Hvis vi begynder at pille ved den, så har vi balladen

Stolte siger socialdemokraterne, at de har opfundet den. Fagbevægelsen tager også gerne æren for den. Sammenbidte siger de borgerlige, at de vil forsvare den. Og i resten af verden kigger de mod Danmark og siger, at sådan én vil vi også have: Alle taler om Den Danske Model. Men spørgsmålet er, om vi egentlig ved, hvad det er. Og om modellen findes i bestemt ental:

»Det er direkte skadeligt at tale om den danske model i ental, for så bliver det en tom betegnelse,« hævder professor ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, Martin Marcussen, som er forfatter til den nye bog Den danske model og globaliseringen. Det er ifølge Marcussen en myte, at der findes én dansk model, som er funderet på et særligt dansk naturtalent for at drive forretningen Danmark:

»Den danske model kan lyde som noget, man tror altid vil eksistere, og som er nærmest historisk forudbestemt.«

Men den danske model er i virkeligheden flere danske modeller: Der er den højt besungne og internationalt berømmede danske arbejdsmarkedsmodel. Men det er også udtryk for en dansk model, at Jylland-Posten fabrikerede Muhammed-karikaturerne, og at Lars von Trier satte ild i den internationale kulturverden med sin provokerende film Antichrist.

Flere modeller

Normalt identificerer man den danske model som en arbejdsmarkedsmodel, hvor det er nemt at hyre og fyre. Arbejdsstyrken er sikret et overlevelsesgrundlag samt efteruddannelse, hvilket gør arbejdsmarkedet smidigt og i evig forandring. Men når man så siger, at den er truet af arbejdsmarkedsregulering, er det også et udtryk for, at man tror, at den skal beskyttes mod forandring. Arbejdsmarkedsmodellen er afhængig af andre modeller f.eks. sundhedsmodellen og uddannelsesmodellen, hvor princippet i begge er, at de er universelle og gratis for alle.

»Det er selve mangfoldigheden af modeller og forandringen af dem; at vi passer og plejer dem, der årsagen til, at de danske modeller og dermed virksomheden Danmark A/S er blevet en succes,« siger Marcussen.

I de senere år har vi importeret elementer udefra, der bringer markedsvilkår i spil. Man kan købe sig til private goder både i uddannelsesmodellen og i sundhedsmodellen. Men i andre lande har det kollektive enten aldrig været der eller er nu helt forsvundet.

En ofte overset model er den måde, hvorpå vi i Danmark driver offentlig forvaltning. Det er ifølge Martin Marcussen ikke tilfældigt, at vi er et af de lande i verden, hvor der er mest tillid og mindst korruption i den offentlige administration.

»Man ignorerer ofte, hvor vigtigt det er, at vi i et system, hvor der bliver opkrævet så mange penge i skat har tillid til, at de penge nu også bliver forvaltet korrekt.«

Derudover kan man se det finansielle system og erhvervslivets innovationskultur som danske modeller. Realkreditsystemet gør det muligt at lånefinansiere køb af egen bolig, hvilket er en demokratisering af boligmarkedet, fordi det i princippet gør alle i stand til at låne til køb af egen bolig. Mens dansk erhvervsliv udliciterer innovationen til medarbejderne, der arbejder i teams og har ansvar for at lede og fordele arbejdet og frembringe viden, der i sidste ende er med til at udvikle produktionsgange og forbedre produkterne.

»Hele vejen rundt er der delmodeller, der hænger sammen og er afhængige af hinanden. Uddannelses- og sundhedssystemet skaber værdier, som giver grobund for vækst i samfundet, og den vækst kan så føres tilbage til de offentlige systemer. Men det er også et sårbart system, fordi de er så indbyrdes afhængige,« siger Martin Marcussen.

På det kulturelle område kan man ifølge Marcussen også pege på en dansk model.

Værdier som markedsfordele

Hvis man tager udgangspunkt i besøgende turisters opfattelse af Danmark, som er belyst forskningsmæssigt af blandt andre forskere på Aalborg Universitet, beskrives Danmark som et harmonisk land, præget af en fredelig stemning og et rent miljø.

»De udenlandske turister har lagt mærke til ting, som vi selv tager for givet. Vi kan parkere barnevogne uden for caféerne, folk cykler overalt, og man smider rent faktisk sit affald i de affaldskurve, der også er overalt. Danskerne bygger stadig lavt, mens man i andre lande med lidt plads bygger opad. Vi er jordbundne og vil gerne være i venlig øjenhøjde. Samtidig beskrives vi som smukke, sunde, velplejede og sporty mennesker, der smiler på gaden. Det er sådan noget, udlændinge rejser til Danmark for at se,« siger Martin Marcussen.

Den kulturelle model kan karakteriseres ved det danske frisind og vores hang til provokationer. Frisindet blev endda brugt til at sælge Danmark i turistorganisationen VisitDenmarks fake-video med den unge kvinde, der eftersøgte sin lille søns far på nettet.

»Hvis man tager karikaturtegninger og vores tradition for politisk satire, er der et element af, at vi er i samme båd i det. Det danske samfund er et lighedssamfund, hvor vi ikke opfatter eller betoner skel mellem elite og folket. Det giver rum for satiren og provokationen,« siger Marcussen.

For at grave et spadestik dybere i forståelsen af de danske modeller, mener Martin Marcussen, at man bør inddrage det danske værdilandskab som en konkurrencefordel.

Blandt de væsentligste værdier, der nu og i fremtiden vil komme til at udgøre et konkurrenceparameter for de danske modeller, er lighed, tillid, inklusion, protestantisk arbejdsetik og sammenhængskraft, konstaterer professoren:

»Det er et usynligt lag af værdier, der er med til at holde sammen på det synlige lag, som udgør de danske modeller. Men det er også disse værdier, der i dag er truede. Værdierne er selvfølgelig ikke konstante, de forandres og skifter indhold med tiden. Det er ikke et krisetegn. Men afvikling af disse værdier er et krisetegn. Jeg taler ikke om indretningen af det gode samfund. De danske modeller og komparative værdier har betydning for, hvordan man indretter sig rationelt i et samfund i et lille land, hvor ressourcerne er små. Et økonomisk rationelt samfund er også et samfund med stor social sammenhængskraft.«

Generaliseret tillid

Spørger man forskere og eksperter på eksempelvis kultur- og sundhedsområdet, medgiver de, at der kan være tale om flere sæt af danske modeller. Men de er uenige om, hvorvidt disse modeller kan være truet.

»Den danske eller nordiske sundhedsmodel bygger på et værdigrundlag, hvor vi ønsker lighed og adgang for alle, og der er en form for demokratisk styring af udviklingen i sundhedsvæsnet. Dermed adskiller den sig fra de kontinentaleuropæiske modeller, der bygger på vores gamle sygekassesystem, og hvor samspillet mellem arbejdsgiver og - tager er i centrum, mens staten er holdt i armlængde,« siger Karsten Vrangbæk, forskningsleder ved AKF, Anvendt KommunalForskning.

Som et eksempel på, at den danske sundhedsmodel er blevet en eksportvare på linje med den danske flexicurity-model, nævner Vrangbæk et samarbejde, AKF har med en Washington-baseret tænketank, der er interesseret i at afæske det danske systems hemmeligheder. Desuden har Obamas amerikanske sundhedsreform haft eksplicit reference til den danske sundhedsmodel, selv om det efterfølgende blev nedtonet, fordi det ikke overraskende provokerede de højreorienterede vælgere. Karsten Vrangbæk mener ikke, at den danske model er truet af privathospitaler og antallet af private sygeforsikringer, som stiger i disse år.

»De private sygehuse har kun begrænset omfang endnu. Men risikoen på langt sigt er selvfølgelig, at der opstår en gruppe, der ikke længere vil betale til det offentlige system og dermed underminerer det solidariske lighedsprincip. Men der ser ud til stadig at være betalingsvillighed til det offentlige system,« siger han.

Hvis man derimod betragter dansk public service som en del af den danske kulturmodel, hvilket tidligere generaldirektør i DR, Christian S. Nissen, giver Marcussen ret i, at man kan, er der imidlertid tale om et truet system.

»Man kan i hvert fald tale om en nordvesteuropæisk public service-model, hvor man stadig holder på en armslængde i forhold til det politiske niveau. Der er også større andel af seere til public service-kanalerne i disse sammenlignet med andre lande. På indholdssiden adskiller dansk tv sig også fra f.eks. den ekstreme variant i Italien, hvor det populært sagt er blondiner, babser og bagdele. Den protestantiske arbejdsetik afspejles i dansk tv, som er mere seriøst end i de sydeuropæiske lande. Omvendt er denne model også under pres af ny EU-regulering, som stiller krav til public service og public value-vurderinger. Disse regler er et skridt på vej væk fra den danske tillidsmodel,« siger Christian S. Nissen.

Martin Marcussen mener, at de danske modeller netop er sårbare, fordi de er tæt forbundet og gensidigt afhængige.

»Hvis man er et lille land med få ressourcer, er vi alle i samme båd på et stort internationalt hav. Og så fungerer det bedre, hvis der er en reguleret, generaliseret tillid. Hvis en værdi som sammenhængskraften, der er et kerneelement i de danske modeller, afvikles, så får vi et problem, for det vil påvirke de andre modeller. De danske modeller har altid været udsat for interne konflikter og påvirkninger udefra, men fanges udfordringerne i tide, skabes der innovation og udvikling. Derfor er det også farligt, at vi tror, at den danske model er en evig og oven i købet eksporterbar succes, for det er den ikke. I det øjeblik, vi får fornemmelsen af være dem, der har opfundet den dybe tallerken og bliver navlebeskuende, forstyrres innovationsprocessen,« siger han.

Etnograf Karen Lisa Salamon er enig i, at der er særlige kulturelle træk, som påvirker de danske modeller, men fremhæver også disse træks bagside.

»Det er rigtigt, at vi har en åbenhed, der bygger på tillid, lighed og vores manglende autoritetstro. Men dette er også udtrykt som normalitetstænkning. Det kan man se i forhold til sådan noget om karikaturtegninger. Så snart der er nogen, der gemmer sig bag en konvention, så skal de have en på hatten. Det skaber nye konstellationer og nytækning, men er også disrespekt for folk med særlige behov. Dobbeltheden består i, at vi vil bryde alle mure ned og er meget åbne, men samtidig ikke kan anerkende folk, der insisterer på at være anderledes. De skal passe ind i hierarkiet,« siger hun.

Når det gælder ligestilling mellem kønnene, kommer de danske værdier også i vejen.

»Den danske åbne, lighedstækning er præget af en totalitær konsensus, der kræver, at man retter ind. Hvad angår ligestilling, så har vi en forestilling om, at kvinder kan komme til fadet og er blevet ligestillede. Men zoomer vi ind på mikroniveau, kan vi godt se, at det er kvinder, der tager mest orlov, tager barns første sygedag, tjener mindst, men det er nærmest blevet et tabu. Vi kan ikke have det, der stikker uden for. For har man først accepteret det at se det som et problem, så er man også nødt til at handle på det,« siger Karen Lisa Salamon.