Hun smækkede med døren, så det gav et brag ned gennem Europa: Nora brød ud af et dukkehjem. Det var i Henrik Ibsens skuespil fra 1879, som var så farligt, at Nora ikke fik lov at smække med døren, da stykket blev opført i Tyskland og Italien.

»Å,« siger hendes mand: »Det er oprørende. Således kan du svigte dine helligste pligter.«

Det er pligterne over for hendes mand og børn, hun bliver mindet om. Men Nora svarer, at hun har andre pligter:

»Pligterne imod mig selv.«

Og som hustru lever hun som hushjælp og som dekoration: Hun skal sidde under bordet og lege med børnene, og hun bliver tiltalt som en lille sød eksistens: »den søde lille sanglærke« og »spillefuglen«. Hun står for det bløde med børnene i husholdningen, og han står for det hårde med pengene og forbud i hjemmet. Hun smækkede døren for over 100 år siden, da hun valgte sig selv. Og det larmede.

Den danske statsminister smækkede også med døren i 2010. Han forlod Dronningens slot for at præsentere sin nye regering: Det så simpelthen så lige ud. Der var ni kvindelige og 10 mandlige ministre. Statsministeren var stolt: For i dag anerkender alle, når de snakker om det, at hvert eneste menneske har hellige pligter over for sig selv, og ligestilling er et principielt mål for alle ansvarlige aktører. Enhver arbejdsgiver vil gerne kunne fortælle om kvindeligt ansatte, som ikke er sekretærer eller rengøringsassistenter, og enhver mandlig chef i virksomheder uden kvinder i ledelsen ved, at han har et problem. Det problem lignede Løkke én, der havde løst: Det kunne ikke blive mere lige. Og sådan ser det ud i toppen af dansk politik: Der er flere partier med kvindelig ledere i Folketinget end partier med mandlig ledere. Det anerkendes som et demokratisk fremskridt. Når man som statsminister skal udpege ministre, tager man hensyn til ligestilling. Og når befolkningen vælger ledere, foretrækker den ikke mænd frem for kvinder. Når man vælger frit og åbent, tænker man i ligestilling. For vi vil ikke have undertrykkelse og diskrimination.

Men når man ikke drages demokratisk til ansvar for sine valg, vælger mænd andre mænd. Således er 18 ud af 19 departementschefer mænd. Og den lovskabende magt i velfærdsstaten er over de sidste årtier rykket markant fra de folkevalgte til embedsværket. Kvinderne har vundet indflydelse i et politisk system, som har mistet magt til det administrative system.

Magten er rykket fra dér, hvor den kan kontrolleres, til dér, hvor den ikke bliver kontrolleret. Det gælder udnævnelser uden bevågenhed. De økonomiske vismænd hedder ikke for ingenting vismænd. Og der sidder aktuelt fire mænd, og direktøren for Nationalbanken er mand. Ombudsmanden er mand, præsidenten for Højesteret er mand. Osv. I samme periode, hvor vi er blevet politisk enige om at vælge ligestilling, er vores politiske enighed blevet underordnet eksperter og embedsværk, som vi ikke bestemmer over. Sådan er det, men sådan vil vi ikke have det. For vi vil ikke være et dukkehjem.

Og selv på ministerniveau synes mønstret fra dukkehjemmet gentaget. Mandlige ministre står som regel for det hårde og for pengene: Statsministeren, finansministeren og justitsministeren er mænd. De bestemmer over de andre ministre. Socialministeren, ligestillingsministeren og undervisningsministeren er kvinder: De tager sig af opdragelsen og det sociale. Hvis de skal gennemføre projekter, skal de bede om penge fra de store ministerier. Det, der har med børn, skole, daginstitutioner og køn at gøre, er underordnet Justitsministeriets jurister og Finansministeriets økonomer.

Det er ikke kun en overklasseproblematik: De gamle husholdningsroller er ført videre i velfærdsstaten: 90 procent af sosu-assistenterne er kvinder, mens langt de fleste økonomer og politifolk er mænd. Naturligvis kan en kvinde blive justitsminister. Lene Espersen var justitsminister, men hendes køn var ustandseligt et tema. Og selvfølgelig kan en kvinde blive finansminister. Pia Gjellerup var det. Men der blev konstant talt om, at hun boede hjemme hos sin mor. Nu har vi fået en kvindelig forsvarsminister. Og hun skulle svare på, om det ikke var et problem med en kvindelig minister, når der allerede var så meget sladder i Forsvarsministeriet. Det spørgsmål henfører til en udbredt forestilling selv blandt folk, der kalder sig tilhængere af ligestilling: Kvinder snakker og snakker, mens mænd handler. Kvinder bruger telefonen til at sladre, mens mænd bruger den til effektiv kommunikation. Det sprog, hvor kvinder altid omtales ved adjektiver som ‘lille’, ‘søde’ og ‘charmerende’, som Nora reagerede imod, tales stadig som noget helt naturligt.

Vi vil ikke være ved det, hvis vi bliver spurgt om det. Og det er derfor, vi skal spørges til det. Og det er derfor, at døren skal smækkes igen og igen.
rl