Vold i hjemmet er ikke en privatsag, men et samfundsanliggende. Det mener S og SF, der i en kronik i dagens Information foreslår hårdere straf til voldelige partnere. Mænd, der banker deres koner, skal i elektronisk fodlænke, så politiet kan sikre sig, at manden ikke nærmer sig kvindens hjem, lyder forslaget, der skal styrke mulighederne for »at udvise den voldelige partner af hjemmet«.
En hårdere linje over for voldelige mænd er bare en af flere fælles målsætninger, som S og SF lancerer for at synliggøre et alternativ til regeringens politik. På ligestillingsområdet er der »krystalklare« forskelle mellem en rød og en blå regering, skriver de to partiformænd, Helle Thorning-Schmidt (S) og Villy Søvndal (SF):
»På den ene side står en borgerlig regering, der mumler og kigger ned i jorden, når talen falder på ligestilling. På den anden side står en kampklar opposition, der som en af sine stærkeste mærkesager har ønsket om at styrke ligestilling i Danmark,« skriver de og anklager regeringen for »dybest set at være ligeglade med ligestilling.«
Intet om ligestilling
I regeringens nye 2020-arbejdsprogram er der et afsnit om, at »Danmark skal være blandt de bedste til at skabe lige muligheder«. Men ligestilling mellem mænd og kvinder er der ikke nævnt et ord om i hele programmet.
Helle Thorning-Schmidt ser det som endnu et eksempel på, at regeringen er ligeglad med ligestilling, og anklager den for ligefrem at modarbejde ligestilling:
»Der er ingen tvivl om, at vi har en regering, der behandler ligestillingen meget stedmoderligt. De er rent ud sagt ligeglade med ligestillingen og har gjort meget lidt og på visse området decideret modarbejdet ligestillingen,« siger S-formanden og forsikrer:
»Det vil vi lave om og gør derfor opmærksom på, at ligestillingen er et af de områder, som virkelig kunne rykke, hvis vi får et nyt flertal.«
Den nyudnævnte ligestillingsminister, Lykke Friis (V), kan ikke genkende kritikken.
Kampen for ligestilling er bestemt en prioritet for regeringen, svarer hun og understreger, at ligestilling netop er et redskab til at nå alle de mål, der er opstillet i 2020-programmet.
»Ligestilling er en grundlæggende værdi i det danske samfund og for regeringen. Når vi skal arbejde for målene i regeringsprogrammet, kommer ligestilling ind som en naturlig strategi, ikke mindst i forhold til at gøre det danske arbejdsudbud blandt de 10 højeste i verden, at gøre Danmark til et af de 10 rigeste i verden, og når mindst ét dansk universitet skal ligge i Europas top 10. Ligestilling er kort sagt en del af løsningen på fremtidens udfordringer,« siger Lykke Friis.
Ikke råd til andet
Ligestillingsministeren bakkes op af Dansk Folkepartis ligestillingsordfører, Pia Adelsteen, der kalder S og SF’s kritik for noget »vrøvl«:
»Regeringen og den tidligere minister Inger Støjberg (V) har haft fokus på præcis dem, der skal kæmpes for, nemlig indvandrerkvinderne,« siger hun og tilføjer, at hun forventer, at den nye minister vil gøre det mindst lige så godt.
Om ligestilling er nævnt i 2020-grundlaget siger ikke noget om, hvorvidt der føres en god og visionær politik på området, understreger hun:
»Det er ikke et problem, at det ikke står i 2020-planen. Det vigtige er jo, at der sker noget, og det forventer jeg, der gør.«
Dansk Folkeparti og ministeren vil gerne være med til at se på mulighederne for at udvise voldelige ægtefæller fra hjemmet, og fodlænken kan være en mulighed. Men der er allerede nedsat et udvalg, som skal have lov til at færdiggøre deres arbejde, så lovændringer kan ske på et ordentligt grundlag, påpeger Lykke Friis.
Brudfladerne i dansk ligestillingspolitik fremstår i sær, når talen falder på oppositionens krav om kvoter og positiv særbehandling. Reguleringsredskaber, som regeringen affærdiger. Så selvom Kvindernes Internationale Kampdag i dag har eksisteret i 100 år, er kampen om ligestillingspolitikken langt fra slut.
Ministeren slår dog fast, at hun er enig med S og SF så langt, som at der ganske givet skal gøres noget på ligestillingsområdet:
»Det handler om en bedre udnyttelse af kvinder og mænds ressourcer i fremtiden. Vi har ikke råd til andet, hvis vi skal klare os i det globale hjernekapløb.«
Kommentarer
”Hvad regner folk med at politiet skal gøre? At vi skal komme og hente manden hver gang, at han og konen har skændtes og sætte ham i arresten?”, sagde drabschef Ove Dahl fra Københavns Politi for nogle måneder siden, da han blev spurgt om problemerne med den stigende vold mod kvinder i parforhold, der bliver fysisk mishandlet og terroriseret af deres nuværende eller tidligere mænd.
Vold og trusler på livet mod kvinder har aldrig nogensinde lovgivningsmæssigt været en privat sag, men tragedien for retsstaten Danmark er, at landets politi og domstole gennem de sidste 20-25 år har skabt præcedens for, at for mange grove fysiske mishandlinger mod kvinder i de private hjem blot rapporteres som ”husspektakler” i politiets døgnrapporter, og så lader man ellers de voldsramte kvinder i stikken.
Det kan ethvert krisecenter for kvinder bekræfte.
Hverken menneskeligt eller moralsk eller følelsesmæssigt er der noget som helst i et demokratisk opbygget land som vores med ensartet straffelovgivning for alle, der berettiger mænd til at gennembanke deres partnere eller ekspartnere.
Ej heller på grund af jalousi eller religiøs ære.
Ingen kan nemlig i Guds eller Allahs navn tvinge andre individer til at kunne lide dem, holde af dem, elske dem mod deres vilje, og det må og skal mænd i anstændighedens navn forstå, hvis de vil leve i en retsstat som Danmark.
Kvinderne i et land som vores har personlige frihedsrettigheder på linje med os mænd, hvilket også betyder retten til at kunne fortælle en mand, at hendes følelser ikke længere går i hans retning. Uden at hun dermed skal risikere liv og lemmer på grund af jalousi eller sårede følelser hos umodne handyr, der forvandler sig til dødsensfarlige primitive vilde dyr uden intellekt, og hvor de mishandler kvinder eller slår dem ihjel, blottet for enhver forståelse og respekt for deres frihedsrettigheder.
Ja, voldelige mænd burde omgående udstyres med elektroniske fodlænker, når de truer kvinder på livet, så politiet kan overvåge dem hele døgnet. Ellers skal de spærres inde i et fængsel. De kan selv vælge. Fordelen ved fodlænken er også, at en ny kvinde i den voldelige mands liv får et forvarsel om, at den nye kæreste rummer nogle farlige mørke sider, så hun kan nå at trække sig væk fra et parforhold i tide.
Kun politiet og domstolene kan ændre ved den tragiske kendsgerning, at kvinder i dag kan terroriseres fysisk og psykisk gennem længere tid af voldelige mænd, når de ikke bare makker ret efter hans luner.
Udelukkende den dømmende og udøvende magt kan stoppe voldspsykopaterne gennem indespærring eller brugen af de elektroniske fodlænker, så de ikke forvolder skader på kvinder og børn.
Men så længe ordensmagten generelt betragter mishandling af kvinder i privathjemmet som ”husspektakler” er vores børns mødre prisgivet, og vi kommer derfor til at opleve flere unødige mishandlinger og drab på hunkønnet i fremtiden.
Det har kvinderne som livets salt ikke fortjent.
Det er trættende at høre regeringens påstand om at de tager ligestillingsproblematikken meget alvorligt og gør allerede meget som Lykke Friis her. påstår.
Her kan fx nævnes , at Karen Jespersen (en tidligere gammel rødstrømpe) fik et par røde sokker af Johanne Smidt-Nielsen (EL) lige før hun gik af som ligestillingsminister. Grunden til hun fik disse røde sokker var fordi det var det første ligestillingsforslag regeringen havde til behandling i Folketinget og så var det endda ”kun” en indføring af et EU-direktiv. Bare et eksempel på OVKs aktive ligestillingspolitik.
Dorte Sørensen,
Hvad forstår du ved en ”aktiv ligestillingspolitik”?
Svend W. Jensen
Det modsatte af den som den nuværende regering fører. Der er en grund til at Danmark er røget ned at listen for de mest ligestillede lande under OVKs regerings tid.
PS: Har ikke læst Thorning og Søvndal s kronik endnu men glæder mig til at gøre det. mvh
Dorte Sørensen,
Det var et skuffende ikke-svar.
Det må du da vide med eller uden kronik.
Svend W. Jensen
Det var min egen tanke da jeg havde afsendt mit svar. Men jeg orkede ikke at remse lønforskellen, den lavere pension til kvinder osv……. op lige nu
Vold i hjemmet er ikke en privatsag, men et samfundsanliggende. Det mener S og SF, der i en kronik i dagens Information foreslår hårdere straf til voldelige partnere. Mænd, der banker deres koner, skal i elektronisk fodlænke, så politiet kan sikre sig, at manden ikke nærmer sig kvindens hjem, lyder forslaget, der skal styrke mulighederne for »at udvise den voldelige partner af hjemmet«.
Kan ikke umiddelbart se hvad det har at gøre med ligestilling. På mig virker det mest som noget spindoktor ævl og på sin vis lige så populistisk som kniv-loven, og Burkha spektaklet.
“at sikre at manden ikke nærmer sig kvindens hjem?” oser heller ikke ligefrem af ligestilling.
Det kan sagtens være at voldsramte har brug for mere beskyttelse, men hvad er meningen med at koble dette emne sammen med ligestilling?
Det er “postitiv diskrimination” som det så smukt hedder, ikke ligestilling. Hvor man så kan diskutere om diskrimination per se overhovedet kan være positiv. Efter min personlig mening er det en selvmodsigelse.
@Ole Brokdorf: Ja, voldelige mænd burde omgående udstyres med elektroniske fodlænker, når de truer kvinder på livet, så politiet kan overvåge dem hele døgnet. Ellers skal de spærres inde i et fængsel. De kan selv vælge. Fordelen ved fodlænken er også, at en ny kvinde i den voldelige mands liv får et forvarsel om, at den nye kæreste rummer nogle farlige mørke sider, så hun kan nå at trække sig væk fra et parforhold i tide.
Det er lidt af det samme som “Bush doktrinen” og NATO’s preemptive strike strategi.
Skal loven virkelig blande sig så dybt ind i privatlivet at nye kærester skal advares om evt. problemer?
Hvis man bragte ligestilling også ind i dette, gud bevare, så kan vi ligesom oprette statkontrollerede kontaktbureauer og dating services i ligestillingens navn.
Det’ en ommer.
Sagen er mange nøgleområder i vores samfund er domineret af kvinder, andre er domineret af mænd.
Kig i en tilfældig udvalgt gymnasieklasse, så vil du se at der er langt flere piger end drenge. Hvilket tegner ikke ret så godt for fremtidens ligestilling.
Et 100 år virkelig så lang en tid for sådan en gevaldig omvæltning i samfundets magtstruktur?
3 generationer?
Er glasset halv tomt eller halv fuldt? Jeg ville sige det er mere end halv fuldt, og udviklingen går den rigtige vej og behøver ikke længere positiv særbehandling eller diskrimination.
Det kan være lige så vigtigt at passe på at det ikke skummer over.
Ligestilling handler om noget meget mere dybereliggende end lønforskel, ansættelsessamtaler, barsel, vold og ja, endda burkaer. Ligestilling handler om en fundamental kulturel indstilling fra både mænds og kvinders side. Det er den kulturelle indstilling der gør, at det er kvinder der tager barslen, ikke ved hvordan man forhandler løn, smider tøjet for at opnå berømmelse og status, opgiver karrieren når der stiftes familie osv osv. Selvfølgelig er der politiske rammer der kan indføres for at give kvinder noget at forholde sig til, men i bund og grund er det kvinders indstilling der skal røres ved. Det er muligt der er nogen der idag, 8.3.10, erklærer kvindekampen død, men personligt kan jeg se meget der stadig halter. Så hvis DFs Pia Adelsteen mener, at det kun er indvandrerkvinder der skal kæmpes for er det vist på tide med et regeringsskift. Det er ikke rigtig til at udlede af artiklen om SSF tænker længere end den ligestillingskontrakt til de kulturelle faktorer, men det kan vel umuligt blive værre??
Marie Arby,
Jeg kan tilslutte mig, at det er den ”kulturelle indstilling”, der skal ændres, men den er i fuld gang og ændres så det kan ses.
Samfundet må sikre, at de formelle spilleregler er i orden, og det er sket.
Det der kan diskuteres og bliver diskuteret er, skal og/eller bør samfundet gøre andet, og der er her uenigheden pågår.
@ Svend, er ikke helt enig. Jeg og dermed min omgangskreds er i øjeblikket i “den fødedygtige alder”, men til trods for flere graviditeter i tætte og løse venskabskredse, har jeg i en alder af 31 aldrig oplevet en mand der sagde: jeg kræver at få lov til at tage barsel. Det er et kulturelt (og politisk) problem og jeg må desværre være uenig i, at det er ved at ændre sig. Jeg kan også bruge kvinders seksuelle frigørelse som eksempel: der virker til at være en større og større tendens til at unge piger aspirerer mod glamourmodel branchen, muligvis fordi sexbranchen er blevet mere integreret i hverdagen. Det er acceptabelt at kæresten går på stripbar, pigerne er jo bare frigjorte når de smider blusen på en bar, og porno er et karrierevalg. Jeg skal ikke sætte mig til doms, men vi glemmer, at den nøgne kvinde ikke har magt, men derimod er meget udsat for netop den nedværdigelse kvindekampen arbejde(r/de) imod. Som kvinde kan jeg desværre ikke se den forandring du siger er i fuld gang, men måske er det netop fordi jeg er kvinde.
Marie,
Næh, Det er ikke forskellen kvinde/mand, der gør sig gældende imellem os. Det er alderen. Min hukommelse strækker sig adskillige år længere tilbage end din.
Jeg ved hvordan det var, du kan kun læse om det.
Som skrevet tidligere: Det var et historisk sammenfaldt af to praktiske basis fænomener, der er baggrunden for ”kvindefrigørelsen” i 60érne og 70érne:
P-pillen og udtalt mangel på arbejdskraft.
Herefter er det for nogen blevet til ideologisk overbygning, men for de fleste til praktisk udmøntning.
Svend W. Jensen jeg er ked af at sige det men jeg er selv om jeg også er gammel, så er jeg mere linje med Marie Arby s 2 gode indlæg. end i din påstand om at kvindefrigørelsen i 1960érne og 70érne skyldes P-pillen og mangel på arbejdskraft.
Sjovt nok var forholdene i Danmark stort set som dem DF ol. kritiserer de muslimske lande for i dag. Hvis ikke kvinderne selv og enkelte mænd var gået forrest med krav om ligestilling, så var vi ikke kommet så langt som vi trods alt er kommet i dag. Bare ærgerligt at udviklingen næsten er gået i stå under OVK.
@ Dorte og Svend,
Tak Dorte. Jeg kan som Dorte heller ikke se mig helt enig i den forenklede historik. Til trods for aldersforskellen mener jeg dog stadig at have en stemme, for jeg er ikke opvokset i et tidsvakuum, men har oplevet kvindefrigørelsen i de mennesker som netop var en del af den. Desuden er jeg et produkt af den tid og oplever hver dag (som kvinde, så erkendt meget ensidigt..) følgerne af den. For mig handler det så absolut om min, og for så vidt alle menneskers, stilling i samfundet, ikke om ideologisk overbygning.
Svend, vi må være uenige om det kulturelle fremskridt…måske har det noget med alderen at gøre :)
Ligestilling er et spørgsmål om mentalitet og kultur.
Man kan ikke lovgive om mentalitet og kultur - man kan “kun” lovgive om fysiske rammer, penge , kvoter o s v.
Ligestilling betyder også, at visse kultur-minoriteter og religioner i Danmark må tåle et betydeligt pres fra den danske ligstillingskultur og finde sig i ændringer i retning af ligestilling - der er altså (heldigvis) en grænse for hvor “kultur-afvigende” man må være i det danske samfund.
Marie,
Det har afgjort noget med alderen at gøre. Kulturforandringer er noget, der foregår over tid. Det synes jeg man tage med i sine betragtninger, man skal ikke i bare utålmodighed gøre sig historieløs.
Jeg tror ikke, at unge kvinde i dag kan forestille sig, hvilken indflydelse graviditets angsten havde på kvinders personlige udfoldelsesmuligheder, som forsvandt med muligheden af p-piller og vel at mærke næsten et årti før aborten blev givet fri.
Jeg tror heller ikke, at unge kvinder i dag forstår, hvilken dramatisk effekt det havde, at de kunne blive selvforsøgende og ikke helt var i lommen på en forsøger.
Kvinder har nu i forhold til dette korte tidsinterval fået muligheden for at vælge, men synes at glemme, at valg altid indebære tilvalg og fravalg. Man kan ikke både blæse og have mel i munden og det er det indtryk nogle feminister godt kan efterlade, at det er dét de vil. Men det er en fysisk umulighed eller måske snarere en biologisk umulighed.
@Svend, Jeg kan selvfølgelig kun snakke for mig selv, men jeg mener nu godt at min generation kan sætte sig ind i de vilkår, af samme grund som jeg nævnte i forrige indllæg. Vi har selvfølgelig ikke mærket det på kroppen, det vil jeg give dig helt ret i.
Den generation der vokser op idag er måske mere distancerede fra deres fortid, men er det ikke også et udtryk for tidsånden, at unge idag vil ha det hele og ikke virker til at tænke over, hvor vi er kommet fra? (Må lige indskyde, at jeg har læst historie og har den ypperste respekt for historiens betydning i nutiden). Jeg tror ikke man kan lægge den over på feminister, selvom de også har været en del af udviklingen. Personligt har jeg selv gjort en del op med de feministiske ideologier der prægede min opvækst.
Jeg holder stadigvæk fast i, at vi har lang vej igen. Et skridt frem, to tilbage. Det næste skridt på vejen synes at være ligestilling frem for kvindekamp og det håber jeg vi får meget mere ud af.
Svend W. Jensen
Her kommer du med lidt af en forklaring på kvindernes kamp, du glemmer bare, at det BØR være en kamp for begge køn, da hjem, børn og karrierer bør være på lige vilkår for mænd og kvinder.
Al den snak om at det er naturligt, at kvinder får lavere løn og pension fordi hun føder børnene køber jeg ikke, da børn må være både mandens og kvindens fælles ansvar. Ligeledes glemmer du at kvinderne altid har arbejdet og endda med et hårdt arbejde .Fx. helt op til 1960érne hvor de moderne vaskemaskiner blev almindelige kunne en vask tage flere dage med hårdt arbejde.
Tidligere måtte kvinder holde op med at være fx sygeplejerske hvis de giftede sig og sådan var der mange regler foruden at det var drengene der skulle have de højeste uddannelser. Alt dette holdt kvinderne ude fra det regulære arbejdsmarkedet.
Marie,
Jeg sakser lige fra tråden ” Held og lykke med ligestillingen, ligestillingsminister” med citatet: ” at kvinder både har ret til frihed fra fysisk og psykisk undertrykkelse og frihed til at udvikle sig personligt, familiemæssigt og karrieremæssigt på lige fod med mænd.”
Hvem er dog uenig i det?
Det drejer sig om, hvordan dette praktisk kan gennemføres og ikke om det skal gennemføres, og det er førstnævnte der, kan være uenighed om ikke sidstnævnte.
Samfundet kan lægge rammerne omkring dette, men skal ikke bestemme for den enkelte. Det må den enkelte selv, der må vælges, men når der vælges, vælges der altid noget til og noget fra og det er der ingen, der kan lave om på.
Jeg vil lige lægge en kronik ind fra en konkurrerende avis som meget godt forklarer situationen:
http://www.berlingske.dk/kronikker/kvindernes-kamp…
Hvis kvinderne vil have en “kampdag”, med kæmpes der så imod? HVEM står i vejen for jeres ligestilling og HVAD bliver I forhindret i?
Venligst undgå indholdstomme begreber som “strukturer”, “samfundet” eller lignende der kan betyde lige præcis hvad man vil have det til og vurder hvem der kæmpes mod.
Dorte Sørensen,
Husholdningen i det moderne hjem med to udearbejdende forælder ser jeg ikke som en kamp, men som et samarbejde, der kun kan vedkomme de involverede parter.
Vedrørende den lavere løn og deraf afledte pension har det vel først og fremmest noget at gøre med at ca. 1/3 af kvinderne er på deltid og at de er beskæftigede i erhverv (mange i offentlige), der er lavere lønnet i forhold til andre erhverv. Det hænger vel sammen med uddannelseslængde og det vil den unge generation jo få lavet om på, idet kvinderne bliver de bedst uddannede, hvis man i øvrigt kan stole på statistikerne.
Vedrørende 60érne, der var intet arbejde til kvinderne på arbejdsmarkedet før det store økonomiske boom indtrådte med den voldsomme mangel på arbejdskraft. Det var da de første gæstearbejdere kom hertil. På det tidspunkt fik man øje på kvinderne som arbejdskraft uden for hjemmet og kvinderne blev officielt omtalt som ”vores store arbejdskraftreserve”.
Det var dansk erhvervsliv, der fik kvinderne på arbejdsmarkedet og ikke rødstrømperne – men det er totalt glemt i dag.
Svend,
For det første, det er JEG uenig i. Det citat bekræfter en kulturel opfattelse af kvinden som den svage som for alt i verden skal leve det samme liv, med de samme aspirationer som mænd fordi det jo er mandens liv der definerer personlig frihed. Det er ikke ligestilling. Ligestilling er at blive værdsat for sine forskelle på lige fod med alle andre. Det handler om at mænd såvel som kvinder har muligheder, uanset deres kønsforskelle.
For det andet, det har ikke været min mening at give udtryk for en tvivl om hvorvidt man er villig til at genneføre ændringer, men netop for at der skal gøres noget andet. Jeg tror f.eks. ikke på, at det hjælper meget at tvinge firmaer til at opstille “kønskvoter” når man indenfor et givet firma har en kultur der siger, at humoren er mandsdomineret og kvinder der ikke indlader sig på samme humor ikke kan være en del af fællesskabet (et potentielt vigtigt netværk for karrieren). På samme måde skal en mand kunne arbejde som f.eks. pædagog uden at føle sig tvunget til at forfalde til kvindesnak og “bløde værdier”.
Samfundet skal som du siger ikke bestemme for den enkelte, men kultur og værdier kan ændres. Det tror jeg faktisk godt en kompetent regering med forstand på ledelse kan formå.
Svend W. Jensen
Du har ret mange kvinder har deltidsarbejde, men dette skyldes ikke alene, at kvinden prioriterer hjem og børn højere end mænd, men at det i mange tilfælde er vilkår på arbejdspladsen, hvor der kun udbydes deltidsjob. Fx er mange stillinger i daginstitutioner, i hjemmeplejen osv. kun udbudt som deltidsarbejde.
Der var da meget arbejde til kvinder før 1960érne, mange kvinder var ansat på fabrikker, i rengøringsarbejder, der ofte blev udført om morgen ol. så hun kunne passe hjem og børn mens manden gik på arbejde. Ligeledes var der mange medhjælpende koner i landbruget og hos de små håndværksmester og andre erhvervsdrivende.
Dorte Sørensen,
Du husker forkert.
I landbrug op til en vis størrelse var hustruen altid en forudsat arbejdskraft ligesom børnene. Det samme hos de små håndværksmestre og små erhvervsdrivende. Deres arbejdskraft var en nødvendighed for at få det til at løbe rundt.
Men ikke i industrien, det var mænds arbejde. Kvinderne arbejdede kun af nød (enlige eller hvor manden ikke engang kunne forsøger sig selv og sine) eller det bedre borgerskabs ungen piger indtil det blev fundet et passende parti.
Vedrørende kvinders deltidsarbejde. Hvem kan med autoritet sige, at kvinder i almindelighed ikke prioriterer hjem og børn højere end mænd? Og i givet fald er det så forkert, hvis det er deres valg?
Det er korrekt at deltidsarbejde i mange institutioner har været almindeligt bl.a. for at kunne dække vagtplaner mv. ind, men bøtten vender nu, hvor der bliver et skrigende behov specielt i sundheds –og plejesektoren. Der vil komme krav om fuldtidsansættelse, men kravet kommer altså ikke fra kvinderne, men fra arbejdstagerne, så det bliver en valgmulighed, der fratages kvinderne et ikke nødvendigvis et tilbud, der er efterspurgt.
@Ib Ling,
Kan hurtigt se mig enig i mange af de ting der bliver skrevet i kronikken. Meget af min kamp med feminisme har netop været offerrolen, klynkeriet og tæmningen af meget forvirrede mænd. Men, som jeg har sagt i forgående indlæg, men gerne siger igen og igen, så handler det for mig om ligestilling og ikke kvindekamp.
Så Ib, JEG står selv i vejen for ligestilling. Det gør jeg bl.a. fordi den eneste anerkendelse jeg som ung kunne få fra mænd var seksuel og dermed har jeg været en del af den udvikling der gør unge kvinders kroppe til objekter og deres ambitioner til støv. Og DU står i vejen for ligestillingen ved at kalde den “jeres” ligestilling. Det er ikke kvinders ligestilling, det er vores allesammens ligestilling.
Dit andet spørgsmål er langt mere interessant og umiddelbart kan jeg ikke svare på det. En lille anekdote kan måske belyse det: jeg diskuterede engang ligestilling med en venindes mand. Han argumenterede (i korte træk), at ligeløn kun er et problem fordi kvinder ikke er ligeså gode til at forhandle løn som mænd. Ergo er det kvindernes eget problem, at de ikke får den samme løn som mænd.
Det jeg selv fik ud af den diskussion var, 1. at jeg ikke anede man kunne forhandle sin løn, 2. at jeg som kvinde (nu hvor jeg ved jeg kan forhandle min løn) må ændre min adfærd, mine værdier og holdninger for at opnå en bedre løn, 3. hvis jeg ikke er i stand til, ligesom der sikkert er mange mænd der ikke er, at tilsidesætte mine “bløde værdier” så kan jeg ikke opnå en evt. drøm om en lederposition.
Marie,
” Ligestilling er at blive værdsat for sine forskelle på lige fod med alle andre. Det handler om at mænd såvel som kvinder har muligheder, uanset deres kønsforskelle.”
Og
” Samfundet skal som du siger ikke bestemme for den enkelte, men kultur og værdier kan ændres”
Her er der helt sammenfald af synspunkter.
Svend,
Den må du lige uddybe.
@Marie Arby: Vi kan godt kalde det vores ligestilling (der skal jo alligevel mindst 2 parter til før dte giver mening at tale om ligestilling) så længe vi ikke kalder det vores “kamp”. Jeg kan ikke føle det som en kamp, da jg ikke føler jeg bliver forhindret i noget. Bevares, hvis jeg tager 6 måneders orlov når jeg engang får barn vil det utvivlsomt medføre hævede øjenbryn men det kan man ikke lovgive sig ud af. Det er et spørgsmål om at tilstrækkelig mange gør så det bliver almindeligt.
Det er iøvrigt ikke min opfattelse at den eneste anerkendelse unge kvinder kan få er den seksuelle - men det er uden tvivl den hurtigste/nemmeste at få. Bare se “Paradise Hotel” eller lignende koncepter der efter sigende etablerer rollemodeller for både unge mænd og kvinder, ihvertfald i nogle segmenter.
Men tilbage til kampdagen.
Problemet når der skal rekrutteres topledere er at laget af mellemledere man tager fra ofte ikke har mange kvinder. Faktisk er det min påstand at din virksomheder jeg har været på har springet fra mellemleder til højere leder været nemmere for de kvinder der var kommet så langt end for mændene - der var måske 3 kvinder i rekrutteringslaget til en stilling ogman havde et ønske om mangfoldighed. Samtidig var der måske 10 - 15 mænd i laget. Statistisk var chancerne bedre for kvinderne.
Udfordringen ligger så i at de kvinder der vil være mellemledere kan dette uden at blive udstødt af specielt deres medsøstre når de bruger mange timer på arbejdet, og at de mænd der IKKE ønsker at bruge mange timer på arbejdet men gerne vil have færre timer - måske deltid - og barsel ikke bliver udstødt af hverken mandlige eller kvindelige kolleger og bekendte.
Det tror jeg kun vi kan ændre på ved at tage os i kraven og hver især give folk den respekt deres valg fortjener.
Marie,
Jeg er enig i den målsætning, du angiver i de to citater, hvilket forhåbentligt også fremgår af det, jeg tidligere har skrevet, men det er den praktiske udmøntning, der er (vi måske er) uenige om.
Som jeg skrev i et tidligere indlæg til dig:
” Herefter er det for nogen blevet til ideologisk overbygning, men for de fleste til praktisk udmøntning.”
For mig handler det ikke om ideologi, men om praksis. og det gør det også for dig, hvis jeg ikke helt har misforstået dig. #
Jeg ønsker Helle og Villy en stor succes med det nye program. Når det så er sagt forudser jeg, eller håber på, at debatten kommer til at indeholde nogle helt grundlæggende holdninger mennesker imellem og som det første vort menneskesyn. Hvordan kan det være at vi stadig drøfter om kvinder i vort samfund skal de samme rettigheder som den mandlige del af befolkningen, det burde for mig at se være en selvfølgelighed.
Når det så ikke er tilfældet er det jo fordi vi mænd ikke mener de skal have det, vi sidder jo på magten i hele samfundet og kan gennemføre det inden for kort tid. Vi kan jo undskylde os med at det er kulturelt at det ligger i mandens natur, at vore hjerner ikke har udviklet sig siden stenalderen. Men vi kan jo også være ærlige at indrømme, at når forelskelsen er overstået så skulle kærligheden mellem mand og kvinde få overtaget og dermed den totale ligestilling være en selvfølgelighed, men sådan er det ikke få så mister vi mænd magten og hvad skal vi gøre uden den?
Så det bliver hårdt arbejde for Helle og Villy og nogle af os andre.
Niels Møller Jensen,
Vores kære navnebror Peter B. Jensen har netop skrevet en anbefalelsesværdig kommentar i tråden ” Leder: Dukkehjem i Danmark”, der langt bedre rammer problemstillingen end din ”stenalderforklaring”.