Velbekomme, en god portion fortrængning

Mennesker spiser dyr; antibiotikapumpede, overmedicinerede dyr, indsmurt i afføring, der står til rådighed på rækker. Men nu er amerikanerne - i hvert fald nogle af dem - blevet rigtig gale på den enorme kødindustri. Og der udkommer i øjeblikket en god portion bøger og dokumentarer om emnet, heriblandt Jonathan Safran Foers bog om ‘At Spise Dyr’, og den oscar-nominerede dokumentarfilm Food.inc. De handler ikke kun om dyrevelfærd, det handler også vores egen sundhed og konsekvenserne ved at spise dyr fra samlebånd. Vi torturerer vores egne kroppe, når vi spiser torturede dyr, skriver Safran Foer oprørt.

Det grundlæggende dilemma i at spise kød er centralt i et landbrugsland som Danmark - som også er et af verdens mest kødspisende lande.

Jan Tind Sørensen er forskningsleder ved Institut for Husdyrbiologi og sundhed på Aarhus Universitet. Han forsker i vurdering af dyrevelfærd i husdyrbesætninger, og han oplever ofte, hvordan økonomiske interesser og dyrevelfærd kolliderer.

Et eksempel på dette er, at stort set alle grise i Danmark halekuperes. Det er som udgangspunkt ulovligt, men har en landmand et system, der nødvendiggør halekupering, kan der gøres en undtagelse - det har for nyligt været fremme i de danske medier, at 98,5 procent af alle grise halekuperes.

Søer med skuldersår er et andet eksempel:

»Vi har lavet en undersøgelse, der viser, at hver sjette so har skuldersår. Det er et stort tal, og det kan der ikke umiddelbart gøres noget ved, fordi det vil have enorme omkostninger for soproducenten,« siger Tind Sørensen, og fortsætter: »Industrien ser dyrevelfærd som en del af en markedsføring, eller et image, og den er meget opmærksom på ekstra omkostninger, imens lovgivning om dyrevelfærd retter sig mod dyret,« siger han. Og det er altså to interesser, der kolliderer gang på gang.

Kollektiv fortrængning

Fra efter-krigstiden og frem til i dag er der sket en voldsom stigning i danskernes kødforbrug. Det fortæller Sisse Fagt, der er forsker på DTU Fødevareinstituttet.

»En stor del af grunden til, at vi spiser mere kød, er den generelle velstandsstigning. Vi har simpelthen fået råd til det. Og så er vi et landbrugssamfund, og derfor ligger det i vores kultur og madtraditioner, at vi spiser os mætte i animalske produkter«.

Men i takt med at vi hiver mere kød op af køledisken, bliver det ofte fremhævet, at vi distancerer os til de døde dyr, vi spiser. Og bliver vi konfronteret med grumme billeder, så bliver de hurtigt glemt - eller fortrængt - igen. Det skyldes, ifølge Svend Brinkmann, professor i psykologi ved Aalborg Universitet, at vi lever i et samfund, hvor vi konstant fortrænger, hvad det egentlig er, vi køber; om det så er buræg eller en billig bluse, der er lavet i den 3. verden.

»I forskerkredse taler man om en form for kollektiv fortrængning. Vores samfund bygger på, at utrolig meget af det, vi køber, stammer fra dyr og mennesker, der ikke har det ret godt. Og det er jo ikke så rart at gå og tænke over,« siger han og fortsætter:

»Man ved noget, som man ikke vil vide af, at man ved. Vi skubber det ubehagelige til side og vælger for eksempel at fokusere på prisen i stedet for dyrets liv«.

Den indre dialog

Når vi går rundt med kurven under armen nede i supermarkedet, fører mange af os en indre dialog. En stemme fortæller os, at grisen i køledisken måske ikke har haft det bedste liv, men den bliver overdøvet af en anden stemme, der siger »Neeej, sikken et godt tilbud!«.

»Det hænger sådan sammen, at vi ikke er spor konsistente som mennesker,« fortæller Brinkmann:

»Vi har ingen integritet, kunne man fristes til at sige«.

Peter Sandøe er formand for Det Dyreetiske råd i Danmark. Han deler mennesket op i to dele: Forbrugeren og Vælgeren.

»I vores funktion som Vælgere spiller dyrevelfærd en stor rolle, når vi afgiver vores stemme til et Folketingsvalg. Men som Forbruger spiller dyrevelfærd en meget mindre rolle. I supermarkedet tænker flertallet af forbrugere på praktiske ting som penge og deres børns krav,« siger han og påpeger, at mange ville ønske, at sager om dyrevelfærd bare kunne løses politisk, så vi ikke behøvede at tænke over det til hverdag.

»Men dyreværnsproblemer kan ikke løses politisk i Danmark eller EU, fordi vi i stigende grad importerer kød produceret uden for EU - hvor der groft sagt ikke findes spilleregler for dyrevelfærd,« siger han.

Forbilledet McDonalds

Det er altså op til Forbrugerne at tage nogle bevidste valg omkring, hvilken type kødproduktion de vil støtte, når de køber ind.

Og så er det naturligvis også op til detailhandelen, påpeger Sandøe og bruger burgerkæden McDonalds som eksempel:

»I USA har McDonalds, og nogle andre aktører på fødemarkedet taget dyrevelfærd til sig. McDonalds stiller nogle mindstekrav til produktionen, der på en række punkter svarer til EU’s krav. Det gør de sandsynligvis, fordi der er så mange andre negative dagsordner forbundet med deres produkter, men ikke desto mindre nærmer de sig europæiske standarder«. Professor Svend Brinkmann mener, at prisen er det altafgørende, når det kommer til vores valg af kød.

»Fra et videnskabeligt synspunkt kan man sige helt nøgternt, at det vil være den mest effektive måde at ændre folks forbrugsvaner. Hvis altså ikke, at alle danskere skal besøge de store industrielle landbrug. Selv at føle det og lugte det, sanse det, kan give betydning på længere sigt, simpelthen fordi det kan give et grundlæggende chok,« forklarer han.

Kød ikke kæledyr

Peter Sandøe fra Dyreetisk Råd understreger, at vi i det mindste har nogle minimumskrav for dyrevelfærd herhjemme:

»Man kan altid diskutere, om de er gode nok - men sammenlignet med USA, behandler vi dyrene dramatisk bedre i Danmark og resten af EU,« siger han. Det betyder dog ikke, at de store danske landbrug får topkarakter:

»De fleste anerkender, at vi også har væsentlige dyreværnsproblemer i den hjemlige husdyrproduktion, men med den internationale priskonkurrence er det desværre begrænset, hvor hårde lokale krav, man kan indføre.«

Spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt at forene dyrevelfærd med moderne teknologi og samlebåndslogik? Det mener forskningsleder Jan Tind Sørensen. Han påpeger, at forbrugerne er nødt til at se i øjnene, at fødevareproduktion er noget andet end at holde kæledyr: »Hvis man vil spise kød, må man beslutte, hvordan det skal produceres. Og vigtigst af alt skal man være villig til at betale for et anderledes produkt, hvis det er det, man efterlyser.«

Øko-ko

Nye tal fra virksomheder og butikskæder viser, at forbrugere i stigende grad tyer til økologiske varer, og det gør en forskel i forhold til dyrevelfærd, siger Peter Sandøe fra dyreetisk råd:

»Det er forskelligt fra dyreart til dyreart, men køber du for eksempel økologisk mælk, er du garanteret, at produktionspresset har været mindre, og at køerne har adgang til at komme på græs i sommermånederne. Med æglæggende høner er der blandt andet den forskel, at øko-høns skal have adgang til at komme ud, og at de må ikke næbtrimmes. Den kedelige historie er så, at de økologiske høns ofte hakker hinanden i stumper med deres intakte næb. Det er blevet bedre over årene. Men økologi er ikke problemfrit«.

I USA er produceren af dokumentaren Food. Inc., Elise Pearlstein, forsigtig optimistisk. Hun fortæller Information, at hun ser tegn på en ny forbrugerbevægelse:

»Der er ny lovgivning på vej, flere køber ind på lokale markeder, og mange køber økologisk på trods af de hårde økonomiske tider. Som vi siger i filmen, så har forbrugerne en større magt, end de er klar over, når det gælder indflydelse på madindustrien. Vi stemmer alle tre gange om dagen, hver gang vi indtager et måltid, og det gør en forskel. Industrien kan ikke ignorere deres kunders ønsker.«