, faktisk skraldgrinende komisk, er det, når Telemann modvilligt tager på bjergvandring med Herrn Bader, som familien har lejet feriehuset af, og Loe transskriberer tyskerens replikker således:

»Tysk, tysk, tysk, tysk./ Kan du ikke bare holde din kæft?/ Tysk, tysk, tysk, tysk, tysk, tysk, tysk./ Hvad snakker du nu om? Er det krigen? Jeg regner med at det er krigen./ Tysk, tysk, tysk.«

Trist

Trist er til gengæld den skildrede ægteskabshistorie, hvor mand og hustru drømmer sig væk fra hinanden med deres henholdsvis teater- og tyskerfantasier.

Bogens syrede titel er en allusion til Henry Millers Stille dage i Clichy - en temmelig ironisk allusion, idet Millers stille dage er fyldt med den glødende sex, som er ganske fraværende mellem Loes ægtefæller. (Mixing Part er Googles bud på en oversættelse af Garmisch-Partenkirchen, ha ha, men får samtidig, via datterens tennisspil, konnotationer både af at ‘mixe’ med andre partnere, eller at mixe sine kropsdele med andre, eller for den sags skyld, via Nigella, af køkken-mixer … )

Telemann skal gennem den helt store nedtur - og en syret Englandsrejse, der virker noget konstrueret - før familien i slutningen sidder i bilen på vej hjem til Norge. Da Telemann er længst nede (eller ude) har han en vision om at lave teater på sin onanistiske energi:

»Det er jo præcis det, teatret har brug for. Dyret. Det ukontrollable bæst. […] Telemanns teater skal ikke for hundrede og syttende gang handle om, hvordan familien begrænser individet […] Telemanns teater skal være ren energi. Ikke noget flinketeater. Ren energi. Livsfarlig energi. Satme så.« Nu er der bare det ved seksuel energi, at den lever af fantasibilleder, og hver gang Tele(vision)mann vil lave teater på sin energi, tager TV-billederne af Nigella over. Turde man bede Telemann (og Loe) om for alvor at tage bæstet frem? At dvæle mere ved den dunkende energi eller kanalisere den i andre billeder end klichéerne?

Det er, som om Loe med denne bog er blevet mere trist end munter. Den fornemmelse, man som læser sidder tilbage med er, at al den larmende komik dækker over en stor tomhed, frem for, som i Loes tidligere romaner Volvo Lastvagnar og Doppler, at være garant for en brutal-men-kærlig mellemmenneskelighed. Slutningens forsoning føles som en pseudo-forsoning. Ganske vist har der altid været dette spænd i Loes bøger, mellem den store tomhed og den store komik, men nu overdøver tomheden komikken. Det er, som om Loes humor er blevet mindre nådig, mindre forløsende. Og så risikerer hans tekst at blive kynisk hulhed med komikken som ren, folkelig pynt - norske-nips?