BEIJING - I en tid med økonomisk usikkerhed over hele verden vil Kinas premierminister, Wen Jiabao, i dag berolige med forudsigelighed. For lige meget om verdensøkonomien spurter eller halter af sted, kan man altid regne med, at i hvert fald én ting forbliver uforandret: At Kina satser på en årlig vækst på otte procent. Og når premierministeren her til morgen holder sin åbningstale ved det kinesiske parlaments årlige samling, vil han utvivlsomt igen annoncere det magiske tal som målsætningen.
I Kina præsenteres otte-procents målsætningen næsten som et religiøst dogme, som stod det skrevet på stentavler, som den tidligere leder Deng Xiaoping bar ned fra bjerget. Faderen til Kinas økonomiske liberalisering satsede på otte procents vækst allerede fra starten af 1980’erne, da det lige præcis var den rate, der skulle til for at sikre, at Kinas produktion ville blive fordoblet inden årtusindskiftet.
Men tallet anses stadig for altafgørende. I dag forklarer kinesiske politikere, at det repræsenterer den nødvendige vækst for at opretholde samfundets stabilitet. Deres argument lyder, at hvis væksten stiger med meget mere end otte procent, vil samfundets skel øges, og inflationen vil løbe løbsk og underminere kinesernes lønninger. Hvis det er meget mindre, vil der ikke blive skabt nok nye jobs til de fyrede fra skrantende statsejede virksomheder og de nyuddannede. Og i det kinesiske lederskabs øjne kan begge scenarier potentielt føre til demonstrationer i gaderne og kaos, som vil være en trussel mod kommunistpartiets magt.
Så hvis økonomien blot vokser med de ønskede otte procent, vil alt være godt i folkerepublikken.
Grund til optimisme
Overordnet ser den kinesiske økonomi da også imponerende ud. Ved parlamentssamlingen sidste år advarede Wen Jiabao godt nok om, at 2009 ville blive det sværeste år for Kinas økonomi i det nye århundrede, og at kineserne ville gå et hårdt år i møde med vaklende finansmarkeder, lavere efterspørgsel efter kinesiske produkter og fabrikslukninger. Sidste år frygtede det kommunistiske lederskab højlydt, at økonomiske problemer ville skabe uro.
Men Wen har dog god grund til i dag at udbrede optimisme fra talerstolen til de omkring 3.000 delegerede, der vil samles i Folkets Store Hal i Beijing.
Premierministeren forventes at erklære, at Kina er den første store økonomiske magt, der er kommet sig oven på den globale økonomiske krise. Mens omverdenen står i stampe, nåede Kina en vækst sidste år på 8,7 procent. Og i det forgangne år passerede Kina flere milepæle. Landet overgik USA som verdens største bilmarked. Tyskland blev overhalet som verdens største eksportør. Og Kina kom snublende nær på at bytte sin plads som verdens tredjestørste økonomi ud med Japans andenplads.
Det er et resultat af, at Kinas kommunistparti har gjort det, som det er god til, nemlig at mobilisere de massive ressourcer, det har til rådighed, for at opnå et klart defineret mål: en vækst på otte procent.
Skævvredet
Men mens partiets intense fokus på væksttallet som succeskriterium har skabt en imponerende udvikling, bygger væksten også på en model, som ikke længere lader til at kunne skabe den harmoni, som lederne siger, de higer efter.
»Kinas fokus på vækst for enhver pris har skabt et skævvredet samfund, og det har skabt en farlig ubalance,« siger Wen Tiejun, dekan ved Folkets Universitets fakultet for landbrugsøkonomi og udvikling.
»Regeringen har ikke brugt den øgede profit på at skabe en sund økonomi, og velstanden er blevet fordelt så ulige, at specielt land- befolkningen er blevet gjort til tabere,« siger Wen Tiejun.
Kinas vækstmodel er hovedsageligt baseret på eksport. Det har betydet, at Kinas økonomiske succes har været knyttet tæt sammen med vestlige forbrugeres købelyst. Og den er faldet i kølvandet på den globale økonomiske krise. Det har gjort vækstmodellens sårbarhed tydelig - specielt da de kinesiske forbrugere ikke har været villige til at tage over, da de vestlige faldt fra. Det er en konsekvens af, at kommunistpartiet over de seneste 30 år ikke i tilstrækkelig grad har brugt eksportprofitten på at udbygge landets sociale sikkerhedsnet.
Den kinesiske befolkning sparer og er ikke villig til at spendere, så længe de ikke har adgang til et fungerende socialt sikkerhedsnet i form af bedre sygesikringer, arbejdsløshedsforsikring og pensionsordninger og samtidig kan se, at priserne på ejendom og uddannelse stiger.
»Sygdom og arbejdsløshed er en økonomisk ruin for mange,« siger Wen Tiejun. »Så længe kineserne ikke føler sig sikre, kan regeringen ikke forvente, de vil redde landets økonomi ved at bruge penge.«
Velstandsskellet
Samtidig har Kinas eksportmodel krævet, at Beijing har ført en ubalanceret udviklingsstrategi, som har skabt hurtig vækst i landets kystområder, mens resten af landet er blevet ignoreret. I dag kommer næsten 90 procent af Kinas eksport stadig fra landets ni kystprovinser.
Ma Guoxian, leder af re- searchcentret for samfundspolitik ved Shanghais finans- og økonomiuniversitet, siger, at strukturelle reformer af distributionssystemet skal prioriteres for at rette op på skellet mellem land og by og mellem kystområderne og resten af landet.
»Den robuste vækst inden for de seneste år løser ikke problemet, men gør det derimod værre, og hvis det ikke håndteres i tide, vil det have alvorlige sociale og politiske konsekvenser,« siger han til South China Morning Post.
Kinas medier rapporterede i denne uge, at velstandsskellet mellem land og by nu er det største siden starten på den økonomiske liberalisering for tre årtier siden. Den gennemsnitlige årlige indkomst pr. person i byerne var i 2009 på 17.175 yuan (ca. 13.700 kr.), mens den var 5.153 yuan (ca. 4.100 kr.) på landet, hvor størstedelen af befolkningen bor. Der er fortsat omkring 135 mio. kinesere, der lever for under en dollar om dagen.
Uligheden har udviklet sig til en af de største hovedpiner for Kinas ledere. Og det økonomiske skel forventes at blive et centralt emne i løbet af parlamentssamlingen - sammen med reformer, der skal motivere kineserne til at forbruge og gøre Kina mindre afhængig af eksport.
I en snak med kinesiske internetbrugere sagde Wen Jiabao i søndags, at det var regeringens ansvar at få Kinas samlede velstand til at vokse, men samtidig »regeringens samvittighedssag at distribuere den på en passende måde«.
Han advarede om, at »hvis et samfunds velstand er koncentreret hos et mindretal, vil samfundet hverken være retfærdigt eller stabilt.«
Skuffende resultater
Men lige siden år 2003 har regeringen lovet at transformere Kinas økonomiske model for at fordele goderne mere lige. Men resultaterne har skuffet. Og tiltroen, til at regeringen nu vil gennemføre effektive tiltag, er lille.
»Jeg er bange for, at indkomstforskellen vil fortsætte med at blive forøget, da landet fokuserer på byernes udvikling frem for udviklingen på landet,« siger Song Hongyuan, leder af researchcentret for landbrugsøkonomi under landbrugsministeriet, til China Daily.
Spørgsmålet er dog også, om regeringen er villig til at gå så langt, som stemmer i Kina mener er nødvendigt for at sikre landets vækst og stabilitet.
»Da kommunistpartiet mangler legitimitet i den klassiske demokratiske betydning, har det i stedet været tvunget til at søge en præstationsbaseret legitimitet ved hele tiden at forbedre de kinesiske borgeres levestandard. Indtil videre er den strategi lykkedes, men der er tegn på, at det ikke vil vare ved på grund af voksende indkomstforskelle og de interne og eksterne ubalancer, det har skabt,« skrev Yang Yao, leder af centret for økonomisk research ved Peking Universitet, for nylig i en hård kritik af Beijings økonomiske politik i tidsskriftet Foreign Affairs.
Han skrev, at hvis kommunistpartiet vil fortsætte med at skabe økonomisk vækst og stabilitet, er den eneste løsning en større demokratisering af samfundet, fordi systemet, som det fungerer nu, vil føre til større uro, da den stadig mere ulige fordeling af velstanden vil gøre det sværere for befolkningen at acceptere partiets enevældige styre.
Det vil være yderst overraskende, hvis Wen Jiabao i dag lover større demokratisering for at løse Kinas økonomiske problemer. Men otte procents vækst vil han dog love.
Kommentarer
Martin Gøttske har igen sammenfattet en fremragende artikel om verdens største totalitære et-parti regime med 1,3 milliarder indbyggere, der lever en hverdag med politisk enhed under tvang på grund af den hæslige kommunistiske ideologi, der siden formand Maos revolution i 1949 har kostet over 60 millioner kinesere livet.
Det kan da godt være, at premierminister Wen Jiabao udadtil vil love større demokratisering, når Folkekongressen skal forsamles, men enhver pragmatiker ved udmærket godt, at magthaverne i Beijing aldrig nogensinde vil tillade demokratiet som politisk styreform i Kina, for så mister kommunisterne deres magt, og den har de altid været parat til at slå ihjel for at beholde.
Kina er og bliver et samfund med rå politisk enhed under tvang, der kun lader sig gennemføre, fordi det kommunistiske regime i Beijing tillader, at et brutalt politi og militær holder enhver nede, der på nogen måde truer deres magtbaser gennem verbal kritik eller demonstrationer, for magthaverne rummer et ubændigt had til begreber som basale FN-menneskerettigheder.
”Hvad føler du ved tanken om, at 330 millioner kroner af jeres pensionspenge i Dansk Sygeplejeråd bruges til forretningsmæssige investeringer i kommunistiske lande som Kina og Vietnam, hvor børn og voksne bruges som billig arbejdskraft til 10,00 kroner i timen?”, spurgte en tv-journalist en dansk sygeplejerske under storstrejken i foråret 2009.
Og hun svarede:
”Tja, det er selvfølgeligt meget sørgeligt, men enhver vil jo gerne have et godt afkast af sin pension, så der er noget at leve af i pensionsalderen”, svarede denne tilsyneladende historieløse sygeplejerske, der som mange andre herhjemme slet ikke tænker over, hvad det store flertal af kinesere og vietnamesere udsættes for af pinsler i de kommunistiske regimer, fordi de selv er vokset op i et demokratisk land med deraf følgende sociale og økonomiske rettigheder for alle.
Samme indstilling har de omkring 400 millioner kinesere, der anno 2010 er privilegeret af Det Kommunistiske Parti i kraft af et godt arbejde og bopæl, mens de resterende 900 millioner borgere må leve fra hånden til munden. Alle de privilegerede er middelmådige opportunister, der lever godt af deres arbejdende medborgere, der får 10,00 kroner i timeløn, mens de selv nyder en problemfri tilværelse som højt lønnede ansatte i specielt den offentlige kinesiske sektor.
Alt hvad den vesteuropæiske fagbevægelse har kæmpet for af faglige rettigheder og rimelige overenskomster for lønmodtagerne i det private erhvervsliv siden anden verdenskrig ligger i dag i ruiner, undermineret af den kinesiske statskapitalisme gennem regimet i Beijing, der oven i købet stadig kræver, at Kina stadig betragtes som en fattig ”udviklingsøkonomi” på linje med G77-landene.
Og nede i EU-kommissionen gør de ingenting.
Imens jubler de vesteuropæiske kommunister (socialister) over, at det kinesiske regime med sit statskontrollerede private erhvervsliv for tiden opkøber jord og private virksomheder i blandt andet demokratiske nationer som Danmark, fordi de naivt tror på, at kineserne vil skabe vækst samt arbejdspladser til glæde for de fagligt organiserede europæiske arbejdere, der skal have en gennemsnitlig timeløn på 180,00 kroner.
Alle de vesteuropæiske lande vil i de kommende år opleve et stigende krav fra det kinesiske regime om, at i takt med deres opkøb af landbrugsjord og virksomheder i de forskellige EU-lande, vil de også kræve arbejds- og opholdstilladelse til hundredtusinder af deres egne borgere. Man skal derfor ikke blive overrasket, når der om et par år er kommet mindst 100.000 kinesere til Danmark, som vil knokle til en ussel løn på de opkøbte fabrikker og landbrugsarealer.
Folketinget er lige nu ved at behandle et forslag om, at aktieselskaber og kapitalfonde fra hele verden fremover kan opkøbe al landbrugsjord i Danmark, hvorefter vi etniske danskere ender med at leve til leje i vores eget land. Blandt de store opkøbere vil netop være de statskontrollerede kinesiske firmaer og kapitalfonde, der vil bygge store fødevarefabrikker, men bemandet med en arbejdsstyrke af tilrejsende kinesere til langt under gældende overenskomster.
Hvad skal vi danskere leve af i fremtiden?