— Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse?
»Haruki Murakamis Trækopfuglens krønike, som vel nærmest er en japansk dannelsesroman. Jeg er meget glad for Japan, holder af folket og af at rejse i landet. Det var som at få landet med hjem i kufferten, da jeg købte bogen. Hvordan det er muligt at skrive så magisk om en forsvunden kat, er mig en gåde. Men det er nok noget med, at bogen formidler den japanske folkesjæl og samfundet mellem linjerne. Den er både let at læse samtidig med, at den er meget dyb og vanvittig syret. Og så beskriver den sindets afkroge på fineste vis. Jeg har læst den to gange, men glæder mig til at læse den både tredje og fjerde gang.«
— Hvilken bog har haft størst betydning for dig?
»Jeg elsker biografier og specielt selvbiografier. Og Dolly Partons selvbiografi står som noget helt særligt. Hun er ekstrem ærlig og en rollemodel for mig, da hun formår at gøre tingene på sin helt egen måde. Umiddelbart kan hun sikkert virke som en kvinde med meget lyst hår og store bryster. Men inde bagved ligger der et livsklogt, ægte, ærligt og dybt menneske. Hun har en usnobbet tilgang til livet. Man kan også læse, at hun faktisk har intentioner om at gøre verden til et bedre sted. Og så skal man heller ikke underkende, at hun er en fantastisk forretningskvinde og utrolig dygtig musiker og sangskriver. Den dualisme, hun besidder, beundrer jeg dybt.«
— Hvad er den værste bog, du har læst?
»Nogle bøger lader sig ikke læse. Jeg kan starte på dem syv gange, og når de første 20-30 sider er læst, kan jeg ikke mere. Det tager jeg som et tegn på, at vi ikke hører sammen.«
— Hvilken type læser er du?
»Jeg er nok det, man kan kalde en periodisk læser. Jeg har ikke altid en bog i gang. I nogle perioder er jeg klistret til min bog. Men jeg må også erkende, at det er lyden, der er vinderen i mit liv. Ordene får en andenplads…«
— Hvornår læser du?
»Primært når jeg er på ferie. Jeg forsøger også om aftenen, men det bliver sjældent til særlig meget.«
rbs@information.dk







Kommentarer