Tagene i Teheran

Årets pressefoto er et billede af den italienske fotograf Pietro Masturzo, der viser en kvinde på et tag i Teheran. Kvinden har begge hænder løftet foran munden, nærmest som en tragt eller en megafon, og råber tilsyneladende noget ud over byen. Det er mørkt, der er lys i vinduer rundt omkring, og billedet indgyder en stemning af aftenro og stilhed, hvis det altså ikke lige var for den råbende kvinde i midten. Hvad råber denne kvinde? Hvorfor råber hun? Billedet synes at stille spørgsmål til beskueren, snarere end at besvare nogen. Danske eksperter mødte da også valget af billedet med undren, først og fremmest fordi det savner nærvær og ikke lader sig afkode umiddelbart. Billedet går ikke direkte i maven eller i hjertet, som Søren Pagter (leder af fotojournalistuddannelsen) siger, at et billede skal.

Et blik på vinderne i underkategorierne ved prisuddelingen bekræfter da også det, som de fleste forbinder med et rigtigt pressefoto: Det skal helst vise en lidende person som i trods eller afmagt kæmper mod overmagten og urimeligheden. Et billede, der går direkte i maven, siger: »Se, her er en ulykke og du sidder bare der og læser avis.«

Men hvad nu, hvis et billede kan mere end et slag i maven? Lad os prøve at se nærmere på billedets mere usagte koordinater. Små tegn fortæller os, at dette foregår i Teheran. Scenen illustrerer en mere eller mindre anonym modstandsform, der begyndte efter genvalget af Ahmedinejad sidste år. I nattens mulm og mørke stiller folk i Teheran sig op på byens tage og råber Allah-u akbar. Billedet er med andre et foto af noget, der ellers ikke ses en billedlig fastholdelse af en omvendt demonstrationsform. Her er det ikke kampråb i gaderne, der mødes med politi og militær, men en spøgelsesagtig kalden, der undslipper statens kontrol og kun virker gennem andre råbs genkald fra andre tage. Denne modstandsform er ikke en stor træg masse, der dag ud og dag ind demonstrerer på byens pladser. I stedet udgør råbene fra tagene et flygtigt væv af mange individuelle stemmer, som kalder og svarer, som ansporer hinanden, men uden at vide, hvem hinanden er. Folkets stemme løsner sig fra et helt konkret folk på gaderne og bliver en mere umedgørlig kakofoni.

Magtens to stemmer

Denne noget flydende demonstrationsform bliver ikke mindre besynderlig af, at den fungerer som en ganske eksplicit reference til en af de islamiske landes mest velkendte institutioner minareten, der kalder til bøn. De usynlige demonstranter på tagene råber som nævnt Allah-u akbar Gud er stor og synes umiddelbart at bekræfte den samme religiøse ideologi, som råbene er et oprør imod. Hvordan skal vi forstå det?

Den slovenske filosof Mladen Dolar har analyseret magtens stemme som bestående i virkeligheden af to stemmer. Den ene stemme er den, der kommer direkte til udtryk som magtens tiltale af undersåtterne. Den siger »I skal gøre sådan og sådan«. Denne stemme instruerer os kalder os til bøn eller fortæller, hvordan vi skal forholde os til Israel eller det frie marked eller børnenes uddannelse. Den anden stemme er næsten uhørlig. Den er en slags ekko, der klinger svagt i baggrunden og siger: »Og I skal gøre det, alene fordi vi siger det.« Vi hører som regel ikke denne anden stemme, eller også tænker vi ikke over den. Men det er netop den, der bliver udpeget af råbene fra tagene.

Men I er små …

I modsætning til minaretens utvetydige autoritet, der som samfundets overjeg kalder til samling, er stemmerne, der råber fra tagene, flertydige og uidentificerbare. Det er ikke til at sige, hvem det er, der råber »Gud er stor.« At råberen ikke kan identificeres, stiller i sig selv spørgsmålet: Hvem er det, der siger, at Gud er stor? Vi hører nu ikke længere instruktionen, men kommer i stedet til at lytte efter den anden stemme bag magtens forordninger og dermed hører vi, at præstestyret i virkeligheden modsiger sig selv. For når præstestyret i Iran siger at »Gud er stor«, siger det nemlig også (sådan som magtens stemme altid gør): »… fordi vi siger det.«

Heri ligger altså selve opfindelsen i tagråbenes modstandsform. Når en demonstration går på gaden og fremsætter sine krav, kan magten som regel med lethed akkommodere den. Som George W. Bush sagde efter demonstrationerne mod krigen i Irak: »Det er netop den frihed, vi kæmper for, at irakerne også får lov til at udleve.« Hvis systemet er immunt over for kritik, må man opfinde en måde, hvorpå man kan vende dets selvretfærdiggørelse mod det. Det er, hvad råbene fra tagene i Teheran har gjort. Ved at gentage statens eget »Gud er stor,« siger de usynlige demonstranter: »Men jeres stat er lille«.

Den stille stemmeføring, som kommer til udtryk i denne protestform, er netop det, der er fanget i årets pressefoto. Billedet råber ikke sit budskab ud i hovedet på avislæseren. Og det til trods for, at det er et billede af én, der råber. På samme måde som råbene fra tagene ikke taler magten midt imod, men i stedet udgør en radikal ubestemmelighed, der afslører magtens afgrundsdybe illegitimitet, anklager Masturzos fotografi heller ikke avislæseren direkte. Men i kraft af selve dets indirekte tale og stille stemmeføring er det alligevel næsten umuligt at sidde dets budskab overhørigt.