Opslag til denne artikel

Personer:Dmitrij Medvedev, Josef Stalin, Vladimir Putin
Steder:Rusland

Stalin lurer endnu en gang på at stikke sit moustache-prydede fjæs frem i Rusland. I hvert fald har bystyret i Moskva besluttet at imødekomme en henvendelse fra en kommunistisk-orienteret forening af krigsveteraner om at opstille en række tavler med billeder af den store ‘Folkenes Fører’ i forbindelse med festligholdelsen af 65-året for sejren i 2. Verdenskrig 9. maj. Tavlerne, som krigsveteranen og tidligere medlem af det hedengangne sovjetiske kommunistpartis centralkomité Vladimir Dolgikh har bedt om, skal fortælle om Stalins rolle i Sovjetunionens sejr og nazityskland.

Det har dog medført en storm af protester fra mange sider i det russiske samfund. Mest rasende er en række menneskerettighedsorganisationer og Memorial, der er en organisation for ofrene for Stalintidens forbrydelser. Det fyger med ord som ‘blodsuger’, ‘bøddel’, ‘massemorder’, ‘hån’ og ‘skam’. Den aldrende leder af Moskvas Helsinki Gruppe, Ljudmila Alekseeva, siger i en kommentar, at det er en hån imod de millioner af mennesker, der døde under Stalins terror. Memorial har endvidere bebudet, at hvis bystyret virkelig opstiller de bebudede tavler, så vil organisationens mange ofre for Stalin til gengæld overklistre byen med plakater, der fortæller om Stalins talrige forbrydelser.

En uendelig tragedie

»De, der ønsker at opstille portrætter af Stalin, ønsker simpelthen en gentagelse af stalintidens statsterror,« siger Alekseeva. »Sejren i 2. verdenskrig blev ikke opnået på grund af Stalin, men på trods af ham. Takket være de soldater og officerer, der kæmpede imod fascisterne. Min egen far vendte aldrig tilbage fra krigen, det var ham, der kæmpede for sejren, ikke Stalin, som dræbte millioner - herunder hele toppen af Den Røde Hær - før krigen, under krigen og efter krigen. Og de hjemvendte sovjetiske soldater lod han sende direkte videre til at rådne op i hans egne GULAG-lejre. At opstille tavler med billeder af generalissimus Stalin er det samme, som hvis de i Tyskland opstillede portrætter af Hitler.«

Både den ortodokse russiske kirke og en række russiske politikere har sluttet sig til protesten. Selveste præsident Dmitrij Medvedev fordømte for nylig i klare toner Stalin og alle hans forbrydelser. Selv premierminister Vladimir Putin har været ude med fordømmelser af stalintiden, som han dog også fandt visse positive ting ved, bl.a. gennemførelsen af industrialiseringen, »men med uacceptable menneskelige omkostninger«.

Kommunistpartiets sidste statsleder, Michail Gorbatjov, slutter trop og fordømmer Stalin og hans mange ‘fejltagelser’:

»Landet var slet ikke forberedt på krigen. Fascisterne bombede hele vores luftvåben i stumper og stykker, tog millioner af vore soldater til fange, for slet ikke at tale om det enorme antal soldater, som Stalin havde ladet arrestere eller henrette før krigen. Ja, vi vandt krigen, men de enorme ofre, som vort folk måtte yde for sejren, det er en uende-lig tragedie«, siger Gorba-tjov.