Et dundrende nej på 93,2 procent blev resultatet af lørdagens folkeafstemning om den såkaldte Icesave-lov på Island, der handler om tilbagebetaling af cirka 30 milliarder danske kroner til bankkunder i Storbritannien og Holland. Nu risikerer Island at miste international hjælp til sin skrantende økonomi. Det kan udefra være svært at forstå, at Island tør afskære sig fra lån fra Den Internationale Va- lutafond, IMF, og de nordiske lande. Men for en hel del islændinge er det faktisk et spørgsmål om selve landets suverænitet.

De har nemlig allerede følt, hvordan det er at få vredet armen om, og hvor lidt man har at sige, når man er gældsat. Både EU-medlemsskab og allerede bevilligede lån fra IMF har været betinget af, at loven blev vedtaget. Det er der intet nyt i. Sådan har IMF altid behandlet udviklingslandene i Afrika, Asien og Latinamerika. Det nye er, at det er et rigt land med indbyggere, der ligner os, som det går ud over. Nu er det dem, der siger fra. Og som den amerikanske finansanalytiker Michael Hudson skriver, kan det undre, at der ikke oftere er nogen, som siger fra:

»IMF er inddriver for internationale kreditorer, fonden er ansvarligt for inkasso af indtægter fra ejendomme og industri. Det er forbløffende, at nationer i hele verden uden modstand er i færd med at fraskrive sig deres økonomiske suverænitet.«

Men måske er der nye toner på vej. I Afrika er det i stigende grad populært at låne penge af Kina og på den måde undgå IMF. Når priserne på nødvendige fødevarer stiger, lukker Indien for eksport - uanset hvad WTO måtte mene om det. Og når de afrikanske lande føler sig forbigåede i klimaforhandlingerne, forlader de dem. Som den islandske samfundsrevser Einar Mar Gudmonsson skrev for nylig, kan Islands nej til at lade sig presse ses som en etapesejr for alle gældsatte lande. Ikke bare de ‘nye’ i Syd- og Østeuropa, men også alle de udviklingslande for hvem gæld og deraf følgende suverænitetstab i årtier har været et grundvilkår.
ansp

Denne artikel er anbefalet af: