Politiet løslod i går aftes tre unge med udenlandsk baggrund efter skyderiet i boligblokkene Farum Midtpunkt natten til i går.
»Vi havde ikke nok til at fremstille dem i grundlovsforhør på nuværende tidspunkt, men vi arbejder intenst videre med sagen, som vi betragter som et drabsforsøg,« siger vagthavende ved Nordsjællands Politi i Helsingør. En gruppe personer, hvoraf nogle muligvis har tilknytning til den højreekstremistiske gruppe White Pride, var mål for angrebet, mener politiet. En 27-årig mand blev efter et skænderi mellem de to grupper ramt af skud. Offeret, der er fra København, var tæt på at dø. Et projektil ramte ham i kæben og fortsatte ud gennem nakken, mens et andet traf ham i det ene ben. Politiet har ikke fundet gerningsvåbnet. ritzau
Vidner har sagt til politiet, at en gruppe på mellem 20 og 30 unge med indvandrerbaggrund opsøgte gruppen i lejligheden. Skuddene faldt i en mellemgang i lejlighedskomplekset.








Kommentarer