RAMADI Den lokale klanleder Sheikh Hamid al-Hayis slår ud med hånden fra sin prangende guldstol i sit nye betonpalads. Med en mine som en basunengel fremfører han argumentet for, hvorfor han bør vælges til Iraks nye parlament: »Hvis shiaerne bare vidste, hvor meget jeg elskede dem,« siger han. »De ville græde ved min skulder, som de græder for Imam Hussein.« (Den vigtigste martyr i shia-islam, red.)
Den selverklærede irakiske nationalist kunne have ført valgkamp overalt i de irakiske shiamuslimers kerneland de udgør over 60 procent af befolkningen. Men hvad der gør Hayis kandidatur bemærkelsesværdigt er, at han er en fremtrædende sunnileder, og at hans ord bliver sagt i omgivelser, hvor de tidligere ville have været betragtet som en uartighed i Ramadi, højborgen for sunnioprøret.
I seng med fjenden
Denne befæstede ørkenby, 80 km miles vest for Bagdad, var så livsfarlig, at den nærmest var lukket land igennem tre år efter det sidste katastrofale nationale valg i december 2005, hvor kun omkring to procent af dens beboere og en tilsvarende minimal andel i den omgivende Anbar-provins afgav stemmer. Den boykot førte til en spiral af sekterisk vold, som Irak knapt er ved at komme ud af her på tærsklen til sit andet nationale valg i de syv år siden invasionen i 2003.
Religiøs tolerance og politisk pluralisme er endnu ikke politiske mærkesager, der sælger i denne provins, som mener, den har mistet mere i Irak efter Saddam end nogen af landets 17 øvrige provinser. Men denne gang har der blandt Anbars indbyggere bredt sig en følelse af, at de har mere at tabe ved at blive hjemme igen end ved at møde op og sætte deres kryds.
»Jeg tager imod 200-300 mennesker her hver dag,« siger Hayis og kommanderer rundt med tjenere. »Jeg fortæller dem, at alle der vælger den sekteriske vej gør sig til al-Qaedas forbundsfælle .«
Ud over at udtrykke sin ærbødighed over en af shia-islams mest beundrede skikkelser imam Hussein har den ambitiøse midaldrende Hayis gjort, hvad nogle i Anbar anser for kætteri. Han har valgt at stille op på den shia-liste, der ledes af Ammar Hakim, hvis far anførte den største shiamuslimske blok i det irakiske parlament frem til sin død sidste år.
Han er en meget usandsynlig allieret for Hakims politiske gruppering af overvejende shiateologisk funderede partier, som står til igen at spille den ledende rolle i udformningen af den koalition, som næsten helt sikkert vil skulle dannes for at lede Irak efter søndagens afstemning.
De 19 millioner irakere, som er stemmeberettigede, har for første gang muligheden for enten at stemme på en lang række partier eller personligt på en enkelt kandidat. Allerede torsdag, da fire valgsteder i det centrale i Bagdad, blev ramt af bombeanslag, blev de 670.000 medlemmer af sikkerhedsstyrkerne foruden hospitalspersonale og de indsatte i landets fængsler bedt om at afgive deres stemme. Men valghandlingen forløb ikke i alle tilfælde glat. Som et muligt forvarsel om uregelmæssigheder ved det nationale valg på søndag, hævdede nogle af disse vælgere, at deres navne ikke var registreret på de valgsteder, der lå nærmest deres hjem. Den folkelige tiltro til valgprocessen synes fortsat meget lav i Irak, især i Anbar, hvor ledere tilskynder folk til at stemme, men hvor der fortsat er betydelig skepsis over for om den politiske proces kan give dem bedre offentlige tjenester og en stærkere stemme.
Sheikh Ahmed Abu Risha, der i 2006 stiftede Iraks Vækkelsesbevægelse (al-Sawaha), hævder, at navnene på vælgerne i Anbar bevidst kan være opført så langt fra deres hjemby som muligt med henblik på at skabe en lav valgdeltagelse og derved begunstige shia-partierne.
»Vi er bekymrede,« siger han fra sin befæstede bolig ud for Ramadi. »Ingen mand har noget imod at gå 200 meter med sin kone, men hvis han får at vide, at hans navn ikke er opført på stemmestedet der, og at han er nødt til at gå yderligere to kilometer, vil han vende om og gå hjem.«
Hvis den opfattelse breder sig igen, at Anbar-provinsen er udelukket for al politisk indflydelse under alle omstændigheder, kan det blive et stort problem for den ny regering, der så vil skulle håndtere en oprørsk og modvillig provins med en lang tradition for vold. Skønt han ser denne fare i øjnene, håber Abu Risha, at det bliver ved de bange anelser.
»Sunnierne har indset deres fejl,« siger han. »Da vi stiftede al-Sahawa i Irak, førte vi krig mod al-Qaeda, og på den måde lykkedes det os at komme ind i den politiske proces. Vi har åbnet dørene for os selv igen.«
Men Anbar og den ligeledes sunnidominerede naboprovins Salahedin er stadig hjemsted for en stor gruppe af tidligere Saddam-loyalister foruden mange andre, der nød protektion under hans styre og endnu er langt fra at genvinde den rigdom og status, som de mistede med hans fald. Deres bidrag til valget og til de efterfølgende politiske kompromiser, er et af mange usikre elementer, der kan få den nye relative stabilitet til at vakle i Irak.
»Denne regering har tvunget Anbars borgere til at vende tilbage til Baath-partiet,« siger Abu Risha. »Den har ikke behandlet dem ordentligt, integreret dem eller givet dem løn, der afspejler deres kvalifikationer. De er udelukket fra alting. Regeringen bør vurdere dem efter deres dokumenterede evner, ikke efter deres tidligere tilhørsforhold.«
Overlevede attentat
At anspore Anbar til ikke at vende tilbage til blodsudgydelser er det vigtigste mål over de næste dage for Ramadis guvernør, Qassem Mohammed, der selv overlevede et mordforsøg for to måneder siden.
Siddende i en loungestol med sit ene ben i bandage og hans nye gummiprotesearm hængende slap i venstre side, fortæller guvernøren, hvordan han på en eller anden måde klarede at overleve den selvmordsbombe, som detonerede blot otte meter fra ham, umiddelbart uden for hans kontor. Resterne af bombemanden en af hans egne livvagter ses stadig sidde udtværet på en nærliggende mur.
»Jeg har personligt sat mange kræfter ind på at få folk til valgstederne,« siger han. »Jeg vil opfordre borgere i Anbar til at deltage i valget, fordi vi nødt til at rette op på, hvad der skete for os sidste gang.«
»Hvad der ville være tilfredsstillende for mig, er en valgdeltagelse på mere end 70 procent. I øjeblikket siger meningsmåingerne, at vi sandsynligvis må nøjes med omkring 42 procent, hvilket dog er 40 procent bedre end før. Men selv hvis folk ikke ønsker at stemme på de opstillede partier, så håber jeg, at de i det mindste vil gå til et valgsted og sætte deres mærke på listen. At de vil foretage en uformel afstemning.«
»Dette er vores chance for at ændre på tingene. Vi kan kun håbe, at fremtiden vil blive bedre.«
© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen
Kommentarer