I Ekstra Bladets læserbrevspalter kaldte en indsender Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden: Tøger Quisling Seidenfaden.

Vidkun Quisling (1887-1945) blev i 1942 under Anden Verdenskrigs tyske besættelse af Norge i sin egenskab af fører for det norske nazistparti Nasjonal Samling godkendt af besættelsesmagten som landets ministerpræsident. Quisling blev i retsopgøret i 1945 dømt til døden og henrettet. I en af Ragnvald Blix’ berømte karikaturtegninger modtages Quisling af Hitlers adjudant og præsenterer sig: Quisling! Adjudanten: Og navnet? Quisling blev med andre ord synonym med begrebet landsforræder i et par generationer eller tre.

Tøger Q. Seidenfaden har på Politikens vegne over for en række islamiske sammenslutninger af profetens efterkommere - det kan man more sig over, men sådanne findes - undskyldt eller beklaget den tort bladet kan have forvoldt ved offentliggørelsen af Jyllands-Postens overvejende stupide og i hvert fald fortærskede karikaturer af Profeten. Seidenfadens handling opfattes altså i visse kredse som landsforræderi. Den beskyldning er måske ekstrem, men en udbredt enighed om at fordømme Seidenfaden har været særdeles nærværende i stort set hele den formulerende offentlighed lige med undtagelse af de radikales Mar- grethe Vestagers moderation. DF’s leder Pia Kjærs- gaard havde overraskende ikke ord for sin forargelse, hvorefter hun mindre overraskende alligevel kunne finde et par stykker. Socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt satte turbo på den gamle sang: at ytringsfriheden ikke kan gradbøjes. Den skulle man efterhånden tro var en død sild i tænksomme kredse, men den ugradbøjede ytringsfrihed kan tilsyneladende genbruges igen og igen, skønt politikere om nogen - også Helle Thorning - dagligt og af gode grunde lystigt gradbøjer sin egen og andres ytringsfrihed.

Thorsen og sandalerne

I øvrigt har sagen ikke så meget med ytringsfrihed at gøre. Ytringer er, som juraprofessor Preben Stuhr Lauridsen anførte i Politiken, i højeste grad underkastet gradbøjende forholdsregler og dermed begrænsninger. Ligesom enhver der udgiver så meget som deklarationen på en kvart sød, må være klar over at omstændighederne i sig selv fastlægger grænserne for ytringsmulighederne, og et øjebliks vrede mod en navngiven person hængt ud på en mælkekarton, eller hvor man føler trang til at få luft for sine aggressioner, naturligvis er underkastet straffelovens bestemmelser og i øvrigt ikke uden omkostninger kan løsrives fra almindelige moralforestillinger. Tegningernes offentliggørelse var snarere udtryk for brugen af den kunstneriske frihed, og det er sådan set noget andet, som imidlertid stadig ikke fritager den udøvende fra ansvaret for og konsekvenserne af ytringerne. Ofte vil mere eller mindre uoverlagtheder føre til sanktioner eller til en beklagelse. Ikke mindst når det hellige og ophøjede er på spil. Kendt er tidligere trafikminister Arne Melchiors reaktion på Jens Jørgen Thorsens kønsbevidste Kristus på en jernbanestation og en kulturministers indgreb over for samme kunstner i nær samme anledning. For nogen tid siden lod en sandalfabrikant sine sandalers trædeflade udstyre med billeder af samme Jesus. Det var for meget. Fabrikanten trak med beklagelse sit fodtøj tilbage. Ingen mente af den grund at han var en quisling eller knægtede ytringsfriheden, hvilket heller ikke medførte bekymring, eller at Pia Kjærsgaard tabte mælet. De fleste har vel tænkt at det var fint at fjerne Jesus fra at blive trådt på af folks sure tæer, da det ikke er særligt produktivt at krænke andre menneskers følelser, hvis det ikke er nødvendigt.

En kommunikationsekspert mente at Seidenfaden her omgjorde Politiken fra et dagblad til en kampagne- organisation. Der kan man tale om den historieløshed, Lasse Jensen her i bladet påviste er Danmarks Radios dominerende lidelse og mediemiljøets tilstand. Chefredaktør Seidenfaden fulgte blot en tradition: Politiken har siden Cavlings dage arrangeret et utal af kampagner, hvor skiftende redaktører har defineret avisen som andet og mere end avis. Nu og da en anelse pinligt; lidt skolebladsagtigt og halsbrand i røven, men også på sin plads. Lejlighedsvis ændrede Politiken ved kampagner noget så fundamentalt i et land som sproget - til nogens fortrydelse til andres tilfredshed.

Ordentlig opførsel

I det foreliggende postyr, som Tøger Seidenfaden har udløst, er det forbundet med betydelige vanskeligheder for denne skribent at indse at en undskyldning eller en beklagelse over at folk er blevet kede af det, skulle være så problematisk. Undskyldningen har i øvrigt og udtrykkeligt ikke anfægtet retten til inden for lovens rammer at sige og skrive, hvad fanden avisen ellers vil og i givet fald komme til at krænke igen.

I en situation hvor Danmark er ved at skrabe bunden i international anerkendelse, og det politiske flertal gør ondt værre, hvem sælger så noget som helst ud af nationens arvesølv ved at forsøge at opføre sig en lille smule ordentligt?

Noget andet er at det er lige så svært for samme skribent at begribe, hvorfor nogen overhovedet bliver så tossede over at andre anfægter deres religiøse forestillinger. Hvad enten dette så sker med humor, primitive tegninger eller blot mild ironisk afvisning af religiøs tro (eller overtro). Herregud. Det er da nogle komisk afmægtige guddomme, der i andre sammenhænge hyldes som evigheders evighed, der ikke kan tåle at blive gjort til grin eller betvivlet på noget i sammenligningen så forgængeligt som avispapir. Eller som hævdes rystet i deres grundvold af skrøbelige menneskers lattermilde afvisning. Men i den henseende ligger det unægteligt tungt. Ganske vist ikke når latterliggørelsen sker på andre end ens egen religions vegne, men ellers. Hvilket nærer den ikke troendes mistanke: at de bekendendes tvivl kan være så nagende at selv den mindste udfordring udløser vrede. Jo mere højrøstet reaktionen er, des mere tvivl. Måske troens grundvilkår enkelt sagt er tvivlen. Måske disse to størrelser ikke kan adskilles, hvilket jo er gribende og kan hænde viser at mennesker med stærk gudstro ikke er så farligt forskellige fra dem uden - de elendige der også plages af tvivl om både dit og dat om end på et andet grundlag og under gudløshedens velsignede frihed.

De mest skræmmende er givetvis dem der udadtil ikke evner at turde tvivlen ved andet end fundamentale standpunkter - en besættelse for dem at hævde til skade for andre. Atter forbløffes den sagtmodige over højrefløjens politiske præster og nu deres genoptagne kamp imod bøssers og lesbiskes formaliserede guds- og kirkeforhold. Denne indædte forbløffende modstand mod borgerliggørelsen eller normaliseringen af folk der før har måttet leve uden ordineret ritual med fuld skrue, skulle efter selvmodsigende udsagn undergrave ægteskabet. Præstepolitikeren Langballe og teolog Kathrine Winkel Holm mener angiveligt noget sådant. Sidstnævnte røbede i Berlingeren forleden sin fundamentalistiske bibellæsning - når det svarer sig - ved i sin modstand mod rituel ligestilling at påpege at man endnu ikke til fordel for homoseksuelle ægteskaber har fundet »et eneste lille ord af Herrens egen mund, der duer«.

Det eneste lille ord finder man vist for resten heller ikke til fordel for kvindelige præster. Ifølge Paulus, o.m.a. i kristenhedens saga de rene quislinge for den rette tro og lære.