At statsminister Lars Løkke Rasmussen nu har valgt at klare sig uden en spindoktor har nok en betydning. Men ikke den betydning, at Christiansborgs politikere nu vil begynde at klare sig uden forsøg på mediestyring.

Paradoksalt nok opfattede man spindoktorerne omkring årtusindskiftet som et tegn på politikernes anerkendelse af mediernes magt, og det samme kan nu siges om den forventede sneboldeffekt af afskedigelser af ministrenes spindoktorer, som politisk kommentator Hans Engell forudser. Uanset om det så sker eller ej, er forventningen udtryk for, at der rent faktisk er sket noget på Christiansborg og i ministerierne. Der er særligt sket to ting:

Christiansborgs journalister kræver stadig tættere kontakt til politikudviklingen.

Embedsmænd og partiernes fagfolk er i stigende grad også blevet medierådgivere.

Djævelens advokater

For journalister på Christiansborg er et af de spørgsmål, der fylder allermest: Hvad sker der lige om lidt, og hvordan kan jeg med sikkerhed finde ud af det før mine konkurrenter? En strategi for at få sin viden er at opdyrke det gode netværk blandt politikere, medierådgivere og politiske fagmedarbejdere, og sågar blandt de journalister, som ikke er direkte konkurrenter. Derfor stilles der blandt andet (idealistiske) krav om direkte kontakt til fagmedarbejdere, selv om det i journalisternes hektiske arbejdsdag ofte ender med informationsudveksling med den del af netværket, som proaktivt byder sig til, nemlig flittige politikere og deres pressemedarbejdere. Og særligt ønsket om adgang til embedsmænd i ministerierne forbliver ofte et slag i luften. Den offentlige kritik af spindoktorerne, som statsministeren nu reagerer på, er et udtryk for et ønske om at få indhold tilbage i den politiske journalistik og politikere, som tager ansvar. For det er, hvad den politiske journalistik næres af. Men kun tiden vil vise, om statsministeren uden spindoktor vil betyde mere kontakt mellem ham og pressen. Indtil nu har det faktisk været hovedregelen, at politikere med høj status ikke har skjult sig bag spindoktorer, medmindre det har været logistisk nødvendigt.

Når statsministeren starter en periode uden en spindoktor, er det et signal til offentligheden om, at der nu sidder en ny og mere politisk autentisk statsminister i stolen. Det er begrænset, hvad han mister ved at afstå fra sin spindoktor, for han har stadig en presseafdeling i Statsministeriet, som kan yde den grundlæggende medieovervågning. Til forskel fra spindoktoren skal presseafdelingen være politisk neutral.

For det andet - og mest interessante - har statsministeren en hær af djævelens advokater i de politiske kommentatorer, som kan riste hans person, hans kommunikation og hans politik både i medierne og i de mange fortrolige samtaler, som finder sted i Statsministeriet.

Hvordan han skal håndtere den information, han får fra de politiske kommentatorer, kan han vende med sine politisk fortrolige, sine fagmedarbejdere, sin pressechef, Søs Serup, i Venstres Center for Kommunikation og Politik og ikke mindst med sig selv. For det er en kendsgerning, at vi ser en ny generation af folketingspolitikere, for hvem det er barnelærdom, hvordan man bruger sociale medier, tilbyder sig for magasiner, tager hensyn til pressens produktionsvilkår og kommunikerer sin politik, så den kan forstås over vælgernes kaffebord - i politikerens egne øjne i hvert fald. Den generation er ikke kendetegnet ved en særlig aldersgruppe, men ved deres kompetence til at mestre både det populistiske kampagnesprog og politikkens kodesprog.

Også signalpolitik

At flere ministre måske vil give afkald på deres spindoktorer er derfor på den ene side signalpolitik. På den anden side er det udtryk for en mere subtil politisk magt, som ikke handler om, hvilken konkret dagsorden, der bliver sat den ene eller anden dag, men om en samfundsmæssig strukturforandring, hvor politikeres medie-styring nu er blevet en mere integreret del af politikudviklingen, mens medieovervågning er blevet et lavstatus rutinearbejde, som er en grundlæggende forudsætning for driften af enhver større (politisk) organisation i Danmark.

Det betyder bla., at fagmedarbejdere i partierne i stigende grad blander politikudvikling og medierådgivning, som vi har set SF gøre med succes, og som blandt andet Venstre nu vil kopiere i det nye Center for Kommunikation og Politik. Det skal dog understreges, at denne blanding har fundet sted længe, bla. i ministeriernes topembedsmandsstillinger, men tendensen er nu styrket.

Så journalisterne rykker ikke nødvendigvis tættere på politikudviklingen, fordi spindoktorerne som en isoleret funktion i det politiske system måske har overlevet sig selv. Derimod mødes de nu oftere af politikere og fagmedarbejdere, som kender mediernes produktionsprocesser og behersker det politiske kampagnesprog. Spindoktoren er ikke død, men har fundet nye græsgange.

Camilla Dindler er ph.d-studerende på Medievidenskab på Københavns Universitet. Hun har bl.a. lavet observations-studier på Christiansborg i partiernes pressetjenester