I dag fejrer vi 100-året for kvindernes internationale kampdag. Og det er en ægte kampdag. Det er en dag, hvor forskellen i dansk politik bliver krystalklar. På den ene side står en borgerlig regering, der mumler og kigger ned i jorden, når talen falder på ligestilling. På den anden side står en kampklar opposition, der som en af sine stærkeste mærkesager har ønsket om at styrke ligestillingen i Danmark.
Efter ni år med VKO er tiden kommet til, at ligestillingen igen kommer på dagsordenen og ikke systematisk rykkes tilbage. Vi har brug for, at vi i fællesskab tager et ansvar for, at mænd og kvinder har samme muligheder i livet. Og vi har brug for at gøre op med den falske myte, at forskellene i dansk politik stort set er visket ud. Intet kunne være mere forkert.
Debatten om ligestilling viser, at vælgerne ved næste folketingsvalg skal vælge mellem to forskellige visioner for, hvad der driver udviklingen af Danmark videre. Regeringen og Dansk Folkeparti mener, man kan reducere ligestilling til et spørgsmål om muslimske kvinder.
Dybest set er de borgerlige partier ligeglade med ligestilling. De har altid sagt, at det skulle samfundet ikke blande sig i. Derfor har de flyttet rundt på Ligestillingsministeriet, så ansvaret for den manglende ligestilling aldrig er blevet placeret. Og derfor har de systematisk modarbejdet, at der kom ny viden om ligestilling. Vi vil en anden vej.
Vi tror, at de største forandringer og fremskridt kun kan opnås i fællesskab. Den enkelte - mand som kvinde - kan naturligvis gøre en forskel i sit eget liv. Det siger sig selv. Men kun ved at vi aktivt og målrettet fjerner forhindringer, ulighed og diskrimination kan vi skabe et Danmark, hvor drenge og piger har de samme muligheder i tilværelsen.
Et nyt flertal vil arbejde på at skabe konkrete fremskridt i ligestillingen. Særligt på seks områder vil en S-SF-regering forpligte sig på at gøre en forskel.
Ligestilling i familien
Vi vil kæmpe for et samfund, hvor mænd i lige så høj grad som kvinder tager barsel. Vi har foreslået, at 12 uger af barslen skal øremærkes til fædrene. Vi vil have, at fædrene skal have lige så gode muligheder for at se deres børn vokse op som mødrene. Det har man i de andre nordiske lande. Det skal vi også have i Danmark.
Vi skal kæmpe for et samfund, hvor kvinder og mænd har mulighed for at planlægge deres liv og deres tid. Vi skal give de hårdt pressede familier en ‘trædesten’ til at stige ud og ind af arbejdslivet. Derfor skal vi have en ‘tidsbank’ på arbejdsmarkedet, hvor kvinder og mænd kan spare overarbejde op i de perioder, hvor det kan lade sig gøre.
På arbejdsmarkedet
Der er fortsat stor forskel på mænds og kvinders løn. Kvinders løn er i gennemsnit omkring 20 procent under mænds, og forskellen mellem mænds og kvinders timeløn i Danmark er faktisk vokset. Den udvikling kan vi ikke acceptere. Lønforskellen er ofte afgørende for, hvordan familierne træffer valg om f.eks. fordelingen af barsel. Derfor er arbejdet for ligeløn også afgørende for familie- og arbejdslivsbalancen.
Politikerne skal ikke blande sig i de konkrete lønaftaler - det er en sag for arbejdsmarkedets parter. Men vi skal som politikere sikre, at der er overblik over lønforskellene. Derfor skal vi have genindført kønsopdelte lønstatistikker over hele arbejdsmarkedet.
Ligestilling i toppen
På trods af at der er 30.000 flere kvinder end mænd, der tager en videregående uddannelse, er der stadig langt mellem de kvindelige chefer. Når det handler om kvinde- lige chefer, ligger Danmark tredjesidst blandt samtlige EU-lande. Kun på Malta og Cypern er der færre kvindelige ledere. Pinligt!
Samtidig er kun hver tiende bestyrelsesmedlem i de børsnoterede virksomheder i Danmark kvinde. Over 60 procent af bestyrelserne er helt uden kvinder. Skævheden i toppen forplanter sig ned i virksomhederne og giver ulige karriere-, løn- og arbejdsvilkår. Lad os nu tage konsekvensen og få kvoter for kvinderne i bestyrelserne. Lad os gøre som i Norge, hvor kvoterne ikke kun har ændret på bestyrelserne, men hvor de også har sat et generelt fokus på kvinders job og arbejdsliv.
Ligestilling for nydanske
Vi har en helt særlig udfordring i forhold til at sikre ligestilling for mange indvandrerkvinder. Alt for mange indvandrerkvinder bliver holdt tilbage i et familiemønster, hvor manden dominerer deres liv, og hvor de reelt er afskåret fra det danske samfund. Reaktionære normer bestemmer deres beklædning, om de må arbejde, og om børnene skal i institution.
Det er normer, der holder dem ude af vores samfund, og vi risikerer, at isolationen går videre til deres børn. Vi har i dag ca. 14.000 indvandrerkvinder, der forsørges af deres ægtefæller, og som stort set er uden kontakt med det danske samfund. De er ikke i arbejde, og de er ikke på vej mod arbejde. Det skal vi gøre endnu mere for at ændre. Vi kan ikke tvinge kvinderne ud af den levemåde, men vi kan give dem muligheder og rammer for selv at bryde ud.
Derfor er vi >stærke modstandere af starthjælp, 450-timers-reglen og kontanthjælpsloftet, der rammer indvandrerkvinder ekstra hårdt og medvirker til at >fastholde dem i fattigdom og økonomisk afhængighed af ægtefællen. Regeringen har med disse regler og fattigdomsydelser et ansvar for en øget stigmatisering af denne gruppe kvinder
Vi vil stille krav om, at kvinder med indvandrerbaggrund modtager sprogundervisning, så snart de kommer til Danmark. Og de skal have rigtige job. Det er ikke godt nok, at de sidder til kurser og går i centre. Ambitionerne er større. Vi skal have indvandrerkvinderne ud på arbejdspladserne og til at deltage aktivt i det danske samfundsliv. På den måde styrker vi ikke alene ligestillingen, men også integrationen vil tage syvmileskridt fremad.
Udsatte kvinder
Et samfund med ligestilling er et samfund uden vold mod kvinder. Volden er et hæsligt eksempel på ulighed, og den skal bekæmpes indædt. Et overgreb på en eneste kvinde er et overgreb for meget. I Danmark lever omkring 28.000 kvinder i et voldeligt familieliv. Ofte er der børn i disse forhold. De lever med en permanent utryghed i tilværelsen. Men ingen bør leve med konstant utryghed - slet ikke i hjemmet.
Vold i hjemmet er ikke en privat sag. Det er et samfundsanliggende. Hvis en voldelig >mand får et polititilhold i dag, sker det ofte, at manden trods tilhold kontakter kvinden. Alligevel er det kvinden, der må gå med usikkerheden og leve med konstant at være på vagt og melde til politiet, hvis den voldelige partner nærmer sig. Vi mener, det må og skal være samfundets opgave at beskytte den voldsramte kvinde. Derfor skal den voldelige partner have elektronisk fodlænke på, så politiet kan sikre, at han ikke nærmer sig kvindens hjem.
Det har i årevis været muligt at udvise den voldelige partner af hjemmet, men modellen bliver bare næsten ikke brugt. Vi mener, den skal bruges langt mere end i dag. Samtidig skal både kvindekrisecentre og mandekrisecentre opprioriteres. Det er vigtigt, at den voldsramte kvinde og evt. børn modtager hurtig og kvalificeret hjælp, ligesom der skal gøres mere for at få manden til at droppe sin voldelige adfærd.
Politisk dagsorden
Ligestillingsområdet bliver særdeles lemfældigt behandlet i Folketinget. Der er 31 stående udvalg i Folketinget, men ikke noget selvstændigt udvalg for ligestilling. Folketinget skal gå forrest, og der skal selvfølgelig være et ligestillingsudvalg, som holder fast i, at ligestillingen bredes ud i samfundet, og at der bliver taget initiativ til at bekæmpe diskrimination.
I de politiske ledelser i kommuner og regioner er ca. 27 pct. af medlemmerne kvinder. Det går fremad, men antallet afspejler ikke, at halvdelen af Danmarks befolkning er kvinder. En S-SF regering vil arbejde for, at flere kvinder deltager aktivt i politik.
Kvinderne gør en forskel i politik som de gør det i hjemmet, på arbejdspladsen og i fritidslivet. Det skal vi styrke. Den erfaring og dagligdag, som kvinder har, skal bringes ind i politik.
Et nyt flertal vil som noget af det første sikre, at indsatsen mod vold i hjemmet opprioriteres. Vi kan, hvis vi vil.
I dag er det 100 år siden, at man for første gang fejrede kvindernes internationale kampdag. Dengang som nu er det en dag, som er værd at markere. Da Clara Zetkin og andre indignerede kvindesagsforkæmpere besluttede, at nu havde de fået nok af, at kvinder konsekvent skulle holdes udenfor og behandles som mindreværdige, satte de yderligere skub i en af de største frihedsbevægelser i verdenshistorien: Kvinde- bevægelsen.
Uden kvindekampen og kvindernes indtog i arbejdslivet var Danmark aldrig blevet et af verdens rigeste lande. Nu er tiden kommet til, at vi tager de næste store skridt for ligestillingen. De skridt er et nyt flertal parat til at tage.
God kampdag.
Helle Thorning-Schmidt er formand for Socialdemokraterne, og Villy Søvndal er formand for SF
Kommentarer
Man kunne lidt ondskabsfuldt sige, at S burde have givet den hele armen i de lange perioder, hvor Danmark havde en socialdemokratisk statsminister ? - men bedre sent end aldrig.
Iøvrigt er ligestilling et mentalitets og kultur spørgsmål, og det er (desværre) en lang proces at ændre på dette.
Man kan lovgive om ægteskab og parforhold, børn, kvoter, lønninger , barsel o m a, men fysisk tvang er ikke det afgørende, når man vil have folk til at spille med på en ny melodi - moderne “pædagogik” og psykologi er tusind gange bedre.
Moderne management anbefaler “guleroden” frem for “pisken”. Det giver de mest holdbare resultater.
“På trods af at der er 30.000 flere kvinder end mænd, der tager en videregående uddannelse, er der stadig langt mellem de kvindelige chefer”. Hvis denne mangel på kvindelige chefer er så stort et problem, hvorfor er manglen på mænd på de videregående uddannelser så ikke? Pinligt!
Hvis I vil lave kvoter hvor der mangler kvinder, hvorfor så ikke også lave kvoter hvor der mangler mænd?
En regering under Jeres ledelse bliver ikke til gavn for ligestillingen, men vil udelukkende medføre diskrimination til fordel for kvinder.
@Peter Jensen:
Ser du så to problemer, eller nul?
@Troels Ken Pedersen
Jeg ser en diskriminerende politik, der bliver betegnet som ligestilling.
@Peter Jensen
OK. Men det besvarer ikke spørgsmålet. Ser du to problemer, som det ville være værd at gøre noget ved, hvis man kunne gøre det på en ikke-undertrykkende måde, eller er der ingen problemer?
Der er to tilgangsvinkler til at besvare dit spørgsmål.
For det første er der det grundlæggende krav til holdninger, at de skal være konsekvente. Dvs. hvis man går ind for aktive metoder for at udligne kønsforskelle må man kunne kræve at disse konsekvent anvendes overfor begge køn. Helle og Villy lever ikke op til dette krav, og det er et formål i sig selv, at gøre opmærksom på dette.
For det andet, min holdning til sådanne metoder. Jeg mener at man godt politisk kan vedtage kønsudlignende metoder (hvad enten der mangler kvinder eller mænd i den givne situation) hvor de folkevalgte er arbejdsgiverne. Men når det gælder det private erhvervsliv, er det en anden sag. At blande sig i organiseringen af det private initiativ, er en slags delnationalisering.
Min personlige holdning kan diskuteres, alt efter om man er socialist, eller liberalist. Men at man bør have konsekvente holdninger, burde være en selvfølge.
Gid den diskrimination nogle kvinder oplever var det alvorligste problem Danmark stod med.
- Hvad med vores såkaldt “atramme og retfærdige”, men i realiteten vanvittige, uanstændige og ekstremt langtidsskadelige udlændingepolitik fx, Helle?
Gå nu væk med de kvoter. Vi gider altså ikke tvangsfodring af erhverslivet, det skal alene handle om kvalfikationer, og ikke køn.
Ærgeligt at venstrefløjen skal stå for disse forslag, som hæmmer den enkeltes frihed.
På trods af at der er 30.000 flere kvinder end mænd, der tager en videregående uddannelse, er der stadig langt mellem de kvindelige chefer. … Pinligt!
Pinligt - for hvem? For de kvinder, der ikke bruger deres uddannelse?
Hvorfor skal de nu skammes ud? Det er da vel op til dem selv, om de vil gøre karriere eller leve et mere roligt og menneskeligt liv.
Det er præcist den slags udsagn som kontekstens, der er en alvorlig trussel for venstrefløjen. Efter alt at dømme kan sådan noget flytte mandater.
Ligestillingen er kommet for at blive, men feminist bevægelsen vil ikke ligestilling, det vil have kvotepolitik, altså positiv særbehandlig af kvinders ansættelser.
Vi har allerede en slags kvotepolitik, men den er underlagt kvalifikationskrav. Såfremt to lige kvalificerede af hvert sit køn søger samme stilling, skal det mindst repræsenterede køns ansøger have stillingen. Det gælder for begge køn.
Tænke engang at slide for gode karakterer, for at se en dårligere kvalificeret få jobbet på grund af en hjernedød kvotepolitik. Det skal nok skabe ballade.
Når nu regeringsalternativet er så begejstrede for kvoter, så skylder de et klart svar ang. deres principielle holdninger til den slags: Vil de også anvende kvoter når mænd er i mindretal? Som det ser ud her, er der tale om ensidig særbehandling af kvinderne. Og altså dermed ren diskrimination.