Forhandlingerne om den internationale antipirataftale ACTA handler både om falske Rolex ure, der sælges på gaden i Shanghai, og om deling af film, musik og bøger på internettet. Men det er først og fremmest den del af aftalen, der handler om internettet, som nu vækker stor furore - og det med rette.
Forslagene er en udfordring af internettets helt grundlæggende arkitektur, som i de seneste 20 år har været en næsten eksplosiv demokratiserende og innovativ kraft. Mens den tyske justisminister i denne uge advarede imod aftalen, er den danske regering ganske tavs.
Ret skal være ret: I mere end to år har parterne valgt at holde forhandlingerne hemmelige, så vi ved ikke helt præcist, hvad der står i teksten. Det er endda den danske regering, der insisterer på at holde forhandlingerne hemmelige.
Der cirkulerede i lang tid rygter om forslag om ransagninger af iPods og mobiltelefoner ved grænseovergange, men de rygter blev hurtigt aflivet. Det, der står tilbage, er et forslag om, at internet-udbyderne skal gøres ansvarlige for deres kunders færden på internettet. Og det siger næsten sig selv: Hvis internetudbyderne skal være ansvarlige for det, du laver på deres netværk, må de nødvendigvis overvåge det, du laver.
Nuværende forsøg
I Frankrig har Sarkozy allerede forsøgt sig med three strikes and you’re out, en lov der skulle pålægge udbyderne at lukke for internetforbindelsen, hvis en kunde gentagne gange bliver taget i at downloade film og musik.
I Storbritannien er man i færd med et lignende initiativ, og nu forsøger USA at skubbe netop det forslag ind i de internationale forhandlinger.
Det er endnu uklart, hvordan aftalen vil blive skruet sammen, men i princippet kan ACTA, som eksempelvis beslutninger i WTO, trumfe national lovgivning.
Og hvorfor er det så slemt? Det er ikke blot et fjernsyn eller en spillekonsol, man lukker for. Internettet er blevet en helt afgørende del af vores infrastruktur, og hvis man blokerer borgeres adgang til internettet, svarer det i en analog verden til at afskære dem fra at gå på posthuset og biblioteket, bruge telefonen, betale regninger, læse avis og komme i kontakt med offentlige myndigheder.
Selv om rettighedsindustrien naturligvis mener, at der er tale om meget alvorlige overtrædelser af ophavsretten - nogle vil måske huske pladeindustriens løfte om at »sagsøge dig langt ind i helvede« - er straffen helt ude af proportion i forhold til forbrydelsen. Det mener den tyske justitsminister, Sabine Leutheusser-Schnarrenberger. Til Spiegel sagde hun onsdag:
»At blokere internetforbindelser er grundlæggende forkert - selv i kampen mod brud på ophavsret.«
Hun understregede, at det var den tyske regerings politik. Forslaget er også et anslag mod selve internettets arkitektur og kan i den henseende få vidtgående konsekvenser.
Grundlæggende åbenhed
Internettet er designet således, at der ikke gøres forskel på det, der løber gennem rørene. For internettet gør det ingen forskel om vi sender film eller telefonsamtaler eller programmer over nettet - så længe det kan pakkes digitalt. Det gør heller ingen forskel på om det er en stor medievirksomhed, der sender et tv-signal afsted, eller om det er en enkelt person, der sender en video til YouTube. For internetudbyderne hedder princippet ‘mere conduit’ og betyder kort sagt, at udbyderen hjælper dig med at transportere fra A til B, men uden hæfte for, hvad det er, du flytter.
Det er denne grundlæggende åbenhed, der har gjort, at internettet har kunnet udvikle sig så hastigt og været så innovativ en kraft, der har udfordret hele industrier, vidensmonopoler og diktatoriske stater. Konsekvensen har også været, at det har vist sig svært at opretholde lov og orden på internettet, og efterhånden som internettet er blevet voksent og af afgørende betydning for såvel virksomheder som stater, er kravet om regulering naturligvis opstået.
Men man skal tænke sig overordentligt godt om før man grundlæggende ændrer på den motor, der har drevet store af den globale udvikling i de seneste tyve år. Og den danske regering skylder at arbejde for andet end at holde så afgørende forhandlinger i totalt mørke.
Udenrigsminister Lene Espersen er blevet kaldt i samråd om spørgsmålet og kunne ved den lejlighed både forklare hemmelighedskræmmeriet og hvad den danske regering eksempelvis mener om at blokere danske borgeres adgang til internettet.
Kommentarer
“Udenrigsminister Lene Espersen er blevet kaldt i samråd om spørgsmålet og kunne ved den lejlighed både forklare hemmelighedskræmmeriet og hvad den danske regering eksempelvis mener om at blokere danske borgeres adgang til internettet.”
- Undskyld min tvivl.
Jeg tror ikke at Lene E, har brikker nok til at kunne forstå dybden i dilemmaet.
Lene E, er jo fast medlem af de intellektuelle fjervægtere.
Jeg beder den nærværende journalist at huske på de forhandlinger som Jesper Bays lobby (IFPI) har ført med daværende kulturminsiter Brian M, om stort set samme og dog mildere tekst, blev skudt ned af de Danske ISP’er af bl.a.Telenor/sonofon.
Denne kommentar er anbefalet af:
Problemet omkring sanktioner overfor internetforbrydelser har flere dimensioner. Svarende til det hav af dimensioner, der eksisterer indenfor almen jura. Hvilket lands jurisdiktion skal være gældende for hvilke dele af internettet? Dette gælder ejendomsret, ytringsfrihed overfor krænkelser, administrativ jurisdiktion såsom aktindsigt mm.
Allerede i dag er der stor usikkerhed omkring international ret i den fysiske verden. Jeg hørte i radioen et eksempel på nogle af komplikationerne omkring globalisering og jurisdiktion noget i retning af dette: Et dansk/norsk samlevende par kører galt i Schweiz i en lejet bil fra Italien, de kører frontalt ind i et Fransk/Marokkansk ægtepar med bopæl i USA. Hvor skal retssagen behandles? Hvilken lov gælder for erstatning og skyld? Hvorledes skal hhv. samliv og ægteskab betragtes i forhold til ulykken og ansvar? Dette er et eksempel på noget af kompleksiteten i globaliseringen. Allerede nu har vi store problemer med straf og sanktioner i forhold til forbrydelser. Lad os sige at den danske kvinde fra eksemplet før, er fører af bilen og at det viser sig, at man kan placere et ansvar for ulykken på hende. Efter et par dage dør manden, som har bopæl i USA, men som er Fransk med Marrokansk baggrund. Hans familie i Marokko regner ikke Europæisk eller Amerikansk lovgivning for noget, og de vil at det er Marokkansk lovgivning som skal anvendes i straffeudmålingen. Det viser sig at den danske kvinde havde spiritus i blodet og at hun derfor handlede groft uforsvarligt. Hvorledes skal hun nu straffes? Efter loven i hvilket land? Hvilken straf er passende? Bøde, fængsling, dødsdom?
I forhold til den virtuelle verden tager vi endnu et skridt ind i en kompleks verden. Hvilke overtrædelser har hvilken vægt? Er vold værre end tyveri? Hvornår er der tale om tyveri dvs. når tyveri ikke er fysisk men virtuelt? Hvornår er der da tale om vold, dvs. når vold ikke er fysisk men virtuel? Ligesådan med injurier, rabiate holdninger, uortodokse meninger, historieforfalskninger med meget mere.
Skal vi nu til at have én fælles jurisdiktion i hele verden? Hvem skal bestemme denne? Kan man dømmes ”ude”? Hvad skal det svare til? Er det det samme som at miste kørekortet? Hvor lang tid skal man da vente på at måtte være med igen? Hvis man fortsætter, skal man da kunne dømmes helt ude? Svarende til dødsdom? Kan man idømmes dødsstraf gange 2, 3 eller 4 ligesom i USA? Hvordan føres beviser om fortsæt? Hvilke appelmuligheder skal man have?
Ja, jag kunne blive ved, det er vist ikke helt ligetil at overføre national eller kulturel lovgivning til internettet. Endnu sværere hvis vi skal til at idømme voldsomme konsekvenser, såsom at man kan få lukket sin forbindelse, svarende til at få lukket for sit virtuelle liv.
Skal vi virkelig til at have dødsstraf ind ad bagdøren?
-og ja, så er det da vist bedre at holde sin mund og ikke deltage i debatter som privatperson.
Kære Niels Bogeskov.
Du må aldrig holde op med at debattere i eget navn.
Jeg synes at du kommer med gode og relevante refleksioner, der perspektivere indholdet og konsekvenser af ACTA. Og som viser hvor uigennemtænkt og ensidigt ACTA er.
Niels Bogeskov.
Der er da ingen tvivl, de bliver alle udleveret til USA, efter de lokale terrorlove i de implicerede lande.
Og hvis det ikke går så kommer US-marshals og henter dem.
// Jesper