Når nu den nordiske model for familievenlig politik gang på gang fremhæves som den bedste i forhold til at sikre høj erhvervsdeltagelse og en høj fertilitetsrate, hvorfor er det så lige, det står så skidt til med ligestillingen på det danske arbejdsmarked?
Lønforskellen mellem mænd og kvinder er stagneret på omkring 18 procent, andelen af kvindelige topledere i den private sektor er fem procent, kvinder udgør 14 procent af professorerne på universiteterne og udligningen af kønsopdelingen mellem brancher lader vente på sig. Det er (for) let at sige, at det er arbejdsgivernes skyld, eller kvindernes skyld, eller politikernes skyld. Det er et sammenfald af normer, kulturer, demografi, økonomi og politik, der betyder, at det ud fra et økonomisk synspunkt ikke altid synes rentabelt at ansætte kvinderne, forfremme dem eller give dem den samme løn som mændene. Simple facts kan hjælpe med at belyse, hvordan de yngre kvinders typiske adfærd kan betyde, at de for arbejdsgivere kan anses for mindre gode investeringer end mænd med de samme færdigheder:
Den gennemsnitlige kvinde er to år ældre end den gennemsnitlige mand der afslutter sin uddannelse, og hun er to år yngre end den mand, som hun gifter sig med. Det betyder, at når hun får sit første barn som 29-årig, er hun ikke så langt fremme i sin arbejdskarriere som faderen. Så når barselsorloven fordeles mellem de to forældre, vil det oftest være mest økonomisk rentabelt for den unge familie at lade moderen tage mest af barselsorloven, fordi hendes økonomiske tab ved at være på barselsdagpenge gennemsnitligt er 26 procent af lønnen, mens faderens er 39 procent.
Efter samme mønster
Sådan er det, fordi kvinder generelt er lavere lønnet end mænd, og fordi hun ikke er så langt fremme i sin karriere som ham. Mødrene tager således gennemsnitligt ca. 40 ugers barsel mens fædrene tager ca. 3,5 uge.
Når kvinden vender tilbage efter barsel tager hun flere af barnets første sygedage end faderen, hun tager flere omsorgsdage osv. Desuden viser tidsstudier, at selvom de danske mænd efterhånden tager en stor del af husarbejdet, så er det oftest kvinderne, der påtager sig de tidsmæssigt ufleksible opgaver som f.eks. at hente og bringe børn, lave aftensmad og lignende, mens mændene i højere grad udfører de tidsmæssigt fleksible opgaver som at vaske bilen, slå græsset osv. Samtidig ved vi, at mændenes opstigen ad karrierestigen går stærkest, når de har alderen 30-40 år - med relativt hyppige jobskift og høj lønvækst. Så når flere børn kommer til i familien, vil hans indkomsttab ved at tage barsel være endnu større end ved første barns fødsel, ligesom hans opstigen i hierarkiet kan få det til at fremstå endnu mere utænkeligt og stigmatiserende at tage en betydelig del af barselsorloven. Alt dette ved arbejdsgiverne godt, og så længe disse mønstre er dominerende, vil den forventede omkostning ved at ansætte en kvinde frem for en mand ofte være for stor.
Ind i kampen
Hvordan kan dette mønster brydes? Ja, der er flere aktører, der kan gøre noget. Kvinderne selv kan lade være med at tage lang orlov og de kan finde en partner, der vil tage en større del af ansvaret og arbejdet i hjemmet. Arbejdsgiverne kan bruge flere ressourcer på at finde kvalificerede kvinder til stillingerne, opfordre fædrene til at tage mere af orloven og acceptere i ord og i handling, at mænd tager større del i børnepasning osv. Arbejdsmarkedets parter kan sikre fuld løn under en stor del af barslen, så forskelle i indkomsttabet for de to forældre bliver mindre (eller forsvinder helt) og politikerne kan lovgive om øremærket barsel til fædre, indføre skattefradrag for hjælp i hjemmet, sikre gode offentlige, fleksible pasningstilbud osv.
Så mulighederne er endnu ikke udtømt og der er stadig nok at kæmpe for på dette område - ikke kun den 8. marts men året rundt….
Mette Werner er Ph.d., forskningschef i økonomi, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole
Kommentarer
Jep.
Ovenstående bliver alt sammen sagt én gang om året, den 8. Marts.
Resten af tiden går så med at ignorere det inde på Borgen, for nu har damerne jo fået lov til at lukke dampen ud. Så må de forholde sig artigt et år til!
Mette Verner
Igen en feminist tilknyttet disse mere eller mindre ekstremistiske feministorganisationer, og så uden at fortælle det i sin profil…
Mette spørger dumt: …hvorfor er det så lige, det står så skidt til med ligestillingen på det danske arbejdsmarked?
Nej dumme Mette, ligestilling er altså ikke noget man lærer på en skole. Det eneste kvinden behøver, er at søge en anden stilling end de traditionelle kvindefag.
Det er nemt ;-)
.”Det eneste kvinden behøver, er at søge en anden stilling end de traditionelle kvindefag.”
Der er grund til al mulig skepsis, når folk går til komplekse problemstillinger med formuleringer i stil med “de kan jo bare…”
I dette tilfælde opridser artiklen nogle af de mønstre, som tilsammen fører til en betragtelig grad af uligeløn i vores “perfekte ligestillingsparadis”, og svaret er “de kan jo bare…” leveret med plump nedladenhed kombineret med paranoid mistænkeliggørelse. Det er ikke imponerende.
Hvad snakker du om Troels? Kvinderne kan da bare søge andre stillinger end de plejer, De er da hverken dummere eller dårligere….
“Bare” min bare. Kvindefagenes status er blot et af de elementer, artiklen nævner.
Og erfaringerne viser, at “flugt” fra lavstatusfag ikke altid er så simpelt endda. For eksempel er en stor mængde kvinder rykket over i lærergerningen, og i takt hermed er lærerfagets prestige og indtjening blevet udhulet i forhold til det omgivende samfund. Engang var det at være skolelærer noget som blev regnet for “noget”, men nu er både penge og status “flygtet” fra kvinderne.
Sådan vil der jo altid være en dynamisk forandring. Eksempelvis var mit fag IT også tidlige lønnet helt urimeligt, mens det nu mere ligner en almindelig læreløn. Jeg får ca. mellem 24.000,- og 30.000 månedeligt, alt efter hvor meget overtid jeg tager, og der er kun en kvinde ansat i hele firmaet i samme stilling. Hun bliver betalt fuldkommen på lige fod med os andre.
Jeg har allerede begrundet i den anden tråd hvorfor jeg mener at feministbevægelsen er bund utroværdig, ikke mindst fordi den er ved at uddø, og behøver at promovere sig selv. Den består trods alt for det meste af gamle kvinder, den sidste rest af rødstrømperne, der for manges vedkommende er udviklet sig til nu at tilhøre den yderste højrefløj.