Den nye perverse

Den perverse er ikke længere onanisten, den homoseksuelle eller fetichisten. Det er ikke længere skamfuldt at bukke under for den søde kløe. Har man i sexakten lyst til at klæde sig ud som en Sankt Bernhardshund med flaske om halsen og kyse, så fred være med det. Bare der ikke er tvang med i billedet, det er uetisk.

Nej den perverse er ham eller hende, der ikke kan styre sit forbrug af mad og drikke. Vi er gået fra 1950ernes og 60ernes moralske fikspunkt, der omhandlede en regulering af seksuallivet til i dag, hvor det handler om en moralsk regulering af kroppens indtag af føde.

Dansk madparadoks

I følge lektor på Kommunikation og forsker i etiske problemer i strategisk kommunikation ved Roskilde Universitet, Jan Foght Mikkelsen, er der sket en forskydning af den moralske dydighed og selvkontrol fra at omhandle seksualitet til at omhandle vores omgang med mad. Kroppens begær er stadig den moralske synder. Det er ikke velset at prale med sit overforbrug af mad. Til gengæld er vi er stolte, hvis vores kroppe er veltrænede, for det signalerer selvkontrol og overblik.

Den amerikanske forfatter Michael Pollan diskuterer menneskers forhold til mad. I bogen In Defense of Food omtaler han det såkaldte franske paradoks: »Hvordan kan det være, at et folk, der spiser så fede råvarer, som foie gras og oste i den kaliber, ikke bliver fede?« Måske findes svaret i det store indtag af mad midt på dagen, siestaen samt det, at franskmandens valg af mad er baseret på kvalitativ nydelse, svarer Pollan.

Og ikke baseret på som undertegnede vil påstå, den til dels er i Danmark kvantitet for pengene. Man kunne fristes til at optegne et dansk madparadoks og spørge; »Hvordan kan det være, at et folk med et stigende fedmeproblem, er så sygeligt optaget af mad og sundhed?«

Vi skulle skamme os, og det gør vi også. Vi skammer os over vores dvaske kroppe. Men kan vi ikke slappe bare lidt af og have en proper og simpel tilgang til, hvad vi spiser? Jo, mener Pollan. Der er få retningslinier, der gør, at vi ikke kan gå helt galt i byen. Lad være med at købe din mad, der hvor du tanker din benzin. Gå udenom vakuumpakket mad med lange varedeklarationer med navne på ingredienser du ikke kan udtale. Og så er den skid slået. Eller hvad? Nej, hvad vi vælger at spise har dybdegående miljømæssige, politiske, økonomiske, psykosociale og sågar moralske konsekvenser.

Det er ikke kun vores og vores børns helbred, vi skal tilgodese, når vi vælger, hvad vi skal spise, men helbredet på hele det miljø, der opretholder livet på jorden. Det er ikke så lidt af et ansvar at være placeret med, når vi desillusioneret af træthed står i det lokale supermarked og skal vælge dagens indtag. Det er ikke nok, at vi spiser det, der er sundt, vi skal også spore madens oprindelse og dens vej igennem det industrialiserede system, inden vi uden skam kan indtage vores føde.

I stigende grad ryger der spiselige mad-lignende substanser på spisebordet. Vi køber mere og mere præfabrikeret mad eller take away. De såkaldte conveniencefødevarer er globalt set i vækst.

Take away

Efter en hektisk dag kan vi kaste os over det tilvejebragte, alt imens vi udånder et lettelsens suk. Jo, det er skamfuldt, men det har vi ikke tid til at tænke over. For nu skal børnene i seng, og opvasken skal tages, inden vi placerer os foran kassen og høvler strømme ind af ernæringsmoraliserende madprogrammer eller tvshows, hvor semikendte indtager hinandens ligegyldige mad. Det er selvfølgelig inden vi falder bevidstløse om, vel og mærke uden at dyrke sex med vores partner først, hvis vi da har en sådan. Det er i hvert fald en del af billedet.

Bring mig noget mad på denne aften i venners lag, hvor slud, sne og kulde har efterladt mig uden lyst til at betræde de københavnske gader for at finde et sted at slå mig ned og anlægge kritiske blikke og sleben tunge på dét køkkenet vælger, skal være deres signatur på god mad.

Mændene i selskabet bliver sendt i byen. Vi kvinder spiser børnene af med mad fra den mere børnevenlige palet. Spaghetti bolognese. Kønsrollerne er på plads. Mændene er skaffedyr og bringer selskabet varm mad helt uden ridser i lakken.

The Food by Ingeberg & Madsen, der er placeret overfor Empire Bios indgang ved Guldbergsgade på Nørrebro, fungerer både som en restaurant og en take away. Prisniveauet er fornuftigt, der er retter mellem 75 og 175 kr. og en del billigere, hvis det ryger ud af huset. Stedet ejes af Kenneth Madsen, grundlægger og tidligere medejer af Empire Bio. Peter Andreas Ingeberg er den anden ejer, han har CVet i orden. Madskribent og forfatter til madopskifter i madmagasinet Gastro, udlært kok med en tidligere tilknytning til blandt andet Erwin Lauterbachs Saison i Hellerup, den nu afdøde Roy Hurtigkarl samt Restaurationen i det indre København.

Maden er proper, ukrukket og af en så høj kvalitet, at det virker opløftende på selskabet. Vi spiser braiseret lammeryg og ungkvægskoteletter (125 kr. stk.). På siden er der bagte auberginer, tomater og rosmarinkartofler.

Lammekronen er saftig med den karakteristiske rosa farve. Mørt og med en anelse parfumeret smag af hvidløg og rosmarin. Det smager, som lam smager bedst.

De enorme koteletter er tilberedt perfekt. Saftige indeni, sprøde og krydrede udenpå. Til denne grove servering, hvor råvarerne fortæller deres egen historie, er der en kold legeret creme med estragon og citron. En salgs raffineret og kølig sauce bearnaise, der klæder både grønsager og ungkvæg. På siden får vi en frisk sprød salat (25 kr.) med vinaigrette og dertil surdejsboller. Der er meget, der tyder på, at køkkenet generelt regerer med en sikker og meget kvalitetsbevidst hånd. På The Food bliver sundhed et selvfølgeligt biprodukt af den gode mad, og i stedet er det nydelsen og fællesskabet, når vi spiser sammen, der får lov at træde i forgrunden.

Fakta

The Food by Ingeberg & Madsen

Guldbergsgade 29

2200 København

Tel. 40 44 85 10