I Ekstra Bladets læserbrevspalter kaldte en indsender Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden: Tøger Quisling Seidenfaden.
Vidkun Quisling (1887-1945) blev i 1942 under Anden Verdenskrigs tyske besættelse af Norge i sin egenskab af fører for det norske nazistparti Nasjonal Samling godkendt af besættelsesmagten som landets ministerpræsident. Quisling blev i retsopgøret i 1945 dømt til døden og henrettet. I en af Ragnvald Blix’ berømte karikaturtegninger modtages Quisling af Hitlers adjudant og præsenterer sig: Quisling! Adjudanten: Og navnet? Quisling blev med andre ord synonym med begrebet landsforræder i et par generationer eller tre.
Tøger Q. Seidenfaden har på Politikens vegne over for en række islamiske sammenslutninger af profetens efterkommere - det kan man more sig over, men sådanne findes - undskyldt eller beklaget den tort bladet kan have forvoldt ved offentliggørelsen af Jyllands-Postens overvejende stupide og i hvert fald fortærskede karikaturer af Profeten. Seidenfadens handling opfattes altså i visse kredse som landsforræderi. Den beskyldning er måske ekstrem, men en udbredt enighed om at fordømme Seidenfaden har været særdeles nærværende i stort set hele den formulerende offentlighed lige med undtagelse af de radikales Mar- grethe Vestagers moderation. DF’s leder Pia Kjærs- gaard havde overraskende ikke ord for sin forargelse, hvorefter hun mindre overraskende alligevel kunne finde et par stykker. Socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt satte turbo på den gamle sang: at ytringsfriheden ikke kan gradbøjes. Den skulle man efterhånden tro var en død sild i tænksomme kredse, men den ugradbøjede ytringsfrihed kan tilsyneladende genbruges igen og igen, skønt politikere om nogen - også Helle Thorning - dagligt og af gode grunde lystigt gradbøjer sin egen og andres ytringsfrihed.
Thorsen og sandalerne
I øvrigt har sagen ikke så meget med ytringsfrihed at gøre. Ytringer er, som juraprofessor Preben Stuhr Lauridsen anførte i Politiken, i højeste grad underkastet gradbøjende forholdsregler og dermed begrænsninger. Ligesom enhver der udgiver så meget som deklarationen på en kvart sød, må være klar over at omstændighederne i sig selv fastlægger grænserne for ytringsmulighederne, og et øjebliks vrede mod en navngiven person hængt ud på en mælkekarton, eller hvor man føler trang til at få luft for sine aggressioner, naturligvis er underkastet straffelovens bestemmelser og i øvrigt ikke uden omkostninger kan løsrives fra almindelige moralforestillinger. Tegningernes offentliggørelse var snarere udtryk for brugen af den kunstneriske frihed, og det er sådan set noget andet, som imidlertid stadig ikke fritager den udøvende fra ansvaret for og konsekvenserne af ytringerne. Ofte vil mere eller mindre uoverlagtheder føre til sanktioner eller til en beklagelse. Ikke mindst når det hellige og ophøjede er på spil. Kendt er tidligere trafikminister Arne Melchiors reaktion på Jens Jørgen Thorsens kønsbevidste Kristus på en jernbanestation og en kulturministers indgreb over for samme kunstner i nær samme anledning. For nogen tid siden lod en sandalfabrikant sine sandalers trædeflade udstyre med billeder af samme Jesus. Det var for meget. Fabrikanten trak med beklagelse sit fodtøj tilbage. Ingen mente af den grund at han var en quisling eller knægtede ytringsfriheden, hvilket heller ikke medførte bekymring, eller at Pia Kjærsgaard tabte mælet. De fleste har vel tænkt at det var fint at fjerne Jesus fra at blive trådt på af folks sure tæer, da det ikke er særligt produktivt at krænke andre menneskers følelser, hvis det ikke er nødvendigt.
En kommunikationsekspert mente at Seidenfaden her omgjorde Politiken fra et dagblad til en kampagne- organisation. Der kan man tale om den historieløshed, Lasse Jensen her i bladet påviste er Danmarks Radios dominerende lidelse og mediemiljøets tilstand. Chefredaktør Seidenfaden fulgte blot en tradition: Politiken har siden Cavlings dage arrangeret et utal af kampagner, hvor skiftende redaktører har defineret avisen som andet og mere end avis. Nu og da en anelse pinligt; lidt skolebladsagtigt og halsbrand i røven, men også på sin plads. Lejlighedsvis ændrede Politiken ved kampagner noget så fundamentalt i et land som sproget - til nogens fortrydelse til andres tilfredshed.
Ordentlig opførsel
I det foreliggende postyr, som Tøger Seidenfaden har udløst, er det forbundet med betydelige vanskeligheder for denne skribent at indse at en undskyldning eller en beklagelse over at folk er blevet kede af det, skulle være så problematisk. Undskyldningen har i øvrigt og udtrykkeligt ikke anfægtet retten til inden for lovens rammer at sige og skrive, hvad fanden avisen ellers vil og i givet fald komme til at krænke igen.
I en situation hvor Danmark er ved at skrabe bunden i international anerkendelse, og det politiske flertal gør ondt værre, hvem sælger så noget som helst ud af nationens arvesølv ved at forsøge at opføre sig en lille smule ordentligt?
Noget andet er at det er lige så svært for samme skribent at begribe, hvorfor nogen overhovedet bliver så tossede over at andre anfægter deres religiøse forestillinger. Hvad enten dette så sker med humor, primitive tegninger eller blot mild ironisk afvisning af religiøs tro (eller overtro). Herregud. Det er da nogle komisk afmægtige guddomme, der i andre sammenhænge hyldes som evigheders evighed, der ikke kan tåle at blive gjort til grin eller betvivlet på noget i sammenligningen så forgængeligt som avispapir. Eller som hævdes rystet i deres grundvold af skrøbelige menneskers lattermilde afvisning. Men i den henseende ligger det unægteligt tungt. Ganske vist ikke når latterliggørelsen sker på andre end ens egen religions vegne, men ellers. Hvilket nærer den ikke troendes mistanke: at de bekendendes tvivl kan være så nagende at selv den mindste udfordring udløser vrede. Jo mere højrøstet reaktionen er, des mere tvivl. Måske troens grundvilkår enkelt sagt er tvivlen. Måske disse to størrelser ikke kan adskilles, hvilket jo er gribende og kan hænde viser at mennesker med stærk gudstro ikke er så farligt forskellige fra dem uden - de elendige der også plages af tvivl om både dit og dat om end på et andet grundlag og under gudløshedens velsignede frihed.
De mest skræmmende er givetvis dem der udadtil ikke evner at turde tvivlen ved andet end fundamentale standpunkter - en besættelse for dem at hævde til skade for andre. Atter forbløffes den sagtmodige over højrefløjens politiske præster og nu deres genoptagne kamp imod bøssers og lesbiskes formaliserede guds- og kirkeforhold. Denne indædte forbløffende modstand mod borgerliggørelsen eller normaliseringen af folk der før har måttet leve uden ordineret ritual med fuld skrue, skulle efter selvmodsigende udsagn undergrave ægteskabet. Præstepolitikeren Langballe og teolog Kathrine Winkel Holm mener angiveligt noget sådant. Sidstnævnte røbede i Berlingeren forleden sin fundamentalistiske bibellæsning - når det svarer sig - ved i sin modstand mod rituel ligestilling at påpege at man endnu ikke til fordel for homoseksuelle ægteskaber har fundet »et eneste lille ord af Herrens egen mund, der duer«.
Det eneste lille ord finder man vist for resten heller ikke til fordel for kvindelige præster. Ifølge Paulus, o.m.a. i kristenhedens saga de rene quislinge for den rette tro og lære.
Kommentarer
Hvor er det dog godt for Dagbladet Information, at man har Georg Metz. Mest formår med sin glimrende artikel at rette en smule op på de skader og tabet af troværdighed, som chefredaktør Palle Weis anrettede med sit stupide angreb på Tøger Seidenfaden forrige weekend.
Uden Georg Metz ville Dagbladet Information kun være halvt så interessant.
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg må indrømme at jeg ikke synes Tøger skylder nogen en undskyldning. Gennem sit virke som chefredaktør på Politiken har han taget slæbet med at kritisere og udstille fremmedhadet, intolerancen og fordummelsen, og det er vi mange som er glade for. Politiken var jo ikke det dagblad som indledte hetzen mod muslimer. Man har alene bragt tegningerne som illustration til en artikel, og på det tidspunkt var det nærliggende at formode, at mange uden for kredsen af Jyllands-Postens læsere rent faktisk ikke havde set de — i sig selv uskyldige — tegninger.
Tøger er blevet offer for en bedrager, der vil udnytte andres krænkede religiøse følelser til egen vinding. I stil med de adskillige emails jeg modtager i min inbox hver eneste dag, hvor man gøres til millionær uden at røre en finger. Og her bedes ikke engang om en undskyldning.
Jeg kunne ønske mig at Georg Metz, gad at bruge noget af sin energi, på at bekæmpe en medievirksomheds forsøg på at bevare sit monopol.
Som information (endeligt) beretter har medielobbyen ført hemmelige samtaler, der på alle måde er det største angreb på ytringsfriheden, i moderne tid. De såkaldte ACTA samtaler indhold, vil hvis de bliver gennemført fundamentalt ændre alle borgere i verden, muligheder for at ytre sig frit, til fordel for et paranoidt og ufrit internet.
I den sammenhæng er alverdens (ligegygldig og humoristiske) tegninger en bagatel. Det virkelige kamp for ytringsfriheden er imod en pengestærk medievirksomheds kapitalinteresser, og deres hær af ansigtsløse jakkesæts-ludere med en jura-uddannelse.
Denne kommentar er anbefalet af:
Morten Kjeldgaard:
.”Tøger er blevet offer for en bedrager, der vil udnytte andres krænkede religiøse følelser til egen vinding.”
Vel er han ej. Det er en af B.T.s typiske spinhistorier, som de altid er leveringsdygtige i, når det småborgerlige Danmark er presset.
Det var BT der lækkede “maskinoversættelsen” af jægersoldaternes dagbog.
Det var BT der bragte en løgnehistorie om at præsten i Brorsons Kirke udførte ulovligt arbejde.
Og nu er det BT der bringer en tåbelig historie om at Seidenfaden skulle være blevet taget ved næsen.
Hvor længe skal BT have lov til at afspore den politiske debat i Danamrk med avisens evindelige løgne, fordrejninger og manipulationer?
Denne kommentar er anbefalet af:
BT har altid været Berlingske´s svinehund, småborgelig, løgnagtig, men effektfuld. Målgruppen er den samme som Extrabladets. Det er småborgere, der føler sig mere som en del af borgerskabet med BT. Kort sagt småborgere der drømmer om at være en del af borgerskabet, men aldrig bliver det.
Per Thomsen,
Jeg kender ikke noget til BT’s historie. Læser ikke det blad. At Yamani er en bedrager er min egen konklusion. Men lad os i det mindste så blive enige om, at ingen af os med sikkerhed ved om Yamani er en bedrager. Jeg tror det, og du tror det ikke.
Mere interessant er, at Tøger om nogen bliver svinet til at de højreorienterede, der i egen selvforståelse er ytringsfrihedens fremmeste forkæmpere. Men denne ret specielle udgave af ytringsfriheden omfatter øjensynlig ikke friheden til at ytre meninger de ikke bryder sig om. Følgelig bliver politiske modstandere overfaldet med udtryk som “forædder”, “Quisling” og det, der er værre, Næste skridt bliver at stille os op ad muren.
Denne kommentar er anbefalet af:
Morten Kjeldgaard:
.”Men lad os i det mindste så blive enige om, at ingen af os med sikkerhed ved om Yamani er en bedrager.”
Skulle vi ikke hellere være enige om at det i denne sammenhæng er komplet ligegyldigt hvad Yamani er for en fyr.
Det centrale og sagens substans er at Tøger Seidenfaden sender et signal om at han vil dialog og forsoning med muslimerne. Og derfor forsøger the establishment med alle tænkelige og utænkelige midler at lukke munden på ham.
En af måderne er at hænge sig i ligegyldige teknikaliteter og påstå at der er fodfejl i den aftale Politiken har indgået.
Det svarer præcis til dengang BT forsøget at dreje spørgsmålet om jægersoldatens ytringsfrihed til at blive et spørgsmål om at jægersoldatens bog var blevet oversat til arabisk og belv benyttet af alverdens teorister.
Eller dengang BT fik drejet diskussion om de afviste irakiske flygtninge til at blive en diskussion om hvorvidt præsten i Brosons Kirke var kriminel osv. osv.
Den borgerlige presse forsøger som altid at skjule sagens substans i en tyk tåge af spin og fordrejninger.
Denne kommentar er anbefalet af:
@ Metz,
De kommentar er overhalet af virkeligheden.
@ Morten Kjeldsgaard,
Tøger Seidenfaden er blevet voldsomt kritiseret sidst nu også af journalister på hans egen avis i hans egen avis på grund af hans dispositioner som chefredaktør.
At han herudover udover al min anstændighed er blevet svinet til, som det også fremgår af Metz artikel her, er en kendsgerning, men dette fritager ham ikke for kritik fra anden side.
Og hvis du vil finde infamerende sprogbrug om anderledes tænkende behøver du ikke forlade information.dk.
Selvom moderators veje af og til er uransagelige, må vi dog sætte pris på, at det er en, der begrænser defameringen (tilsviningen) af andre.
38 ud af 200 ansatte har udtrykt kritik af Seidenfaden.
Da Information er en betydeligt mindre avis end Politiken svarer det vel nogenlunde til at Georg Metz har udtrykt uenighed med Palle Weis holdning til sagen.
Morten skriver:
at Tøger om nogen bliver svinet til at de højreorienterede
Æh, hvilke direkte “svinske” ting er der blevet sagt om Seidenfaden?
Jeg er ikke stødt på nogen, der er af den grove og utilstedelige karakter.
Måtte jeg bede om et par citater?
Nå, nu ser jeg, at en enkelt Ekstrabladslæser har kaldt Seidenfaden for Quisling, men det kan man jo dårligt tage alvorligt. Ja, Metz kan åbenbart.
Det rækker i hvert fald ikke til påstanden om, at Tøger bliver svinet til.
Metzengerstein skriver:
Seidenfadens handling opfattes altså i visse kredse som landsforræderi.
Er der dækning for den påstand? Jeg synes det ikke.
Jeg synes, Seidenfaden har kvajet sig gevaldigt, men landsforræder?
Hans Jørgen,
Jeg vil gerne på Georg Metzs vegne beklage, at han ikke formulerede det således:
“Seidenfadens handling opfattes altså i visse kredse, der ikke nødvendigvis omfatter Hans Jørgen Lassen, som landsforræderi.”
Helt ærligt,
er der nogen, der i fuldt alvor har kaldt Seidenfadens tosserier for landsforræderi?
Næ - Seidenfardens tosserier kan vel kaldes for tosserier?
George Metz
Tøger Q. Seidenfaden har på Politikens vegne over for en række islamiske sammenslutninger af profetens efterkommere - det kan man more sig over, men sådanne findes - undskyldt eller beklaget den tort bladet kan have forvoldt ved offentliggørelsen af Jyllands-Postens overvejende stupide og i hvert fald fortærskede karikaturer af Profeten
Det har Seidenfarden jo tilsyneladende ikke engang. Han har undskyldt (og dette er der også tvivl om) overfor en Saudiaraber der hævder at repræsentere muhammeds efterkommere, ligesom advokaten hævder selv at være det.
Jeg er enig i JP’s undskyldning er stupid, og måske også at KW’s tegninger er fortærskede, men det har Seidenfarden jo selv været med til at forstærke, ganske vist mod sin vilje.
Dog er jeg helt enig i at denne polymik er ganske morsom.
HJL,
prøv at læse de tilsvarende debattråde på JP og Berlingeren… Der kaldes han det du ønsker.
Thomas, jeg ønsker sådan set ikke noget i denne forbindelse. Med min betegnelse for manden ville jeg blot signalere, at jeg - i denne sammenhæng - absolut ikke kan tage ham alvorligt. Han er rent til grin, og han ved det godt selv.
Metzengerstein er titlen på et af Edgar Allan Poes mesterværker, så vidt jeg husker et af de første, måske endda det første publicerede.
Det ved Seidenfarden nemlig at han er.
Selv et kort blik på ham fra TV viser at han har aldeles svært ved at skjule bevistheden om at han har gjort sig til selv til grin. Følelsen lyser ud af ham, selvom han prøver at se ligeglad ud.
Enig med Metz bortset fra:
“gudløshedens velsignede frihed”
Det var den frihed der gjorde det muligt at gasse 6 mill. jøder - sluge en cyankaliumkapsel (for en sikkerheds skyld) og derefter med en 9-mm pistol hensætte sig selv i en smertefri dvaletilstand.
Hvis blot 1% af jordens befolkning for alvor troede på at “der ikke er nogen straf bagefter” ville verden se helt anderledes ud end den faktisk gør. Alt andet end en dionysisk går-den-så-går-den holdning, ville savne enhver begrundelse.
Unge menneskers trang til intense oplevelser (elastikspring o.lign) må skyldes netop en tro på, at der bliver rigelig tid til at sove bagefter.
TV-apparater der er konstrueret for mindre end 20 år siden vil, når antennestikket trækkes ud, vise et roligt enten sort eller blåt billede.
Det er nemt at associere til “hvile”.
Ældre apparater viste et kornet “kaos” sammen med en hvæsende støj.
Det var nemmere at associere til “inferno”.
Før i tiden kunne man derfor betragte en dejlig lang lur som livskvalitet. Man var nemlig ikke sikker på mulighederne for at hvile ud på den lidt længere bane.
Jeg ved ikke om man skal græde eller grine over borgelige politikkere der stiller sig op for at forsvare retten til at forulempe andre via ytringer, mens samme politikkere uden blusel høvler lag på lag af vores frihedsrettigheder. bl.a. gennem censur på internettet, hemmelige forhandlinger om at fjerne citatretten, for ikke at tale om retstilstanden aka bøllepakken. Lad os fjerne de virkelige bøller.
Denne kommentar er anbefalet af:
Metz : “Undskyldningen har i øvrigt og udtrykkeligt ikke anfægtet retten til inden for lovens rammer at sige og skrive, hvad fanden avisen ellers vil og i givet fald komme til at krænke igen.”
Ja - det er jo en besnærende tanke, at en redaktør på et lille dansk avis således kan definere betingelserne for sit knæfald. Imidlertid er der vidst ikke én eneste udenlandsk iagttager der har har registreret Seidenfadens hjemmerullede præmis…
Faktum er at den dekleration der ledsager Seidenfadens - for omverden - fremviste skalp lyder som følger :
»Vi har stillet tre krav til de danske aviser:
*Fremsæt en undskyldning for at have offentliggjort tegningerne i Deres publikation.
*Fjern tegningen fra alle hjemmesider og dem, De kontrollerer.
*Lov aldrig mere at bringe tegningen.
Politiken var den eneste avis, der reagerede på disse krav, sådan som man har kunnet se.”
Sådan ligger landet venner. Tag nok en kop kaffe og snak blot videre om hvorledes i gerne VILLE have forestillet jer et sobert og respektfuldt respons til Saudi adelens krav . Virkeligheden fiser uanfægtet forbi .
Ubetalelige sagsomkostninger ved en i London ført retsag er naturligvis den egentlige grund til “undskyldningen” - hvor glorværdigt er dét?
Men ok - fortsat held og lykke med apologien brødre….
Saudidrengene kan godt lide jeres attitude….
Denne kommentar er anbefalet af:
Tøger Seidenfaden skal holde sin bøtte! - for at forsvare ytringsfriheden forstås…
Gorm Petersen citerer Metz for ordene ‘“gudløshedens velsignede frihed” og siger så
‘Det var den frihed der gjorde det muligt at gasse 6 mill. jøder ’
såå Gorm, Hr Hitler selv blev pænt modtaget af både luterske teologer af tyben Søren Krarup (og hans åndsfælle Kaj Munk) og a paven i Rom - og virkeligheden er at jødehadet der var baggrunden for nazisternes jødeudrødelser var skabt og næret af kristendommen i mere end 1900 år.
Virkelighenden er Gorm at uden din velsignede kristendom ville der næppe nogensinde have været noget holocaust.
Der er kun en vej og det er oplysningstidens opgør med religionens fornedrelses af menneskeheden.
Bortset fra det er Metz artikel som sædvanligt et velkomment indlæg midt i hysteriet - men dermed ikke sagt at jeg synes at det var nødvendigt for hans blad at undskylde og derefter sætte det på forsiden - men hvis manden er en Quisling så melder lej mig gerne som Quisling på hans side - for det var da i det mindste rart at nogen både evner at udvise lidt åbenhed for dialog og derefter evner at beklage lidt på nationens vegne - nu andre ikke kunne finde ud af det.
Denne kommentar er anbefalet af:
Som en holdning kan man jo godt blive “lidt” skuffet
over de mange muslimer der kan mønstre SÅ megen enhed og energi - for så at lade sig bortlede
( ind i borgerskabet’s bortledningsøgende værdi-kamp-politik ) til at kritisere aviserne her i landet o.s.v - i stedet for at bruge al den enhed og energi på at folket f.eks. overtager den Saudiske kongefamilies råderier over olien.
Denne kommentar er anbefalet af:
Glade Videnssamfund
Bortset fra det så er hovedmålgruppen bag søgen at bortlede - i sigte såvel som i hidtidige virkninger over i værdi-kampen, nok egentlig den her mere stedlige befolkning, hvor man kan se - især af politikerne’s slagse af argumenter over for den stedlige befolkning - at der (mere/mindre ligefremt) underforstås ( ikke mindst i rets-politikken ): At der kan råde fri vilje.
At samtidig med at den danske befolkning har en selvforståelse af: At danmark og de egentlig er et meget sekularistisk samfund, og så ganske meget et videnssamfund tilligemed - har det afgørende stemmeflertal formodentlig en eksistentialistisk-religiøs ( eller en eksistentialistisk ) opfattelse af sig selv og hinanden; opfattelser som jo så for den eksistentialistisk-religiøse opfattelses vedkommende hverken kan være sekularistisk eller videnskabelig, og som for den eksistentialistiske opfattelses vedkommnede næppe kan være videre videnskabelig.
I en af Ragnvald Blix’ berømte karikaturtegninger modtages Quisling af Hitlers adjudant og præsenterer sig: Quisling! Adjudanten: Og navnet? Quisling blev med andre ord synonym med begrebet landsforræder i et par generationer eller tre.
Selvfølgelig er Seidenfaden ikke nogen Quisling, men når Metz nu selv er inde på historien, bør man måske bemærke at tegneren, Ragnvald Blix, som tegnede i Göteborg Handels- og Sjöfartstidning under navnet Stig Höök netop tegnede i den eneste svenske avis der konsekvent vendte sig imod Hitlertyskland, mens resten af den svenske presse var svært tyskvenlig. Torgny Segerstedts som var redaktør blev flere gange censuret af den høflige svenske stat.Tankevækkende i en tid med undskyldninger til højre og venstre.
Fra wikepediaen.Återkommande propåer och kampanjer från den 1939 bildade samlingsregeringen och enskilda (borgerliga[källa behövs]) statsråd om att Segerstedt borde upphöra med den ”antityska” linjen blev resultatlösa. 1940 kritiserade Segerstedt å sin sida regeringens undfallenhet gentemot Nazityskland och transiteringstrafiken genom Sverige, något som resulterade i att regeringen beslutade konfiskera tre nummer av GHT. 7 oktober 1940, efter kritik mot ÖB Olof Thörnells mottagande av storkorset av Tyska örnens orden ur prinsen av Wieds hand och med ett ordensbrev undertecknat av Hitler [3], kom nästa konfiskation. Ungefär samtidigt kallades Segerstedt upp till kung Gustaf V för att av monarken motta ytterligare förmaningar. Segerstedt hörde till de skarpaste kritikerna av de inskränkningar i tryckfriheten som justitieminister Karl Gustaf Westman genomdrev under kriget. Han har ansetts vara en av de mest betydande antinazistiska publicisterna under andra världskriget; vissa av hans artiklar lästes upp i engelsk radio samma dag som de publicerats, och Norge betraktade honom som en folkhjälte.
Politiken er i alle tilfælde ikke hin gøteborgske avis.
100-0 til Metz. Igen. Altså. Karrikaturskandalen havde ikke mere med ytringsfrihed at gøre end gedigent mobberi på arbejdspladsen har. Og det er da almindelig god tone, at man om man overlagt eller uoverlagt forulemper nogen, om man selv synes det eller ej, at man da giver en undskyldning.
Jeg sad i sommer på en fortovsrestaurant, hvor en dame gik forbi med sin hund i snor. Da de kom ud for os, pissede hunden op ad vores bordben. Kvinden smilede og sagde, at det jo bare var vand. Var det behøvlet eller ubehøvlet? Havde en undskyldning være på plads eller ej?
Retlig ytringsfrihed handler om retten til at kritisere regeringen. Og i ly af denne omgang hundepis, lykkes det højreradikalister af flere slags at instituere et totalitært styre, a la det, der regerer i DF.
Det er ganske enkelt noget vrøvl at ytringsfriheden er reserveret kritik af forskellige siddende regeringer. Hvad er det for en selvpålagt begrænsning?
Det står overhovedet ingen steder, rent vrøvl.
Hvis vi anlægger en linie for adfærd, hvor alt, der på nogen måde kan opfattes som “insensitivt” af “gud og hver mand” skal forbydes eller undskyldes, så får vi et sterilt meningstyrani, som i øvrigt er kendetegnende for samtlige islamisk styrede lande og diktaturer i øvrigt.
Og hvordan skal vi forholde sig til de påstået særligt sensitive, der føler sig krænkede langt ud over, hvad eksempelvis det danske majoritetssamfund på demokratisk måde over tid har sat som standard - væsentligst under hensyntagen til ytringsfriheden, herunder den kunstneriske frihed? Man kan mene, at demokrati kendetegnes på, hvordan mindretal behandles, men er disse mindretal som her islamister, hvis krav om særrettigheder blot udspringer af intolerance over for anderledes tænkende, så slutter festen.
Det er forkert, når man antyder, at flertallet af muslimer følte sig krænkede p.gr.af karikaturtegningerne, men nogle finder - som jeg selv i øvrigt - visse af dem for at være insensitive, og desuden kunstnerisk ret ringe. Nøjagtigt som jeg finder Politikens Roald Als’ tegning af Pia Kjærsgaard med tydeligt grise-agtige karaktertræk siddende i noget der ligner en mødding, for insentitiv. Men så længe man holder sig inden for injurielovgivningen og tillige § 266b, så er der bare ikke noget at komme efter.
Vælger den formastelige, der måske eller måske ikke har optrådt såkaldt insensitivt at afgive en undskyldning, så står det da pågældende frit for. Men vedkommende må så stå til verbale hug, når undskyldningerne fremstår som det rene hykleri og er et knæfald for mennesker, der oftest er antidemokrater og dermed et forræderi over for de værdier, der er vores mest centrale overhovedet.
De enkeltpersoner og grupperinger, der har afkrævet undskyldninger her, er islamister, som til enhver tid markedsfører en helt særlig grad af nærtagenhed, hvor tilbøjeligheden til ophidselsestilstande, der kan udbyttes politisk, er en fast del af repertoiret. Anledningen hertil kan være nok så ubetydelig eller latterlig, men fristelsen til at slå politisk mønt af den, er uimodståelig for enhver strategisk interesseret part. Og det er den slags mennesker, der ønsker en islamisk statsfascisme, som den vi eksempelvis har set i Iran fuldstændigt lemfældigt tager livet af deres egne borgere og praktiserer statsterrorisme.
Kravet om undskyldning for karikaturtegningerne er fostret af folk, der dybest set tror på en form for religiøst funderet supremati over for anderledes tænkende. Den slags mennesker findes på stort set alle yderfløje - politiske som religiøse, og de ser dagligt det skrøbelige fundament under deres kunstigt iscenesatte livsførelse erodere bort. Fordi frie mennesker med frie tanker er de stenmejsler, der udgør truslen. Islamisterne er skrækslagne - og med rette, og det er derfor, at de over for anderledes tænkende instrumentaliserer følelsen af at være krænkede og berettigede til kompensation.
En undskyldning bør her aldrig på tale, for svarer blot til at holde den første luns kød frem mod en, der aldrig vil få nok.
Politikens agerende er et knæfald for benægtelsen af eksistensen af vort grundlag for erkendelse og moral, det er en forkastelse af det synspunkt, at den menneskelige tilværelse skulle have mening, formål eller essentiel værdi, udover, hvad nogle religiøse fundamentalister har fastsat.
Vil man prøve at arbejde sig ind på et motiv eller forsæt for Politikens agerende, så synes der her altså ikke bare at være tale om et eksempel på, at en af magtens mænd mister dømmekraften.
Det her er ikke bare meter høj reklame for Politiken, hvor Tøger Seidenfaden fremstår i en blanding af Adams- og Evakostume, og hvor man undrende spørger, hvad denne mand mon har gang i - eller om vi bare her så endnu et kontant og eklatant bevis på medieverdenens tendenser til megalomani.
Og det er ikke bare det forhold, at der synes at være en meget stor bestanddel opportunisme i Seidenfadens agerende i denne sag - det er vanskeligt at drage anden konklusion efter hans retoriske slingrekurs efterfølgende i forhold til kritik og skifte af fokus med grundlaget for aftalen og over for hvem.
For det er uomtvisteligt - og påpeget af alle andre end ham selv, at Seidenfaden mangler kendskab til grundlaget for søgsmålet og dets bagmænd, og han valgte at bringe en mærkværdigt upræcis pressemeddelelse med påstand om et entydigt forlig, men som på et helt centralt punkt - vedrørende retten til fremover at bringe lignende karikaturtegninger - blev modsagt nogle dage efter af modpartens advokats egen pressemeddelelse.
Derfor er rigtigheden i Metz’s udsagn om, at undskyldningen og det påståede forlig udtrykkeligt ikke anfægter Politikens ret til inden for lovens rammer at sige og skrive, hvad “fanden avisen ellers vil og i givet fald komme til at krænke igen”, mildest talt uklar.
Når det her drejer sig om et søgsmål, så må der i forbindelse med et forlig fremsættes en juridisk bindende forligstekst, underskrevet af begge parter. Spørgsmålet er nu, hvorfor vi ikke må se selve forligsteksten, så vi kan vurdere hvem, der taler sandt?
Måske alt hvad Seidenfaden bare ville var endnu en gang at optræde som side-ni pige, men denne gang ikke kun i Kbh. og omegn, men worldwide?
Denne kommentar er anbefalet af:
At når nu den officielle undskyldning fra regeringen overfor de muslimske lande: Om hvorfor de ikke tog mere afstand til muhammedtegningerne, jo mestensdels gik på: At der her i landet er meget snævre grænser for hvor meget nogen anden statsmagt end domstolene må blande sig i hvad private aviser skriver og ikke skriver, må vi jo håbe at polikerne og især de regeringshavende polikere husker at unde Seidenfaden samme lempelige kår.
T.S er på ingen måde en Quisling blot på grund af sin forsmædelige tilbagetrækning. Det er på alle fronter nødvendingt at gøre oprør mod den inflationistiske degradering af sproget som er blevet så omsiggribende bland politikere, debatører og kommentatorer af enhver form, ikke mindst på Informations debat sider.
Hvor ofte ser vi ikke at mennesker sætter lighedstegn mellem folk som har en modsat opfattelse end de selv og en næsten hvilken som helst rabiat figur de kan komme på. Hitler, Stalin, Mao.
Jøder bliver til Nazister, Muslimer ligeså, demokrater bliver til fascister, venstreorienterede bliver til kommunister, lov og orden sidestilles med en politistat, en afvisning af fremmede sidestilles med racisme. Støtte til svage borgere sidestilles med socialisme, og beskyttelse af samme med et Orwelsk overvågnings samfund.
Dansk debatører har lært noget fra George W. Bush når han sagde “enten er i med os eller også er i imod os”. Men det er som bekendt let at se splinten i andres øjne og være blind for flagstangen i sit eget.
Tøger har ikke gjort sig skyldig i at være en Quisling. Han har gjort sig skyldig i andre ting. Kan vi opfatte hans undskyldning for at fornærme (ikke for at trykke) som bevis for at han ikke tænkte sig godt om inden han trykte billederne? Vidste TS ikke at han ville fornærme? Naturligvis gjorde han det, han er trods alt et tænkende menneske. Han må have vidst at han ville fornærme - det var givet på forhånd.
Det er jo ligesom at at stikke nogen en lussing og bede om undskyldning for at lussingen gjorde ondt bagefter. “Ja, jeg vil altså gerne undskylde smerten jeg forvoldte dig, men ikke for at jeg gav dig den lussing jeg syntes du fortjente”
Men hvad er TS motiv for at give en undskyldning? Var han bange for selv at blive udsat for attentat? Var han bange for at tabe en retssag? Var det for at få mere medie omtale for sin skrantende avis? Hyklede han eller angrer han i sin nyfunde visdom den følesesmæssige skade han har forvoldt små 100.000 mennesker?
Det bliver det rene gætteri, for vi kan ikke sætte os ind i en mands sind, og alt andet vil være rene projektioner fra vores side. Ethvert gæt vil afsløre vores sympati eller antipati for TS gerning og manden selv.
Det eneste vi ved, er, at TS er blevet gjort grundig til grin i sin egen avis og i aviser jorden rundt. Først for sin ydmygende undskyldning, og senere endnu engang da det viste sig at hele optrinnet var humbug og finansieret af advokatens egen stenrige saudiarabiske far.
Det var en rigtig kvajer af TS og mon ikke det kommer til at koste ham jobbet når støvet engang har lagt sig igen.
En opinionsmåling viser faktisk at flertallet af danskerne støtter Seidenfadens og Metzs ønske om forsoning og dialog.
Det er kun medierne, politikerne og den ældre genration, der er ikke vil være med til at sige undskyld for da mange store fejltagelser der efterhånden er begået i en misforstået opfattelse af hvad ytringsfrihed er.
Kilde
http://politiken.dk/debat/ledere/article918300.ece
Denne kommentar er anbefalet af:
Hvor har du det flertal fra, Per Thomsen?
Politiken og TV 2 har bedt Megafon undersøge, hvordan danskerne forholder sig til den undskyldning, som Politiken forrige fredag gav en række muslimske organisationer repræsenteret af den saudiarabiske advokat Faisal Yamani.
Lige over halvdelen af de adspurgte bryder sig ikke om undskyldningen, mens 31 procent af de adspurgte synes, det var en god idé.
Blandt de 18-29-årige er jfr. Politiken et flertal, der støtter Politikens aftale, mens der blandt de over 70-årige er hele 74 procent, der er imod.
Når du, Per Thomsen, så indledningsvis anfører, at “at flertallet af danskerne støtter Seidenfadens og Metzs ønske om forsoning og dialog.”, så er det ganske enkelt usandt.
Johannes Aagaard:
.”Hvor har du det flertal fra, Per Thomsen?”
Der er en kildeangivelse skrevet med blå bogstaver nederst i min kommentar.
Det er korrekt, at overraskende mange danskere (31 procent)støtter Tøger Seidenfadens forligsholdning. Men et flertal er det nu ikke.
Politikens egen overskrift på avisens side fire, hvor undersøgelsen præsenteres, lyder da også:
“”Flertal af danskere imod Politikens forlig”
(51 procent).
Jo, Per Thomsen, og du skal da have hjerteligt tak for linket.
Men vil du godt være venlig at besvare spørgsmålet om, hvorfor du indledningsvis anfører, at “… flertallet af danskerne støtter Seidenfadens og Metzs ønske om forsoning og dialog”, når der ikke er belæg for den konklusion på baggrund af den Politikens Megafon-undersøgelse, som du refererer til som kilde?
@Helle Empörung
Seidenfaden skriver:
.”Et meget stort flertal i befolkningen bakker fortsat op om pressens nye besindighed:”
Med al respekt så synes jeg at Tøger Seidenfadens udlægning og fortolkning af undersøgelsen er noget mere solid end din eller for den sags skyld Johannes Aagaards.
Når man tænker på hvilken massiv hetz Seidenfaden har været udsat for, er det jo ganske fantastisk at de adspurgte på trods af det støtter en pragmatisk og fornuftsbaseret tilgang til religiøse mindretal.
Normalt har medierne en enorm indflydelse på, hvad der bliver svaret i diverse målinger. Sat lidt på spidsen er disse målinger jo som oftest mest af alt en test af om de adspurgte kan huske hvad de har læst i avisen og set i tv-nyhederne om et bestemt tema.
Derfor er den nævnte undersøgelse i sandhed meget bemærkelsesværdig.
Per Thomsen!
Der er jo i Politikens undersøgelse tale om to spørgsmål.
Der, hvor Tøger kan tale om flertal, er hvor spørgsmålet går på, om man er enige i pressens beslutning om ikke at genoptrykke Westergaards tegning. Her er der ganske rigtigt et flertal på 52 procent, som er enige.
Men når spørgsmålet går på, om man synes det er en god idé, at Politiken har indgået en aftale med otte muslimske organisationer, så mener 51 procent, at det er en dårlig eller meget dårlig idé.
Sådan ligger landet.
@Helle Empörung
Lagde du i øvrigt mærke til denne del af undersøgelsen:
.”Tankevækkende er det, så meget alder betyder for ens syn på sagen: Blandt de 18-29-årige er der ligefrem et flertal, der støtter Politikens aftale, mens der blandt de over 70-årige er hele 74 procent, der er imod.”
Det kunne faktisk betyde at racismen simpelthen på sigt vil forsvinde fra Danmark ved det man i andre sammenhænge kalder for naturlig afgang.
@ Per Thomsen
Det, du kalder ‘undersøgelsen’, er faktisk Tøgers forsideleder - og der skriver han ganske rigtigt det, du citerer.
Men går du om på side fire, hvor selve undersøgelsen præsenteres, er der ikke tal, der underbygger Tøgers udsagn. Her står der, at 43 procent af de 18-29 årige støtter aftalen. Det finder jeg meget positivt, men noget flertal er det altså ikke. Og 38 procent er imod.
I øvrigt tror jeg slet ikke, vi er specielt uenige.
Helle Empörung:
-“Her står der, at 43 procent af de 18-29 årige støtter aftalen. Det finder jeg meget positivt, men noget flertal er det altså ikke. Og 38 procent er imod.”
Er 43 ikke flere end 38?
Der er stadigvæk, som nævnt adskillige gange, ikke flertal for at danskerne skal gøre sig uvenner med muslimerne, men kun med islamisterne blandt dem, og iden forbindelse er det bare ærgeligt hvis muslimerne ikke forstår at kritiken ikke er henvendt til dem, og at de under ingen omstændigheder kan bestemme hvad ateister må og ikke må.
Der er også et flertal der mener at Seidenfarden har kvajet sig, ganske enkelt.
Hvad var det nu det hele egentlig handlede om?
Dagens nyhed i verdenspressen 9/3-2010, heri uddrag fra The Independent:
Seven Muslims were arrested in the Irish Republic today over an alleged plot to assassinate a Swedish cartoonist who depicted the Prophet Mohammed with the body of a dog, police said.
Al-Qa’ida put a $100,000 bounty on the head of cartoonist Lars Vilks after a newspaper published his cartoon.
The four men and three women were detained after an investigation involving European security agencies and the United States’ CIA and FBI.
Mr Vilks, who lives in an isolated area of Sweden, was put under police protection after threats were made against his life.
When al-Qa’ida put the bounty on the cartoonist’s head in 2007 it offered a 50 per cent bonus if Mr Vilks was “slaughtered like a lamb” by having his throat cut, while another $50,000 was put on the life of Ulf Johansson, editor-in-chief of Nerikes Allehanda, the local newspaper which printed the cartoon.
However those arrested are not believed to be members of the terrorist group.
It understood some have converted to the Muslim faith.
… 7 krænkede muslimer? Den svenske tegner Lars Vilks bør hurtigst muligt række hånden frem og sige undskyld på verdenspressens forsider, men selvfølgelig forbeholde sig ytringsfriheden sådan i al almindelighed….. Gudfader!
Tak til Thøger, fordi han fik os alle til at se, hvor skræmmende stor hans krænkelsesmenighed er blevet.
Der er et link i Washington Post
til det her
http://www.slate.com/id/2247256?nav=wp
Per Thomsen spørger den 9. marts 2010 kl. 01:33 , om 43 ikke er flere end 38?
Hertil er svaret et fuldtonende ‘Ja!’
Men for at udgøre et flertal kræves et tal, der er større end 50. Og det har vi altså ikke i det foreliggende tilfælde. Beklager.
“beklagelse over at folk er blevet kede af det” skriver Metz. Hvem er blevet kede af det? Det ville jeg gerne vide.
Islam har i århundreder brugt påståede krænkelser som anledning til at skærpe jihad.
Som da muhammedballaden startede uge 6, 2006. Det var ikke græsrøddernes smerte og tårer der eksploderede, det var en ordre fra strategisk niveau i Saudi Arabien.
Metz/Seidenfaden har kastet deres våben på jorden, og har overgivet sig, i en propagandakrig.
Hvor må de more sig i Saudi Arabien.
Ole G. rammer centralt ind i noget, som Metz m.fl. omhyggeligt lister sig uden om.
Der var sgu ikke nogen menige muslimer i Mellemøsten, der kendte en skid til disse tegninger. De abonnerer jo altså ikke på danske aviser, hverken JyllandsPosten eller Politiken.
Følgelig kunne de hverken være fornærmede eller krænkede eller græde snot over at se deres elskede profet med en bombe i turbanen.
Næh, hele balladen blev iscenesat af en flok imamer, der rejste rundt for at piske en stemning op. Og det lykkedes dem.
De burde bringes for retten og stilles til ansvar for deres misgerninger.
Denne kommentar er anbefalet af:
Hans Jørgen Lassen:
»Næh, hele balladen blev iscenesat af en flok imamer, der rejste rundt for at piske en stemning op. Og det lykkedes dem.De burde bringes for retten og stilles til ansvar for deres misgerninger.«.
Helt enig med Hans Jørgen Lassen.
Hvis indvandrere drister sig til at brokke sig over racismen i Danmark skal de naturligvis straks kastets i fængsel. Så kan de lære at den højt besungne danske ytringsfrihed i realiteten kun gælder for personer med dansk klingende navne som Kurt Westergaard og Flemming Rose…
Metz skriver:
“… det ikke er særligt produktivt at krænke andre menneskers følelser, hvis det ikke er nødvendigt.”
Hvorfor kan det være nødvendigt, at krænke andre menneskers følelser?
Er det ikke snarere uundgåeligt, end nødvendigt?
Jeg kan slet ikke forstå dem der mener, at “hån, spot og latterliggørelse” er positive værdier. Kærlig ment latterliggørelse kan starte en dialog, men generelt bør vi vel holde os til at latterliggøre os selv.
Jeg har aldrig oplevet, at moralisering bidrager positivt i nogle diskussioner. Udtalelser om Stalins, Maos, Hitlers eller Bin Ladens moral, er i min optik modpolen til en demokratisk diskussion om deres gerninger og holdninger.
Accept af demokratiet er en de laveste moralske prioriteter vi har. Legitimiteten bliver kun skadet, hvis vi tænker nedladende om vores politiske modstandere.