LONDON - Drenge under 16 år bør ikke have adgang til mandemagasiner fulde af topløse, brystforstørrede kvinder, og mobiltelefoner og computere bør sælges med forældre-kontrollen slået til.
Det er blot nogle af i alt 36 anbefalinger i rapporten Redegørelse for seksualiseringen af unge mennesker bestilt af det britiske indenrigsministerium. Den nye rapport konkluderer, at der er en klar forbindelse mellem de uendelige mængder af seksuelt billedmateriale, som teenagere bombarderes med i blade, på hjemmesider, i videoer og reklamer - og vold mod kvinder.
Rapporten konkluderer også, at det næsten er umuligt for forældre at regulere deres børns påvirkning af de seksualiserede billeder, der tæller alt fra porno på mobiltelefoner til store tøjmærkers seksualiserede reklamekampagner rettet mod teenagere. Området må derfor reguleres fra offentlig side, konkluderer rapporten.
»Beviserne, der er indsamlet i undersøgelsen, viser en klar sammenhæng mellem indtagelse af seksualiserede billeder, tendensen til at opfatte kvinder som objekter og en accept af aggressive holdninger og opførsel som normen,« siger rapportens forfatter, psykologen Linda Papadopoulos, til BBC.
»Med mindre det accepteres, at seksualisering er skadelig, misser vi en vigtig chance for at udvide de unge menneskers opfattelse af, hvor deres værdier ligger.«
Accept af vold
Hun peger i rapporten på, at det er den drypvise påvirkning fra disse billeder, der forvrænger de unge menneskers opfattelse af dem selv, og som opfordrer drenge til at blive fikserede på at være dominante og maskuline og pigerne til at fremstille dem selv som altid seksuelt til rådighed og eftergivende. En af følgerne, som rapporten omtaler, er ‘seksuel mobning’ af piger, der f.eks. har følt sig presset til at lægge nøgenbilleder af dem selv ud på sociale netværk som Facebook.
»Både de billeder, vi forbruger, og den måde, vi bruger dem på, styrker en ide om, at kvinder er til for at blive brugt, og mænd er til for at bruge dem,« siger Linda Papadopoulos.
Rapporten er del af indenrigsministeriets forsøg på at skabe en bredere debat om, hvordan det britiske samfund får gjort kål på volden mod kvinder og piger. Den britiske indenrigsminister, Alan Johnson, sagde efter offentliggørelsen af rapporten, at han håber, at »denne kampagne vil hjælpe teenagere til at anerkende tegnene på misbrug og væbne dem med viden og selvtillid til at søge hjælp, samt til at forstå konsekvenserne af at være grove eller kontrollerende i et forhold.«
Accept af vold
Han anerkendte, at forældre har efterspurgt øget regulering og sagde, at ministeriet allerede har besluttet at implementere en række af rapportens anbefalinger. Han tilføjede, at det vil tage tid at ændre de unges holdninger, men at det »er afgørende, hvis vi skal stoppe volden mod kvinder og piger«.
Indenrigsministeriet lancerede i sidste måned en tv-kampagne rettet mod 13-18-årige i et forsøg på at udfordre teenageres opfattelse af vold og misbrug af kvinder. Kampagnen blev lanceret, efter at en undersøgelse viste, at teenagere udviser chokerende høj tolerance over for voldelig opførsel i parforhold. Undersøgelsen viste, at en fjerdedel af alle piger og 18 procent af drengene havde oplevet en grad af fysisk vold, mens næsten en tredjedel af pigerne sagde, at de blev udsat for følelsesmæssigt misbrug i deres forhold.
Mandemagasiner bør mærkes uegnede for unge under 16 år’ og placeres ude af børns synsfelt, som man gør med pornoblade.
Computere, mobiltelefoner og visse spil bør komme med forældre-kontrollen slået til, når de købes.
Forbud mod seksualiserede musikvideoer på tv før kl. 21.
Forbud mod, at jobcentre slår stillinger op som natklub-dansere og massører.
Internet-service-udbydere bør pålægges at blokere adgang til pro-bulimia og –anorexia hjemmesider.
Oprettelsen af en hjemmeside, hvor forældre kan rapportere uansvarlig marketing, som de mener seksualiserer unge mennesker.
Indførelsen af symboler, der viser i hvilken grad et offentliggjort fotografi er blevet digitalt manipuleret, f.eks. for at få modellen til at se tyndere ud.
Advertising Standards Authority skal gives mulighed for at gribe ind over for seksualiserede reklamer på hjemmesider.
Kilde: www.homeoffice.gov.uk/ documents/Sexualisation-young-people.pdf







Kommentarer